Historisk-topografiske Efterretninger
om
Hjerm og Ginding
Herreder
1895

Udgivne af
O. Nielsen
Dr. phil., Arkivar
 


Denne afskrift er foretaget af Karen Lindholdt i 2009.


Sevel Sogn

Sevel Sogn grænser mod Nord til Estvad Sogn, hvorfra det skilles ved Skallesø, den nordlige Del af Flyndersø og en af Iver Juul til Stubbergaard tvæs over Heden opkastet Grøft, der kaldes Kast (e Kaast), der dog er mindre tydelig fra Krejlgaard til Karup Aa; mod Øst til Fjends Herred, hvorfra det skilles ved Karup Aa, mod Syd til Hadderup Sogn, hvorfra det for største Delen skilles ved Røjbæk, der udspringer i en Mose sønden for Bjørnkjær og løber i Karup Aa, mod Vest til Bordbjerg og Ryde Sogne, hvor der ingen naturlige Skæl findes. Kirkens Afstand fra Holstebro er 2¾ Mil. Sognets Fladeindhold er 18800 Tdr. L. med 397 Tdr. Htkr.

Ved Søerne Flyndersø og Stubbergaard Sø og et Vandløb, der forbinder dem, er Sognet delt i 2 Dele, Østersognet eller det gamle Trandum Sogn og Vestersognet. Søndersognet ligger sønden for Stubbergaard Sø. Foruden de nævnte store og langstrakte Søer findes Skallesø, der er forbunden med Flyndersø, Hellesø, Palmsø og Ladegaardsø. 1638 nævnes Boldsø; saaledes kaldes nu et Hus ved en Dam norden for Hjelm Mølle og østen for Afløbet fra Stubbergaard Sø i Flyndersø. Østersognet hører til Karup Flade med sandede Jorder, store Moser og Enge langs Aaen. Moserne ere Røjbækmose, Storemose sønden for Trandum og den største er Rondesmose vesten for Mogenstrup; en Arm deraf gaar mod Trandum Kirkegaard og kaldes Trandum Mose, og en anden mod Nord og kaldes Axelmose; desuden Sebstrup Mose.

Sognets vestre Del er for største Delen bakket med ret gode Jorder, ofte med Lerunderlag. Det højeste Punkt er Helledalsbakker ved Nørstoft (277 Fod). Imod Syd fortsættes Sevel Bakker med Underlag af Grus; herpaa findes Bjørnkjær, Hærup, en Del af Mundbjerg, Kokborg og Gunderup. Østen for dette Bakkedrag og vesten for Stubbergaard Sø er en Strimmel sandet Jord og nogen Hede. I Sognets sydlige Del er Sønderhede, hvoraf en Del er købt af Staten til Beplantming i Forening med en tilstødende Del af Bordbjerg Sogn. Ved Tinggaad findes Stormose, ved Djelle Møgelmose, ved Kokborg og Gunderp Raamose, Harmose og Andmose.

I Sognet findes 5 Skoler, 1 Andelsmejeri, 120 Gaarde og 194 Huse med 1824 Indbyggere (1880: 1670, 1860: 1267, 1840: 1111, 1801: 874).

Navnet udtales Söwl, skrives 1340 Søuæl og har formodentlig Navn efter Vejlerne mellem Stubbergaard Sø, Hellesø og Flyndersø, ved Siden af hvilke lave Strækninger Sevel By ligger meget højt. Man skulde dog, hvis Navnet er dannet af Sø og Vedel, vente Formen Sjøwl, da Sø altid udtales Sjø eller Syø. I Danske Atlas siges det at have heddet Sjofellæ, men dette er en Forveksling med et sted i Fyn.

Stednavne vise, at en stor Del af Sognet i Oldtiden og senere har været bevoxet af Skove; i Indberetningen 1638 nævnes endnu ved Skovby Sønderskov, ved Stubbergaard Gjevnskov og ved Lindholt Møgelkjær, ”en liden Skov”. Østen for Stubbergaardsø findes endnu noget Egekrat, ligesom ved Præstegaarden og omtrent 6 Skp. Land ved Skovgaard og Gjævet (e Gjøw) ved Ny Stubbergaard, hvilket er Levning af den ovennævnte Gjevnskov. Gjævet er en krum Dalstrækning, der gaar fra Ny Stubbergaard ved Hellesø mod Sydvest og hvis større nordøstre Halvdel er bevoxet med Skov; Bakkerne ved begge Sider af Dalstrækningen ere meget høje og stejle. Gjøw har altsaa oprindelig heddet Gjøwn og dette Ord er det oldnorske gaupn, der oprindelig betyder en krummet Haand, med hvilken Dalen altsaa har syntes at have nogen Lighed. Den sydvestre Del af Gjævet kaldes Teglse i Videbrevet, det er Teglhus (Teglværk?).

If. Strandgaards Beretning i Jydske Saml. IX 91 er der 214 Høje i Sognet. Af disse maa nævnes Tinghøje sønden for Mogenstrup og Tinghøj med Tingdal ved Skank. Ved Tinghøje ved Mogenstrup er en Mark, der kaldes Præstholm. Desuden: Oxelhøj paa Heden, Tophøj, Fladhøj og Ravnhøj nærved Bjørnkjær. Nærved Trandum Skolhøj, Tophøj, Trehøj og Glarhøj; ved Kirkegaard Esphøj, Kirkegaards Høj og Ravnhøj, ved Hærup Gildhøj, Manhøj og Jejhøje, ved Kokborg Kaahøj, ved Blagskjær Barhøj, Kirkehøj og Sorthøj, ved Navtrup Ormdalshøj og Brandshøj, ved Gunderup Junkershøj, Bjergmandsøj og Stokhøj, paa Svenshede Andhøj og Svendshøj, syd for Djelle Salshøj, syd for Sevel Sundhøj og Tykhøje.

Ved Blagskjær findes Helligkilde, der endnu for 50 Aar siden besøgtes af Syge.

Flynder Sø og Stubbergaard Sø antage en grøn Farve i stærk Varme om Sommeren, og stinke da ilde.

Indberetningen 1638 nævner norden for Røjbæk Brændhøj, Røjbæk Høj, norden for Trandum Trehøj, Skeldhøj, Rønhøj; norden for Trandum Kirkegaard Kirkegaards Høje, Ravnhøj, Skythøj, Esphøj, 2 Bavntofthøje, 2 Stenhøje, Rendhøj, Glarhøj; norden for Mogenstrup Tinghøj, Svensdalhøj, Vedelhøj, Oxelhøj, Algjerhøje, Hjordhøj, Lykkehøje; sydvest for Sebstrup 2 Sandhøje, Storhøj, Rønhøj, Huelshøje; vesten for Gunderup: Sønderlykhøj, Trehøj, Helledalshøj, Risihøj, Rævshøj, Brændhøj, Salshøj, Bredhøj, Jedoshøj og Helledalsbak; vesten for Djelle Junkers Høj og Godvilligshøj: vesten for Blagskjær Kirkehøj og Sorthøje; vesten for Navtrup Ormdalshøj; norden for Hedegaard Lerpythøj, Retdalshøj, Svenshøj, Aanhøj; østen for Skovby Hjertershøj, Rævshøj, Sundshøje, Brandshøj; norden for Sevel Kjærgaardshøj; norden for Oxholt Lerpythøj, Maskelhøj.

I Store Mose fandt man 1891 Rester af et Skelet, indhyllet i et Dyreskind, der var sammensyet med Tarmsnorer og om Halsen var en Læderrem, dannet som en Løkke.

Ved Mølgaard nævner samme Beretning 1638 Skelddal, ved Hedehus Store Dybdal, ved Søen Tordal, norden for Hedegaad Hyldal, norden for Oxholt Grøndal, ved Kokborg Sommerdal.

Om Sognets Skæl til Sale Sogn haves følgende Tingsvidne af 31. Okt. 1511 fra Sevel Birketing:

”Alle mend thetthe breff seer eller hører lese helse wii Jes Knwtssen, foget til Søwel byrchetingh, Morthen Morthensen, prest og capellan til Stubercloster, Nis Hwidh og Simen Smeth. Giøre witherlicth alle i thetthe vorth opne breff, alt aar eftherGudz byrdh 1511 paa alle helghen affthen innen Søwel byrchetingh wor skicket for off hederlige men mester Hanss Seuerinssen, canich i Ripe, oc haffde ladet kalle for off beskedhen men Jes Michelssen, Hans Christhenssen oc Andhers Deghen oc badh them sye theris sanne om then togh, sannemen giorde wedh capittelss marck i Sale soghen. Tha framginge forskrefne dannemen Jes Michelssen, Hans Christenssen oc Anders Deghen oc badh thennom saa Gudh hielp paa siel, tro oc retthe sanne, thet thi nerwerendes hoeff wore then tiidh capittelss foget Cristen Perssen i Svenstrup haffde kraget sandmen om capittelss marck i Saale soghen. Tha swore sandmen, ath then steen, ther standher paa Smørbergh, oc then stene (!) nordhen Holmøkier oc ath en steen mellom skoge, closthers, capittelss oc herNielss Ericzsens skoge, westher ath oc nedher at Lynholtzbech oc alle then marck paa then nordher oc westher side then swore thii til wore Frve kyrky oc capittel i Ripe oc paa then østher oc søndher syde til Søwel byrck, oc haffuer thii aff Søwel birck alle dage i 40 aar oc mere leghen til marckemode oc engiskiffth met capittelss tienere oc aller thii haffuer hørdh noger kendhe eller haffue lodh eller diel mellom thennom.Ther paa esket forskrefne mester Hanss eth wildiighe (uuildiighe) tingsvintne aff 8 dannemen, som ware Michel i Kiergardh, Hanss Christenssen. Simen Smith, Oloff i Linholth, Seuerin Andherssen, Nis Nielssen i Skoffbye, Per Lyegardh oc Cresten Nielssen, hvilke førskrefne men vontne endrectelicth for off ordh fra ordh, som forskrefne standher. In cujus rei testimonium sigilla nostra presentibus sunt appensa. Datum die et loco ut supra.”

I Beg. Af det 18. Aarhundrede boede flere Officerer I Sognet paa det kgl. Ryttergods, saaledes 1718 Løjtnant Eberhartz, 1731 døde Kaptejn Gyntermann, 1732 viedes Løjtnant Kaspar Johan Adder til Fru Sabina Margrete Rup. I Kirken er begravet Løjtnant Muus. 1721 nævnes en Soldat Morten Unsgaard. 1789 døde afskediget Sergeant Peder Hvam, 82 Aar gl. 1783 døde Knud Skræder i Trandum, der som 28aarig Soldat laa i Helsingør, da Karl XII blev skudt ved Frederikshald. I sin høje Alder af 93 Aar havde han sine Sansers Brug, var munter og livlig til sin Død.

I Sognets vestlige Del findes:

Jattrup, 6 Garde, af hvilke en kaldet Mølgaard og 5 Huse. 1683 var her 3 Gaarde med 5 Bønder; paa Marken nævnes da Skorager, Tyveklink, Dovesnap. Navnet ar 1638 og 1683 Jartrup, og er dannet af det gamle Mandsnavn Jari og thorp.

Godrum og Hajlkjær, 1 Gaard, 2 Huse.

Vesterhede, 6 Huse.

Lindholt, 2 Gaarde, 5 Huse, 1683 1 Gaard; den nævnes 1511; 1683 nævnes paa Marken Kildtoft, Bredelang, Stenbak.

1511 toges Tingsvidne, at Nis Mortensen havde bygget imellem Lindholt og Østerskov, hvilket Sted han kaldte Romskov Byggested, hvilken Jord i 40 Aar og mere havde været ulastet og ukæret til Vor Frue Kirke i Ribe.

Skovhuse, der i gamle Dage beboedes af Skytten paa Stubbergaard.

Hølmkjær, 3 Gaarde, 1638 og 1683 1 Gaard, paa Marken nævnes 1683 Vognkjær, Hatkjær, Røverstue. Kaldes 1511 Holmøkjær.

Ravnholt, 1 Gaard, 1 Hus.

Sevelskov, 2 Gaarde, 5 Huse.

Sevel Skovby, 4 Gaarde, deraf 1 Vestergaard, 1 Østergaard, 8 Huse og Huset Lavmark. 1683 3 Gaarde; paa Marken nævnes da Hummelsig, Strudbjerg, Abeltoft, Ravnsbjerg. Ifølge Sagnet var der i gamle Dage Skov derfra til Kirken.

Skovgaard, 5½ Tdr. Htkr., Udflytter fra Djelle.

Nørstoft (udtales Nastowt), 6½ Tdr. Htkr., Parcel af Stubbergaard, opføres i Danske Atlas som et Skovhus under Stubbergaards Taxt.

Svenshede, 6 Huse.

Djelle, 11 Gaarde, hvoraf 1 kaldes Kastbjerggaard (paa Gen. Stabens Kort urigtig Kastelbjerg), 2 Søndergaard, 1 Nørgaard, 14 Huse og Vejrmølle. 1547 nævnes her 7 Gaarde. Hvad Navnet betyder, er uvist, men det svarer til en Skriftsprogsform: Dele.

Hedegaard, 3 Gaarde, 11 Huse, 1547 2 Gaade, kaldes 1638 en By.

Bederholm, 2 Gaarde, nævnes 1547, var 1683 3 Gaade, paa hvis Mark nævnes Brynningen. Navnet udtales Berholm.

Raa eller Raade (udtales Ro), 3 Gaarde, 1683 1 Gaard.

Ny Stubbergaard, 20 Tdr. Htkr., se nedenfor.

Sevel, 18 Gaarde og 15 Huse, med Kro kaldet Bakhuset, oprettet 1810, og Vejrmølle, af Gaardene kaldes 2 Gadegaard, 3 Bæksgaard, 2 Pilgaard, desuden Damgaard, Vestergaard, Tinggaard, Toftgaard, Hald (der tidligere laa paa et Hæld paa en Banke, nu ovenpaa denne), Dalgaard. Af Husene nævnes Damgaardhus, Spangkjærhus, Hvejnkjærhus, de 6 Vesterhedehuse, de 5 Husted. 1683 12 Gaarde med Præstegaarden, 1 Bol, 10 Huse; paa Marken nævnes da Hjorthøj, Svinshøj, Rimagre, Plumashat, Timmeling, Skovhøj, Vognsfly, Esholt, Gimmer, Solagre, Gridsagre, der var opbrudt Skovjord.

Præstegaarden, c. 8 Tdr. Htkr. I Klosterets Tid var der ingen Præstegaard, idet Præsten havde Bolig paa dette, men 1555 fik Iver Juel kgl. Befaling om at udlægge en Præstegaard, hvortil han havde forpligtet sig.

