En Provstedatters Erindringer fra Sevel Præstegaard.

 

Af P. K. Hofmansen 1967.

Afskrevet marts 2008 af Karen Lindholdt, Vinderup

 


 

Efterfølgende „Skizzer af jydsk Præstegårdsliv” er skrevet af Fru Kaptain Amalia Lange, der blev født i Holstebro 1/2 1851 som Datter af Sognepræst til Mejrup og Kateket i Holstebro Petrus Johannes Bøtcher og Hustru Antoinette Augusta Friis. Pastor Bøtcher, der i Tiden fra 1842 til 1847 havde været Kapellan hos sin Far, Sognepræst Hans Jacob Bøtcher i Sevel, blev sidstnævnte Aar kaldet til Mejrup Præsteembede, i hvilket han forblev til 1855, da han efter Faderens Død vendte tilbage til Sevel som Sognepræst og endnu samme Aar blev udnævnt til Provst for Hjerm-Ginding og Hammerum Herreders Provsti. Han havde 1848 giftet sig med Jomfru Antoinette Augusta Friis fra Viborg, der var Datter af afdøde Sognepræst Christian Michael Rottbøll Friis og Hustru Anne Margrethe Speitzer i Daugbjerg, hvor hun var født. I Holstebro fødtes Ægteparret Bøtchers 3 Døtre,

Marie Bøtcher, nævnte Amalia Bøtcher og Andrea Bøtcher, der efter Faderens Forflyttelse til Sevel kom til at tilbringe deres Barndom og Ungdom paa dette Sted. Medens Marie og Andrea Bøtcher alle Dage forblev ugifte, ægtede Amalia Bøtcher den 7/11 1878 i Sevel Kirke Kaptain ved 5. Liniebataillon i Odense Peter Henrik William Lange, der var f ødt i København 29/1 1835 som Søn af daværende Premierløjtnant, fra 1864 Generalmajor, Frantz Conrad Lange og Hustru Hanne Elisabeth Cathrine Fertig. Kaptain Lange havde som Ordonnansofficer deltaget i Krigen 1864 og i Tiden 1868-1873 gjort Tjeneste ved Generalstabens topografiske Afdeling, hvilken Tjeneste fortsattes ved denne Afdeling i Tiden 1875-1878. Det var under sit Trianguleringsarbejde paa Egnen, han stiftede Bekendtskab med Provstehjemmet i Sevel Præstegaard. I en efterladt Bryllupssang hedder det: „Kaptajnen gjør Besøg i Præstegaard, Hos Provsten og den milde Frue, Han staar for Døtrene - hans Hjærte slaar, Han føler Blodet staa i Lue. Hvor er hans Fasthed nu? - hvor er hans Mod? Han som saa sikkert stod paa mandig Fod. Amalia! Dit Øjepar! Har pludselig hans Mening rokket”. 

Provstedatterens og Kaptajnens Bryllup i Sevel 1878, hvori Brudgommens Far, Generalmajor Lange, samt General og Chef for 1. jydske Brigade Stephan Ankjær deltog som Forlovere, mindedes længe i Sognet og har sat sig Spor i Forfatterinden Marie Bregendahls ”Billeder af Sødalsfolkenes Liv”. Ægteparret fik sit Hjem i København, og efter forskellige Tjenester indenfor Hæren blev Kaptain Lange afskediget i Naade 1887. To Aar efter ramtes han af en alvorlig Sygdom, som forhindrede ham i at fortsætte sine Studier i Forbindelse med Udarbejdelsen af Generalstabens Historie, og som den 8/2 1891 gjorde Ende paa hans Liv. Hans Hustru overlevede ham til 19/10 1930, da hun døde i København. Med kortere Afbrydelser havde hun tilbragt Aarene 1855 -1878 hjemme i Sevel Præstegaard, og Erindringerne om sin Barndom og Ungdom paa dette Sted nedfældede hun i et Manuskript, der ifølge en Passus i samme maa være udarbejdet i Tiden 1884-1894. Efter hendes Død gik Manuskriptet i Arv til Søstrene Andrea og Marie Bøtcher, der henholdsvis døde i København 1933 og 1937, hvorefter det sammen med et andet Manuskript „Postkonens Historie”, der ogsaa var skrevet af Amalia Lange, og hvis Indhold ligeledes refererer sig til Sevel Sogn, kom i Udgiverens Besiddelse. I 1901 havde Fru Amalia Lange faaet trykt en lille Fortælling „Flinks Historie”, der præsenteredes som „En Virkelighedsskildring fra en jydsk Præstegaard”, og i 1920 og 1925 udkom henholdsvis „Et Blad af Armeniens Historie” og „Blandt armeniske Flygtninge”, der begge var skrevet som et Udslag af hendes varme Interesse for og Deltagelse i Sammenslutningen „Kvindelige Missions-Arbejdere”, som Søsteren Andrea Bøtcher havde været med til at stifte 1900.

„Skizzer af jydsk Præstegårdsliv” fremlægges nu med Fru Amalia Langes anvendte Ortografi i det med Blyant skrevne, kladdeagtige og ret utydelige Manuskript, som hun har efterladt sig, medens de vedføjede Noter til Teksten alle er udarbejdet af Udgiveren.

 

 Skizzer af jydsk Præstegårdsliv

Det var en råkold Decemberaften i Juletiden'), at jeg for noget over en Menneskealder siden kørte med mine Forældre og Søstre ned ad den lidt stejle Krobakke, hvor Kudsken altid måtte holde Hestene godt an og berolige dem med sit „Hou, hou”, for at de ikke skulde sætte i Løb med Vognen ind imellem de to hvide Stene, der markerede Indkørslen til Præstegården. (Vognen) satte med et lille Hop op på Gårdens Stenbro, der begyndte i Gårdsleddet imellem Lade- og Staldbygningen, og rullede så med tilbørlig Fart og Piskesmeld, hilset af Hundenes Gjøen, der blandede sig med Larmen af Hestehovenes Klapren og Hjulenes Rumlen over den ujevne Brolægning, op foran den blåmalede Gadedør, der bredte sig med sit ene, lave, glatte Stentrin midt på det lave hvidkalkede Våningshus. Jeg, der havde tilbragt det meste af de tre stive Timer, vi havde været undervejs fra Købstaden2), med at sove sødeligt inden den Bylt af Schawler, hvori jeg var fuldstændig forpuppet mod Vinterkulden, slog de søvndrukne Øjne op og kunde akkurat igennem en lille Sprække imellem Schawlernes Mangfoldighed se Lys bevæge sig bag de små firkantede Ruder og høre Avlskarlens3) klaprende Træsko ovre fra Stalddøren samt Låsens Knirken i Gadedøren, da den blev reven op, medens kendte glade Stemmer besvarede mine Forældres muntre Tilråb med et hjærteligt Velkommen, og „glædelig Jul, glædelig Jul” allerede gik som Fjederboldtraketter frem og tilbage imellem Vognen og den åbne Fløjdør, hvor man fra Mørket udenfor så Ansigterne tegne sig som Silhouetter mod de kalkede Vægge i den oplyste Forstue. „Nå, Gudskelov vi har Jer - vi har ventet Jer over en Time - bare Maskinen ikke er gået af Kog. Trine4), tag først Børnene - lad mig få Byldten, pas på Tasken der, det er skøre Varer - er I stivfrosne I Stakler - vi skal nok få Jer tøede op – Stine5), spring ind og læg et Par Tørv til i Kakkelovnen”, saaledes gik det i Mundene på hverandre med Afbrydelser af Kys og Favntag og små Latterudbrud over Rejsens Genvordigheder blandede med Beundringsudbrud over „de søde Børn”, der efterhånden, takket være hjælpende Hænder, krøb frem som små Sommerfugle af Pupperne, og som trods de af Rejsen forpjudskede Fjedre og de af Søvnen stive Øjne dog gjorde et mægtigt Indtryk på de kærlige Tanter, der med det for Tanter ejendommelige skarpe Blik altid kan opdage, at Børnene med 14 Dages Mellemrum var taget i den Grad til i åndelig og legemlig Vækst, at vi med denne ængstelige hurtige Udvikling allerede i Tolvårsalderen måtte tænkes at nå til i enhver Henseende at være mindst et Hoved højere end alt Folket.


Den omtalte Aften, da vi holdt vort Indtog i den kære, gamle Præstegård, der skulde være vort fremtidige Hjem, havde jeg imidlertid først nået den relativt høje Alder af knapt 5 År, medens min ældste Søster var 7 og den yngste 2 År gammel, og min åndelige Udvikling tillod mig derfor kun at modtage et højst uklart og i min Erindring efterhånden noget udvisket Billede af denne første Aften i Præstegården. Jeg husker kun den Følelse af Velvære, der betog min lille Person, da den befandt sig midt i den store hyggelige Dagligstue, hvor Kakkelovnsilden buldrede og lyste ud over det hvidskurede Gulv, skinnede på de blanke og fordybede Sømhoveder og de brede Revner imellem de ujevne slidte Brædder. En Duft af Røgelse ombølgede mig fra Bordet med den hvide Dug, hvor Themaskinen snurrede og sang som en Fårekylling ved Arnen. I Sofaen imellem Vinduernes røde, tæt sammentrukne Gardiner sad Onkel6) og Fader allerede og dampede af deres lange Piber, medens de gesticulerede og debatterede, og hver Gang Døren gik, der igennem en lille Mellemgang førte til Køkkenet, trængte ind i Stuen en liflig Stegelugt og Lyden af Brasen og Knitren derudefra. Fra Forhøjningen, hvor jeg sad, kunde jeg gennem Skyerne af Dampen og Emmen fra Skorstenen se Pigerne trippe ilsomt omkring i deres „Klamper” på Murstensgulvet, medens den blussende Skorstensild kastede et phantastisk Skær over deres røde ophedede Ansigter. Jeg husker også, at der var Vin på Bordet, og at jeg for første Gang lagde Mærke til dens smukke funklende Farve, når Lysene skinnede deri, ligeså at Døren stod åben ind til „Havestuen” med sine lyse Sirtses Betræk på de gammeldags stive Meubler, og at jeg fandt Omgivelserne meget storartede, da min Tilværelse hidtil var gledet hen indenfor en lille Købstadboligs snævre Vægge. Formoden(t)lig er jeg faldet i Søvn under det overvældende Indtryk af dette Festbillede, ti jeg mindes kun utydeligt, at Moder lagde mig til Hvile i en stor Himmelsæng bag hvide nystrøgne Omhæng, og at jeg knap formåede at bede mit Fade(r)vor tilende, førend jeg sov ind den første Nat i det nye Hjem, der skulde huse alle mine Barndoms- og Ungdomsminder.

Skønt mine allerførste Sevelindtryk således skriver sig fra denne Aften, var det dog ikke første Gang, jeg var i Præstegården. Min Slægt var allerede dengang knyttet til Egnen og Stædet med stærke Bånd, og for at man kan få den rigtige Forståelse af i hvor høj en Grad, den er fremgået af og sammenvokset med den jydske Jordbund, som jeg gærne gennem mine Skildringer vilde lære Folk at kende, vil jeg her give et kort Omrids af dens Historie.

