Gammel Stubbergaard og Omegn.
En vinters ophold på den jyske hede!

Det var med en vis glæde, at jeg hørte noget om, at vi skulle rejse til Jylland, hvor far skulle være skytte hos en fru E. Bruun de Neergaard (født komtesse Holstein Holsteinsborg) på Stubbergård - ikke fordi jeg gerne ville fra min fødeby Revninge - nej, tværtimod, jeg kunne næsten ikke forstå, hvordan jeg kunne rejse fra alle mine venner og bekendte, måske for stedse. Men det var en higende lyst til det eventyrlige, og en lyst til at se mig om og til at skue Jyllands hede, der fik mig til at glæde mig ved afrejsen. Dertil kom, da far havde været oppe i Jylland og set lejligheden, fortalte han, at det var på en ruin, vi skulle bo.

Efter aftale med fru Neergaard var far på prøve en måned, og i den tid gik vi så og ventede på nærmere ordre om indpakning af rejsegodset m.m. Tillige fik vi, da far skulle blive, huset og smedjen solgt.

Den 13. oktober sendte vi rejsegodset af sted, og den 14. dampede vi væk med toget, efter at have hilst af med alle venner; mod det forjættede land. Vi rejste hele natten, og om morgenen den 15. oktober 1901 ankom vi til Vinderup Station i et stilfuldt vejr. Der hørte vi først den rigtig jyske dialekt summe om os. Knudsen - bestyreren på Stubbergård - var ankommen til stationen med køretøjet, der skulle bringe os til vort nye hjem. Efter at vi havde hilst på ham og var blevet læsset, hvilket tog en vældig tid, rulede vi af sted ud af Vinderup, ud over heden, forbi kæmpehøje og små granplantager og sommetider forbi en faldefærdig hedehytte eller en statelig bondegård med husmølle på taget. Overalt lå den tykke tåge, der just var blevet til støvregn, og gjorde gråt, gråt for vore blikke, der ville skue hedens skønhed, men kunne ikke se den.

Det tog nogen tid den halvanden mil, vi havde til ruinen, men endelig nåede vi Stubbergård, og i en fart snurrede vi op foran hoveddøren for at hilse på hendes nåde fru Neergaard, men hun var ude på ruinen for at tage mod os der, og så kørte vi videre ud efter skyttehuset til. Vejen var forfærdelig for os øboere. Vi røg om imellem hverandre, og snart gik vognen på to, så på tre og så på to hjul igen. I den dur gik det hele vejen, og da vi nåede bakken, hvorpå ruinen lå, skulle vi køre næsten lige i vejret, Så vi havde nær gået bag af vognen, men vi var dog på den, da vi kom op på gårdspladsen, og dygtig forpjusket så vi ud, da vi hilste på fru Neergaard, der er lille af vækst, rank majestætisk holdning, åbent, men strengt ansigtsudtryk. Således var indtrykket af hende, som hun stod der og bød os velkommen. Hun havde gummistøvler og korte skørter på. På nakken bar hun sin lille Hammerless cal. 16, og et par Gordon-settere holdt hun i hånden. Hendes røst var sprængt, så hun næsten skræmmer; da hun anviser os værelserne.

Efter at have gjort det, lader hun os ene med en portion grønkål, som hun har ladet koge til os.

Huset i 1909.

Ladegårdssøen

Ny Stubbergård.

 selve kirken, gyser det i os, hvad enten det nu var kulden eller uhyggen, og vi træder forsigtig frem på det klamme murstensgulv. Midt i denne sal står der en murstenssøjle, hvorfra der udstråler fire hvælvinger; så rummet deles rettest i fire dele. I muren var der et par store fordybninger; hvor der lå nogle ben, et par kranier af mennesker og en vældig nøgle, måske Sct. Peders nøgle. Hvor er det forunderligt at tænke, at her på samme sted har nonnerne for mange hundrede år siden sunget deres messer; og hvad vi senere hørte af folk, skulle de gøre det endnu.

Derfra gik vi ind i et rum, hvor de skulle have haft kælder; derfra igennem en gang ind til et lille firkantet hummer med hvælvinger over. I væggen var der nogle fordybninger; hvor der siges, at bønderne, når de skulle straffes, sad krumslået. Derfra var der indgang til et endnu mindre rum med stenbænke. Det var sikkert nok et fængsel. Ved siden af dette var der et indmuret rum, hvor der nok sad en dame og sukkede inde. Da vi kom op i den fri luft, trak vi vejret betydeligt friere.