Navtrup, 4 Gaarde, 6 Huse. 1683 4 Gaarde med 6 Bønder og 2 Huse; paa Marken nævnes da Gravvar, Langhøj, Skimingvar, Varmdal Hede.1547 siges Bønderne der at være Gaardsæder og byggede paa Stubber Klosters Ejendom. Navnet kommer af Beliggenheden ved et Nav (oldn. nabbi) eller en Landtunge ud i Søen.

Gunderup, 2 Gaarde, 3 Huse, 1683 2 halve Gaarde, hvoraf den ene øde; af Marker nævnes da Junkershøj, Troldal, Folsted, Kleppe.

Blagskjær, (udtales Blaskjær), 2 Gaarde, 2 Huse; 1683 2 Gaarde, den ene med 2 Bønder, den anden øde.

Kokborg, 2 Gaarde, 4 Huse, 1683 5 Huse.

Mundbjerg, 2 Gaarde, 7 Huse. 1638 2 Gaarde, 1683 1 hel og 2 halve Gaarde; paa Marken nævnes da Kilagre, Komagre, Havershøj.

Skank, 1 Gaard, 1 Hus, var 1683 en øde Bolig.

Hærup (udt. Hærrup), 3 Gaarde, 8 Huse, 1683 1 Gaard med 2 Bønder; paa Marken nævnes da Tohøj, Mandhøj, Tingdal, Jehøj, Gildhøj, Klepaas.

Bjørnkjær (udtales Bjålkjær), 3 Gaarde, 3 Huse, 1683 1 Gaard med 2 Bønder; paa Marken nævnes Møgelhøj, Rævehøj, Gangerhøj, Horsfald.

I Sognets østlige Del:

Søgaard, 4 Gaarde, 2 Huse og et Fattighus. 1683 1 Gaard med 3 Beboere, der havde Jord i Fællig med Hjelm Mølle, der blev nedlagt for 20 siden i Anledning af den paatænkte Udtørring af Stubbergaard Sø. Paa Marken nævnes da Brejnskov, Brejnpøt, der endnu mindes ved Brejnskov Bro over et Vandløb, der falder i Flynder Sø. Ved Hjelm Mølle er et dybt Hul, der kaldes Dejntruget.

1760 sluttede de 3 Gaardmænd i Søgaarde og Mølleren i Hjelm Mølle en Vide og Vedtægt om deres Markers Fredning og fælles Høsttid. En af Mændene var Oldermand og Søndag Eftermiddag samledes man om Sommeren for at afhandle de fælles Anliggender. Dette Videbrev er trykt i Saml. til jydsk Hist. og Topografi II 272-80.

Bolsøhus og Vibsøhus ved Damme paa Hjelm Hede.

Krejlgaard, 1 Gaard. 1683 var ”Krejlhuset” 1 Bol; paa Marken nævnes Rumdig. (Krejlhuset havde vel Navn efter en Krejler, Benævnelse paa Førerne af de smaa Skibe i Limfjorden.)

Stenholm, 1 Gaard, 1 Hus. 1638 og 1683 1 Gaard.

Sebstrup, 6 Gaarde (Vester-, Sønder- og Melgaarde) og 7 Huse. 1683 3 Gaarde med 6 Bønder; paa Marken nævnes da Slejbak, Tohøj, Enhøj.

Korstoft (udtales Kastowt) ved Korsaa, 3 Gaarde, 8 Huse. 1683 var ”Korstoft” 1 Gaard med 2 Bønder; paa Marken nævnes da Strivelagre. Det har Navn efter Skive Aa, der her deler sig og kaldes Korsaa.

Mogenstrup, 7 Gaarde, deraf Bæksgaard c. 7 Tdr. Htkr. 1 Mensalgaard til Estvad, Vestergaard, Østergaard og Kringelgaard, og 7 Huse. 1683 3 hele og 4 halve Gaarde og 1 Hus; paaMarken nævnes da Tinghøj og Havholm. 1544 fik Mogens Munk af Kronen Skøde paa 5 Gaarde i Mogenstrup.1550 indværgede M. Mads Hvid en Gaard i Mogenstrup som Estvad Sognepræsters rette Ejendom til Estvad Præstegaard.

Kirkegaard 2 Gaarde, af hvilke en paa 5½ Tdr. Htkr., og 1 Hus. 1683 2 Gaarde med 2 Bønder.

Trandum, 10 Gaarde og 18 Huse. I Over Trandum er Nørgaard, 2 Melgaarde og Tybogaard, i Neder Trandum 2 Plomgaarde, Abildgaard, Kjærgaard, Feldsgaard, 1 Hus Faldhede. 1683 var Neder Trandum 4 Gaarde, af hvilke en hed Plomgaard og 1 Abildgaard, Vidnesbyrd om Dyrkning af Frugttræer i en fjern Tid, og ”Øster Trandum” 1 Gaard og 1 Bol. Navnet udtales Trånnum, hvilket svarer til Skrivemaaden Trandum (ikke Tranum). Dette Navn er vistnok ældgammelt og svarer til det norske Trondhjem (opr. Thrándheimar), men Oprindelsen er uvis. Feldsgaard har maaske Oprindelsen af det gamle Ord fil eller fel, der betyder Vadested; et saadant har til for 40 Aar siden været her.

Dueholm (udtales Duholm), 3 Gaarde, deraf har Nørre Dueholm 6½ Tdr. Htkr., og 3 Huse. 1683 1 Gaard med 2 Bønder.

1573 lod Fru Mette Munksdatter til Stubbergaard tage Tingsvidne paa Ginding Herredsting om Markskæl mellem Røjkbæk, Dueholm og Trandum.

”Saa først begyndte de deres Tov ved den store Aa løbende imellem Ginding Herred og Fjends Herred, i en Bæk kaldes Sandvads Bæk, og der satte en Sten i samme Bækmunde, saa op med samme Sandvadsbæk ad Midtstrømme til en Sig, løber i Sandvadsbæk, der satte de en Sten og en Pæl, saa vester paa i Mosen, der satte de en Sten og en Pæl, saa vester paa fra samme Sten og Pæl, til Heden vedtog, over en Vej, kommer fra Dueholm og løber til Røjkbæk, der satte de en Sten, saa nør paa til en liden ”Hof” (Hob), der satte de en Sten, saa nør paa fra samme lille Hof og udi Mosen, som kaldes Nørmose, udi sømder Emde paa en Sigrunde der satte de en Sten og en Pæl tilhobe, saa Sten og Pæl efter anden i samme Sig, til samme Sig grønnede, der satte de en Sten og en Pæl, saa frammer med samme Sig og samme Strømgang ab Mete (Grænse) vesten om Dueholm ad Midtstrømme, der satte de en Sten, saa ad gammel Bækgang og ned ad den store Løbningsblanke Aa, som løber imellem Ginding Herred og Fjends Herred, der satte de en trebunden Sten i Tredbæk munde”.

Faldhede, 1 Hus paa en flad Hede, der har Fald mod Stormose.

Hale (udtales Hål), 1 Gaard, 4 Huse. 1638 et Bol, 1683 en Halvgaard.

Røjbæk, 1 Gaard, 5 Huse, skreves i ældre Tid Røjkbæk. Røjket Bund betyder moseagtig Jord. 1638 1 Gaard; paa Marken nævnes Svanhøj, Nagensvang, Hjerkjær, Brændhøj.

Hæk, 3 Huse, kaldes 1683 et Bol, der ogsaa hed Rønvad, tildels underlagt Vivtrup i Hadderup Sogn.

Gerhardsminde, 1 Hus, Parcel fra Sønder Mølle, har Navn efter Købmand Gerhard Kalby fra Ringkjøbing, der ejede Møllen. Det hed tidligere Stampen.

Sønder Mølle. 1638 nævnes Mølgaard, der 1683 var ganske øde uden Hus, og 1798 blev delt mellem Møllen og Trævel.

Kalkværket, anlagt 1873, 7 Huse, deraf 1 Lykkensprøve, 1 Højgaard.

Trævel, 1 Gaard. 1683 var Trevel 1 Selvejerbol, beboet af Peter Petersen Meyland, der ogsaa havde flere andre Ejendomme og døde 1699. Den menes at have Navn af 3 Væld.

Trandum Skovby, 2 Gaarde, 2 Huse. 1683 5 Gaarde; her var da ingen Skov og paa Marken nævnes Aborrebjerg, Hedesplind.

1638 nævnes ved Raa et Bol Oxholt, hvis navn er bevaret i Oxelhøj. Mosegaard, der var et Bol ved Bjørnkjær og Hedehus ved Sebstrup. Vesten for Kokborg er ude i Heden en Lavning, der kaldes Kirkestedet.


Stubbergaard.

Det gamle Stubber Kloster, hvis ældste Navn var Stubthorp, laa paa en Landtunge ud i den nu saakaldte Stubbergaard Sø. Paa den Tid, da det blev oprettet, have Søens Bredder mod Øst været skovklædte og Klosteret har ligget i afsides Stilhed under skønne Naturomgivelser. Mod Vest og Syd findes nu en stor Hede, der vel i gamle Dage har været Klosterets Mark, og igennem denne Hede fører en Hulvej ned til det lavt liggende Kloster, medens Hedens Bredder mod Engdraget ere stejle. Deraf kommer ogsaa Navnet Stubthorp, der senere udvikledes til Stubber, thi Ordet stup, der forekommer i sønderjydsk, betyder stejl og findes i samme Betydning i norske og svenske Dialekter. Endelsen thorp betegner, at her har været anden Bebyggelse, førend Klosteret blev anlagt. Dette nævnes 1268, da det i Fru Gros Testamente betænktes med 2 Mark Penninge, men det nævnes ellers kun sjelden og dets Arkiv er tabt.

Det har altid været et Nonnekloster, og det væsentlig for adelige Kvinder; det blev forestaaaet af en Priorisse, men der var ogsaa en Prior, og Biskoppen i Ribe var Klosterets Patron. Klosteret fik efterhaanden betydeligt Gods, idet de indgivne adelige Kvinder maatte skænke Jordegods for deres Ophold. Andetsteds er det omtalt, hvorledes 2 adelige Damer gik i Klostret og skænkede det Handbjerg Hovgaard, hvorved det fik en Del Stridigheder med Ejerne af Landting om Helle Aa. Ved samme Tid skænkede Ridder Lyder Kabbel og hans Hustru Mette Jensdatter Grundvadsgaard i Salling. 1438 omtales en afdød Fru Inger Jensdatter i Stubber Kloster. 1504 pantsattes Savstrup Gaard og Mølle til Niels Klemensen. Af Priorer nævnes 1349 en ved Navn Peder, 1391 Jakob af Husby, der 1408 og 1411 kaldes Jacobus Johannis og siden var Kannik i Ribe; ved Midten af det 15. Aarh. Christen Svendsen, der tidligere var Præst i Bordbjerg og Hjerm og er vel den Prior Christiern, som nævnes 1456, Oluf Nielsen noget før 1500, der skænkede Holmgaard til Præstegaard for Bordbjerg. Priorerne eller Forstanderne behøvede ikke at være Gejstlige, men kunde ogsaa som denne være gifte Adelsmænd. Af Priorisser nævnes 1388 Christine, 1457 Christine Pallesdatter. Paa Reformationstiden var der den gamle Priorisse Else, Søster til Biskop Iver Munk, og den unge Priorisse Else eller Elsebe Rytter, af Familien Rytter til Kabbel. 1388 testamenterede Biskop Jens Mikkelsen Priorisse Christine en Kaabe foret med broget Skind. 1459 testamenterede Decanus Anders Skeel den daværende Priorisse16 Alen leidensk Klæde. Under de vanskelige Forhold paa Reformationstiden led Klosteret meget, det blev plyndret 3 Gange og gik meget i Forfald. 1532 kom Jep Thomsen i Holstebro med en Del Personer til Klosteret, udjog M. Christiern Hvid, til hvem det da var forlenet, og plyndrede hans Gods, hvorfor han siden stævnede dem. Hvorledes det gik under de vilde Opløb 1534-35, under Skipper Klemens Oprør, vide vi ikke nærmere om, men det er endda underligt, at der 1538 dog var 11 Jomfruer tilbage.

På Reformationstiden var Stubber Kloster forlenet en kort Tid til Mogens Kaas, men forlenedes 1538 til Magister Iver Juel. Denne mærkelige Mand er født 1494 og Søn af Kjeld Iversen til Astrup i Salling; han var en Fætter til Biskop Iver Munk i Ribe og stod i nært Slægtskabsforhold til andre Prælater og ansete Adelsmænd. Han gik i Ribe Skole i 8 Aar og i Aarhus Skole 2 Aar, drog 1514 til Kjøbenhavns Universitet og 1516 til Køln, hvor han og den senere Kansler Johan Friis 1519 toge Magistergraden. Derfra drog han til Amsterdam, hvor hans Ledsager Mag. Mogens Kaas gav ham et Stik gennem Skulderbladet, som han endnu havde Men af paa sine ældre Dage. Senere fulges han hjem med Johan Friis under megen Besvær, men de 2 Venner rejste strax efter til Rom, hvor han blev i 3 Aar. 1524 udnævntes han til Frederik I`s Sekretær, gjorde 2 Rejser til Norge i Anledning af Kongens Valg, blev Provst i Bergen og havde nogen Udsigt til at blive Biskop i Oslo.

1526 blev han Provst i Harsyssels Provsti og havde nu i nogle Aar Ophold i Ribe. 1535 blev han af Kongen sendt i et vigtigt Ærende til Gusta Vasa.

Uagtet sine Studier i Rom, sin gejstlige Betjening og sit Slægtskabsforhold, sluttede han sig til Christian III. og til Reformationen og blev 1537 tilforordnet Johan Rantzau, der var bleven Stiftsbefalingsmand i Ribe, og forlenedes med Lønborg Bispegaard. 1543 fik han af Ribe Domkapitel Rybjerggaard i Mageskifte.

Han fik sit Forleningsbrev med Stubber Kloster 13. Aug. 1538, samtidig med at han fik Bevilling paa at beholde sine gejstlige Forleninger, uagtet han havde i Sinde at gifte sig, thi som katholsk Gejstlig havde han afgivet Kyskhedsløfte. Han giftede sig derpaa med Mette Munk, Datter af Hans Munk til Krogsgaad og Brodersøns Datter af Mogens Munk til Volstrup. 1540 fik han et nyt Forleningsbrev paa Stubber Kloster, ifølge hvilket han skulde yde en Afgift af 50 Daler, tjene selvfjerde til Hest eller Skibs, besørge Jomfruernes tilbørlige og nødtørftige Underholdning efter gammel Sædvane og holde Klosteret ved skellig Bygning.