Min Farfader7), hvis Stamtræ i lige Linie ikke kendes længere tilbage i Tiderne end til min Tipoldefar8), der var Degn på Ærø, og som ikke vides at kunne gøre berettiget Krav på en mere udførlig Interesse hos Efterslægten, medens derimod min Fader på mødrene Side stammer ned fra den behjærtede og højsindede norske Præstekone Anna Col(d)bjørnsen9), hvad vi Børn var grumme stolte af, var Søn af en Toldcontrolleurl0) i Viborg og kom, efter at have tilbragt 16 Aar som Huslærer i en Præstefamilie på Sjælland11), som ung begyndende Præst til Haderup, Nabosognet til Sevel og forøvrigt bekendt som Danmarks næststørste Sogn i Udstrækning. Dronninglund er det største på Grund af sine store Skovarealer. Haderup skylder derimod sine vidtstrakte Hedeørkener sin triste Berømmelse af at være det næste12). I det sidste halve Århundrede har Feldborg Plantage, takket være Hedeselskabets utrættelige Bestræbelser, bredt sig milevidt ud over Lyng og Sand og står nu som en alvorlig sejersbevidst Erobrer tryg og rolig i sin voksende Vælde, men med Erfaringer om, hvad hver Fodsbred Jord har kostet at indvinde af hvileløs Kamp mod Jordens Ahl, der bøjede Træets Rod og forhindrede det i at suge Næring, og Himlens Storme, der brusende fra Vest bøjede dets Krone og ubarmhjærtig sved dets unge Skud til Døde13).


 

Da min Bedstefader kom dertil, var der imidlertid ikke en Pind, der afbrød den sørgelige Hedeensomhed i mange Miles Omkreds, og Præstegårdshaven repræsenteredes af to forkrøblede, knudrede Egetræer, som Vestenvinden havde tvunget til at stå i Vinkel, så de dannede Skærm over en ensom Bænk, hvorfra man havde Udsigt over et Par frysende gamle Stikkelsbærbuske, et dødfødt Forsøg på en lille Blomsterrabat i det ene Hjørne og nogle Bede med Gulerødder og Kål, hvor Sandet var den mest fremherskende Bestanddel, og hvor Lyngen var så næsvis at stikke sine røde Klokker op midt i Havens Bede og Gange. Gården selv var et værdigt Sidestykke til Haven med sine faldefærdige Bindingsværksbygninger og sine mosgroede Stråtage, i hvilken Vinden så jævnligt rev store Huller, så de bare Lægter kom tilsyne, og selv Våningshuset var så usselt, at det allerede i min Bedstefaders Tid og selv efter den Tids Fordringer afgav en meget ringe Bolig, hvor der var så lavt til Loftet, at en nogenlunde velvoksen Mand nåede Bjælken med sit Hoved14). Dog trøstede han sig altid med, at Haderup var i Besiddelse af de tre vigtigste Fornødenheder for et sundt Liv, frisk Luft, godt Brød og dejlig klart Kildevand, så han tilbragte nogle lykkelige År her med sin unge Hustru, og her blev min Fader født15). Han var dog ikke mere end 1½ År gammel, da Bedstefader forflyttedes til det nærliggende Kobberup og Feldingbjerg, der, om det end har en lidt venligere Beliggenhed, dog i høj Grad deler hele denne Egns Særpræg af Hedenaturens strænge - stundom barske - Skønhed. Her voksede han op og legede med sin yngre Søster16) og Broder17) nede ved den store Dam18), her gik han i Marken med den gamle Avlskarl Per Højslevl9) og lyttede til, (når denne) fortalte hans Historier om, hvorledes han i sin Barndom ofte havde stillet sin Sult på de vildtvoksende Svampe på Marken, som han lærte at kende så godt som nogen Botaniker, og om hvorledes han nu med Årene var bleven så dygtig i Madlavning, at han, når Maren ikke var hjemme (han var Husmand, og Maren var hans Kone), selv kunde lave sin Middagsmad - nota bene, når den bestod af Spegeflæsk og Tykmælk, og her endelig tyggede Fader sin første latinske Grammatik oppe i Bedstefaders Studereværelse; denne var en stræng Lærer, og der vankede ikke så sjelden Knubs, både ved Lectierne og Violinspillet, men Fader var en opvakt og lærelysten Dræng, der gjorde sin Lærer Ære, da han trådte ind i Viborg lærde Skole i en Alder af 14½ År20). Her oplevede han som de fleste andre Skoledrænge mange fornøjelige og mindeværdige Tildragelser, som han senere i Livet ofte gengav med stor Humor til megen Glæde for os og andre unge Tilhørere, der endnu befandt sig under Skolelivets Tvang og mente som enhver opvoksende Slægt, „at det måtte have været anderledes morsomt i Onkels Tid”, indtil de selv er blevet „Onkel” og begejstrer en yngre Slægt med Fortællinger fra deres Skoletid. Iblandt Kammeraterne sluttede han sig nærmest til sine fremtidige Svogre, Friiserne fra Daugbjerg Præstegård21), Richter22), der senere blev Overlærer ved Holstebro Realskole, og med sin Hustru var vore sikre og kærkomne Feriegæster i den lange årrække i Sevel, og endelig til S. Ankjær, den senere commanderende General over Jylland og Fyn, hvis trofaste Venskab skulde blive os af stedse mere uskatterlig Værdi i Årenes Løb23). Dette Venskab fik dog først sin sikre Grundvold i Studenterdagene i København. De havde begge taget Attestats med bædste Character, og da Generalen dengang studerede Theologie ligesom Fader, faldt det naturligt, at de sluttede sig nærmere sammen og havde fælles Bopæl. Vilkårene var tarvelige i begges Hjem, og det kneb derfor ofte på de nødvendige Subsistensmidler; stor var Glæden da, når der indtraf en Sending hjemme fra Præstegården med „tør Kost”, såsom Pølser, røget Fårelår og Sødmælksost, men ofte kunde det hænde, at Forrådet slap for tidligt op, og de ikke vidste, hvor Aftensmåltidet skulde komme fra; så var Fader ubarmhjærtig nok til at lade sin Ven i Stikken og „gøre Visit” på Vajsenhusapotheket, hvor han altid blev vel modtaget hos hans Faders gamle Venner24), og hvor der altid var „godt at være”. Ofte måtte de to Studenter selv ud at gøre deres tarvelige Indkøb, og en Aften stod netop særlig levende i deres Erindring. Da de ved Hjemkomsten fandt, at Smørret, som de havde købt i en nærliggende Kælder, dog var „vel galt” selv for mindre velhavende Studenters just ikke forvænte Ganer, og Ankjær, der var det mest coleriske Temperament, bandte på, at Madammen havde snydt dem og skulde blive nødt til at tage Smørret igen, stormede han, fulgt af Fader, der ikke havde fået Tid til at ombytte sine Morgensko med Støvler, af sted til Kælderen, medens Fader holdt sig udenfor for at se, hvorledes Historien spændte af. Ankjær foreholdt hende først meget høfligt det beklagelige i Fejltagelsen med det slette Smør, men da hun begyndte at bruge Mund og tilsidst tilkaldte en mindre appetitlig udseende Sjover som Smagsdommer, blev Ankjær så rasende, at Madammen, inden hun vidste et Ord af det, havde fået Smørret lige i Ansigtet, medens Ankjær tog Flugten efterfulgt af Sjoveren. Aldeles betuttet af den uventede Hurtighed, hvormed Scenen i Kælderen havde udviklet sig, satte Fader også i Løb, men faldt takket være Morgenskoene i det slibrige Føre og stak uheldigvis Benet ind ad en Kælderrude. Nu stimlede Folk sammen, en Vægter kom til, og da han fik Øje på Fader, der imidlertid var kommen på Benene og lod som ingenting, henvendte han sig, som naturligt var, til det nette unge Menneske for om muligt at få Oplysninger om Gerningsmanden, men Fader vidste desværre ikke andet, end at han havde set en Person forsvinde om Hjørnet til Gaden derhenne, og medens Sværmen løb efter „Personen”, forsvandt Fader hurtigst muligt ind ad sin Gadedør, og snart sad han og Ankjær i Sofaen sammen og fik sig en befriende Latter ved Tanken om de skæbnesvangre Følger, som det ulykkelige Smør nær kunde have draget efter sig, men Brødet måtte de spise bart til Theen den Aften. På Grund af sine knappe Kår måtte Ankjær efter at have taget Philosophikum tage ud som Huslærer, og så mærkeligt føjede Skæbnen det, at han blev Lærer for den nuværende Krigsminister, hvis Fader ejede Thorupgård ved Viborg. Lige lidt anede den beskedne Huslærer og den blege alvorlige Dræng, hvilken militair Fremtid fuld af Glans og Hæder, der ventede dem, men da Ankjær vendte tilbage til København for at genoptage sine Studier, forknyt ved Tanken om de lange Udsigter, der vilde være for ham til at få noget Præstekald, rådede en af hans Venner ham til på Grund af hans særlige Anlæg for Mathematik at opgive Theologien og gå ind på den nyoprettede Højskole for Officerer, hvilken Vej der i det givne Øjeblik syntes at have gode Chancer. Ankjær fulgte Rådet, meldte sig næste Dag ind på Højskolen, og denne hans forandrede Livsplan fjærnede hans og Faders Veje fra hinanden, så det varede en lang Årrække, inden Vennerne atter mødtes og knyttede Ungdomsvenskabet påny.


 

Efter endt Embedseksamen blev Fader personnel Capellan hos Bedstefader, der imidlertid var bleven forflyttet til Sevel, hvor hans Syn i de senere Ar var aftaget i en sådan Grad, at han næsten var blind, og nogle År før sin Død mistede han ganske Synet. Mærkværdigt var det at se med hvilken Sjælskraft, den gamle Mand bar denne Prøvelse. Han var altid glad og langt mildere og lettere at omgåes end i tidligere Tid, og når de andre af Husets Beboere forlængst var gået i Sæng, gik han op og ned ad Gulvet i Dagligstuen og sang sine Psalmer. „For mig er det aldrig Nat”, sagde han, „og her, hvor jeg ved, hvor hver Stol og hvert Meubel står, går jeg ligeså sikkert, som hvis jeg kunde se”. Hans Hustru25) døde kort efter, at Fader var bleven Capellan. Denne sørgede heftigt over sin fromme Moders Død, men trøstede sig dog snart efter ved sin „Rebecca”, idet han forlovede sig med den yngste Datter i Daugbjerg Præstegård. Min Moder var af Friis'ernes Slægt med de tre sorte Egern i Våbnet, og endnu i det nulevende Slægtled kan man genfinde den samme Ansigtstype som på Portraiterne af de ældste Stamfædre, den høje Pande, den fint bøjede skarpe Næse med de bevægelige Næsebor og de smalle tætsluttende Læber26); dog lignede Moder måske nok så meget sin Moders Slægt, de Speitzere fra Sindinggård27). Meget smuk skal hun have været i sin Ungdom, men det var af den zarte fine Skønhed, der taber sin Friskhed igennem en Moders og Husmoders tidt svære og anstrængende Liv, så min Moders Ansigt står aldrig for min Barneerindring som „ungt”, medens hun derimod endnu er en smuk gammel Kone med ungdommeligt Liv i Væsen og Tankesæt. I 8'te Ar var mine Forældre forlovede, da blev Fader udnævnt til Cateket i Holstebro, og Brylluppet stod 184828), just som hele Landet var opfyldt af den udbrudte Krig, og ingen havde Tid eller Ro til at tænke på Brudefærd, så Moder belavede sig på at drage alene fra sit Hjem i Viborg, hvor hendes Moder dengang boede som Enke, til Sevel, hvor Brylluppet skulde holdes af Hensyn til den gamle blinde Fader. Ingen turde vove at lade sine Heste og sin Vogn foretage længere Toure igennem Landet af Frygt for Tydskerne, så Moder kunde aldrig glemme, hvor glad bevæget hun var blevet ved Dagen før sin Afrejse at se sin Svoger og Søster, Præsteparret fra Aggersborg29) på den anden Side Limfjorden komme kørende for at følge med hende til hendes Bryllup.

