Fra Hardsyssel Årbog 1915
SAGN VED BOVBJERGKYSTEN OM KONGENS SØN FRA ENGELLAND
Af Lærer K. LUND, Ejsing
Det er en Kendsgerning, at der ikke fortælles nær saa meget i hjemmene nu om Dage som forhen. Med den nye Tids lettere Adgang til Læsning og lettere Forbindelse med Omverdenen ved Jernbaner, Cykler og vel nu snart med Vinger, har man ikke Tid eller Lyst til at høre Kakkelovnskrogs-fortællinger. Man lever i Nutiden uden at bekymre sig stort om Fortiden. Er et Blad to Uger gammelt, regnes det ikke. For 50-100 Aar siden var det anderledes. Naar de lange Vinteraftener kom, var der gerne omkring i Bondehjemmene et Par Mørkningstimer, inden Lyset blev tændt, en Tid, der med Længsel imødesaas særlig af Børnene og de unge. Da blev de gamle plaget for at fortælle om gamle ,,Bedrowter", som de selv havde oplevet eller hørt af en Bedstefar eller -mor, og saa gik det løs med Emter, Eventyr og gamle Sagn om Trolde, Nisser, Forvarsler og Gengangere, eller ogsaa virkelig historiske Tildragelser, naturligvis ofte smykket med Fantasiens farverige Klædebon; men paa den Maade er jo sikkert alligevel adskillige virkelige Begivenheder overleveret fra Slægt til Slægt gennem Aarhundreder, saaledes at der trods alt dog inderst inde i disse Sagn og Myter findes en historisk Kærne, saa det dog maaske i nogen Maade kunde have Interesse at bevare dem for Efterverdenen, naar de gamle, der hverken kendte Bøger eller Aviser, men bevarede slige Fortællinger i deres rige Skatkammer - Hukommelsen - forlængst hviler under Mulde.
Blandt de mange Fortællinger, jeg som Barn lyttede til, var stedse Sagnet om ,,Kongens Søn fra Engelland" det, der gjorde dybest Indtryk paa mig, og det var med en vis Angst, men ogsaa en vis Nysgerrighed, jeg færdedes der, hvor ,,de 3 Drenge havde deres Gang".
Ifølge Folkevisen om ,,Kongens Søn fra Engelland" drog han efter at have taget rørende Afsked med sine Forældre ud for at hente sin Brud. Skibet var guldsmykket, Ankeret af Guld, Ankertovet af ,,Silke vævet", og desuden havde han en Kiste fuld af de kosteligste Skatte. Ved Midnatstid opkom en frygtelig Storm, og ,,Børen blæser Vesten ind for Danmark". Ankeret blev stukket ud, men Silketovet brast, og Skibet knustes mod Revlerne. Folkevisen lader Prinsen komme levende i Land, og kort efter kommer hans Kiste med de rige Skatte flydende. Da kom en ,,Kokkedreng" med nogle Svende, handlede ilde med Prinsen, tog hans Gods, men lod ham beholde Livet. (Det stedlige Sagn fortæller imidlertid, at han blev dræbt). Da er det, at Prinsen sukkede:
,,Krist bedre, jeg kom for Bovbjerg ind,
men var jeg kommen i Hr. Bugges Lehn,
saa havde mig røvet hverken Ridder eller Svend."
Nu er der jo blandt de lærde forskellige Meninger om, hvor Prinsen er strandet (se Sv. Grundtvig: Danske Folkeviser, III. Del, Nr.157), eftersom Prinsen ifølge flere Sagn skal have skænket Gods til forskellige Kirker, hvad der imidlertid slet ikke omhandles i Visen. Men Sagnet, der den Dag i Dag gaar ved Bovbjerg, lyder saaledes:
_________________________
I gamle Dage for mange Hundrede Aar siden strandede en engelsk Prins for Bovbjerg. Skibet søndersloges;
men Prinsen kom levende i Land tilligemed et Guldskrin med store Skatte i.
Da han imidlertid forkommen og elendig laa paa Stranden, kom 3 ,,Drenge" og slog ham ihjel, hvorpaa de begravede ham og Skatten i en Høj kaldet
,,Wormhyw" (Ormehoj)
ved den nordre Ende af Bovbjerg. Vedkommende Drabsmænd maa imidlertid ikke have faaet noget godt af deres
Ugerning; thi der fortælles, at Skatten endnu findes eller fandtes, da Højen forsvandt. En gammel
Fisker paa Stedet har saaledes fortalt mig som Barn, at han af og til som Dreng, naar han vogtede Kreaturer i Nærheden,
havde fundet en Guldmønt ved Højen, som han mente hidrørte fra Skatten. Det gaar her som saa
mange Steder, hvor en Udaad er øvet: Folkedommen eller Folkefantasien vil ikke lade slige Ugerningsmænd
faa Ro i Graven, og ofte gaar det saa, som den gamle Grønlænder sagde: ,,Naar den lange Nat kommer,
og kun Nordlyset kaster sit fantastiske Lys over Jorden, gaar Menneskeaanden sine forunderlige Veje!" Saaledes
ogsaa her, naar man f. Eks. en mørk, stormfuld Novembernat færdes ved Vesterhavet, mens Havets og
Bølgernes Buldren og tordenlignende Brag lyder, naar Sten, og Vragstykker tørner mod hinanden, saa
de i Forbindelse med Stormens Tuden og Hvinen i Marehalmens Top overdøver enhver anden Lyd, medens Millioner
af Infusionsdyr lyser i den skummende Brænding, ja da faar Fantasien Vinger, saa mange hører og ser
Ting, der næppe hører Virkeligheden til - Menneskeaanden ,,gaar sine forunderlige Veje!"