6. Marts 1547 fik han Skøde paa Klosteret med tilliggende Gods, omtrent 150 Gaarde og Bol, for hvilken anselige Ejendom han gav 12,765 Daler. Han skriver herom; ”Den tid, jeg købte det, da var alt Klosteret svarlig forfaldet, 2 Huse, som var Stalden og et nyt Hus, stode ved Søen, som (hvor) Abildgaarden er, og var Kornloft, Salhus, Svendeherberg og et Herberg, kaldes (Navnet udeladt), alt opbrændt. Paa Kirken laa det gamle Straatag, ligesaa paa alle Huse, og Murlederne raadne trindt om og ingen Grundvold uden aleneste lidt Sten paa Sandet, og derfor stod det synderste Hus paa Hæld, hældte under Støtter og det synderste Hus slet raaddent neden under og intet Hus norden paa Gaarden og aldrig en Teglsten til Tag nogensteds og var ikke uden et gammelt Risgærde paa Vesterside og et Led. Og var der 12 Jomfruer at føde, som var gamle Priorisse Else selvanden, unge Priorisse Else selvanden, Jomfru Kirsten, Jomfru Mette Rytter, Jomfru Karen Ungersdatter, Jomfru Margrethe Prip, Jomfru Birgitte Nielsdatter, Jomfru Edel (her mangler 2), og da kunde de ikke faa uden 4 Ørte (6 Tdr.) Byg, 10 Ørte (12½ Tdr.) Rug og avle ved 70 Læs Hø til Gaarden.”

Forholdene maa have været saaledes: Naar man fra Vest kommer ind paa den Holm, hvorpaa Stubbergaard laa, havde man til Syd Ladegaarden og til Nord Hovedbygningen, der i Klosterets Tid har udgjort 4 Længer. Den vestre Længe er den, af hvilken Kældrene endnu ere bevarede og som var Stuehus til nyere Tid. Om dette Hus skriver Iver Juel: 1545 lod jeg lægge Grund trindt om de vestre Huse, som da vare mestendel raadne og hældte ud ad mere end en halv Alen og Murmesteren af Ribe gjorde, som meget stod og lidet var værd. At her i Middelalderen har været et anseligt Hus, derpaa tyde Kældrene, der ere ældre end Iver Juels Tid. 1555 lod Iver Juel bygge den ny Fruerstue med et Taarn, hvilket maa være Nørhuset. Af dette ses Grundvolden endnu, og at det engang er nedbrændt, sluttes af, at en Mand, der for 40 Aar siden tjente paa Stubbergaard, her fandt en Klump Sølv, der tydelig havde været i Ild. Det søndre Hus, der 1547 stod paa Hæld med Støtter til, blev 1592 opbygget fra ny af Kjeld Juel som et Stenhus med Port igennem og var saaledes Indkørselen til Borggaarden. Kirken, der maa have staaet i Øst og Vest, maa have været nævnte søndre Hus, og imellem Abildgaarden og Laden har man fundet Levninger af Kirkegaard med mange Skeletter. I Jakob Boserups Tid fandt man her en Guldring, for hvilken Boserup gav Finderen 1 Td. Rug.

Abildgaarden har vel været paa Holmens Nordside, hvor der endnu er gamle Træer. Den sydligste Del af Holmen har vel i Klosterets Tid været Ladegaard. 1547 gjorde Iver Juel Grave omkring Gaarden, og 1552 lod han gøre Pram og gjorde Gravene dybe trindt om, hvoraf maa sluttes, at hele Borggaarden blev indesluttet af Grave indenfor Søen; naar tilmed tages i Betragtning, at Adgangen fra Landsiden er afspærret af det Porthus, han byggede 1547, har han indrettet Stubbergaard til en fast Borg. Naar Iver Juel skriver, at da han kom hertil, var der paa Vesterside kiun et gammelt Risgærde og et Led, maa han mene, at dette Hegn stod over Vejen fra Landsiden, og det var dette daarlige Værn, han 1547 ombyttede med en Port.

Ved Udgangen af det 16. Aarhundrede stod Stubbergaard, som Iver Juel lod Klosteret kalde, som en anselig Herregaard. Kjeld Juel har vistnok anlagt Ladegaard udenfor Søen, thi han skriver: ”findes der intet Hus i Ladegaarden, lidet eller stort, som jeg jo alt sammen paa min Bekostning har ladet bygge, desligeste Smedie og Møllen (i en Dal mod Vest) med Broen over Søen til min Fægang med andet meget mere. Anno 1595 lod jeg forlænge det Hus i Ladegaarden norden for Porten 28 Binding nør paa og det norderste Hus der næst købte jeg sammenhugget, for hver Binding 10 Mark. Denne Ladegaard laa ved den østre Ende af Ladegaard Sø, hvor der endnu kan ses Spor af Teglsten. Den menes i forrige Aarhundrede at være flyttet ind til Borggaarden.

1549 har Gaarden været i Stand til at modtage Gæster, thi da blev Iver Juels Søn Kjeld døbt i Sevel Kirke med mange fornemme Faddere, blandt hvilke Mogens Munk til Volstrup, hans Søn Oluf Munk til Tvis, der havde været Biskop i Ribe, Niels Lange, Danmarks Riges Raad, Juels Svoger Kristoffer Munk til Krogsgaard, Jens Thomesen Sehested til Holmgaard, Landsdommer Mogens Justesen med flere.

Iver Juel var en god Husholder, saaledes solgte han en Del Strøgods 1547 for 5704 Daler, hvoraf en stor Del var af det fjernere af Stubber Klosters Gods, hvorved han næsten fik Halvdelen af Købesummen dækket. 1548 fik han kgl. Bevilling til, at Hejrupgaard, Bjørnkjærgaard, Sønder Mølle, Røjkbækgaard, Trandum Skovbygaard og Hjellum Hede maatte ligge under Sevel Birk. I den Anledning kom han i Strid med Mogens Munk til Volstrup, der havde opkrævet Sandemænd, hvorved han vilde tilegne sig Ret til en Del af Iver Juels Søer og Ejendomme, men der blev i mange adeliges Nærværelse gjort Forlig mellem dem. Denne Sag angik Hjellum Hede, som tilkendtes Iver Jul, der Aaret efter byggede Hjellum Mølle, som hidtil kun var en ringe Ejendom, med 2 Kværne. 1554 indgravede han Hjellum Hede med en Grøft, der endnu ses. I Anledning af denne havde han haft endnu en Proces, der 1551 paadømtes af Rigens Ret. M. Mads Hvid til Estvadgaard forfulgte nemlig Hjellum Hede og Fiskeriet i Flynder Sø til Laas paa sin Hustrus Vegne, idet der ingen anden Mølledam var til Flyndersø Mølle end denne Sø, og som Lodsejer i Mogenstrup By havde han Lod i Hjellum Hede. Idet Juel henviste til sit Forlig med Mogens Munk, at Mogenstrup By skulle beholde den Lyngslet, Fædrift og Tørvegrøft, som den hidtil havde haft, bleve de saaledes forligte, at hver skulde have frit Fiskeri i Flyndersø til Midtstrøm, hvor deres Grund og Ejendom paaskød, og hver beholde sin Lyngslet, Fædrift og Tørvegrøft i Hjellum Hede. 1552-53 havde han igen Strid med Mogens Munk om det samme.

1551 havde han Proces med MogensMunk om Trandum Kirkegaard, om hvilken se under Kirken. 1552 lod han Sevel Mark rebe og gjorde alle 12 Gaarde lige gode, ligesom han gjorde Skæl mellem Byerne.

Iver Juel synes at have været en streng Husbonde mod sine Bønder, hvis man kan slutte noget af et Par Retssager. Hans Nedbrydelse af Trandum Kirke 1554 var i høj Grad hensynsløs; det skede, for at han selv med mindst mulig Bekostning kunde skaffe sig en anselig Sognekirke, der skulde vise, hvad han havde udrettet, og som kunde være et værdigt Hvilested for ham og hans Efterkommere.

Bartholomæi Dag 1556 døde Iver Juel i Fruerstuen paa Stubbergaard og blev næste Søndag begravet i Sevel Kirke ”med stor Ære”. Til Begravelsen mødte hans Broder Niels Juel til Astrup og de 3 Rigsraader Oluf Munk, Niels Lange og Iver Krabbe, med mange Adelsfruer og Jomfuer og saa megen Almue, at der ikke var Rum i Kirken. ”Alle sørgede og begræd hans Død”, skriver hans Søn Kjeld Juel; foruden denne havde han Døtrene Maren, der var gift med Erik Rosenkrantz til Langtind, Anna, gift med Erik Lykke til Blistrup; begge blev begravede i Sevel Kirke; desuden havde han 2 Døtre, Edel og Karen, der døde som Børn.

Efter Iver Juels Død blev hans Enke Fru Mette Munk boende paa Stubbergaard, og døde først 12. Marts 1589, hvorpaa hun Palmesøndag blev begravet i Sevel Kirke. 1580 havde hun af Kronen erhvervet sig Holmgaard i S. Lem Sogn.

Hendes Søn Kjeld Juel overtog derpaa Stubbergaard, hvis søndre Stenhus han 1592 ombyggede, ligesom han ombyggede Ladegaarden.

Kjeld Juel er født paa Stubbergaard 1549 og kom 1556 i Varde Latinskole, idet han kunde væe i Huset hos sin Faster, der boede paa Ladegaaden til den gamle Kongsgaard. Siden rejste han vistnok udenlands. Han giftede sig først 1604 med Kristence Juel, Datter af Herman Juel til Aabjerg, men efterlod ingen Børn og døde 10. Aug. 1606. I Sevel Kirke har der været en sort oval Marmortavle over ham med følgende Indskrift omgivet af hans Anetavle:

Kield Juell nu Salig paa Stubergaard,
Der mand skrev Tusind Sex hundrede Aar
Og der til Sex dend tiende Dag
Udi Augusti Maaned befoel sin Sag
Udi Guds Haand, dermed sin Aand.
Hans Efterlevendes Hustrue Kier
Hannem til Ære lod reyse her
Denne Gravskrift Skiøn, O! Herre giv
Dennem begge tilsammen det ævige Liv.

Fru Kristence Juel udvirkede en kgl. Befaling af 6. Juni 1608, at da Bent Villadsen i Svenstrup en Nat var draget ind i hendes Skov Sønderskov og havde hugget og bortført en hel Hob Baandstænger til sin Gaard, men slap fri for Tiltale af Mangel paa Beviser, fik hun Tilladelse til at optage Sagen paa ny.

Hun giftede sig paany med Lensmanden paa Hald, den lærde Kjeld Krabbe til Brusgaard, der allerede døde, 29 Aar gammel, 1612 efter 1 Aars Ægteskab. Hun opsatte et Epitafium over ham og sig selv i Viborg Domkirke.

Til Minde om sin Ægtefælle gav hun ogsaa en Altertavle til Viborg Domkirke, som Kongen 12. Marts 1613 befalede at skulle sættes for Alteret nedenfor Koret, medens den ældre Tale skulde sættes i selve Koret.

Tredie Gang giftede hun sig med Knud Predbjørnsen Gyldenstjerne, ikke at forvexle med den samtidige Knud Axelsen Gyldenstjerne, Lensmand paa Hald. Han er født 27. Juni 1591og altsaa noget yngre end hun. Han skriver sig til Stubbergaard 1626, men han døde tidlig, formodentlig ved 1640. Han ejede baade N. Vosborg og Skovsbo i Fyn, men da han var meget forgældet, maatte begge disse Gaarde sælges. Det var en Lykke, at Fru Kristence havde Stubbergaard paa Livstid efter sin første Mand.

Af de første Ægteskaber havde hun ingen Børn, (et lille Barn af 1. Ægteskab døde før Faderen), men med Knud Gyldenstjerne Sønnerne Preben til Damsgaard, Kjeld, Herman, død som lille, Anna, Jytte og Margrete, der døde ugift som voxen, medens de fleste af de andre vistnok ogsaa døde som Børn.

Knud Gyldestjernes Minde er bevaret længe, thi østen for Søen findes en Mark, kaldet Sovgaard, hvor der har staaet et Hus, der betegnes som øde 1740; derved er et Sted, der endnu kaldes Knud Gyldenstjernes Hul. I Thieles Folkesagn, der ere optegnede paa en Tid, da Sagn ikke vare fuldt saa sammenblandede som i vore Dage, fortælles, at han gik igen paa Gaarden, uagtet han laa begravet i Viborg Domkirke. Man havde forgæves søgt at mane ham ned, men en Søn af Præsten i Vridsted, der hed Knud Ufødt, fordi han var udskaaren af sin Moders Side, gjorde Forsøget i Fiskerstuen paa Stubbergaard og tvang ham baglænds ud af Døren og ned i en Mose, der kaldes Djævlemosen. At man nu taler om, at han gik igen, fordi det var ham, der nedbrød Trandum Kirke, er en nyere Tilsætning, da Kirken var nedbrudt længe før hans Tid og Klosterkirken maa da ogsaa være ombygget, se ovenfor. Denne er ej heller omtalt i Kristence Juels Sag med Præsten, der prædikede for hende, naar hun var syg, medens hun ellers søgte Sevel Kirke. I Kristence Juels Tid beregnedes Stubbergaard med 2 Møller, Birkeret og Skoven 1638 til 72 Tdr. Htkr., og med Bøndergodset havde hun i alt 594½ Tdr. Htkr.

Fru Kristence var af et melankolsk Sindelag, men hun havde ogsaa haft megen Sorg, idet hun 3 Gange var bleven Enke. Hun led af Religionsskrupler og indrettede sig bestemte Fastedage. Præsten Jørgen Friis, der gærne vilde give hende en lysere Livsanskuelse, disputerede ofte med hende, men kom efterhaanden ind paa theologiske Spidsfindigheder, som han forsvarede heftigt ogsaa fra Prædikestolen, og fremkom med Sætninger som den, at vi vare frelste ved Daaben og ikke paany bør søge om Naade, omtrent som den Sekt, der nu kaldes ”Bornholmere”, forfægter. Fru Kristence fremlagde hans Breve for Biskoppen, og Præsten, der ganske vist kun havde handlet i god Mening ligeoverfor Fruen, blev ved at forsvare, hvad han engang havde fremsat, og kom derved i stor Fortræd, som det nedenfor berettes. Den Fremfærd, der vistes mod Præsten, kom til at tynge paa Fru Kristences Minde. Mange Tider efter fortalte man om den Sorg, hun til Straf fik af sine Børn, idet hendes eneste Søn begik Blodskam og Datteren blev henrettet. Dette er aldeles urigtigt; hendes Søn Preben blev en gammel Herremand, medens ganske vist de andre Børn døde før Moderen.