I et omtrent tomt Hus i den lille Cateketbolig opslog da de nygifte deres Bo. Meublerne kom ikke fra København før længe efter på Grund af de urolige Tider, men man havde heller ikke Tid at tænke meget på sig selv for de Begivenheder, der Slag i Slag afløste hverandre. Det var Frihedens Tid, der brød frem, og Fader var med sit livlige Temperament blandt de forreste og blev i Kraft af sin Intelligens og sin ejendommelige Evne til at vinde de jevnere Samfundslags Kærlighed og Tillid snart en af de politiske Førere for den lille Bys Borgere30). Han sluttede sig særligt til den unge Districtslæge Gleerup3l), blandt hvis Pigebørn vi senere vandt jævnaldrende Veninder, med hvem vi har en Del af vore gladeste Barndoms- og Ungdomsminder fælles, og i hvis Hus vi altid senere som Gæster fra Sevel Præstegård blev modtagne med jublende Glæde af de Unge og med åbne Hjærter af de Gamle, så det blev os som et andet Hjem igennem Årene.

Selvfølgelig er mine Erindringer fra mine 4 første Leveår i den lille Købstad ikke mange eller klare. En af de større Begivenheder, som indtraf mod Slutningen af vort Ophold der, var, at min ældste Søster og jeg frekventerede et Dansekursus for Børn. Egen(t)lig havde jeg jo ikke nået en dertil passende Alder, men Moder mente, at det var hyggeligt for de to små Søstre at følges ad der, som vi i det hele taget altid sås Hånd i Hånd overalt, og at der vel nok kunde hænge lidt ved af den ydre Politur og Anstand, selv om man kun var fire Ar. Det viste sig da også, at hun ikke havde taget Fejl i denne Anskuelse, ti jeg var snart den gamle Danselærers erklærede Yndling på Grund af den store Samvittighedsfuldhed og Alvor, hvormed jeg udførte alle „Positionerne”, stod på Tåspidsen, drejede rundt tilhøjre og tilvenstre o. s. v., hvad der naturligvis klædte min lille buttede Person pudsigt. En lille jævnaldrende Dræng, med hvem jeg som Regel blev parret sammen i Dansen, var ikke så heldig at vinde den strænge Lærer i samme Grad, og jeg følte mig meget ubehagelig berørt ved at se Danselæreren Hr. Bay32) gnidende på sin Violin stadigt følgende efter os i Dansen for at have sin særlige Opmærksomhed henvendt på min Cavalirs Forsyndelser mod Dansereglerne. Det endte da gærne med, at han blev regaleret med et Ørefigen, der bragte ham til at rulle langt hen ad Gulvet, medens hans ulykkelige lille Dame stod ganske flou alene tilbage midt i Salen. Men selv mine Begunstigelser fremfor de andre Børn kunde undertiden genere mig. Jeg husker således, at jeg en Aften som Udmærkelse for mine nydelige Menuettrin fik Lov til selv at udkåre mig den Cavalir, jeg allerhelst vilde danse med. Jeg havde desværre i Stilhed forelsket mig i en af de allerstørste Drænge, uden at denne havde mindste Anelse om, hvilke Følelser han indgød mit unge Hjærte, og da jeg aldrig har været af disse lykkelige, der straks behersker den givne Situation, begyndte jeg med Hjærtebanken at søge hele Salen igennem for at finde min udkårede Ridder. Dette må formoden(t)lig have taget længere Tid end strængt nødvendigt, ti pludseligt bliver jeg standset i min grundige Søgen ved Danselærerens Tilråb: „Men hvad i Alverden går min Kæreste No 1 der og sjokker efter?”, og så lidt var jeg vant til det mindste bebrejdende Ord, at jeg i min højst befippede Tilstand foer lige hen og nejede for den mest klodsede og grimmeste af alle de store Drænge, og det kan nok være, at jeg blev frygtelig drillet med, at jeg havde været så længe om at finde Niels Iversen33) med hans ildrøde Paryk, der dog skinnede tilstrækkeligt igennem hele Salen. I min pinlige Forlegenhed betroede jeg en af de større Piger, hvorledes Sagen forholdt sig, men da hun var troløs nok til straks i min Nærværelse at fortælle mit Hjærtes Genstand, at jeg sværmede for ham, blev det først rent galt, og hver Gang han siden nærmede sig, løb jeg langt bort og ønskede, at jeg kunde have skjult mig i et Musehul af Skamfuldhed over, at han kendte mit unge Hjærtes Hemmelighed.

Jeg husker også, at den gamle blinde Bedstefader undertiden kom til Byen og besøgte os. Fader gik da op til Posthuset for at modtage ham, når han steg ud af Diligencen, men ved Vinduet hjemme havde vi Børn allerede stået og ventet i glad Spænding på det Øjeblik, da Diligencen rullede forbi, ti Bedstefader havde altid på Fornemmelsen, når de nåede Kateketboligen, så nikkede og vinkede han ud af Ruden, og vi råbte jublende: „Goddag, Bedstefader!” Han, der havde været en meget stræng Fader imod sine egne Børn, elskede os ømt og kunde aldrig tåle, at vi fik Skænd. En Dag ved Middagsbordet, da jeg således vægrede mig ved at spise det mørke Skind af en Rødspætte, irettesatte Moder mig, og da det ikke hjalp, sagde hun: „Så læs din Bordbøn og gå fra Bordet, mit Barn, ti når du ikke kan spise din Fisk, kan du jo heller ingen Sødsuppe spise”, skønt Sødsuppe var min Livret. Jeg adlød naturligvis, foldede mine Hænder og sagde, som jeg plejede: „Gud ske Lov og Tak for Mad”, hvorefter jeg mismodigt satte mig hen på min Skammel. Min Bedstefader, der vidste, at den lille Stivnakke gik sulten fra Bordet, havde Øjnene fulde af Tårer og bad for Synderen for denne ene Gang. Med den største Tålmodighed tog han Del i vore barnlige Lege og fandt sig i, at vi satte ham som Hest hen i en eller anden Krog med Pålæg om, at han skulde blive stående i Stalden, til vi hentede ham, og da Fader en Dag fandt ham således stående i Forstuen og sagde: „Men, kære Fader, hvorfor står du dog herude?” sagde han, (idet) det atter var mig, der var Synderen: „Amalia har sat mig herud som Hest, og jeg nænnede ikke at gå herfra, før hun hentede mig, men hun har vist rent glemt mig”. Han døde af Apopleksi. En Aften i April Måned havde han hjemme i Præstegården spist til Aften sammen med Capellanen, der var en Søstersøn af ham og gift med hans Datter34). Han havde været oprømt og munter som sædvanligt og gik ind i sit Soveværelse for at hente noget. Da det varede længe, inden han kom igen, vilde Capellanen se efter ham, men kunde ikke få Døren op. Han var falden bevidstløs om indenfor den og døde kort efter, at man havde bragt ham tilsængs35). Der var jo straks gået Ilbud efter Lægen, men der var 3 Mil til den nærmeste By. Fader og Moder var just i Selskab hos Doctor Gleerups, da Vognen holdt for Døren. Fader og Doctoren tog straks afsted, men kom som sagt for sent. Moder fulgte efter så snart som muligt med os Børn, og jeg så Bedstefader ligge i sin Kiste i den lange, sorte Præstekjole med Fløjelskalotten på de hvide Hår, Øjnene lukkede og Hænderne foldede over Brystet. Jeg syntes, det var så naturligt, at han lå og sov der for først at vågne op i Himlen, og Døden gjorde intet uhyggeligt Indtryk på min Barnesjæl. Men Begravelsesdagen blev min Søster og jeg tidligt om Morgenen sendt ned til den nærliggende Proprietairgård36), og da vi herfra siddende ved Vinduet hørte Kirkeklokkerne begynde at ringe og sende deres vemodige Toner igennem den klare Forårsluft ned til vore lyttende Øren, så forstod vi dunkelt, hvad det vilde sige - at det var Dødsklokkerne, der tonede over den kære gamle Bedstefader, og vi hulkede om Kap og syntes, det var grusomt af Fader og Moder at sende os bort, for at vi ikke skulde se, hvad man gjorde med den rare, døde Bedstefader. Det måtte sikkert være noget slemt, for Fader og Moder havde begge set så bedrøvede og forgrædte ud om Morgenen, og de havde dog sagt til os, da han var død, at vi skulde ikke græde, men være glade over, at Bedstefader nu var i Himlen hos Gud og alle Englene og nu havde fået sit Syn igen og kunde se os allesammen hernede.

Fader søgte nu det ledige Embede, skønt det egen(t)lig var større, end at han i sin unge Alder kunde håbe at få det. Hans Provst37) havde imidlertid fattet megen Godhed og Interesse for ham og constituerede ham som Provst, hvergang han selv lå inde i Rigsdagen. Da han nu just selv var kaldet til et større Embede, foreslog han Fader til sin Eftermand som Provst, og man fandt det da rimeligt at give ham et godt Embede, hvor han kunde føle sig tilfreds i en længere Årrække, samtidig med at man opfyldte Menighedens Ønske om at få deres gamle Præsts Søn til Sjælesørger. Således gik det da til, at Bladene samtidigt bragte Faders Udnævnelse til Præst i Sevel og Provst for Hjerm, Ginding og Hammerum Herreder38), og da man troede at fornøje min Søster Marie39) med at læse denne lange Udnævnelse op for hende, brød hun i Stedet for ud i Gråd, og i fuldstændig Misforståelse af den ualmindelig heldige Situation hulkede hun: „Skal Fader nu også prædike i Hammerum Herred?” Det var således af min Faders Søster, „Tante Lise”, og hendes Mand, at vi blev modtagne, da vi som den nye Præstefamilie drog ind i Sevel Præstegård hin Decemberaften 185640). Kort efter blev min Onkel Kuhlman Hjælpepræst i Grimstrup, hvor han drog ned med sin Hustru, medens vi indstallerede os i Præstegården, som Fader overtog med dens Creaturbesætning og Inventarium efter sin Fader.

Præstegården4l) bestod af fire lange, lave Længer, af hvilke kun Laden og Kostalden var sammenbyggede. Efter gammel Skik havde man bygget på det ujevne Jordsmon, lige som det bædst kunde falde, og Laden, der var den sydligste, så ud, som den var sunken i Knæ på Midten. Imellem den og Hestestalden, der med sine røde Mursten dannede en Modsætning til de andre hvidkalkede Udhuse, der bestod af Ler og Bindingsværk, var Indkørslen eller Gårdsledet, og lige overfor Laden lå det lange, hvide Våningshus med de små blåmalede Vinduer, i hvilke Ruderne var forbrændte af Solen, (med) den brede Indgangsdør på Midten og i den østre Ende Bryggersdøren, hvis øverste Del dannede en Luge til at åbnes og lukkes efter Behag, når den nederste Dør var lukket. Når man trådte ind ad Gadedøren, stod man i en lang, bred Corridor, ved hvis ene Ende Faders Contoir lå, og ved hvis anden Ende en Dør førte ind til den store Dagligstue med sit Bjælkeloft og sine fire Vinduer, to til hver Side, så man havde Udsigt både til Gård og Have. Imellem de to Døre, der førte ind til Soveværelset og ud til den før omtalte Køkkengang, stod den gammeldags Bilæggerovn på sine høje Ben med et stort åbent Rum i Midten, hvor Tallerkener og Fade kunde holdes varme. I Kakkelovnsdøren var anbragt en Låge, der kunde åbnes og lukkes som Ventil, og herigennem kunde man da ret se Ildens knitrende, flammende Leg med Tørvene, som den grådigt fortærede. Ofte har jeg siddet foran den i Mørkningen og lyttet til dens lystige Buldren og Bragen, medens jeg fortabte mig i Beskuelsen af de phantastiske Skikkelser, der formedes, funklede og atter svandt for at give Plads for andre inde i det flammende Bål. Under Vinduerne til Gården stod to Forhøjninger, og på den ene af disse Moders Sybord og Stol, medens den anden, der var indrettet med Skuffer i, var overladt os Børn til fri Afbenyttelse med vort Legetøj. Imellem Vinduerne ud til Haven stod Sofaen med det runde Bord foran. Fra Dagligstuen førte en Dør til Havestuen, der var udstyret med de bedste Meubler og Tæpper, og som kun blev opvarmet om Søndagen, og når der kom Fremmede. Dagligstuen derimod tjente også som Spisestue, og Morgentheen og Kaffen serveredes da for det meste på det brunmalede Klapbord imellem Vinduerne ud mod Gården.

