Alt har sin historie. Store maskiner har nu besørget mejning, tærskning og indkørsel af korn og halm.
Men omkring år 1700 eksisterede et problem der hed Olsmessekrog. Det var tiden mellem høslet og kornhøst. Slog beholdningen af korn og halm fra året før til indtil den nye høst?
Olsmesse var den 29. Juli og Mikkelsdag den 29. September. Mange varsler om høstvejret var kommet til gennem århundreder. Pedersdag var/er en af dem. Regn denne dag lovede langvarig regn, mens solskin og højt vejr derimod varslede godt. "Per Fængsels regn gør rugen klein". Modsat "Er St.Pedersdag tør, kommer høsten godt ved dør".
Kornhøstens ældgamle typiske redskab var seglen, medens høslettens hovedredskab er leen. I den velkendte danske sangleg
"Skære skære havre,
hvem skal havren binde,
det skal allerkærest min,
ihvor jeg ham skal finde".
Altså er det hankønnet, som binder negene.
Men ikke alle rim er enige heri:
"Men lystighed på, forsøm dig ej,
forskaf dig bindekvinder,
det er i høst den gennest vej,
det sæden selv påminder.
Lad kvinden binde faste bånd
og rent op efterrive,
des bedre I lade det lægge kan
og godt at tærske blive". Gerner 1670
Omkring år 1400 var der ude i Vesteuropa sket den store opfindelse på høstområdet: Mejeredet, dvs mejeredskabet forsynet med et jern med tre krogede grene på skaftet ovenfor leen, hvormed kornet lægges til side i det samme det skæres fra. Det er et meje med le.
"Og hør du gode bondemand,
hvad jeg dig nu vil sige:
Du går nu hjem og henter din le
og mejer din ager tillige".
Den nye opfindelse blev langt fra vel modtaget. Over hundrede år senere blev den ikke accepteret i Vestjylland, da den gav større kornspild.
I Dalum nord for Ribe havde i 1659 en moderne indstillet avlskarl mejet 200 traver rug med le, i stedet for, som det var ham påbudt, med segl. Hans madmor fik han dømt til at erstatte det derved forvoldte tab, af skønsmænd ansat til ikke mindre end 25 tønder spildt sæd og over 100 traver rughalm, fordi der ikke kunne blive ordentligt tækkehalm ud af det mejede rugstrå. Hundrede år senere igen vinder kornleen frem også i Vestjylland.
Den første høstdag var noget særligt. Børnene blev kaldt op klokken 4 for at se folkene rykke ud festklædte og forplejningen var også speciel, kødsuppe, klipfisk og lignende. Fremmede på høstmarken var "ikke velsete" og blev mødt med samlet strygning af leerne eller blev symbolsk bundne indtil de frikøbte sig med drikkepenge.
For at ageren ikke skulle skuffe i næste høst, skulle sidste strå blive stående til formildese af agergubben, eller gubbesoen eller vætter. I sin roman fra Bornholm "De underjordiske" 1817 fortæller Ingemann, at man kunne forvente misvækst, skibbrud eller andet uheld, hvis man havde glemt de underjordiske ved julenadveren, eller hvis man en sjælden gang havde borttaget det neg, som en gammel skik forbandt bonden til at lade stå tilbage på ageren, når der var indhøstet, og som mange sagde, var en gave til de underjordiske.
Flere steder i Danmark er ofret af det sidste neg eller sædbundt tiltænkt Musene, at de ikke skulle skade sæden i laden. Sidste neg på marken var også noget særligt, ja, fik navn "Den gamle", "Kællingen" eller "Drengen".
Når vi ser tilbage på overleveringerne om det sidste neg, har man tiltroet "Den Gamle" eller "Kællingen" overnaturlig kraft, der kunne overføres.
Når den sidste sæd var mejet, det sidste neg var bundet, jublede høstfolkene ved at hvæsse leerne, så det synger og trommer med strygerne - måske ikke mindst for at hovere overfor naboer der var bagefter.
Men opmejnings eller skårgildet kunne vente, for høsten skulle bringes i hus. Først rugen som vigtigste brødkorn. Den blev nænsomt behandlet. I Aulum skulle den, der lagde læsset, sætte sine træsko i bunden af vognen, for den som trampede på rugen "var ikke værd at skulle mættes med brød". Jeppe Aakjær siger det smukt hvorledes "den kære rug kom ind" i barndomshjemmet i Fly:
Først bredte Mor et klæde,
så ømt som nogen højtidsdug;
der måtte ingen træde
med sko i høstens rug;
så fejed hun med limens rest
hvert snavset strå til side
som for en hædersgæst.Den kære rug var gæsten
som gjorde hvert et barn så spændt;
se, Far , han lægger vesten
og ser så indadvendt;
en skælven i et ydmygt sind,
en bøn til altets skaber,
før avlen bringes ind.
De første neg blev sat med toppen nedad. Det skulle forhindre Mus i at bygge rede og fortære afgrøden opefter.
De tre første kærver, jeg bringer i hus
dem rækker jeg hen til Rotte og Mus.
Disse tre kærver, dem må de fortære,
at røre det andet, de skal lade være.
Om vejret ved indkørslen af høsten hed det, som man siger i dag:
Når himlen strimer fra sønder til nør,
så tager jeg byggen ifald den er tør!
Men når den strimer fra vester til øster,
så lad den stå, så længe den lyster.
I Aulum skulle alle høstfolkene køre med på det sidste læs, Kvædelæsset
(dvs. syngelæsset), og de skulle synge hele vejen hjem. Den som ikke sang, var
nægtet adgang til høstgildet.
Efter opmejningen og skårgildet eller opskør (opskæringsgilde) skulle gødningsudkørslen finde sted, oftest med naboers medvirken. Også denne har Gerner i 1670 beskrevet i poesi:
Din gødning skal nu føres ud,
nu er den jorden tjenlig,
til nabo din fremsend dit bud,
at han vil hjælpe venlig.
Igen du gør det samme skel,
når han sit ud vil age,
så kan I begge hjælpes vel
og have gode dage.Når du møjegilde have vil
på bryder'skalt du byde,
(dvs voksne karle indbyde)
møghakker skalt du rede til
og grebe med at bryde.
Her vil til både kost og skovl,
om I ting vel skal laves,
at skarnet skal fra dør og gavl,
bortføred og udhaves.
Ævred
Vi bruger i daglig tale ævred når man opgiver noget uigennemførligt. Men ordet var for 200 år siden letforståeligt for alle i by og på land.
At opgive ævred betød ligesom i middelalderen at slippe kvæget løs til eftergræsning på ævredet, det afhøstede område i rugvang og byvang og at nedlægge de hidtil så stærkt spærrede indhegninger af byens tre vange.
Ingen enkelt bonde eller købstadsmand kunne tillade sig at opgive ævred, selv om han blev færdig med sin indhøstning en rum tid før sine bysmænd. Han måtte pænt vente til bylavet som helhed havde vedtaget, at nu skulle ævred opgives.
Denne ævredstid fra kornhøstens afslutning til vinterens indtræden er slet og ret det vi kalder efterår. Ævredstiden var i det gamle land præget af en egen mæt lykkestemning.
Mon ikke disse rester påvirker os i dag, når vi på rette tidspunkt istemmer:
Nu falmer skoven ....
Men i vor lade på vor lo,
dér har vi nu Guds gaver,
dér virksomhed og velstand gro
i tøndemål af traver. Grundtvig.
Jørgen Frederiksen, Birkevej 9, 7830 Vinderup