Hun stod i venskabeligt Forhold til Biskop Jens Dinesen Jersin i Ribe, der ved sin Død efterlod sig et Manuskript til en bekendt Andagtsbog ”Troens Kamp og Sejr”, som blev trykt 1636. Det er dediceret til Fru Sofie Parsberg og Fru Christence Juel af Jersins Enke, der skriver, at hun ofte havde hørt sin sal. Mand saaledes at berømme begge Fruers synderlige Affektion og mangfoldige Velgærninger imod ham, hvorfor hun til Taknemligheds Tegn offererede dem denne Bog i det Hab, at de fremdeles vilde lade hende og hendes Børn nyde deres Gunst og Forfremmelse.

Hun har ejet et Haandskrift med Kæmpeviser, der endnu findes paa det store kgl. Bibliothek, og som hun ejede, førend hun blev gift. Det er sandsynligt, at det er hende selv, der har skrevet Viserne af med en tydelig Haand. Det er mærkeligt, at hun efter Viserne har indført lange latinske Sentenser, saa hun har hørt til de lærde Damer.

Kristence Juel har haft sin første Mand Kjeld Juels Morgengavebrev paa at beholde Stubbergaard med Gods sin Livstid, men da hun tredie Gang var bleven Enke, vilde Kjeld Juels Slægtninge fremkalde Skifte. Disse nærmeste Arvinger vare saa langt ude, at de vare Børn af hans Fætre paa hans Moders Side.

De udvirkede en kgl. Befaling af 30. Okt. 1640 til Kommissarier om at foretage Deling i Stubbergaard, og disse stævnede Arvingerne til Viborg 6. Aril 1641. Disse vare 1) Jørgen Munk til Haraldskjær, 2) Fru Sofie Friis, 3) Fru Anna Munk, 4) Knud Gabrielsen til Hjulebjerg, 5) Herluf Mormand til Seddinge, 6) Jomfruerne Anna, 7) Edel og 8) Sofie Munk, 9) Frederik Rantzau til Asdal paa sin Broder Johan Rantzau til Estvadgaard hans Børns Vegne, 10) Gregers Hvid paa Henrik von Ovalens og Henrik von Buchwalds Vegne og 12) Harder Holst i Flensborg, som ved Retten var indført i Jørgen Munks Lod. I Oktober samme Aar bad Arvingerne Kommissarierne om at skifte og dele Stubbergaard ”først udi tvende Parter, som er en Broderlod og 2 Søsterlodder”. Broderlodden tilkom Frederik Munks Arvinger og Søsterlodderne Fru Anne Munk, sal. Mogens Ulfeldts, og sal. Johan Rantzaus Børn.

Endelig bevilgede Kongen 2. Avg. 1647, at naar engang Stubbergaard blev ledig efter Fru Kristence Juels Død, idet hun var forlenet derved paa Livstid, skulde Arvingerne indkaldes og Boet deles. Hun levede imidlertid endnu nogle Aar, thi først 15. Maj 1658 fik hendes Arvinger Tilladelse til at opsætte hendes Begravelse nogen Tid. Det var i Krigstiden, hvorfor det ikke var belejligt at føre Liget til Viborg, hvor hendes Epitafium jo var opsat. Om hun endda er kommen dertil, er vel tvivlsomt, thi efter Krigen var Dødsboet sagtens kun lidet værdt. 18. Sept. 1660 beskikkedes Kommissarier til at foretage Skifte efter hende, og 22. Juni 1661 fik Lavrids Belov og Niels Kaas Befaling til at begive sig til Stubbergaad for at taxere Bygningen. Det ses, at Delingen var fuldendt 1662, da der blandt Arvingerne nævnes Jakob Ulfeldt, Jomfru Anne Munk, Jomfru Anne Kathrine Acheleie, Klavs Sparre og Frands Rantzau til Estvadgaard. Disse Arvinger havde ikke alene delt Bøndergodset, men havde hver sin Part i Hovedgaarden og dens Bygninger.

Frands Rantzau fik 11. Juli 1671 af Kongen Bevilling paa Sevel Kirketiende uden Godtgjørelse til de andre Arvinger, da Kirken altid var holdt vedlige af Ejeren af Stubbergaard imod at oppebære dens Indtægter, medens man nu maatte befrygte, at den vilde komme i Brøstfældighed, naar der var saa mange Lodsejere i Tienden. Rantzau synes en Tid at have haft i Sinde at samle Gaarden paa sin Haand, thi 1672 købte han en Part af Melkior Juel til Hindsels.

1678 var der 14 Lodsejer og en Tid skal der have været 24, men Brugsretten synes at have været overdraget et mindre Parti. Af Skattelisten 1676 ses det, at 1/3 af Gaarden var udforpagtet til Peiter Peitersen og i den for 1678 opføres Jomfru Margrete og Elisabeth Rantzau med 1/3, hvorpaa de holdt en Ladefoged, 10 unge Øxne, 16 spæde Kalve og 1 Hoppe; Jomfru Anne KathrineAcheleie holdt 1 Ko, 1 Stud, 1 Kalv, 8 Faar og 2 Lam, Jakob Ulfeldts Arvinger til Karstoft holdt en Pige, 2 Køer, 4 Faar og 2 Lam.

1682 boede her if. Skattelisten Jomfru Maren Ulfeldt med Pige, en Bøjer og en Røgterdreng.

1683 havde Jomfru Anna Akeleje 2/7, Jomfru Sofie Rantzau 1/6, Jomfru Margrete Rantzau 1/6, Mogens Rosenkrantz 1/14, Enevold Kaas 1/24, Jomfru Maren Ulfeldt 1/24, Jomfru Margrete Ulfeldt 1/24, Jomfru Dorthea Ulfeldt l/24, Jakob Steigelmand (i Kiel) 1/7.

I Matriklen 1683 nævnes en Udmark Nørstoft sønden for Krattet med et Markhus kaldes Nørstofthus; desuden hørte under Gaardens Taxt Hjelm eller Nør Mølle, der importerer ganske ringe for Bøndernes Armod, og Sønder Mølle, der fik Vandet fra ”Kjeldstrøm” (Kilder). Til Gaarden befindes et Ege- og Hesselkrat kaldes Sevelkrat, er ganske forhugget, saa ingen nyttige Træer befindes, uden bruges til Græsning af omliggende Bønder. Fiskeri i Søndersø omkring Gaarden, Ladegaards Sø og Hellesø, bliver ved den Tilstand, som Gaarden nu udi er, ej brugt, men forrige Tider ved Gaardens Velmagt blev om Vaartiden af Graafisk fisket, hvad til behov behøvedes. Ved Hjelm Mølle en Aalekiste, hvor 2 Tdr. Aal om Aaret kan fanges. Fædrift i Knudskjær og Kjelling Mose og i hvilende Agerjord. En Mark hed Øen. Denne Mark begrænsedes af Hellesø og Stubbergaardsø, mod Syd af den Lavning, hvori Ladegaardsø findes: vesten for denne Sø er Tallingmose, hvori for en 30 Aar siden var Krattet Tallingbuske; ogsaa norden for Øen ere Lavninger.

Den Herlighed, som Iver Juel havde ventet af Stubbergaard, var altsaa meget kortvarig. Den gode Orden paa Godset, de prægtige Bygninger og alle de øvrige Herligheder bestode kun i Iver Juels, hans Søns og dennes Enkes Tid, og derefter gik det hele i Forfald. De 7 Gange 7 Herligheder, der tillægges Gaarden, og som omtales nedenfor, ere dog en Udpyntning af Sagnet, og dette Tal er formodentlig opkommet, idet man er gaaet ud fra Syvtallet, der for en Del var raadende i Andelshavernes Adkomster.

1690 viser sig en ny Besidder, nemlig Kongen, idet en Del Parter ere tilfaldne Staten for Skatterestancer. Hans Del bestyredes af Christian Gjerløv. Kongens Part var da 1/7 og foruden denne nævnes de Rantzauers og Jomfru Anne Kathrine Achelejes Part. 1699 nævnes som Lodsejere Elisabeth Sofie Rantzau, Enke efter Oberst Basse, Jomfru Acheleje, F. Sehested paa Rydhave og Maren Ulfeldt paa Langtind. Sidstnævnte, der en Tid havde boet her, var 9 No. 1698 bleven viet i Sevel Kirke til velbyrdige Johan Andreas von Reuersdorf.

Jomfru Acheleje boede her endnu 1703, men forsvinder saa. Der er et Sagn om en Dame fra Stubbergaard, der gik fallit og maatte rejse over Heden ad Viborg til; det er maaske hende. De fraværende Lodsejere udforpagtede deres Del, saaledes nævnes 1693 højagtbare Frands Mikkelsen, der vist ogsaa havde Estvadgaard i Forpagtning og døde paa Stubbergaard 1699. Hans Enke Helle Lavesdatter Roer giftede sig 1701 med Erik Jakobsen Juel, der fortsatte Forpagtningen.

1711 nævnes det i Skattelisten, at Christen Linde havde en Part, der var bortfæstet til en Bonde Jens Vestergaard, derimod havde Oberstinden og Jomfru Maren Ulfeldt frasagt sig Sædegaardsfriheden paa Landstinget. Samme Jens Vestergaard havde ogsaa Kongens og de andre smaa Parter i Fæste, men han vilde kun regnes som Fæstebonde, da han boede paa den Del af Gaarden, der tilhørte Oberstinden.

Efterhaanden samledes Delene paa færre Hænder; 1754 tilhørte Stubbergaard Enken efter Major Fredeik Sehested til Rydhave, Christen Linde til Tirsbæk og Morten Qvistgaard. Sidstnævnte fra Kvistgaard i Vejrum Sogn, havde 1744 købt 4 Fjortendedele af Stubbergaard og 1758 købte han for 4000 Rdl. af Jørgen Hvas til Tirsbæk endnu 3 Fjortendedele, saa han altsaa ejede den halve Gaard, som han solgte 1778. Han boede her selv i nogle Aar.

Oberstløjtnant Jens Sehested til Rydhave ejede den ene Halvdel 1768, der i Arv gik til hans Svigersøn Niels Sehested til Rydhave, der 1790 købte den anden Halvdel af Kammerraad P. Hansen til Landting. 1801 averterede han i Aviserne om en Forpagter og angiver Gaardens Areal til 850 Tdr. L. Der har vel ingen Lysthavende meldt sig, thi han udparcellerede nu Gaarden og falbød 1803 en Hovedparcel paa 230 Tdr L. med 7½ Tdr. Htkr. Da han igen 1811 vilde forpagte bort, averterer han, at der til Gaarden blev saaet 50 Tdr. Rug og 18 Tdr. Byg samt avledes100 Læs Hø; der holdtes 40 Stude og over 200 Faar.

Sehested, der blev Kammerherre og Stiftamtmand i Viborg, døde 1821 og hans Dødsbo var insolvent. I Nov. 1823 sattes Gaaden til Avktion; den var da paa 17 Tdr. Htkr., Udsæden 25-30 Tdr. Rug, 8-10 Tdr. Byg, 15-20 Tdr. Havre, der avledes 80-100 Læs Hø. Desuden hørte hertil 144 Tdr. Htkr. Bøndergods, Ryde Kirketiende og Sevel Konge- og Kirketiende. Der skede dog intet Bud og der berammedes mange Avktioner, førend Gaarden, vistnok 1825, købtes af Viborg Stiftsøvrighed, der havde Prioritet baade i Rydhave og Stubbergaard, hvorpaa Stubbergaard 1827 for 2000 Rdl. solgtes til Landvæsenskommissær N. L. Boserup til Vinderup, tidligere Forvalter paa Rydhave. Bygningerne vare da meget forfaldne og Gaarden næsten uden Besætning.

I Proklamaet 1823 hedder det, at Hovedbygningen var af Grundmur og teglhængt, Ladegaarden Bindingsværk, alt i god Stand. Dette maa nu kke tages efter Bogstaven. Allerede Danske Atlas skriver 1768: ”Denne Gaard skal i sin Velmagt have haft mange og store Herligheder. Den har efter gammel Matrikel været ansat for 96 Tdr. Htkr. Hovedgaards Taxt. Situationen har været meget behagelig, thi den var med Vand og en stor Sø næsten paa de 3 Sider omgiven og med Skove rundt om, hvoraf nu alene nogle Buske og Krat ere tilovers. Den skal efter Beretning have haft 7 Jura vocandi, 7 Møller, 7 Skove, 7 ferske Søer, 7 Moser og Heder til Tørveskær, 7 grønne Enge udenfor Gaardens Enemærke og 7 Snese Plove. Bygningen skal have været prægtig, thi Borggaarden har været sammenbygget af 4 Længer Huse, hvoraf et skal have været 3 Etager, de øvrige 2 Ertager høje. Nu er Bygningen ikkun slet og ringe og de fleste Herligheder Gaarden efterhaanden frakomne”. Da var Gaardens Hartkorn 24 Tdr. Htkr., Mølleskyld 11½ Tdr.

Man kan ogsaa nok forsta, at en Gaard, om end nok saa solid, maa forfalde, naar den saa godt som ikke har været beboet i over 150 Aar, og tilhørt mange forskellige Ejere paa engang. Amtsbeskrivelsen skriver ogsaa 1833, at Hovedbygningen var i jammerlig Tilstand, men dengang stod kun den ene Længe. I Amtsbeskrivelsen siges det ogsaa, at Boserup holdt 30 Høveder, 100 Faar og 6 Heste. Da havde Gaardden 24 Tdr. Htkr.

Boserup overdrog Gaaden ved Skøde af 23. Dec. 1836 til sin Søn Jakob Boserup. Da stod alene Stuehuset paa den gamle Gaardsplads; det havde meget tykke Mure og Vinduerne sade højt oppe. Den øvrige Del af Gaarden laa ellers saa godt som øde og Jorderne bleve ikke drevne, men Jakob Boserup byggede Lade, Fæhus, Stald og andre Bygninger. Murene i den gamle Hovedbygning vare saa tykke, at Boserup huggede Dele af dem ud og anlagde Værelser her. Da Gaarden imidlertid laa for langt fra Markerne, byggede Boserup 1849 Stuehuset paa ny Stubbergaad oppe ved Gjævet, hvortil han en 5-6 Aar efter selv flyttede, byggede Lade og siden de øvrige Bygninger. Han solgte Gaarden ved Skøde af 14. Dec. 1870 til M. Skow til Bustrup, der 1872 solgte den til et Aktieselskab, der havde til Hensigt at udtørre den maleriske Sø, hvilket dog mislykkedes, da der ikke var tilsterækkeligt Fald. 1873 overtog et Medlem af Aktieselskabet, Overretsassessor Lunn det hele og 1876 fik Tømmermester I.P. Nielsen i Kjøbenhavn Skøde. Denne solgte Gaaden 1880 til Alfred Kabell, der boede her, til han 1890 solgte den til Svend Gustav Møller fra Østrupgaad i Fyn.