Fra de åbne Havedøre gik man dengang ned igennem en Bøgeallé, der førte til et Lysthus under to høje, kraftige Bøgetræer, Havens Pryd og Stolthed, ti også her rasede Vestenvinden i sin Vælde og bøjede alle Træernes Kroner mod Øst, og om det så var de to stolte Bøge, så var de som klippede foroven med en Sax i en skarp, skrå Linie fra Vest opad mod Øst. Af Frugttræer ejede Haven kun nogle enkelte, der allerede var gamle og efterhånden gik ud, og de unge, som min Fader lod plante, blev aldrig ret til noget. De overskyggedes for meget af de kraftige, gamle Løvtræer, og navnlig havde Fader altid et stort majestætisk Asketræ mistænkt for at suge hele Jordbundens Kraft fra Frugttræer og Buske, men vi bad altid enstemmigt for dets Liv, det syntes os Synd på disse så barske Egne at ofre Løvtræerne for at skaffe sig lidt Frugt, som man dog kunde få alligevel ved Indkøb fra bedre stillede Frugtegne. Hele Havens Udstrækning beløb sig næppe til mere end en Td. Land, da dens naturlige Beliggenhed kun muliggjorde en Udvidelse mod Øst, hvor Fader som practisk Landmand ikke vilde ofre Engene til Havebrug, men fra Bænken under de store Elmetræer havde man den skønneste Udsigt ned over Enge og Marker med Gårde og Huse spredt over det bølgeformige Terrain mellem Kæmpehøje og levende Hegn, med de tre Søer42), der som et glimtende Perlebånd slyngede sig ind imellem Bakkerne og på den anden Side begrænsedes af det mørke lyngklædte Højland, der fortonede sig blåligt mod Horizonten. Det mørkegrønne Egepurl, der dækkede det på lange Strækninger, gav det i Frastand Udseende af endnu at være beklædt med store, tause Skove som fordum, og de gule Sandveje skinnede frem som lysende Spor, der førte ind i det ubekendte Fjærne, hvor Øjet tabte dem af Syne mellem Bakketoppene, men hvor talrige hvide Kirketårne, snart nærmere, snart fjernere, som små lysende Prikker betegnede Stæderne, hvor de fattige Hedelandsbyer flokkede deres lave Stråtage om deres gamle ærværdige Guds Hus. Næsten alle Landsbykirkerne på disse Egne havde høje anselige Tårne, kun ganske enkeltvis træffer man en kullet Kirke. Nord for Haven lå i et Bøsseskuds Afstand det store Præstegårdskrat, der med (sine) åbne, grønklædte Engstrækninger imellem væsentlig bestod af Hassel, Elm og Eg med en yppig Skovbund af Bregner, Blåbær, Enebær, Lilieconvaller og Anemoner, og med lignende Kratstrækninger, mindre og større, var alle de omliggende Marker bestrøet i meget vid Omkreds, så man kunde have troet sig hensat i en dejlig Skovegn, når man fra Udkanten af Præstegårdskrattet så sig omgivet af Skov til alle Sider, hvis ikke Stammerne havde været så lave og Kronerne så forkrøblede, hvis ikke det forvitrede Egepurl med Porsen og Enebærrisene iblandt havde vidnet om en Herlighed, som havde været i henfarne Tider, men hvoraf nu kun en svag Rest stod tilbage, bevarende i sit Forfald den maleriske, betagende Skønhed, der altid hviler over Ruiner af fordums Storhed.

Og så Dig, Du gamle ærværdige Kirke43), med Dit brede, hvide Tårn hvilende på sin Granitsokkel, hævende Dig højt over Landsbyens Tage og Træer oppe på Bakken med den venlige, løvomsuste Kirkegård om Din Fod. Fra hvilken Kant man end kom til Landsbyen, så sendte Du en den første Hilsen fra det Fjærne, når man kom kørende igennem de vidtstrakte øde Heder, der på alle Sider omgav denne lille fortryllende Plet og smilende Oase, når Hjulene knirkende og knagende skar igennem de tunge Sandveje, og Hestene mødige og trætte sled i det ringlende Seletøj, medens Hovederne nikkede i Tact med Hovenes langsomme Skridtgang, når Vognens Passagerer, trætte og ømme i Lemmerne af den umagelige tvungne Stilling under den lange Stillesidden og søvnige af Vognens skuntende Skumplen og Støden, omsider nikkede om Kap med de ludende Hestehoveder, - da – ved en Omdrejning af Vejen, eller når Bakketoppen histhenne var nået, steg Du pludselig frem for Blikket - langt forude tonende frem mod den blå Himmel, og når Fader da vendte sig om på Sædet (han kørte gærne selv Hestene) og sagde: „Så Børn, nu kan vi se Sevel Kirke!”, så var det, som om al Søvn og Træthed svandt ved at se Hjemmet vinke i det Fjærne, og selv Hestene spidsede

Ørene, vrinskede og satte i med ny Fart, for de to Røde var lige så kloge som Mennesker og kendte nøje hver Vej og Sti, der førte til Familiens forskellige Omgangsvenner - skulde de så ikke kende Sevel Kirke og vide, at i Nærheden af den ventede den lune Præstegårds Stald og det gode Foder, de havde fortjent efter Rejsens Besværligheder.

Hvor ofte vi end således i de mange Ar vendte hjem og så Kirken først dukke frem i det Fjærne - aldrig undlod det skønne Syn at udøve sin Virkning, og der var gærne en eller anden, der uvilkårlig udbrød: „Nej, hvor skønt det dog er idag - se hvilken Belysning - så smukt er dog intet andet Sted i Verden!” Og endnu den Dag idag synes jeg næsten, at intet Sted i Verden er så smukt, hvergang jeg ser Sevel Kirke stige frem for min Tanke som et Fata Morgana over den mørke Hede. Med sine Fløje glimtende i den rene Luft lå den højt på Bakken i majestætisk, drømmende Ro, skuende vidt ud over Landskabet med sine fire Glamhuller, gennem hvis Åbning den malmfulde store Klokke sendte sine dybe vemodige Toner ud over Egnen for at hilse Guds Sol ved dens Opgang eller Nedgang, og altid lød de, som om de kaldte: Komme til mig alle I, som ere trætte og besværede - komme - komme!

Om dens Fod den venlige Landsby med sine mange Haver og grønne Hegn, frugtbare Agre og bølgende Kornmarker ind imellem de toppede Kæmpehøje og det stærkt bakkede Terrain, der på sine Steder tegner sig i dristige, maleriske Conturer mod Horizonten, medens dybt nede mellem de mørke Lyngskrænter Flyndersøens Vand bugter sig som en bred Flod, der synes at fortsætte i dens Afløb, Hellesø og Stubbergårdssø44), og hist nede på den høje Pynt, der skyder sig ud omgivet af Ladegårdssøens dybe blå Vande, hæver sig den gamle, hvide Klosterbygning, den sidste Rest af Stubbergårds Nonnekloster45). Endnu kort forinden vi flyttede til Sevel, havde den været beboet af Ejeren, men da den lå langt fra alle andre menneskelige Boliger, næsten utilgængelig ad de sandede, ensporede Markveje og dertil havde en uheldig Beliggenhed for Gårdens Drift, byggede Ejeren „den ny Gård” inde i Hulvejen en Fjerdingvej længere op mod Landsbyen, hvor den kom til at ligge umiddelbart ved den mest fortryllende lille Skovkløft46), man kunde tænke sig, forbausende enhver Fremmed, man førte ind under dens Løvtag, og i den senere Tid, da Communicationsmidlerne tillod Folk fra fjernere Egne at gøre Bekendtskab med denne lille, forunderlig yndige Plet af vestjydsk Skovnatur, berømt for sin ejendommelige Vegetation, sin ypperlige Skovbund og sine maleriske Formationer.

„Den gamle Gård” eller „Gammelgården” stod så nogle Aar endnu, trodsende Tidens Tand med sine tykke Klostermure. Et Par af Gårdens Folk boede der og røgtede Creaturerne. I den hvælvede Kryptkirke var Mælkestue og Forrådskælder, og endnu tog man derned fra ny Stubbergård og bagte Brød i den store Ovn, da man manglede en sådan i det nye uanselige Våningshus, der fra Begyndelsen af havde været opført til Kostald. Det varede dog ikke længe, før man fandt denne Ordning for ubekvem. Man arrangerede sig på at kunne undvære „Gammelgården”, og omsider lod Ejeren den nedrive. Klostermurene gjorde Modstand. Man havde ondt ved at få Bugt med dem, men hvad Tidens Tand ikke havde formået at besejre, det besejrede den nye Tids Radicalisme. De tykke Mure sank i Grus. Det gamle Klosterarchiv spredtes bogstaveligt for alle Vinde og fløj over Markerne med det sidste Pust fra Middelalderens Poesi, og Kælderen stak sine nøgne Hvælvinger op over den sorte Jord. En senere Ejer var så medlidende at lade mure et Skur op over dem for at bevare dem mod Forfald, og således ligger Klosterruinen nu den Dag idag som et melankolsk Gravmæle over det gamle Stubberkloster med sine syv Gange syv Herligheder47). Et fattigt Skur mellem gamle, knudrede Ege- og Piletræer, der dypper deres hængende Grene i Søens Vande og nikker over til Egepurlet på de høje Hedeskrænter på Søens anden Bred, som vilde de sige: Husker Du - husker Du -.


 

Gården (altsaa Præstegaardens) Creaturbesætning bestod af 3 Par Køreheste, et Par Trækstude og 12 Malkekøer, foruden hvad der blev opdrættet af Ungkvæg og Heste, dels til Salg og dels til Fornyelse af Besætningen, efterhånden som Dyrene gik af „på Grund af Alder". Hertil kom en temmelig stor Fåreflok og endelig Moders Hønse- og Andeflokke, der altid var Fader en Torn i Øjet, imedens de åd hans gode, kostbare Korn, men som han sluttede Forlig med, når de mødte på Middagsbordet i Form af Ande- og Kyllingesteg eller afgav de nødvendige Æg til hans Livret, Æggekage med Flæsk.