Saaledes fortælles her og er fortalt gennem Generationer: Naar Stormen raser, og ,,Børen blæser Vesten ind for Danmark", saa der er Udsigt til, at mangen stolt Sømand for sidste Gang skal lukke sit øje, da ser man ,,3 sorte Drenge" komme ud fra ,,Wormhyw" og gaa langs Stranden. Mange har set dem, og mange er Fortællingerne om dem. Naar man lader dem gaa i Fred, siges der, gør de ingen Fortræd; men en Gang gik det galt. En gammel Fisker, der tillige var en ihærdig ,,Stræner" var en Aften ved Havet, og saa da 3 Drenge, som det forekom ham bar paa noget; han troede da, det var noget Gods, de havde fundet, og raabte dem an; men det skulde han ikke have gjort, thi han blev saa fortumlet af dem, at han først kom hjem om Morgenen, og da havde han mistet Forstanden. Siden den Tid talte han ikke om andet end Vrag og de ,,tre sorte Drenge", som han dog Gang paa Gang paastod ikke var Drenge, men ,,store, stærke Karle".
_________________________
Saaledes lyder Sagnet, og det forekommer mig, at selve Fortællingen om Prinsen, som den lyder her, kan
have lige saa meget for sig som Gætværket om, at Prinsen, fordi han blev frelst, skulde have givet
en Kirke - der gættes paa Holstebro, Sale eller Stadil - Altertavle eller lignende. Der er jo en Mængde
Kirker, hvor der fortælles om, at en eller anden ,,skibbruden" - enten paa Søen eller Landjorden
- skal have skænket et eller andet, for at deres respektive Helgen skulde lade sin Naades Sol skinne over
dem igen, saa det er ikke let for ikke at sige umuligt at stedfæste saadanne Sagn.
Hvad jeg her har skrevet, har jeg hørt af en gammel Kone, der døde i 60-erne, 90 Aar gammel; hun havde kendt omtalte Fisker og hørt hans vanvittige Tale.
NOTER
1. Niels Bugge til Vosborg havde Strandret længer mod Syd. Tilbage
2. Sagnet om den strandede Kongesøn er hos Anders Vedel (1591) gaaet i Forbindelse
med et Sagn om Staby Kirke: ,,Men dette er endnu udi Mandeminde hos menige Mand, som
bor hos Bovebjerg, at der skulde i gammel Dage saadan en fyrstelig Person af Engelland lidt
Skibbrud og til en Amindelse prydet Staby Kirke med en forgyldt Tavle og et nyt Taarn etc."
Erik Pontoppidan standser i sit Danske Atlas over for den Kendsgerning, at der ikke er nogen
forgyldt Tavle i Staby Kirke, hvorfor han foreslaar: ,,kanske Sale eller Stadil Kirker." Af denne
,,lærde" Formodning er da det ,,Sagn" opstaaet, at Altertavlerne i Sale og Stadil Kirke er
Hovedgærde og Fodgærde af Prinsens Seng. Saaledes kan altsaa baade ,,historie og ,,Sagn"
lade sig fabrikere.
Tilbage
Allerede Vedels Form for Sagnet er vist en ,,Forbedring". Den gentages i en Indberetning fra Præsten i Staby 1638 med den Forandring, at Prinsen strandede i Nissum Sogn (ved Ovnbjerg), og at det er det bekendte, smukke, romanske Kor, han skulde have bygget. Men bagefter fortæller Præsten et andet Sagn om, at en fattig Dreng fra Staby var kommet til England og var bleven en rig Mand, som saa havde ladet det fine Stenhuggerarbejde udføre. Dette turde være det oprindelige Sagn om Staby Kirke. Om nogen Virkelighed skulde ligge bag Sagnet, der føres saa langt forud for Hr. Bugges Tider. Mærkelig nok er Staby Kirkes Korbuevæg der hvor Bygherrebilleder stundom anbringes forsynet med et Kongebillede, som tyder paa, at den oprindelig er en kongelig Kirke. Red.
3. Stedet kaldes endnu ,,Wormhyw", men selve Højen slugtes af Havet i første Halvdel af forrige Aarhundrede. Tilbage
4. Strandboerne i Almindelighed ansaa ikke Tilegnelse af ilanddrevet Gods for egentligt Tyveri. Naar man foreholdt dem det urigtige i at tilvende sig sligt, svaredes ofte: ,,Det er ingen sin", hvormed de mente, at det i Grunden var fælles Gods, som enhver havde Ret til at gøre sig tilgode med. Tilbage