Da Boserup flyttede til Ny Stubbergaard, ødelagde han Gaardens store Arkiv, som han for en Del kørte i Søen men ellers overlod til alle og enhver. Den eneste Levning deraf ere de Dokumenter, jeg udgav i Danske Magasin 5. række 2. Bind, men man ved endnu at fortælle om de mange Pergamenter, som bl.a. bleve brugte til at lappe Skindtrøjer med; naar man ved, at yngre Pergament er stift og ubrugelig dertil, medens det fra det 15. Aarhundrede og ældre Tid er blødt og vel skikket til sidstnævnte Brug, kan man tænke sig, hvilket Tab Historien har lidt ved denne Vandalisme. Boserup var ellers i andre Henseender en dygtig og brugbar Mand, der sad i Rigsdagen i flere Aar.

Den gamle Hovedbygning blev nedreven i Halvfjerdserne og var indtil den Tid lidet paaagtet, men under de senere Tiders større Interesse for Oldsager have de bevarede Kælderrum fremkaldt betydelig Opmærksomhed, saa man for at bevare dem har bygget et Hus derover. Der findes 3 Kælderrum, det ene dybere end de 2 andre, opførte i Munkeskifte, med spidsbuede Krydshvælvinger og udhuggede Ribber, men iøvrigt uden større Betyding end saa mange andre gamle Kældere; i en af Kældrene, der kaldes Tyvehullet, findes Lydhuller og en muret Bænk, hvorfor den vel har tjent til Fængsel, men der kan ikke være Tale om, at det Hus, der stod derover, har været Kirke og Kælderen Kryptkirke, som man mener, thi da Iver Juel overtog Gaarden, siger han udtrykkelig, at han 1545 restavrerede dette Hus, medens Kirken var det søndre Hus.





Sevel Kirke

Kirken er opført af tilhugget Granit udvendig og indvendig af større og mindre Kampesten. Af den gamle Kirke er dog kun tilbage hvad der er østen for de 2 gamle Indgange, thi Iver Juel til Stubbergaard skrev i sine Optegnelser, at han lod Trandum Kirke nedbryde 1554 og lod bygge Sevel Kirke fra begge Døre og vester paa mod Taarnet, lod Kirken tække med Bly trindt omkring, medens den tilforn var straatækt, hvilket kostede ham mere end 700 Daler, foruden den Hjælp, han fik af Trandum Kirke, idet han nemlig benyttede Stenene af denne til Sevel Kirkes Udvidelse. Han naaede ikke at faa Taarnet gjort færdigt, men hans Enke forhøjede det 1574 til Mønningen og 1577 blev der lagt 2 Skippund Bly paa Kirken, og Taarnet blev fuldendt og tækket med Tegl, hvilken Bygning har kostet meget, skrives der i den gamle Optegnelse. Taarnet har dog ikke været solid bygget, thi sidstnævnte Aar havde Bymesteren det sønderste Hjørne af Taarnet helt nede lige til de hugne Sten.

Den gamle Del af Kirken har Sokkel med en List paa den øverste Kant, den nyere Del alene med Skraakant. Loftet er gibset, uden Hvælvinger. Vaabenhuset er opført 1765 af Mursten.

Altertavlen, som den stod til 1858, havde i Midten Kristi Korsfæstelse, paa den ene Fløj 3 og paa den anden 4 Figurer, den havde Rantzauernes og Achelejernes Vaaben med Navnetrækkene A.C.A. (Anna Cathrine Acheleie) og L.S.R. (Lisbeth Sofie Ratzau), altsaa fra Slutningen af det 17. Aarh., men Altertavlen selv var ældre. 1858 fik Kirken en ny, malet paa Lærred af Jæger i Viborg, forestillende i Midten Kristus paa Korset og ved Siderne de 4 Evangelister. Prædikestolen, med udskaaret Arbejde, er fra Slutningen af det 16. Aarh., thi derpaa har staaet Kjeld Juels fædrene og mødrene Vaaben, hvilke ogsaa findes paa de øverste Stole. Paa den vestre Væg er et Pulpitur, opsat i Juelernes Tid, hvorpaa 1858 er afmalet de 12 Apostle. Her er opstillet et Orgel, der 1873 blev skænket af Boserup til Stubbergaard. 1888 fik Kirken en Indgang gennem Taarnet. Klokken er flere Gange omstøbt, sidst 1876 i Aarhus, og skal være en Samensmeltning af den ældre og den fra Trandum, om hvilken Sagnet iøvrigt fortæller, at den ligger i Stubnbergaard Sø.

Under Koret har været den Begravelse, som Iver Juel lod indrette, men den blev 1858 tilstoppet med Sand og de tiloversblevne Ben begravede i en Grube paa Kirkegaarden. I Koret var indtil 1858 indmuret det tidligere omtalte Epitafium over Kjeld Juel, men dette blev nedbrudt og for en Del bortsolgt; 2 allegoriske Figurer deraf, Troen og Haabet, ere hensatte i Taarnet og Stenen med Indskriften lagt i Korgulvet. I den søndre Side af Koret laa indtil 1885 en sort Sten, hvorpaa er afbildet en Adelsdame i fuld Legemsstørrelse i Enkedragt med Indskrift: ”Her ligger begrafit erlige och velbyrdige Fru Maren Juel til Rybiere, s. Erick Rossenkrans Efterleverske”. Denne Sten er 1886 indsat i Kormuren. Under den var en muret Grav, hvori laa Levninger af en med Læder betrukken Kiste med Messingsøm og af Liget, deriblandt Haaret. Ligeledes fandtes en Messingplade med følgende Indskrift: Her under hviler erlig och velbyrdige Fru Marenn Juel til Ryberg, som hafde erlig och velbyrdige Mand Erich Rosenkrandts til Langtinnde, och døde hun paa hendis Gaard Hanberg Hovfgaard den 7 Maji 1624 och var hun fød … . . Gud gifve hinde en glædlig och ærefuld Opstandelse med alle Christen paa Domme Dag.

Under Præædikestolen har været Begravelse for Løjtnant Muus, der havde deltaget i Frederik IV`s Krig med Sverig, været i svensk Fangenskab, men flygtede fra Gøteborg til Skagen og boede siden i Sevel paa Rydhave Gods. Hans Kaade, der hang paa den søndre Kirkemur, blev solgt for faa Aar siden. Muuses Ben er ogsaa udførte til Kirkegaarden. Muus boede 1742 i et Hus i Sevel, hvor samme Aar Kaptejn Svarto boede i et andet Hus.

I Kirkegulvet ligge 2 Ligstene med udslidte Indskrifter, der vistnok have ligget over Præsters Begravelser.

Om Sevel og Trandum Kirker findes Oplysninger i Saml. til jydsk Hist. og Topografi 2. R. II 269-71 af Lærer P. Kristensen i Mundbjerg, der i øvrigt har meddelt mangfoldige Oplysninger til Beskrivelsen af Ginding Herred.


Trandum Kirke.

Denne Kirke blev opført 1891 under Ledelse af Arkitekt Veber for 18-19000 Kr., af hvilke Staten gav 13120 Kr. og Resten indkom ved frivillige Bidrag. Den indviedes 17. Dec. 1891. Den er opført af Mursten og er takt med Skifer. Taarnet er 20 Alen højt. I Altertavlen er indsat et Kristusbillede af Gibs, givet af Sagfører Aggerholm i Holstebro. Klokken er støbt i Skive.

I Kirken hænger Nøglen til den gamle Kirke, der har været opbevaret i Trandum Kirkegaard siden den gamle Kirkes Nedbrydelse. Den ny Kirke er opført paa samme Plads som den gamle. Da Pladsen blev ryddet 1882, fandt man 50 Læs utilhugne og 2 tilhugne Kampesten. Kirken har været omtrent 22 Alen lang og 14 Alen bred, af samme størrelse som den gamle Del af Sevel Kirke. Den har haft Taarn, og det er muligt, at deri har været Hvælving, ligesom der fandtes Menneskeben under en stor flad Sten under Taarnet. Det vides endnu, hvor de gamle Alterstager findes, Døbefonten skal findes i Grove i Salling, hvor den bruges som Svinetrug, og Alterbordet skal være den Sten, der ligger foran Indgangsdøren paa Ny Stubbergaard. Paa Gammel Stubbergaard har været opbevaret en Prædikestol, der vel ogsaa hidrører herfra, thi i Klosterets Kirke har der næppe været Prædikestol.

Det var 12. Jan. 1554, at Iver Juel udvirkede en kgl. Tilladelse til at nedbryde Trandum Kirke og bruge den til Sevel Kirkes Bygning, hvorefter begge Sogne skulde slaas sammen til et. Han skulde til Gengæld altid holde Sevel Kirke vedlige, udlægge en god Præstegaard dertil og sætte en lærd Mand til Sognepræst, som dog først skulde examineres af Superintendenten.

Sognemændene i Trandum syntes ikke om dette, og turde vel ikke gøre noget derimod, saa længe Iver Juel levede, men 1558 stævnede de hans Enke Fru Mette Munk, fordi han havde ladet nedbryde deres Sognekirke, ”som stod vel opbygget og opmuret med hugne Sten og takt med Bly og vel flyet udi alle Maade, og den aldeles ødelagt og andensteds bortført”, saa de nu havde en Mils Vej til Sevel Kirke, og det en ond Vej over Kær og Moser, Bække og Aaer, saa mange nødedes for samme lange og onde Vej om Vinterdagen at blive fra Kirke og Guds Ord og mange gamle Folk ikke kunde komme hjem derfra, hvorfor de bleve forsømte. Da tilmed Kirken var saa vel opbygget og takt med Bly og Trandum Sogn var et stort og godt Sogn, som vel kunde føde en Præst, mente de, at Iver Juels Arvinger vare pligtige til at opbygge Kirken igen.
Fru Mette svarede, at hendes Hushonde havde ladet Kirken afbryde ikke af sit eget Hoved, ikke heller til sin Nytte, Gavn eller Fordel, men efter Kongens Tilladelse og paa sin egen Bekostning og lod den forbygge paa Sevel Kirke. Hun fremlagde et Syn over Sevel Kirke, hvori det hedder: ”Først forfore de forskrevne Kirke udenom, da er den vel opmuret med huggen Sten alt sammen, baade Taarn og Kirke, og er den ny Mur, som er tilbygget, 63Alen rundt udenom og er takt med Bly alt sammen undtagen Taarnet, som ikke endnu er fuldkommet, og inden udi er det en skøn, rum, fuldkommen Kirke med Skamler og Værelse, saa den fri kan forsvare sig for en Landskirke”. Fru Mette dømtes ogsaa paa Kongens Retterting 1558 fri for Tilrtale.

Osaa Trandum Præstegaard fremkaldte en Del Strid.

1547 stævnede Iver Juel til Stubbergaaard Mogens Munk til Volstrup for Trandum Kirkegaard og fremlagde et Tingsvidne af 1544, at 24 uvillige, trofaste Dannemænd havde vidnet, at Hadderup og Trandum Kirke havde ligget til Stubber Kloster og de, der havde haft Klosteret i Forlening, havde holdt Kapellan til disse to Kirker og Sognemændene havde givet Tiende og Præsteredsel til Klosteret, saa længe til Hr. Hans havde faaet Hadderup Kirke og Præstegaard af Iver Juel og er hans Kapellan. Priorissen Elsebe Ryttersdatter og menige Konvent i Stubber Kloster havde Aaret i Forvejen udgivet et Brev, at Biskopen i Ribe for Villie og Venskab en Tid havde forlenet Mogens Munk med Trandum Præstegaard og at de to Kirker, saa længe nogen kunde mindes, havde ligget til Klosteret, og Forstanderne havde holdt een Kapellan til dem og en anden Kapellan til Sevel Kirke. Iver Juel lod ogsaa fremlægge Kongens Forleningsbrev af 1542, at det var ham tilladt at beholde nævnte Kirke til Jomfruernes Underholdning tilligemed Tienden af Hadderup og Sale Kirker, men naar Jomfruerne alle vare døde, skulde Tienderne og Herligheden komme tilbage til Kronen.

Derimod lod Mogens Munk fremlægge et Brev fra 1546, at den Præst, som havde Trandum Sogn, med Biskop Hans Tavsens Samtykke havde undt Mogens Munk Trandum Præstegaard, imod at denne gav Præsten den Kornrente som skulde gaa deraf. Herredagsdommen faldt dog saaledes, at Iver Juel skulde beholde Præstegaarden efter det kgl. Forleningsbrev.

Af et Reskript af 17. Marts 1570 ses det, at Trandum Præstegaard var benyttet af Præsten i Sevel som ret Præstegaard til Trandum Kirke, men efter Fru Mette Munks Oplysning havde hun og hendes Husbonde udlagt Præsten en anden Gaard, forat han kunde bo nærmere ved Sevel Kirke, og de havde annammet Præstegaarden til sig, hvorfor Kongen ogsaa tillod, at hun beholdt den, uagtet Peder Munk til Estvadgaard gjorde Fordring derpaa. Alligevel fik Frands Rantzau 1. Maj 1597 Kongens Brev paa at annamme en Kirkegaard, som kaldes Trandum i Gjedding Herred, som Peder Munk til Estvadgaard havde haft i Værge og Forsvar.

Præster
Enevold c. 1557.
Niels Villadsen 1558-1606.
Bertel Lavridsen 1606-36
Jørgen Lavridsen Friis 1637-43.
Søren Christensen Gjødstrup 1643-50
Knud Jørgensen Kolding 1650-70.
Hans Gregersen Hvid 1670-89.
Villads Johansen Borchsenius 1689-97.
Mag. Jakob Madsen Scharschou 1697-1732.
Hans Andresen Gjesten 1732-74.
Ove Andersen Thorning 1774-1801.
Rasmus Hørning 1801-31.
Martin Hartmann Lund 1832-35.
Hans Jakob Bøtcher 1836-55.
Peter Johannes Bøtcher1855-86.
Carl Valdemar Prætorius 1886.