Om Vinteren holdtes der af Tjænestefolk kun 2 Piger, 2 Karle og den gamle Røgter, men når Markarbejdet begyndte om Foråret, udvidedes Besætningen og kunde i Høstens Tid stige til det dobbelte. Fader, der takket være sin Opvækst på Landet var et Stykke af en Landmand, interesserede sig levende for Gårdens Drift og kunde føle sig stolt som en lille Konge, når han gik ud i Marken og så sine tre drivende Plouge eller sin lille Arbejdshær i Høsten, når Karlene gik på Rad og førte de blinkende Leer med taktfaste Tag, medens Pigerne fulgte efter og bandt det gule Korn i Neg. Lykkeligst følte han sig dog som Jorddrot, når han sad omgivet af sin Familie på Bænken udenfor Gårddøren en Sommeraften og hørte Pigerne synge de gamle vemodige Folkeviser, imedens de malkede Køerne nede foran Laden, eller han så alle Karlene på Rad komme ud af Stalddøren for at begive sig ind til Nadvergrøden. Intet Sted træffer man Rangforordningen strængere opretholdt end blandt Bønderne. Ligeså medfødt det er dem at kunne orientere sig overfor Verdenshjørnene, lige så sikkert ved de altid at finde den Plads, der tilkommer dem blandt deres Omgivelser, hverken for højt eller for lavt, og der er uendelig mange Trin på den Stige, så fint nuancerede, at enhver anden end en Bonde vilde snuble og gribe fejl, der hvor han træder sikkert og uden Tøven indtager sin rette Plads. Forrest kom Avlskarlen, så 2'den Karlen, 3'die Karlen og så fremdeles, indtil den gamle hvidhårede Røgter48) sluttede Toget med en Hale bagefter sig bestående af de to Vogterdrænge og „lille Hans"49 ), der ikke var større end „Tobak for 2 Skilling", og hvis Pligter i Livet endnu ikke krævede meget andet af ham end at danne den bagerste Haletip i Optoget til og fra Grødfadet og at gå så dybt tilbunds i dette med sin Hornske, som han kunde orke. At der foruden Røgteren blev holdt 2 Vogterdrænge, lå i, at „gamle Palli" nu var så aflægs, at han mere spiste Nådsensbrød i Præstegården end gjorde Gavn. Han var fyldt de 90, og med den røde, strikkede Hue på de lange, hvide Hår og Knæbenklæderne af gult Læder med Spænder gik han imellem den nulevende Slægt som en tilbagebleven Rest fra en svunden Tidsalder, hvis Klædedragt og Skikke nu var forældede og ikke kendtes mere. En gammel Kraftkarl havde han været. Når han rettede sig, ragede han et Hoved op over alle de andre høje Karle, men nu ludede det gamle Hoved forover, Ryggen var kroget, og Hænderne rystede, når han vilde føre Føden til Munden. De kåde Røgterdrænge søgte stundom at gøre Grin med den gamle, affældige Mand, og en af de få Gange, jeg erindrer, at Fader har foretaget en kategorisk Revselse med Spanskrøret på deres Rygstykker, var en Dag, da det meldtes, at de havde moret sig med at komme Skarn i den Gamles Davre. Vi Børn betragtede ham altid med stor Respekt i Afstand og turde ej ret give os af med ham, dertil var han os en for fremmedartet og ærværdig Skikkelse. Selv hans Kat, som gærne sad på hans Skulder og solede sig, turde vi kun i Smug indlade os med, stadig i Angst for, at Palli skulde opdage, at vi havde lokket den ind i Stuen, ti så vidste vi, at han brummede og gav ondt af sig. Den var hans eneste Ven og hans Sovekammerat inde i det lille stenpikkede Kammer i Kostalden, hvor der lige netop var Plads til hans Sæng og hans Kiste. I Kisten var der nu ikke meget andet end gamle Pjalter, ti det var længe siden, at gamle Palli havde kunnet tjæne nogen synderlig stor Løn, og meget havde han da heller ikke Behov til sin Klædedragt. Kun når han engang om Året gik til Herrens Bord, var han iført en gammel langskødet Frakke efter det forrige Århundredes Snit, høj Hat og et Par langskaftede Støvler, som han med Stolthed fortalte, der havde kostet ham 70 Rigsbankdaler i Pengekrisens Tid.

Da vi havde boet nogle År i Sevel, gjorde Fader Alvor af at bygge et nyt Våningshus, hvad der gjordes hårdt Behov, da det gamle Bindingsværkshus var faldefærdigt. Jeg husker så tydeligt den Aften, Fader kom hjem fra Købstaden og medbragte fra en Architekt den smukke Tegning til det nye statelige Våningshus. Vi var fulde af Beundring over de røde Mure og de mange høje Vinduer. Kun Moder var ikke ganske tilfredsstillet. Hun fandt ikke, der var taget de tilbørlige practiske Hensyn, og navnlig husker jeg et Stridsspørgsmål, der ofte blev debatteret imellem dem. Moder ønskede en Spisestue, således som den nyere Tids Krav fordrede det. Fader, der altid var yderlig conservativ og hang med hele sit Hjærte ved den gamle Tids Tarvelighed og Nøjsomhed, lod hånt om sådanne nymodens Skikke og mente, at „når man blot havde noget at spise, så fandt man nok en Stue at spise det i". Fader ønskede, at Embedet skulde bebyrdes med så liden Byggegæld som muligt, hvorfor vi skulde have Arbejderne på Kost, så det var en stræng Sommer, der oprandt for Moder og hendes Piger. For os Børn derimod var det et nyt bevæget Liv ligefra den sludfulde Aprildag50), da alle Tømmervognene kørte op på Toften og aflæssedes, og indtil den Dag, da Rejsegildet fejredes i de nye højloftede Stuer. Kun en Alen foran det gamle, hvide Stuehus rejste det nye sine pyntelige røde Mure, så der blev mørkere og mørkere inde i de lave Stuer, og den eneste Adgang til Huset var igennem Havedøren, så besøgende Gæster måtte køre om og holde udenfor Havelågen. Henad Efteråret stod det nye Hus færdigt med sin Cementsokkel, sine høje Vinduer og brede Fløjdøre og med Velsignelsen lyst over dets Indgangsdør: Herren velsigne Din Indgang og Din Udgang! Endnu var der temmelig fugtigt i de nye Værelser, og Bestemmelsen var, at vi foreløbigt skulde beholde Soveværelserne i det gamle Hus og kun opholde os i det nye om Dagen, men denne Ordning blev i Længden altfor besværlig og uhyggelig, og en skøn Dag flyttede vi de sidste Husguder over i vort nye Hjem. Nu stod det gamle, kære Hus øde og forladt og ventede blot på Nedbrydning. I Stuerne, hvor vi før havde tumlet os i munter Leg på de bløde Tæpper ved den flammende Kakkelovnsild, der listede vi os nu ind med en Frygt som for Spøgelser midt om Dagen; der var bleven så koldt og taust i de store Værelser og de lange Gange, hvor Stemmen gav Genlyd, og rundt omkring gabede der Revner og Sprækker, som ikke længere dækkedes af et Hjems Hygge. Hjemmet var flyttet. Hjærtet hang endnu ved alle Minderne derovre i det gamle Hus, men det var som en Afdød, hvem man græd sagtelig over og ikke kunde skilles fra, skønt Sjælen - den var borte. Men en var der, som ikke kunde flyttes fra de gamle Tider, der sank i Grus med det lave Hus, over i det nye, som med den statelige Bygning hævede sig fra dets Tomter. Det var gamle Palli. Han havde mangen en Gang rystet misfornøjet på Hovedet ad „de ny Konster", medens Arbejdet skred frem på den nye Bolig, og så længe som muligt var han tyet til sin gamle Plads bag Ovnen i den kendte Folkestue. Nu var det forbi, nu stod den forladt med sine tomme Sængestæder, sin faste Vinduesbænk og sit lange, slidte Bord, der var for dårligt til at flyttes. Da fandt man en kold, mørk Novembermorgen den gamle Mand i Brønden. Man håbede, at det var et Ulykkestilfælde og mente, at den Gamle, der nu gik stærkt i Barndom, havde forfejlet Vejen til den gamle Folkestue og var styrtet i Brønden, som han skulde forbi. Kun Gud ved, hvad der har bevæget sig i den gamle Røgters Hjærte, og om ikke Fortvivlelsen over at skilles fra alt det tilvante har drevet ham til dette Skridt. Hans Lig blev draget op og lagt ind i den gamle Folkestue, og derfra blev hans Kiste båret ud igennem den øde, vinterlige Have under Psalmesang, medens vi Børn stod bittert grædende i Vinduet og så til. Vi forstod dunkelt, at det gamle Hus havde taget Oldingen med sig i Døden; ingen af dem passede længere til den yngre Slægt.

 Morgenen efter, at den lille Ligskare var draget ud af Havelågen op mod Kirkegården, vågnede vi ved Lyden af Øxehug og tunge Slag. Det var de gamle Mure, man begyndte at bryde ned. Der var allerede et stort Hul ind til Dagligstuen lige på det Sted, hvor Forhøjningen med vores Legetøjsskuffe havde stået. Snart var der kun en Grushob tilbage af det gamle Hjem, og på dets Tomter grønnedes ad Åre Græs og Buske. Haven anlagdes i nyere Stil med grønne Plainer og blomstrende Buskvækster. Udenfor Havedøren plantedes Slyngroser og Caprifolier til Veranda, og inde i de lyse, høje Værelser hang Moder nye, hvide Gardiner op.


 