Idet vi går over gårdspladsen, om den kan kaldes så, til hønseriet, kan vi ikke lade være at standse og nyde den ejendommelige udsigt. Mod øst er Stubbergård Sø med en lyngbakke til baggrund, på hvis skrænt egepurrene stod og spejlede sig i søen - og så den uendelige Hjelm Hede - mod syd snoede Stubbergård Sø sig som en flod imellem Hjelm og Karups hede - mod vest lå den lille Ladegård Sø med sine rørkanter; og længere borte kunne man skimte Stubbergård, hvor fruen boede, lidt af Stubbergårds skov og Hellesøen - mod nord strakte Stubbergård Sø sig videre og løb sammen til en å langt omme, hvor der lå et hus, som far sagde hed: Sortehuset, og under dette hus, der er bygget over åen, gemte sig en stor ålekiste - nærmere ved os var der en bro - Fruens bro - der gik over søen til en halvø - »øen« - kaldet. Vi står længe og betragter den ejendommelige udsigt for os fynboere. Særlig ejendommelig er de masser af ænder i søerne. Uvilkårligt tænker vi: Hvad skal vi opleve her. Ikke en lyd af menneskenes rastløse færden når vort øre.

Tankefulde vandrer vi over til hønseriet for at besé det. Der var rent og pænt, nylig fejet og strøet grus i alle rummene, og hvad der var det allerbedste, loftet sad fuldt af de dejligste hedetørv. Der var nok ca. 16.000, men heller ikke spor af brænde.

»Det vil nok blive rart, når den barske vinter kommer med vilde vestenstorme«, tænkte vi.

Bag ved hønsehuset har nonnerne haft begravelsesplads. Store tilhuggede kampesten vidner herom. Fra dette går vi til haven, der er anlagt ned ad bakkeskråningen mod søen i øst. Den er omgivet af jordvolde, hvorpå nogle hyldebuske er plantet for at give læ for de enkelte unge lave frugttræer; der er plantet der. Lidt gyvel er der i haven, foruden nogle køkkenurter; kål og kartofler. Neden for haven ud til søkanten ligger der en gammel grøftevold, hvorpå der står nogle ældgamle udgåede elletræer; som vist nok havde stået der før Gl. Stubbergård brændte. Nu er der ikke mere at se, og nu kom også flyttegodset, Så vi fik travlt med det. Klogelig havde vi taget lidt (et lille læs) brænde med herop, for ellers havde det nok ikke været nemt at få ild i tørvene, hvilket måske dog nok kunne lade sig gøre, da tørvene er meget lette og tørre.

Forkarlen på Stubbergård , »Villes«, en ældre jyde, spurgte nok så lunt på sit ravjyske, om vi ikke havde nogle æbler med fra Fyn, som efter deres mening er et rent paradis at leve i, da der er så meget frugt - men vi havde desværre intet.

Vi arbejdede lige til aften med at pakke ud og var endda ikke færdige, men sengene, som vi skulle sove i, havde vi dog fået stillet op på benene. Trætte, som vi var; gik vi tidlig til sengs, og skulle så prøve at sove højt oppe i Jylland ikke langt fra Limfjorden og ¼ mil fra nærmeste beboelsessted, og oven i købet lige over en kryptkirke, hvor spøgelserne huserede. Vi lå længe og lyttede, men faldt endelig i søvn. Ved midnatstid vågnede vi igen og kunne ikke sove, for stormen suste og hvad var det en dyb summen, så et hvin, så nogle klagende toner; så atter en dyb brummen, som lød nede fra kirken, der var så uhyggelig. Rædselsslagne stirrer vi ud i mørket, mon det da virkelig var sandt, det »Villes« sagde, da han var herude, at nonnerne havde travlt herude hver nat. - Til alt held lægger stormen sig, og alt bliver roligt igen, og så falder søvnen på os igen, men det er en urolig søvn, Ole Lukøje har indpodet os, for nonnerne var stadig i vore tanker«.

Skitse af halvøen 1901.

Grundrids af ruinen.

Kælderen.

Udsigt mod nord. 36KB

Stubber Kloster. 40KB