Hr. Jørgen Lavridsen Friis er bekendt for sin sørgelige Skæbne, som han selv paadrog sig ved sit theologiske Rethaveri paa Tider, da der nøje vogtedes paa alt, som havde det mindste Skin af Vranglære. Han var Hører ved Viborg Latinskole og blev yndet af Knud Gyldenstjerne til Stubbergaard, som bevirkede, at han 1637 blev Præst i Sevel. Han viste sig snart som en nidkjær Præst, der gjorde sig yndet baade af Herskabet og Biskoppen, idet han optraadte skarpt mod gængse Synder. Paa den Tid var den lærde Holger Rosenkrantz kommen i Forlegenhed paa Grund af sin Lære om de gode Gærningers Fornødenhed, og han lod oftere Hr. Jørgen hente til Viborg forat høre hans Mening om sine Skrifter, ligesom denne ogsaa paa Opfordring i Fortrolighed tilkendegav sin Mening skriftlig, hvor han synes at være gaaet temmelig yderlig i at nægte gode Gærningers Betydning. Hvad han havde skrevet, blev i alle Fald til hans Skade senere, ligesom ogsaa at han fremdrog sin Mening om Retfærdiggørelsen i Prædikener og ved andre Lejligheder.

Knud Gyldenstjerne døde snart, efterat Hr. Jørgen var kommen til Sevel, og hans Enke, Fru Kristence Juel opholdt sig derpaa en Tid paa en Gaard, hun havde i Norge, men da hun kom tilbage, fattede hun uvillie mod Præsten. Hun var nemlig af et melankolsk Sindelag og va ængstet for sin Salighed, hvorfor hun indrettede selvvalgte Bedetimer og en Fastedag hver Uge til sit Sinds Beroligelse. Hr. Jørgen advarede hende mod Overdrivelser baade i private Samtaler og i sine Prædikener, idet han baade af Pauli Breve og Luthers Skrifter viste det urigtige i Udvælgelsen af visse Dage til særlig Bod. Hun bad ham ofe hjem til sig og de disputerede ofte. I Byghøsten 1641 gav hun ham Bent Thorsens Bog ”Aandelige Rustkammer”, der var udkommen 1623, og bad ham om hans skriftlige Betænkning, i hvilken han derpaa advarede hende mod den almindelige Vildfarelse om Pønitens, om hvilken Forjfatteren havde udtrykt sig, at dette var det rette Middel, hvorved Syndere blev Venner med Gud.

Et halvt Aars Tid efter faldt hendes Søn ”en fin adelig Dreng” i en besværlig Sygdom, hvorpaa Præsten kaldtes til Stubbergaard forat give ham Nadveren og holde en Trøsteprædiken, og ved denne Lejlighed takkede Fruen ham paa det venligste og brugte de Ord, at til visse Tider havde et og andet i hans Prædikener stødt hende, naar han havde talt om selvvalgt Faste og stedsevarende Suk og Hylen, men paa denne Prædiken havde hun intet fundet at udsætte. Præsten, der ikke havde anet Uraad, bad nu om nærmere Forklaring, men hun paastod ikke at have Tid og bad ham om skriftlig at opsætte sine Tanker om Bod og Bodsøvelser, hvilket han ogsaa gjorde.

Nu hørte han ikke noget til denne Sag førend 3. Pinsedag 1642, da han var indbudt til Stubbergaard tilligemed Provsten og en anden Nabopræst. Fruen havde da som tilfældig lagt en Bog paa Bordet og da de 3 Præster samtalte om den, traadte Fruen til og sagde, at hun ville give meget til, at hendes Præst vilde holde sine Prædikener anderledes, men da han mærkede, at man vilde fange hans Tale, ytrede han kun, at han ikke lærte andet end Guds Ord. Fruen viste ham ogsaa ellers al Venlighed baade nu og i den følgende Tid.

8 Uger efter viste Provsten ham et Missive fra Biskoppen, hvorved det blev ham paalagt at forklare sin Lære om Pønitens og dens Nødvendighed; han anede ikke, at det var Fruen, der havde fremkaldt dette, men troede, det hidrørte fra Fjender, der paa anden Maade vare stødte af hans Forkyndelse. Han bragte ogsaaa Sagen frem paa Prædikestolen og udtalte sig der efter sin Overbevisning. Imidlertid kom Fruen til Skade, hvorfor han paa hendes Opfordring 11. Søndag efer Trinitatis holdt en Froprædiken paa Gaarden, i hvilken han undgik alle Tvisteemner. Samme Uge kom Biskop Hans Borkersen til Stubbergaard, og Hr. Jørgen kaldtes om Onsdagen op, hvor han uvenet traf Provsten og en Samling Nabopræster. Her foreholdtes han en Række Klagepunkter, som Fruen havde opsat og som han opfordredes til at besvare; videre fremlagdes 3 af hans egne Skrivelser til hende, af hvilke de 2 fandtes fuldstændig overensstemmende med Skriften, men den tredie var Betænkning over Bent Thorsens Bog, om hvilken han udtalte, at hans Mening alene havde været at berolige Fruens Samvittighed. Uagtet Sagen for ham selv og Nabopræsterne syntes at skulde faa et heldigt Udfald, paalagde Biskoppen ham dog at give et skriftligt Svar paa Ankeposterne inden næste Morgen og næste Dag møde i Kirken.

Fruens Anklage bestod i, at han havde sagt:

1. At vi ere blevne aldeles saalige i Daaben paa engang, saa at alle vore Synder, de forbigangne, nærværende og tilkommende, ere os da aldeles forladte og vi da have bekommet Retfærdighed.

2. Hvo, som er døbt og tror, han har sin Salighed fuldkommen paa een Tid, og om han end falder i grove Synder, saa mister han ikke derfor Naaden, thi falder du, saa falder ikke Naaden, og enten du staar eller du falder, saa staar Naaden dog lige fast.

3. At ingen derfor maa eller kan sige: Jeg haaber vist at blive salig, thi vi ere nu allerede salige.

4. Hvorfor og ingen skal søge efter sin Salighed eller at komme i Venskab med Gud ved vor usle Pønitens, Fasten, Hylen, Beden eller andet sligt, thi vi have Guds Naade og vi ere salige, hvi søge vi da efter det, vi have.

5. Ingen maa heller gøre Pønitens i den Mening, at han da vil først faa Guds Naade, men han skal først tro, at han har Guds Naade og Syndernes Forlaedelse, og siden gøre Pønitens til en Taknemlighed og til at dræbe den gamle Adam.

6. At vi og ligge paa vore Knæ og hyle og bede Gud om Syndernes Forladelse, som vi allerede dog have, er ligesom en, der kunde have en god Ven, som han dog vidste, at det var ret hans fuldkommen gode Ven og han dog ligevel vilde gaa til ham og bede ham om Venskab, var det ikke, ligesom han vilde spotte ham i hans aabne Øjne?

7. Du kommer for Skriftestolen, der skriger du, der hyler du og vil i saa Maade soge og soge efter din Salighed, da mener du, at du har udrettet det ret vel, og du gør Gud en stor Venneære derved, thi du vil ikke tro ham, at han paa engang har gjort dig salig i den hellige Daab.

8. Det første, han kom her, brugte han og ikke den Maade med Daaben, som sædvanligt er.

9. Adskillige af vore danske Bøger, som vi fattige simple Folk brugte os til Trøst, har han paa Prædikestolen sagt, det var en Djævels Lærdom.

10. Dette og meget andet mere, som paa adskillige Tider er talt, synes mig er meget urimeligt talt og langt i en anden Mening, end jeg nogen Tid før har hørt, og i Synderlighed, efterdi Pønitense, Fasten, Bøn og anden slig gudelig Øvelse enten herved noget forbydes eller og herved sættes af deres rette Brug og Mening, med mere, som jeg vist formener dermed til Sikkerhed og Tryghed gives stor Aarsag; jeg, Gud ske Lov, vel ved, at ingen Menneske ved nogen Pønitense, Fasten, Bøn eller nogen anden Gærning kan udvirke eller fortjene det ringeste i sin Saligheds Sag, men at Kristus os det alene ved sin Pine og Død har fortjent. Og nu er det, han os udi sin Prædiken lærer ganske og aldeles imod det, som han i Begyndelsen prædikede for os, som jeg med hans Prædikener og Breve, han har skrevet mig til Norge, vil bevise, saa man ved ikke, hvilket man skal tro, det første eller det sidste. Han har og nogle Gange sagt, at han nu paa 2 Aars Tid har prædiket Guds Ord ret klart og rent, og her paa dette Sted kunde de faa det ret forklaret. Anno 1642, d. 22. Augusti.

Saa tidlig Menigheden kunde blive samlet næste Morgen mødte Biskoppen, Provsten og Præsterne i Sevel Kirke og Biskoppen holdt derpaa Overhøring af hele Menigheden, gamle og unge, men fandt ikke noget mistænkeligt i deres Tro, hvor flittig han end udspurgte, ja han udtalte endog baade i Kirken og siden over Bordet sin Tilfredshed med Menighedens religiøse Opvakthed, hvilket han ogsaa siden maatte tilstaa paa Varde Landemode.

Præsten, der havde maatte udføre sit Forsvarsskrift i stor Ilfædighed og ikke engang fik Tid til at se det igennem, fordi Biskoppen rev det til sig, fulgtes derpaa med de andre Præster til Stubbergaard, hvor hans Skrift blev oplæst. De andre Præster mente vel, at nu var den Sag klaret, men efterat Biskoppen havde holdt Raad med Fru Kristence, Provsten og Fogden i Fruens Kammer, kom han ud og paalagde Hr. Jørgen indtil videre at afholde sig fra Prædikestolen. De andre Præster bad vel Biskoppen om at tænke over Sagen i Ro, og Hr. Jørgen spurgte om, hvad det i Gruden var, man klagede over, hvorpaa Biskoppen kort svarede, at han havde dadlet Pønitens, og det var Grunden.

Hr. Jørgen tyede nu til sin Menighed. Næste Søndag, 28. Avg. udstædtes i Sevel Kirke følgende Vidnesbyrd af 24 Mænd:

”Der Prædiken og Gudstjenesten var endt, fremkom vor kære Sognepræst hæderlig og vellærd Mand Hr. Jørgen Lavridsen og udi god Lyd tilspurgte os menige Sognefolk, hvorledes han sig i Lærdom og Levned skikket og forholdt har, siden han blev vor Sognepræst, om nogen af os vidste ham noget med rette at kunne beskylde andet end det, som ærligt og kristeligt er, at vi vor Sandhed med ham derom vilde vinde og bekende, hvortil vi 24 Mænd da saavel som menige Sognefolk strax svarede, vunde og bekendte alle og enhver, ikke uden Suk og megen Graad, at forskrevne Hr. Jørgen Lavridsen, vor kære Sjælesørger, har baade i Lærdom og Levned, siden han blev vor Sognepræst, skikket og forholdt sig imod os alle og enhver ærligen, kristeligen, troligen og vel, som en resindig Guds Ords Tjener vel sømmer og anstaar, og i alle Maader maa vi ærligen høre og svare, saa Ingen af os vidste ham med rette andet at kunne beskylde i nogen Maade end det, som retsindigt, ærligt og kristeligt er i alle Maade, men vi takke ham alle og enhver af Ære og godt, hver for sin Anpart for al sin tro Tjeneste og Omgængelse i Kirken og uden Kirken, saa han maa fri have sit Skudsmaal videre til os alle, i hvor, naar og hvor Behov gøres”.

Biskoppen har dog betænkt sig nogen Tid, thi først 12. Sept. sendte han Underretning om Sagen til Kansleren. Han havde i sin sidste Visitats erfaret ”noget nyt og særdeles at anspindes og opkomme her i Stiftet, nemlig udi Sevel Sogn ved Stubbergaard, Religionen angældende, hos Sognepræsten sammesteds Hr. Jørgen Lavridsen Friis, hvorudinden adskillige kalvinistiske saavel som andre flere Griller og Irringer noksommeligen formærkes”. Han havde derfor forbudt ham Prædikestolen og bad om Kanslerens Raad, om Sagen først skulde indstævnes til Landemode eller henføres til Bispernes Raadslagning eller det theologiske Fakultet ved Universitetet, eller om han selv skulde overveje Sagen i Forening med Fakultetet, paadet alt kunde ske Guds Navn til Ære, den kristne Kirke til Rolighed og Opbyggelse og ingen Menneske til Forargelse.

Med Biskoppens Skrivelse fulgte Kopi af Præstens Trosbekendelse, der lyder saaledes:


Gud give mig det at svare til disse Punkter, hans Navn kan komme til Ære, hans Rige til Forfremmelse for Jesu Kristi Skyld, ikke os Herre, men dit Navn Ære for din Naade ogSandheds Skyld.

1. Lutherus: Daaben gør et Menneske ganske paa engang ren og salig, saa at til Salighedens Hovedstykke intet mere udkræves end saadan Tro, nemlig at tro, at vi udi Daaben af Guds Naade ere blevne saa salige; derfor efter Lutheri Tro og Mening ere vi af Guds Naade udi Daaben ganske blevne salige paa engang, det er, efter Samvittigheden fuldkommelig rensede og frelste fra alle Synder paa engang, saa at alle vore Synder, fremgangne, nærværende, tilkommende, ere da druknede i Havsens Dybhed, ligesom Pharao med al sin Magt, og borttagne paa een Dag, det er: tilgivne og forladte. Thi de ere ikke saa borttagne, at Synden og det Onde jo hænger ved os indtil Døden og Graven, men saa at Synden ikke tilregnes, som jo har mistet sin Kraft til at skade og fordømme en arm Samvitttighed i Kristi Blod alene. Ja, hvorfor skulde vi ikke være saa frelste i vor Daab? Ere jo alle Synder, fremgangne, nærværende, tilkommende, mange hundrede Aar tilforn, nemlig paa Korset paa een Dag borttagne ved Kristi Død alene. (Jach. 3., Col. 3., Ebr. 1.). Men Gud give os Alle sin Naade saadant at tro hjertelig, thi uden saadan Tro gavner det aledeles intet. Evig Retfærdighed er jo os tilført ved Kristi Død alene og i Daaben skænket til evig Trøst i al vor Nød, og besynderlig naar vi komme i Død, men uden vi med en Hjertens Tro saadan naadig Skænk og Gave annamme og tilegne os, gavner den ikke heller os i nogen Maade og Ingen synder med fri Villie paa denne Trøst, thi de, som saa synde og blive varagtige indtil Enden, som mange desværre gøre nu, allermest mod Enden efter Kristi egen Spaadom, de have ingen Lod eller Del i denne evige Trøst, men de høre hen i en anden Bad, som ikke er Daaben, men den Pøl, som brænder med Svovl og Ild til evig Tid.