På Tidspunktet for vor Bosættelse i Sevel var min Søster Marie og jeg netop på den Alder, hvor Barnet er mest modtagelig for det ubundne Landlivs Friluftsglæder og Fornøjelser, og vi jublede da også over vor nye Tilværelse. I Haven dyrkede vi vore egne Bede, i hvilke Karse og Ambra spillede en meget fremragende Rolle, og mangt en „Mellemmad", som Moder rakte os ud af Spisekammervinduet, blev belagt med Karse fra vor egen Have og spist med en stolt Selvejerfølelse på Bænken i det ene Hjørne. I Marken kørte vi Jord og Stene i en Træsko, som havde mistet sin Overdel, og stor var Sorgen, når et sådant Køretøj var gået ud af Drift, uden at der var Udsigt til, at nogen af Folkenes Træsko for Øjeblikket havde nået den tilbørlige Alder til at blive Stedfortræder. I Dammen sejlede vi med Skibe bestående af en flad Pind tilspidset i den ene Ende og ude i Agterstavnen en Tværpind kilet ind som Ror, medens en høj Mast i Fartøjets Midte bar et Sejl af Papir. Af disse primitive Sejlere var det jo forholdsvis nemt at skaffe større Flåder tilveje, og knap havde vi begyndt at læse Coopers Romaner, før „Ariel" og „Alacriti" vuggede sig stolt på Dammens Bølger og forbavsede Verden ved de mest uhørt dristige Maneuvrer og Bedrifter51). Om Vinteren morede vi os med at glide på Isen og køre hinanden i en lille Slæde, som vor gamle Avlskar152) havde lavet til os, men jeg, der var et lille skrøbeligt forfrossent Individ, der stundom kunde stå stille midt på Vejen og græde af Kulde, var dog allergladest, når man vilde tillade mig at sidde stille i Krogen på Forhøjningen med min Bog eller min Blyant, og hvor husker jeg ikke den festlige Fryd, der gennembævede mig, når jeg Søndag Morgen, iført min rene Søndagsbousseronne, trådte ind i Dagligstuen. Selv om jeg intet havde anet om Dagens Betydning, selv om jeg ikke var sovet ind Lørdag Aften med den lyksalige Bevidsthed om, at når jeg vågnede op igen, vilde det være Søndag, selv om ikke det mere end sædvanligt omhyggelige Morgentoilette med „Storvadsken" og al det rene Tøj, der var henlagt på Dynen, altsammen havde forkyndt, at det var Søndag, jeg vilde dog have vidst det i samme Nu, jeg trådte ind ad Dagligstuedøren, ti aldrig legede Solstrålerne således på det gamle Sistetæppe og spejlede sig i den blankpolerede lille Kobberkedel som Søndag Morgen. Aldrig skinnede det bare Stykke Gulv, der hvor Tæppet ikke nåede over Gulvet, og hvor vi legede så morsomt, at det var Vand, medens Tæppet var Fastlandet, og Skamlerne var Øer i Havet, så hvidt som om Søndagen, og aldrig duftede det således af Potpourri og friskbagt Hvedebrød på Kaffebordet som Søndag Morgen. Fader gik gærne op og ned af Gulvet og tænkte på sin Prædiken, medens Moder syslede med at have alt istand til Kirketid, og når Klokkerne begyndte at ringe 1'ste Gang, bankede Degnen, gamle Astrup53 ), regelmæssig som et Uhrværk på Døren. Han haltede stærkt, og Stokken var derfor hans uadskillige Ledsager såvel på hans Søndagsbesøg i Præstegården, der regelmæssigt afsluttedes med, at han, når det ringede 2'den Gang, værdigt drejede sig rundt på den ene Hæl, der nåede Gulvet, og tog Afsked med et ceremonielt: „Så anbefaler jeg mig, Hr. Provst", som når han under Kirketjenesten gik op og ned ad Kirkegulvet dirigerende Psalmesangen, der ikke just skulde virke oplivende hverken på de gamle Bønder eller de gamle kingoske Psalmer, med kraftig Røst, men i en langsom og drævende Tactart, og når Fader stundom gjorde et Forsøg på Revolution imod det bestående og stemte lidt hurtigere i med sin klangfulde, smukke Stemme, kunde han til Nød få Menigheden til at følge sig, men når Strofen var endt, hørte man ufravigelig gamle Astrup slutte af med et langtrukkent æ-æ på den sidste Stavelse, medens Fader og Menigheden måtte finde sig i at holde en længere Pause, så Astrup beholdt det sidste Ord så længe, indtil man opgav at reformere hans Kirkesang. Til denne gamle Hædersmand blev vor første Undervisning betroet, idet vi hver Morgen Hånd i Hånd traskede op til den lille Degnebolig, der lå ved Kirken kun et Par Minutters Gang fra Præstegården, og her indsugede vi Visdom igennem Bibelhistorien, den lille Kathecismus og Hjorths Læsebog54), siddende andægtig ved det brunmalede Slagbord, i hvilket jeg havde en uimodståelig, men strengelig forbudt Lyst til at ridse Huse og Navne i med en Knappenål. Denne Skolegang var dog ikke af lang Varighed, idet mine Forældre snart antog en ung velanbefalet Pige fra H ... til vor Lærerinde55), og hun vidste snart at vinde vore Hjærter og vække vor Arbejdslyst i så høj Grad, at vi snart blev Perlevenner og det for hele Livet. Min yngste Søster56), der imidlertid også voksede op til den Alder, da man begynder at smage på Kundskabens Frugter, var dog ikke slet så let at vinde. Hun havde en tydelig Fornemmelse af, at når man først var bleven placeret inde i den højtidelige Skolestue, så var det ikke sikkert, hvornår man igen slap ud til det gyldne, lokkende Frihedsliv, og hun viste derfor en udpræget Tendents til at udsætte denne Termin så længe som muligt. Man gjorde formelig Jagt på hende, men væk var hun altid, når Skoletiderne nærmede sig - i Marken, hos Køerne, Hestene, Fårene - overalt, undtagen hvor man søgte efter hende, og var hun så uheldig at opholde sig i Folkestuen, når den frygtede Stafet viste sig i Nærheden, fik hun sin specielle Ven, Røgterdrengen, den lange Jens Christian57), til at skjule sig. Efter at have forsøgt flere Methoder, både med det gode og det onde, der alle mislykkedes overfor Barnets stivsindede Uvillie imod de boglige Sysler, snildløb man hende endelig. Der blev udsat en Præmie for Jens Christian, hvis han kunde bibringe den modstræbende, stridige unge Dame Alphabetet, og så snart hun flygtede ud af Skolestuen og søgte Tilflugt i Folkestuen, trak Jens Christian ABC'en op af Lommen og begyndte Undervisningen. Fortvivlet over at befinde sig imellem denne dobbelte Ild gav hun endelig tabt og indså snart, at af to Onder var Frk. Hansen alligevel det mindste, ti her lærte hun Bogstaverne let og sikkert, hvorimod alle lo af hende, når hun kom og sagde, at r hed æ-ærr, for det havde Jens Christian sagt.

Omtrent på denne Tid nærmede vi os en Vinter den hellige Julefest58). Der er vel intet Sted, man føler Højtidens fulde Betydning i så høj Grad som i en Landsbypræstegård, men der er også få Stæder, hvor der er gået en så omfattende Travlhed forud for Festen, ti en hel Måned før var Dagene i Moders Almanak mærkede med betydningsfulde Tegn og Streger, der kun var fuldt forståelige for hende selv, men som forkyndte, at fra nu af havde hver Dag nok i sin Plage. Der skulde vaskes og stryges og skures og pudses, der skulde bages og brygges og slagtes og laves Mad, der skulde tænkes på alle både ude og inde, både fjern og nær, og Huset sættes i Belejringstilstand, så man kunde udholde en Indkvartering af et ubestemt Antal Mennesker i cirka 14 Dage uden at behøve at frygte for Lavvande i Spise- og Forrådskamre.                

 

Hele Rækken af Juletilberedelserne begyndte gærne med „Lysestøbningen", og den Dag blev derfor af os Børn betragtet som den glade Åbningshøjtidelighed til en hel Række Festdage, ti for os var det evige Løjer altsammen, medens Moder stundom kunde være nær ved at segne under den store Landhusholdnings Byrder, som hun tappert bar på sine Skuldre med forholdsvis ringe - ja ofte aldeles utilstrækkelig Hjælp, idet Pigerne især i de første Åringer lod meget tilbage at ønske både i Retning af Dygtighed og Pålidelighed, så Moder måtte selv være tilstede overalt.

En sådan „Støbedag" var hun på Færde fra om Morgenen Kl. 4, og vi vidste da, at hun kun lige lod sig se til Måltiderne, idet hun ellers indesluttede sig ovre i „Spandehuset", såkaldet efter en gammel Præst, der her havde haft sin Aftægtsbolig59). Her i den store Stue med Lergulvet stod Støbetøjet opstillet, et stort rundt Bordskelet, der kunde drejes rundt om sin Axe med 16 runde Brikker hægtede på den ydre Cirkel. Disse Brikker var på Undersiden fulde af Kroge, på hvilke Lysevægerne fastgjordes. Allerede Aftenen før havde Husets kvindelige Personale „snoet Væger" og heftet dem på Brikkerne, og man tog så Brikkerne en for en og dyppede Vægerne ned i den dybe Støbeform, der var fyldt med varm, flydende Talg. Imedens man så drejede Bordet rundt, så at alle Brikkerne successive kom under Behandling, opnåede de første Lys en passende Af køling til at kunne dyppes påny i Talgen, og således tog de efterhånden til i Tykkelse, indtil de løb af Stabelen i Form af tykke Lys, smalle Lys, tykke og tyndere Tællepråse, ti Talg var endnu det vigtigste og billigste Belysningsmateriale, man kendte, så det blev anvendt overalt både ude og inde, i Dagligstue, Køkken, Folkestue og Staldlygter, så man måtte have det i tilstrækkelig Mængde og i forskellige Grader.

Det var naturligvis vor største Fryd, når vi kunde få Lov at assistere Moder ovre i „Spandestuen", og ialfald havde vi altid hver sit „Helligtrekongerslys" med sine tre Arme og et lille Hylster med Krudt forneden, så de brændte af med et lille Fyrværkeri. Dem dyppede vi altid selv, men da gærne Bousseronnernes Ærmer og Bånd blev dyppede ved samme Lejlighed, modtog Moder ikke altid vore hyppige Besøg med den tilbørlige Påskønnelse. Navnlig var Andrea endnu i for ung en Alder til at respektere de varme Lys tilstrækkeligt, og Moder havde derfor gentagne Gange sendt hende bort, men stadigt så man hende påny udenfor den lukkede Dør, kaldende på Moder i alle de mest lokkende Tonearter, medens de lyse Lokker flagrede i den skarpe Vind. Om Aftenen klagede hun over Ildebefindende og var hed i Hovedet. Moder lagde hende tilsængs under bange Anelser, ti Skarlagensfeberen grasserede stærkt det År og optrådte meget ondartet. For nogle Dage siden var Moder bleven hentet til en nærliggende Bondegård, hvor et Barn, der var angrebet af Sygdommen, stred sin sidste Strid60). Hun havde ved Hjemkomsten taget alle mulige Forholdsregler for ikke at bringe Smitten ind i Huset, men ængstedes dog nu for, at det var sket alligevel. Om Natten phantaserede Andrea i Feber. Næste Morgen gik der I1bud til Byen efter Lægen -, det var kun altfor sikkert -, den skrækkelige Gæst var trådt ind over Præstegårdens Tærskel. I flere Dage svævede vor lille Søster mellem Liv og Død, og en Morgen troede vi alle, at det var forbi. Doctoren havde erklæret, at da Smitstoffet var i Huset, var det unyttigt at fjerne os andre Børn fra den Syge, og vi var derfor samlede om hendes Leje. Moder vogtede med tåreblændet Blik på sin lille Skat, og medens vi ventede på, at hun skulde drage det sidste Suk, sang vi under Tårer „Hvor salig er den lille Flok", som hun, hvor lille hun end var, dog altid havde stemt i med, når vi sang. Dog, Krisen blev overstået, og da Doctoren ankom senere op ad Dagen, kunde han erklære, at den værste Fare med Guds Hjælp var forbi, men at man lige så godt straks kunde bringe mig tilsængs, ti jeg, der havde begyndt at klage over ondt i Halsen, havde også Sygdommen. Jeg blev dog ikke så stærkt angrebet som min yngste Søster, og det varede nu ikke så længe, inden vi kunde begynde at holde hinanden ved Selskab, meget forbausede over, at vi skulde blive ved at ligge i Sængen, uagtet vi intet fejlede. Også min ældste Søster blev angrebet, men i så mild en Grad, at man først var sikker derpå, da Afskalningen viste sig.

Juleaften havde Moder pyntet Juletræet oppe i vort Sygeværelse, og vi lå og fornøjede os over vore små Gaver i Sængen. Endelig slog den forventede Time, da vi første Gang skulde have Lov at være en Time oppe, men Glæden forvandledes til stor Forfærdelse, da vi opdagede, at vi aldeles ikke kunde støtte på Benene og måtte begynde med at lære at gå som små Børn. Da vi havde været oppe i nogle Dage, blev Moder heftig syg, og Lægen erklærede det naturligvis straks for fremdeles at være den samme Sygdom, der drev sit Spil. Vi husker endnu vor heftige Sorg og Fortvivlelse, da Moder blev båret igennem den Stue, hvor vi var indelukkede under Reconvalcensen, for at føres til et andet Sygeværelse, der var indrettet for hende. Hulkende så vi Døren lukkes efter hende, uden at hun havde Kræfter til at kysse os til Farvel, og måske var det sidste Gang, vi så hende, vor egen elskede Moder -, nej, det var altfor forfærdeligt, det kunde den kære Gud Fader umuligt nænne! Og han nænnede det heller ikke -, også denne Gang gik Dødens Engel vor Dør forbi, men vi så hende ikke i 6 Uger, i hvilken Tid også Køkkenpigen6l) lå hårdt angrebet af Sygdommen, så det varede længe, inden Præstegården atter vågnede til Liv og Røre efter dette Mareridt, og da vi omsider igen stak de små Hoveder ud af Reden og legede i Sneen som før, da havde Døden gjort sin rige Høst trindt omkring i Barneverdenen, og fra den føromtalte Tante Holm, der nu boede som Præsteenke med sine to Sønner i Viborg, var der kommet Brev, at hendes yngste Søn, hendes dejlige håbefulde Dræng, var død62).

Endnu inden Barneårene afsluttedes, oprandt det skæbnesvangre År 1864, der kastede sine fremmedartede, mørke Skygger så grelt og pludseligt ind over vort lyse, fredelige Præstegårdsliv, at jeg ikke kan undlade at omtale denne Periode, der satte sine dybe og uudslettelige Mærker i det bløde og modtagelige Barnesind. Hvor alvorstungt og bittert et Afsnit dette År end danner i vort Fædrelands Historie, så er jeg dog glad ved at have gennemlevet det i en Alder, der var fremskreden nok til, at jeg kunde modtage blivende Indtryk af Begivenhedernes Gang, af Stemninger og Tilstande. Hvilken jublende Fryd vilde det ikke have været i den Alder at have oplevet et sejrrigt felttog som Krigen 48-50, men selv under Trykket af vor Krigsmagts stadige Tilbagevigen for en overlegen Fjende frembyder en så bevæget Tid mangt et begejstret Øjeblik, i hvilket man selv som Barn føler sig delagtig i Fædrelandets Nød og Jammer, føler Sjælens Vinger vokser og udfoldes i Håb og Bøn om dets Frelse og føler, at man med den opvoksende Slægt er fælles om et Ansvar for de kommende Tider. At der blandt en Slægt, der med mig var Børn i 1864, kan findes Individer, som sætter en Ære i at forhåne Fædreland, Nationalitet og fælles Minder, er mig ufatteligt! Hvilket Barn, der måtte se sin Moder lemlæstet af glubende Ulve og sine Brødre gå modigt i Døden for at frelse hende, vilde kunne sige som Mand: „Mine Brødre var Narre, at de elskede hende højere end deres Liv, og jeg var en Nar, der kunde græde af Smerte over, at jeg var for ung til at kunne gå i Døden med dem!"


 

Desværre var jeg ikke i Hjemmet i den Tid, da vore Tropper drog sig tilbage op igennem Nørrejylland, så jeg fik ikke Glæden af den danske Indkvartering i Præstegården63). Min ældste Søster og jeg var i Efteråret 63, da ingen drømte om Krig, bleven sendte over til min Tante Holm, der nu boede med sin Søn og sin Søster, „Tante Lise”64), i København, for at få vort store Ønske opfyldt at tilbringe en Vinter i Hovedstaden og tage privat Information i enkelte Fag. Det var jo nærmest min Søster, der havde nået den dertil passende Alder, men ligesom jeg i sin Tid havde frekventeret Dandseskolen i en uforholdsmæssig ung Alder for at nyde godt af hendes Selskab, således havde vi trolig fulgtes ad igennem Skoleårene, og Forældrene mente nu, at vi også burde have Glæden af at dele det københavnske Ophold.

Herovre indtraf da Begivenhederne Slag i Slag. Kongens Død, Chr. d. IX's Thronbestigelse, Krigens Udbrud, Troppernes Afmarch under jublende Hurraråb, Dannevirkes Rømning og Hovedstadsbefolkningens Ophidselse ved dette uventede Tordenbudskab.

I min Tantes Hus var flere unge studerende, så det var let for os at få den nødvendige, mandlige Ledsagelse for at være med overalt, hvor der var noget påfærde, og min Tante selv var en lille energisk, væver Dame, der holdt tappert ud trods hendes lidt haltende Gang, så vi var i Ånde både tidligt og silde. Hvor levende erindrer jeg ikke hin Novemberaften, da vi underhånden fik det første Budskab om Frederik d. VII's Død65), uden at man endnu ret vilde fæste Lid til den sørgelige Tidende, hvorledes vi Børn, der var opdraget under hele Datidens Forgudelse af den folkekære Konge, næsten bedøvedes af dette uventede Slag, af det højtidelige i at opleve et Thronskifte med alle de Muligheder, det bar i sit Skød, og hvorledes min Tantes practiske Sands dog sejrede over Øjeblikkets lammende Alvor, idet vi efter Theen alle begav os ind i Byen under hendes Ægide for at gøre Indkøb af Sørgetøj, inden Priserne næste Dag vilde stige til det dobbelte, så snart den officielle Meddelelse var indtruffet. Vi traf da også allerede Magazinerne i Opbrud, og de Handlende i travl Bevægelse for i Nattens Løb at bortskaffe alt couleurt af Hylden og Vinduesskabe. Når Solen næste Morgen stod op, vilde dens Stråler beskinne en Hovedstad klædt i sort, Landesorgen vilde være begyndt.

Vi så Thronfølgeren køre til Christiansborg i Guldkareten og hørte gamle Hall fra Slotsaltanen sige de tre Gange gentagne Ord: Kong Frederik d. VII'ende er død - Leve Kong Chr. d. IX'ende!, hvorpå den nye Konge trådte frem og bevæget modtog Folkets Hyldest; endnu var den lidt reserveret, man betragtede den nye Kongeskikkelse med kritiske Blikke og fandt, at den manglede den ydre Majestæt og rolige Anstand, som Frederik d. VII'ende i så høj Grad af Naturen var i Besiddelse af, og som aldrig undlod at gøre sin Virkning på det menige Folk. Vi så den sorte Snække med Kongeliget ombord stævne mod Land en mørk Aften under Fakkelskin og dæmpede Sørgetoner66). Også Castrum doloris lykkedes det én at få at se ved min energiske Tantes utrættelige Omsorg for at skaffe os den Oplevelse. Hun var nemlig altid først på Pladsen, hvorved det lykkedes efter 4 Timers Ventetid i Christiansborgs Slots Port at blive indladt med første Hold67). Den venlige Schweitzer bragte os Stole og sørgede for at anbringe os så bekvemt som muligt. Skønt vi således blev favoriserede fremfor den Folkemasse, der efterhånden samledes udenfor Porten, var det dog strængt nok at holde ud så længe på ét Sted den kolde Vinterdag, men vore Bestræbelser kronedes da også med Held, idet vi var de første, der betrådte de tause, sortbetrukne Gemakker, efter at Adgangen var givet fri. Æresvagten af Hestgardister med dens „gyldne" Hjelm og Brynjer, stive og tause som huggede i Sten, de ærværdige Kammerherrer i de røde Uniformer, ubevægelige som en Kreds af Billedstøtter, de sorte Drapperier, Lyshavet fra Kandelabre og Lysekroner, de funklende Ordener på de røde Fløjels Taburetter og endelig Katafalken selv med Kisten under Baldaquinen med Kongekronen, det var som et Drømmesyn fra „Tusind og én Nat", der virkede betagende på mig de korte Øjeblikke, vi gik gennem Salen - glimrende, blændende i al sin Kongeglans og dog så fuldt af Dødens gribende Alvor. Det var første Gang mit Øje mødte noget af Thronens féagtige Glans, men det var en Throne hyllet i Sørgeflor for den døde Konge. Det var underligt at komme ud i det blege, grå Dagslys igen, det syntes dobbelt koldt og fattigt efter den røde Fakkelglans derinde om Kongens Båre. Ligtoget drog igennem Gaderne under Klokkeklang og Kanonsalut, hilset i Taushed af de sortklædte Skarer68). Vi hørte med Undren Sørgetrompeternes skrattende Toner og så Kongens hvide Hingst blive ført med i Toget. Medens Sørgetoget langsomt drog om Natten ved Fakkelskin ad Roskilde Landevej, ilede Københavnerne afsted med Toget næste Morgen til den gamle Kongeby for at se Frederik d. VII'endes tunge Egekiste blive båret af hans trofaste Bønder til Domkirken, ved hvis Indgang Gejstligheden med Sjællands Biskop i Spidsen tog imod sin Konge ligesom i fordums Dage, den mægtige Erkebisp gik sin angrende, kongelige Ven imøde for at føre ham ind i den Kirke, der atter optog ham i sit moderlige Skød69).


 

Efter at Jordfæstelsesceremonierne var tilendebragte, vendtes alle Tanker og Blikke mod Syd, hvor Krigen forberedtes og snart efter erklæredes, hvorefter vor Hær tog Stilling bag Dannevirke70). Under alt dette var den lyse Stemning fra 48-50 endnu enerådende iblandt Almenheden. At de Danske kunde vige eller besejres, faldt ingen ind, ialfald vilde den, der havde turdet fremkomme med en Tanke i den Retning, ubønhørligt være bleven spottet af den offentlige Mening. De indkaldte Soldater blev modtagne og bortsendte under begejstrede Glædesudbrud. Alle Soldaterne hjemme fra Sognet mødte i små Afdelinger oppe hos min Tante for at hilse på os. De blev trakteret med Kaffe og Fædrelandssange, og man tog bevæget Afsked ved Tanken om, at der muligt var den iblandt dem, som man ikke skulde se mere, men at vi skulde hilse de hjemvendende som Sejrherrer, derom var ikke mindste Tvivl i vort Hjærte.

Så kom de første livlige Skildringer fra Feltlivet dernede. Jenserne gik i Krigen ligeså stødt som til en Dans og tog et Vinterfelttogs Savn og Strabadser med den samme tørre Humor og Gemytlighed, som udmærkede dem hjemme ved Grødfadet i den lune Kakkelovnskrog. Den eneste blandt Soldaterne hjemme fra, der havde set lidt betænkelig ud ved at blive sendt i Krigen, var en lille bleg, svagelig Skrædder71), med hvem vi alle i Tankerne sagde det sidste Farvel, da han drog bort, men den, der kom hjem igen som et nyt og bædre Menneske, der aldrig i sit Liv havde været så rask og frisk som i Krigen, det var Skrædderen!

Man talte naturligvis ikke om andet end om, hvad der foregik nede i Dannevirkestillingen. Alle Københavnerne var dernede med Liv og Sjæl, men uheldigvis var Legemet hjemme ved de fyldte Kødgryder og mærkede intet af, hvad vore stakkels Soldater udholdt af Kulde, Savn og Anstrængelser i den stedse mere og mere uholdbare Stilling. Herovre havde man netop i sin lune Stue siddet og frydet sig over at læse Bladenes alenlange, tilfredse Skildringer af Stillingens Uindtagelighed på ethvert Punkt og var kommen til den behagelige, urokkelige Overbevisning, at den hellige Grav var vel bevaret, da Tordenbudskabet lød: Dannevirkestillingen er opgivet - Hæren på Tilbagemarch!71).


 

Det er ikke min Agt i disse Linier at forsøge at skildre de stormende Optrin, som denne rystende Efterretning gav Signalet til i den før så sejrssikre Hovedstad, hvad langt dygtigere Penne end min både har gjort og sikkert oftere vil gøre, men det var ikke alene i København, at dette uventede Budskab slog ned som et Lyn fra en klar Himmel. Også hjemme i den stille Præstegård havde man hidtil svælget i Sejersdrømme og Tydskerforagt og vågnede op til den skærende Contrast, som Virkeligheden frembød.