2. Hvo, som er døbt og tror af Hjertet, han har sin Salighed fuldkommen paa een Tid, nemlig efter den Mening, som nu sagt er, og om han end falder i grove Syunder, saa mister han derfor ikke Naaden, saa at hun skulde være ganske og aldeles forloren og borte, som jo staar fast paa Guds Side ved Jesum Kristum, thi falder du, siger Luther, Naaden falder ikke derfor, ellers maatte Gud og selv falde, som har lovet for Kristi (Skyld) alene at holde saadan Naade evindelig (Psal. 111 og 117), og staar denne Naade og Naadsens Pagt om Syndernes Forladelse ikke paa os eller paa vor Gøren og Laden, som den gamle Lovsens Pagt, men paa Guds Barmhjertighed i Kristo og paa Guds Ord og Befaling, grundfæstet pa den rette gyldne Grund, som er Guds Søns Blod alene, og han endnu byder for vor arme Samvitighed, at den skal staa fast og uryggelig evindelig, ikke falde om, naar vi falde, ikke heller staa op, naar vi staa op igen af Synden, men der staar hun efter Guds Villie saa hen paa Guds Befaling og Anordning, at hver arm Samvittighed hvert Øjeblik i Troen maa holde sig til saadan Naade i Jesu Navn og stedse finde Syndernes Forladelse for Kristi (Skyld) alene af blotte Naade.

3. Ingen derfor efter Evangelii rene og klare Sandhed kan komme til med rette at sige: Jeg haaber at blive salig, nemlig i den Mening som nu sagt blev i den første Punkt, eferrdi vi af Guds Naade er udi Daaben allerede blevne saa salige efter den Mening i samme første Punkt.

4. Hvofor den stedsevarende Søgen og Leden efter det, vi allerede af Guds Naade have, som er Daabens Salighed, er mere en Utaknemlighed og Foragt end en Gud tækkelig og behagelig Tjeneste, saa er vor ufuldkomne og i Guds hellige Aasyn usle og elendige Pønitense, som jo ikke der bestaar, det er: vor Anger og Ruelse, Rettelse og Bedring, ingenlunde Vejen til Faderen eller det, hvorved vi kan komme til Faderen og hans Naade, ja end ikke det i os er Vejen til Faderen, Naade og det evige Liv, som alene fatter Kristum, nemlig Troen, Guds naadige Skænk og Gave, men Kristus alene, den anden Person udi Guddommen, saadan en højmægtig Person med sin Gang til Faderen, han er alene Vejen og det, hvorved vi kan og skal komme til Guds Naade, Syndernes Forladelse og det evige Liv; paa denne Vej kommer en arm forskrækket Samvittighed formedelst Troen alene til hans hellige Navn og paa vor Side ikke ved noget andet Middel, være sig enten Anger, Bedring, Fasten, Hylen, Beden, men efter den rene Evangelii Sandhed ved Troen alene, som er en Hjertens Tillid til den Herre Jesum, at han med sin Gang til Faderen har beredt os de evige Boliger. Nu kan jo ikke Troen til Jesum defineres eller beskrives ved Anger, Bedring, Beden eller noget saadant, men Troen er en Hjetens Tillid. Men hvor en retskaffen Tro er, der maa og saadant være og endelig følge med Troen.

5. Jeg hader af mit Hjerte al den falske Mening hos Pønitensen, at man tilskriver hende det, Kristo alene tilhører. Derfor er vor Pønitens ikke det rette Læskevand, som udslukker Guds evige Vredes Ild, ikke heller det, som betaler for vore Synder, ja end ikke Troen til Kristum er det, som betaler, udslukker og forliger her, men Kristi Blod, Pine og Død alene, som har saa længe siden efter Faderens Villie betalt, udsluket og forligt fuldkommelig, hvilket dog ikke gavner nogen, uden man med en Hjertens Tro og Tillid annammer og tilegner sig saadanne Velgærninger. Have vi allerede saadan Naade udi Kristo, hvad skal da den almindelige og idelige Søgen ved Pønitens, Fasten og andet saadant, efter det vi allerede af Guds Naade have? Ville vi nu først søge det ved vor Pønitens, som Gud længe siden har skænket os uforskyldt og for intet i Kristo Jesu og vil have Ære og Tak derfor endelig uden Afladelse af os Kristne og salige Guds Børn. O, det er høj Tid, at vi nøjes gærne og takke Gud stedse af Hjertet for saadan naadig Skænk og Gave og ellers ved daglig Pønitens drukne og dræbe den gamle Adam, Gud til Ære. Men sadan Pønitens skal komme af Troen, om den skal behage Gud. Vi skal efter Evangelii Sandhed først tro af Hjertet, at vi have Naade og Forløsning formedelst Guds Søns Blod, saa er vore Synders Forladelse. Denne Tro er den rette Tro, paa hvilken den ganske Kirke staar i Kristo Jesu fast, saa at naar denne Tro er borte af Verden, er der ingen Kirke mere paa Jorden, men af den Hjertens Tro skal Pønitensen gaa, saa er den behagelig. Ingen derfor i denne Mening gøre Pønitense, at han derved nu først vil faa Naade, ligesom han aldrig havde faaet Naade, eller ligesom han havde ingen Naade for Kristi Skyld, thi hvad Naade vi have i Kristo, er tilkendegivet, alene at man med en Hjertens Tro og Tillid saadan Naade annammer og sig tilegner, ellers gavner den ikke.

6. Efterdi Guds Naades Findelse og Følelse udi Hjertet er endnu svag hos os troende, saa bede vi daglig om Syndernes Forladelse, saa vil og Gud, at vi udi vor store Svaghed og Skrøbelighed skal ære ham med denne Bøn, som Børn deres Fader, de fortørne, som den femte Bøn tilholder, dog at vi stedse trøste os med Daabens Salighed og dermed alene stille vore urolige Hjerter tilfreds og derhos at vi for alting tage os Vare for den stedsevarende Søgen og Leden efer det, vi allerede af Guds Naade have, og for Uagtsomhed, Utaknemlighed, hemmeligt Afguderi i Hjertet, thi det hoffærdige og trodsige hviler ikke.

7. Hvad det syvende Punkt er anlangende saavel som de efterfølgende, da kan mine Ord og Mening vel agtes af det, som allerede sagt er saavel som af mine Breve ydermere. Det rene Evangelium har tynd Lykke altid, i Kristi, Pauli, Luthers Tid og endnu paa denne Dag, at den største Part misbruger saadan Trøst til stor Sikkerhed og Tryghed, men de gode Mænd lade ikke derfor af at prædike Evangelii Sandhed; er Verden ikke tjent dermed, saa ere de arme Samvittigheder tjente dermed. For Zions Skyld vil jeg ikke tie, siger Esaias.

Det rene Evangelium vel prædiket og fremført er aldrig Aarsag til noget ondt, men alt godt, men det gør Menneskens Vanart og Djævelen allermest, som hidser og skynder Folk til at synde paa Naade, nu allermest det rene Evangelium til Vanære. Hvordan jeg har været i mit Embedes Begyndelse i Lærdom og Levned, erindrer jeg mig ikke nu i alle Maader, mig er vel siden kommet saa meget for i mit høje og besværlige Kald og Embede, men det ved jeg, at vi lære, mens vi leve, og den rette Oplysning kommer af Guds Naade efterhaanden jo mere og mere og vil jo ikke komme paa een Dag. Gud give os alle den rette Oplysning for Kristi Skyld alene.

Dette jeg paa denne korte Tid af Guds Naade kunde svare saaledes, hvad mine Ord og Mening er, som jeg ofte af Prædikestolen tilkendegivet har, bedende for Guds Æres Skyld ydmygeligen, alting maate dog optages i den bedste Mening.


Denne altsaa i Ilfærdighed nedskrevne Bekendelse, som han ikke fik Tid at se igennem i Degnens Renskrift og hvorom han selv senere siger, at den derved var kommen til at indeholde nogle dunkle Sætninger, blev Grundlaget for den følgende Anklage. Istedenfor at søge at slette, hvad han havde sagt i Ubesindighed, thi i Virkeligheden var Hr. Jørgen ganske vist i fuldstændig Overensstemmelse med den orthodoxe Lære, vedblev han tvært imod stivsindet at forsvare, hvad han engang havde sagt, og dette blev hans Ulykke.

Hr. Jørgen søgte i den følgende Tid Fruen flere Gange, og hun viste sig meget venlig imod ham, beholdt ham hos sig ved Maaltidet, udtalte, at hun ofte havde sagt og sagde endnu, at han havde tjent Gud og Menigheden tro og af Hjertet, og lovede at være hans Velynder og Veninde. Da han fik at vide, at Biskoppen havde ført Sagen frem for de høje Myndigheder, gik han igen til hende og fortalte, at han nu var nødsaget til at drage til København og tale sin Sag, hvorpaa hun fremdeles tilsagde ham sit Venskab. Der er noget uforklarligt ved Fruens Opførsel. Hun var formodentlig en vankelmodig Karakter, der godt kunde lide Præsten personlig, men i hans Fraværelse lod sig besnakke, maaske af Fogeden og Provsten, til at optræde strængt mod den vildfarende Hyrde.

Medens han var i Kjøbenhavn, opsøgte han Kansleren og det theologiske Fakultet, der efter hans Opfattelse var gunstig stemt imod ham. Men i hans Fraværelse, lod Fruen Menigheden samle i Kirken og ved Provsten i Fogdens Nærværelse udspørge om Præstens Udsagn til forskellige Tider, og da disse Spørgsmaal gjordes i Retning af at skade Præsten og blev snedig fremførte, lykkedes det at faa flere graverende Udsagn frem.

Præsten stævnedes for Varde Landemode. Her maatte han forsvare sig for disse opfangede Sætninger. Naar han saaledes skulde have sagt, at han paa 2 Aars Tid havde prædiket Guds Ord ret klart og rent, kunde han svare dertil: ”Saa taabelig og daarlig ere mine Ord aldrig fremkomne. Vel muligt, jeg har ingenue konfiteret (enfoldig bekendt) mine Forfremmelser i Guds salige Kundskab med Hjertens Taksigelse, som jo enhver bør at gøre til Guds Ære.” At han skulde have sagt, at her paa dette Sted blev Guds Ord ret forklaret, forklarede han saaledes: ”Der var nogle af mine Tilhørere, som altfor meget søgte fremmede Kirker, hvilke jeg bad, at de dog skulde søge udi deres egen Sognekirke, og vel muligt da har sagt til dem, at de ligesaa vel kunde der faa Guds Ored ret forklaret som andre Steder”.

Paa dette Landemode fremkom Domprovsten, Holger Rosenkrantzes Søn Jørgen Rosenkrantz til Kjeldgaard, der var gift med en Broderdatter af Fru Kristence Juel, der bar samme Navn som hun, og tiltalte Hr. Jørgen paa den haanligste og ubehageligste Maade, ligesom han fremlagde dennes Brevvexling med hans Fader, der netop var død kort i Forvejen. Da Lensmanden imidlertid ikke var tilstede, opsattes Sagen til Ribe Landemode i Januar, der igen blev udsat, fordi Biskop Hans Borkersen døde i Januar 1643.

Hr. Jørgen havde den Tilfredsstillelse, at hans Sognefolk ikke glemte ham. Uagtet de vidste, at deres Herskab var Ophavsmand til Præstens Ulykke, sendte de en Mand til Ribe med et skriftligt Vidnesbyrd, der var udstædt af alle Bønderne i Sognet. De skrev her:

”Begære i al Ydmyghed og Underdanighed af fromme Mænd og gunstige Herrer, som d. 16. Januarii udi Ribe formodendes vorde, da at sige og dømme paa vor kære Sjælesørger Hr. Jørgen Lavridsen, for hvis han kan være angivet for, at eftersom fornævnte vor kære Sognepræst har i Kirken og uden Kirken med Prædiken og Sakramenterne at betjene, Husene at besøge, Ungdommen at undervise, udi Liv og Levned og Omgængelse saa skikket og forholdt sig, at vi ikke i nogen Maader vide ham andet at beskylde, end det som kristeligt er, siden han blev vor Sognepræst og efter hans Sognevidnes Indhold, at vi da maatte beholde ham til vor Sjælesørger, dersom han befindes retsindig at være, som vi med Guds Hjælp forhaabe visseligen. Dette bede og begære vi for Guds Skyld, ville igen være og findes eder alle og enhver tjensvillige efter vor fattige Formue og vi ønske alle og enhver uden Afladelse, at denne Sag maatte jo snart paa alle Sider komme til en god Rolighed, hvortil I fromme Herrer for Guds Skyld ville hjælpe, det Gud eder rigeligen belønne. Denne er saaledes vor ydmyge og underdanige Begæring, hvilken da at fremlægge udi Ribe for Retten paa forskrevne Dag, som er den 16. Jan. førstkommende, vi forbenævnte alle og enhver give vor Fuldmagt denne nærværende Jep Pedersen i Dueholm, vor kære Medbroder”.

Paa Ribe Landemode 21. Juni 1643 afsagdes følgende Dom af Befalingsmanden paa Riberhus Gregers Krabbe, Iver Vind til Nørholm, kgl. Sekretair og Befalingsmand paa Lundenæs, og Biskop Erik Monrad:

”Efter skriftlig og lang Forhøring, da den ene med den anden ham alvorligen adspugrgte om hans Lærdom og ubrugelige af mange hidindtil tilforn ej hørte Maneer, høje og dybe Ord for den simple og enfoldige Menighed, svarede han i al Ydmyghed, sig det at have gjort, at Jesu Ære maatte blive ren, som det og af alle hans Erklæringer er at eragte, saa vidt de billigen anses.

”Saa have vi da udi denne høje Sag og Manges Salighed anrørende flittig og for Guds Aasyn os med forbemeldte gode lærde Mænd (Provsterne) længe beraadført, hvorover alle, tilstede vare hos os, Gejstlige, hæderlige, lærde og velbedagte Mænd, efterdi Hr. Jørgen ikke var nogen vildfarende Mening tilhængig, hvorfra han sig efter sin Mening erklærede, han, som ellers havde ført et ret præsteligt Levned, syntes betænkeligt saadan en skikkelig og velbegavet Mand at skulle komme udi nogen Elendighed, om han maatte benaades, eftersom endnu med Lærdom og Levned ved Jesu Hjælp han visseligen og viseligen kunde mange til Salighed befordre.

”Da efter Tiltale, Gensvar og denne Sags Lejlighed og endog vi finde ham nu i Lærdommen at være ren efter hans Erklæringer, have vi dog ikke vidst ham at kunne ustraffet holdes til gode at han, ofte ombedet og advaret alligevel mod Ordinansen:

”1. Ej saa varlig har talt om saadan høj Troens Artikel, som langt og vidt overgaar Fornuften, hvorover enfoldige Folks Sind forstyrres, eftersom i saadanne høje Sager menneskelig Skæl lader sig lettelig forarge.

”2. Ej heller med saa klare og velforstandige Ord bekvemmelig fremsat det, som mørkt og uforstandigt er.

”3. Har og fast straffet (dadlet) den falske Mening, som han ikke havde nogen Frygt for i sin enfoldige Menighed, havde og intet hørt af.

”4. Saa har det ladet sig og anse, han derudi vilde bevise sin Visdom og Skarpsindighed.

”5. Ej ladet det blive ved Læadommens Enfoldighed, saa at det samme og hørtes af ham som af alle andre, og Folket saa noget des vissere kunde undervises”.

De tre sidste Punkter ere noget uklare, men skulle vel alene betegne, at han fremsatte sine Meninger i Tide og Utide og med særlig Lyst. Uagtet Landemodet altsaa intet i Grunden havde at sige paa ham, der kunde vise Vranglære, faldt Dommen dog saaledes:

”Thi vidste vi ikke, at Hr. Jørgen Lauridsen Friis i denne Menighed kunde herefter frugtbarligen og til Opbyggelse prædike for de store Forargelsers Skyld, som baade givneog tagne ere, men bør dem først offentlig og alvorlig udi samme Menighed at afbede og siden derfra skilles, med mindre høje Øvrighed vil ham benaade”.

Der kom derpaa kgl. Befaling til, at han skulde stævnes for Theologerne, forat det kunde undersøges, om hans Forseelse ikke var saa stor, at han ikke mere kunde gøre sig Haab om gejstligt Embede. 18. Sept. dømte Biskopperne og det theologiske Fakultet i Kjøbenhavn ham uværdig til at beklæde gejstligt Embede, og hvis han skulde taales i Landet, raadedes der til, at han offentlig skulde tilbagekalde sin Vranglære.

Christian den Fjerde var meget opbragt over Theologernes efter hans Mening alt for lemfældige Dom. 29. Sept. skrev han til Kansleren Christen Thomsen Sehested: At vore Bisper og Theologi er i den Mening om den fine Pønitenspræst, som du skriver, det var alt for naadigt for ham, men min Mening er, at Bøddelen bør at rive hans Tunge af hans Hals, hvormed han saa tidt har forarget sine Tilhørere med, thi jeg ved intet, hvad der kunde siges grovere, end den Kumpan uden Ophør sagt har”.

Kongen lod ham derpaa 24. Okt. sætte i Blaataarn og paalagde Magistraten at afsige Dom over ham, men denne kunde ikke finde det forsvarligt at dømme ham og afviste Sagen ved følgende Dom:

”Da efter Tiltale, Beskyldning og derimod indvendte Svar og Erklæring med anden denne vigtige Sags Lejlighed og Omstænde og eftersom førnævnte Sevel Præst ved ærlig og velb. Niels Vind til Grundet, Høvedsmand paa Kjøbenhavns Slot, paa kgl. Majestæts, alles vores naadigste Herres Vegne, som en falsk Lærer og Gudsbespotter, efter hvis som Professorerne i den hellige Skrift her i Akademiet og Bisperne under deres Hænder have udstædt og her udi Retten fremlagt, tiltales, og om han ikke paa sit Liv bør at straffes, Dom begæres efter indlagte Forsæts Formelding, hvorimod fornævnte anklagede sin skriftlige Erklæring om fornævnte beskyldte Lærdoms Poster, hvorom at kende ej heller hid hører, indlagt har, saavel som derudinden protesterer og sig beklager til samme hæderlige og højlærde Mænds Gærning ikke at have været til Ords stillet, saa han selv nærværende sine egne Ord des bedre havde kunnet fortolke, begærende, at ej i Processen med ham for hastig maatte forfares, det samme ogsaa, som velbemeldte hæderlige Mænd have givet beskrevet, ej heller af os for nogen endelig Dom over ham, men alene deres Mening og Betænkende om de beskyldte Lærdoms Poster eragtes, da vilde vi underdanigst efter slig Lejlighed nu ikke paa ham efter indlagte Forsæt at dømme, førend han paa tilbørlige Steder en falsk Lærer og Gudsbespotter at være ved udtrykkelig endelig Dom bliver tilfunden, siden, saa fremt det os videre naadigst bliver befalet, om Straffen, som vedbør, underdanigst at ordeles (dømmes)”.

Om denne Dom ytrer Kongen sig i meget opbragte Ord til Korfits UIlfeldt 17. Marts 1644; Magistraten havde undrstaaet sig til at skælne mellem en Censur, som Theologernes Kendelse var, og en Dom, da den Skælm jo dog havde maattet forlade baade Kaldet og Embedet. Kongen gad vide, at hvis Kongen og Raadet vilde sige deres Mening, om Dommen da vilde være falden saaledes. 28. Juni skrev Kongen derpaa til Ulfeldt følgende: Eftersom dig bekendt er, at den Pønitensforagter endnu sidder paa det blaa Taarn af Aarsag, at man har haft andet at tænke paa end den Skælm, da endog der findes de, som formener, at han med den Straf, han har udstanden, skulde slippe, da efterdi jeg er ganske i den Mening, at sligt uden Gud i Himlens store Fortørnelse intet kan ske, da skal du befale, at samme Skælm bliver smedet i Jærn hos en af de svenske, som mindst duer iblandt alle de svenske Fanger, som findes paa Holmen.

Bremerholm var Straffestedet for de værste Forbrydere, der i Lænker skulde udføre hårdt Arbejde. Man tænke sig, hvad dette maatte være for denne stakkels Præst. Hvor vred Kongen var, fremgaar af, at han ikke alene skulde smedes sammen med en Svensker, men endog med en af de mest berygtede. Det var i Krigens Tid; i den Tid var Jylland besat af de svenske Tropper, Præstens Gods blev ødelagt og hans Hustru og Børn fordrevne fra deres Hjem. Det Forsvarsskrift, hans Broder siden skrev for ham, omtaler ikke hans Ophold paa Bremerholm, men kun hans haarde Fængsel, hvor ikke en eneste af Theologerne besøgte ham, men hvor han led megen Haan og Beskæmmelse, ikke fik Mad nok og levede i stor Legemssvaghed.

I Marts 1645 fik han Opfordring til at afgive en ny Erklæring efter flere ydmyge Skrivelser, saa hans Sammenlænkning med Svenskeren vel ikke har vedvaret længe; noget senere meddelte Kanslerens Tjener ham, at Kongen vilde lade ham komme løs, og hvis han forholdt sig stille, vilde man tænke paa hans Befordring. Han fik dernæst et Pas af Admiral Lindenov, hvorpaa han drog til Rostock, hvor det theologiske Fakultet gav ham Vidnesbyrd om Rettroenhed. Han kunde maaske ogsaa have faaet et Præsteembede i Nordtyskland, men da han vanskelig kunde prædike Tydsk og hans Hustu var hel ukyndig deri, skrev hans Broder, der var Præst i Abild i Nordslesvig, en Beretning om hans Genvordigheder, ledsaget af Sagens Akter, for derved at bane ham Vej til et af de danske Præstekald under Hertugen af Gottorp. Og han selv bad Kansleren om Tilladelse til at komme tilbage til Danmark i følgende udaterede Brev:

Velbaarne ædle Herre, gunstige Hr. Kansler, billigen takker jeg E. Velb. Magnificens næst Gud den allerhøjeste, som ansaa min store Jammer i saadan langvarige og besværlige Fængsel og sig over mig elendige forbarmet, at jeg formedelst E. Magnif. gunstige Intercession hos kgl. Majest. min allern. Herre er bleven saadan forsmædelige Fængsel erlediget, er og aldeles ingen Tvivl derpaa, at jo Gud Herren efter sit Ord saadan Gunst og Naade visseligen belønner. Kender og i lige Maade underdanigst og med Hjertens Taksigelse E. velb. Magnif. adelige Løfte og meget gunstige Tilsagn at være mig udlændige ydermere beforderlig hos kgl. M., min allern. Herre, paa det jeg endelig til Guds Ære maatte igen restitueres, og eftersom min Forhaabning er, at Timen er kommen, paa hvilken Gud Herren, som er saa naadig og hjælper saa gærne og ikke lader friste over Formuen, visselig vil ogsaa se til min Udlændighed og forbarme sig over mig og min fattige højbedrøvede Hustru og Børn og igen samle os med megen Miskundhed, saa er da nu til E.. velb. Magnif. min ydmygeligst Bøn og Begæring, at Hans Magnif. af medfødte adelige Fromhed sit gode Løfte ihukomme vilde og formedelst gunstige Intercession hos k. M. det jo først, om muligt kunne være, saa vidt erlange, at jeg maatte komme ind i mit Fæderneland igen til min fattige Hustru og Børn og som en anden fattig Undersaat være sikker og fri under H. k. M’s. Vinge og saa fremdeles blive restitueret igen efter Guds og H. k. M!s. egen naadigste Villie, og beder for Guds Skyld, at E. Velb. Magnif. vilde gunsteligen værdes til at anse og betænke, at jeg i saadan Angivende, hvorover jeg i saa stor Mistanke og yderste Elendighed er geraaden, er for Gud uskyldig, hvilken min Uskyldighed Ed. velb. Magnif. noksom skulde fornemme, om Hans Magnif. kunde gives Lejlighed mine Skrifter og Dokumenter at gennemlæse, saa vilde og E. Magnif. værdes til at betænke min fattige Hustru og Børn, efterdi hvis ringe Gode vi tilforn paa en sex Aars Tid vare af Gud velsignet med, det nu i fem samfulde Aar, siden denne Sag først angik, er tilganget og en Del ved Fjenders Hænder bortrøvet. Den gode Gud, som ikke forglemte, hvad Gode den fromme Abdias beviste i fordum Tid Herrens Præster, skal og ikke forgætte E. Magnif. Fromhed, men efter sit Ord og naadige Løfte rigeligen belønne saa stor Gunst og Naade og her med timelig Velsignelse og hisset med evige Ære for Christi Jesu Skyld vederlægge. Allerunderdanigst et gunstigt og hjelperigt Andsvar formodende. Eders velb. Magnif. tro Forbedere og underdanige Tjener altid
Jørgen Lauritzen Friis.

Han fik ogsaa 13. Dec. 1647 Tilladelse af Kongen til at begive sig igen ind i Riget og der tryggelig og sikkerlig opholde sig, dog at han forholdt sig rolig og skikkelig uden Forargelse.

1652 blev han Præst i den Del af Halland, der 1645 var afstaaet til Sverig; ogsaa her havde han Genvordigheder, men døde dog som Præst1688.

Christen Gravesen, Foged paa Stubbergaard, og 6 Bønder udstædte 28. April 1650 et Brev, at eftersom Gud ved den timelige Død har bortkaldet deres forrige kære tro Sjælesørger Hr. Søren Christensen Gjødstrup og i deres gunstige Husbonde Fru Christence Juels Fraværelse vel fornøden gjordes en anden gudfrygtig, lærd og skikkelig Person, saa havde de nu efter alvorlig Bøn og Paakaldelse og Formaning af Herredsprovsten udvalgt og kaldet Knud Jørgensen, barnefødt i Kolding (22. Okt. 1624), der havde ladet sig høre for dem af Prædikestolen, saa fremt han bliver befunden skikkelig og duelig af Superintendenten.

Fru Christence Juels Søn Preben Gyldenstjerne til Damsgaard stadfæstede Kaldelsen paa sin Moders Vegne 9. Maj, ”dog med saadan Kondition og Forord, at han skal prædike og lære Guds hellige Ord og Evangelium, administrere og uddele de hellige højærværdige Sakramenter efter Guds egen Befaling, saa vel som sig selv i Levned og Omgængelse inden og uden Kirken mod sine Sognefolk og andre forholde, som en gudfrygtig Præstemand vel sømmer, egner og anstaar, og holde Præstegaarden ved god Hævd og Bygning, ikke tilstede nogen dens Ejendom, Ager og Eng elller anden Tilliggelse derfra at bortkomme, saafremt han ikke derfor vil staa til rette.

Samme Knud Jørgensen havde1649 ledsaget Korfits Ulfeldt paa dennes Rejse til Holland som Prædikant.


5. Dec. 1710 optoges der Tingsvidne af Folk, der kunde mindes 40 Aar, ”og imidlertid har været trende Degne, den første som var sal. Jens Hansen Degn, udi hvis Tid, af Førstningen vi kan mindes, nød han Offer af de fleste om Festerne, men af Følgeskabet med Brudefolk saavel som Fadderne ved Barnedaab, i lige Maade af Følgeskabet med Barselkvinder gik mange og snart de fleste forbi og ej ofrede ham, uden de, som godvillig vilde. Samme Skik har og været her i Menigheden udi Christen Jakobsen Mejrup hans Tid, som nu har indtaget Gregers Justsen Torning i Embedet til sig. Udi Gregers Justsens Tid har været samme Skik, at de fleste og moxen (?) alle ofrede ham om Festerne, men af Følgeskabet med Brudefolk faa og af Fadderne ved Barnedaab eller af Følgeskabet med Barselkoner er en Del gaaet ham forbi og ej har ofret ham, uden de, godvilligen have villet, hvormed han og til denne Tid har været fornøjet efter gammel Skik og Sædvane, hvortil han sig forbandt, da han sang første Gang for Menigheden her i Sevel Kirke for at lade sig høre, thi da Præsten spurgte dem, hvorledes dem tyktes om hans Sang, svarede en Mand paa Menighedens Vegne, at han sang vel nok. Derpaa spurgte samme Mand ham, om han vilde være fornøjet, med hvad hans Formand havde nydt, hvortil han svarede i hele Menighedens Paahør, at han aldrig skulde pretendere mere”.

Den første offentlige Undervisning i Sognet begyndte Mikkelsdag 1743. Udgifterne ligeledes i de første 30 Aar med 3 ½ Sk. pr. Td. Htkr. Man lejede Skolestuer paa 3 Steder, hvortil Børnene gik 8 Uger aarlig om Vinteren, men i Sevel By oprettedes en fast Skole med Undervisning hele Aaret.

Følgende Degne og Lærere ved Hovedskolen i Sevel kendes:

Jens Hansen, døde 1688. Chr. Jakobsen Mejrup. Gregers Justsen Torning. Niels Olesen Legaard. Mads Christensen Lund, død 1790. I Kirkebogen staar: han var en ordentlig Mand, en sød (?) Sanger og en god Skolemester. Peder Mulvad død 1802. Peder Sejrsen, død 1831. Christen Christensen Astrup, afgik 1865. Niels Sørensen Balle, afgik 1894. Kristen Pedersen 1894.