Den 7'ende Februar var min Faders Fødselsdag, og den blev efter gammel Vedtægt fejret med stort Knald. Det er dog ikke at forstå således, som om der overhovedet blev indbudt Gæster til Middag og til Aften, men hele vor store Vennekreds vidste, at den Dag væntedes der Gæster til Gårde, helst så mange som muligt, at Middagsbordet stod dækket med så mange Couverts, som „Salen" kunde rumme, og at det var elastisk nok til at kunne udvides ind i både Dagligstue og Havestue, om så skulde være. Gæstekamrene stod med opredte Sænge for hvem, der havde for langt hjem at køre om Aftenen eller foretrak at blive et Par Dage i det gæstfrie Lag og nyde godt af hverandres Selskab. Fra fjern og nær satte man hinanden Stævne i Sevel Præstegård den 7'ende Febr. Alle, der stod i Venneforhold til Huset, vidste sig velkomne og kærkomne, og det var derfor ofte et i Henseende til Rang og Stand meget blandet Selskab, der samledes, men dette var just, hvad Fader satte Pris på, og både han og Moder var i høj Grad i Besiddelse af den hjærtelige Gæstfrihed, der får hver enkelt til at føle sig hjemlig og veltilmode, så hver efter Evne yder sin Skærv til den almindelige Underholdning. Det var jo ingen heldig Årstid at holde Fest på i en vestjydsk Præstegård, hvor Omgangsvennerne var milevidt fjærnede fra hverandre, og det så da også mangen en Gang ud, som om „Kyndelmisse Knude med sine hvide Stude" vilde forhindre enhver Samfærdsel, medens vi gik og bagte og brasede til den 7’ende Februar, men jeg husker dog kun en eneste Fødselsdag, hvor det ligefrem var umuligt at begive sig ud med Hest og Vogn, og hvor det derfor føltes dobbelt festligt, da dog en 4 á 5 Herrer, tildels Nabopræster, tappert kom travende igennem Snedriverne for at fejre Dagen med os. Ellers blev Huset for det meste fuldt af glade, fornøjede Gæster, der kappedes om at hædre Fødselsdagsbarnet, der såvel i sine Embedsforhold som i sin Vennekreds var ualmindelig skattet og afholdt. Også hin 7'ende Februar 1864 var en talrig Kreds samlet i Præstegården. Fader var ivrig Politiker, besjælet af varm Fædrelandskærlighed og begejstret, urokkelig Tro på dets sejrrige Fremtid, så det var naturligt, at man endnu mere end ellers følte Trang til at flokkes om ham i disse bevægede Tider og udveksle Tanker og Meninger i fortroligt Vennelag. Ved Bordet havde man holdt begejstrede Taler, sunget Fædrelandssange og ønsket alt godt over vore brave Jenser nede ved Dannevirke -, kun lidt anede Selskabet, at de gode Ønsker kom for sent -, at Jenserne i dette Øjeblik slæbte sig udmattede og overanstrængte nordpå fra Dannevirke for at søge en ny Stilling, i hvilken de kunde modtage den fremtrængende Fjende, der var lige i Hælene på dem73 ).

Et Brev hjemmefra, afsendt et Par Dage efter Fødselsdagen (der gik kun Post to Gange om Ugen), fortalte os alt dette, og efter at Brevet var forseglet til Afgang, var der endnu tilføjet udenpå: „I dette Øjeblik - K1. 11 om Aftenen - rullede en lukket Vogn ind i Gården med 4 Damer fra Hanved Præstegård ved Flensborg". Moders yngste Broder74) var Præst i Hanved, der hørte til de blandede Districter, hvor der vekselvis prædikedes tysk og dansk, og hvor der gærede megen Uro imellem de to Nationaliteter, skønt Sognet hovedsagelig var dansksindet. Så snart det rygtedes, at Dannevirke var rømmet, vidste Onkel naturligvis, at det kun var et Tidsspørgsmål, hvornår han måtte fortrække, og han traf straks Forberedelser til at sende sine tre ældste Døtre med deres Gouvernante bort, inden Gården fyldtes af de hoverende Fjender. Ved at sende dem tilvogns op igennem Landet til sine Slægtninge i Nordjylland håbede han tillige at kunne bevare Vogn og Heste til bædre Tider, da han måske atter kunde vende hjem til sin kære slesvigske Menighed. Medens Skuddene drønede fra det 1/2 Mil bortliggende Sankelmark75), traf man ilsomt de fornødne Rejsetilberedelser, og just som Vognen rullede ud af Præstegården, mødte de en Høstvogn med en grædende Familie imellem nogle i Hast samlede Sengeklæder og Klædningsstykker. Det var Præstefamilien76), der flygtede fra Valpladsen over til det nærliggende Hanved.

På Rejsen nordpå var de i de første Dage stadigt escorterede af den tilbagegående Armé, hvad der ofte besværliggjorde Rejsen, idet Vejene spærredes af de lange Colonner, og Kroerne var overfyldt af Officerer og Soldater, så de ofte måtte overnatte i Vognen. Dog syntes det dem naturligt tomt, da deres Vej omsider skilte dem fra Synet af de brave Krigere, der også på deres Side havde betragtet Vognen med de flygtende, slesvigske Damer med Interesse og Deltagelse. Anstrængte og forkomne efter den lange Rejse holdt de som sagt en Aften sent deres Indtog hos de hidtil ukendte Slægtninge, og det kan nok være, der blev Travlhed i Præstegården for at gøre det godt for de kære, uventede Gæster. Trods vor Fraværelse var der således Ungdom nok derhjemme, og snart fik de nok at tænke på med at tage vel imod de danske Patrouiller, der passerede Sognet på Marchen op igennem Jylland. I længere Tid måtte Arméchoret ligge og vente på de nødvendige Transportmidler til at overføre den store Styrke til Mors, og det var navnlig i dette Tidsrum, at Præstegården jevnligt var fuld af Officerer og Soldater, der såvidt muligt indrettede sig på at holde Rast indenfor dens gæstfrie Mure, hvor de vidste, at Moder med sin Stab af Tjenestefolk stod rede til at vederkvæge dem med Mad og Drikke ved Dag og ved Nat, medens de unge modtog dem fulde af Håb og Begejstring for den fælles Sag, så de glemte for et Par Timer både Kulde og Anstrængelser for i de lune, oplyste Stuer at lytte til de evig unge Fædrelandssange, som navnlig de unge sønderjydske Piger havde et uudtømmeligt Forråd af, og hvis Toner atter og atter opildnede Soldaternes Hjærter til at drømme om ny Dåd og nye Kampe. Ofte kunde det hænde, at man slet ikke kom i Sæng om Natten, da forskellige sultne Hold stadigt afløste hverandre. „Det er såmænd tredie Gang, jeg er her i Nat", sagde en ung, krølhåret Soldat, da han henad Morgenstunden sad med sine Kammerater foran en dampende Æggekage med Flæsk og varm Kaffe, „hvergang jeg i Hovedkvarteret hørte, at en ny Patrouille skulde ad Sevel til, tilbød jeg mig som Vejviser for at komme med herover!" Man befandt sig jo i stadig Uro for at blive indhentet af den fremrykkende Fjende, da - som Krigshistorien senere har oplyst - General Hegermann-Lindencrone havde fået Ordre til at undgå ethvert Sammenstød med Fjenden og bringe Hæren i Sikkerhed på den anden Side af Limfjorden. En Opgave som han løste med en Omtanke og Indsigt, der senere er bleven fuldt anerkendt, skønt det forsigtige Tilbagetog i Tiden blev betragtet med hånlige Blikke af Befolkningen, der manglede al Forståelse af vor militaire Position og blot higede efter at se vore Soldater høste de attråede Laurbær ved at „kaste Tydskerne".

En Aften ved Sængetid lød Hestetrav og Sabelklirren i Gården. Det var to Officerer, der havde en lang, hemmelig Conference med Fader, hvorefter alle Familiens Medlemmer i største Hast blev satte i Arbejde med at afskrive conciperede Breve, der øjeblikkeligt afsendtes, medens Officererne blev styrkede med Haresteg og Vin, inden de atter red ud i den kolde Vinternat. Som vi senere erfarede, havde Fader indvilliget i den Anmodning, de havde bragt ham fra Hegermann-Lindencrone, at tilstede denne pålidelige Efterretninger om Fjendens Bevægelser, når han nærmede sig denne Egn, og dette Hverv udførte Fader til megen Tilfredshed, navnlig ved Hjælp af en særdeles intelligent Bonde77 ), der ypperligt forstod at udspejde Fjendens Stilling uden at vække Mistanke såvel som at bringe de hemmelige Brevskaber sikkert og hurtigt til Hovedkvarteret.

Ovre i København var min Tantes Husstand også blevet betydelig forøget, idet min Onkel, Præsten i Hanved, ligesom sine andre gejstlige Brødre snart fik sin Afsked, og han tog da med Hustru og de yngste Børn sin midlertidige Tilflugt til sin Søsters i Hovedstaden. Efter at Dybbølstillingen var taget den 18'de April, begyndte man at frygte for Muligheden af, at København skulde blive belejret. Skønt denne Formodning ikke syntes at antage nogen fastere Form, mente Familierne dog, at det var rettest at benytte Øjeblikket, inden Jylland blev besat af Fjenden, til at få Børnene udvekslede, og en af de første Dage i Maj tiltrådte min Onkel Rejsen med min Søster og mig for at bringe os i god Behold hjem og tage sine egne Børn med til København, hvor han nu havde lejet en Bolig og forberedte sig på at kunne afvente, hvad Tiderne vilde bringe.

Vi afgik med Dampskibet til Aalborg, da det var Bestemmelsen derfra at gå videre med Fjorddamperen til Mors, hvor Onkel vilde benytte Lejligheden til at aflægge et Par Dages Besøg hos en Broder78), hvem han ikke havde set i mange Ar. Da vi om Morgenen tidligt lagde ind til Bolværket ved Aalborg, vrimlede det på Kajen af Officerer og Soldater, såvel Hestfolk som Fodfolk. Man råbte fra Skibet: „Har I set noget til Tydskerne herovre?" og et vittigt Hoved svarede straks: „Nej, det er der længe til -, vi har først Hegermann !"

Skibet, der skulle bringe os op ad Fjorden, lå allerede med Damp oppe ved Siden af os, vort Tøj var bragt ombord, og vi beredte os selv til at følge efter, da der pludselig kom Contraordre, der forbød Skibets Afgang. Vi måtte altså beslutte os til at opgive det påtænkte Besøg på Mors, gik i Land og håbede at kunne tiltræde Hjemrejsen til Sevel med Diligencen, men modtog den Hjobspost, at der ingen Post afgik mere sydpå. Her var gode Råd dyre, da det også viste sig meget vanskeligt at opdrive en Vogn for gode Ord og Betaling, men omsider lykkedes det da at leje en Befordring til Nibe og derfra videre til Løgstør, hvor vi ankom om Aftenen, men her nægtede man på det bestemteste at befordre os videre. Ingen Mand vovede at sende sin Vogn og sine Heste ind i Salling, som man kunde vente hver Dag at se besat af Fjenden. For høj Betaling formåede vi omsider en medlidende Sjæl til at køre os de tre Mil ned til Hvalpsund, når det kunde ske samme Nat, og efter at have styrket os med lidt Aftensmad rullede vi ved Midnatstid ud af den gode By Løgstør. Vort Rejsetøj var just ikke beregnet på Køretoure på åben Vogn i kolde Forårsnætter, så det var ikke fri, at vi havde en lille Fornemmelse af at være på Feltfod, da vi sad og krøb i Ly hos hinanden mod Nattekulden, så op på den mørknende Himmel, hvor Lynene krydsede hverandre i Zigzag, og af og til stillede vor Sult på Indholdet af en Pakke „Vrøvl"79), som vi heldigvis havde medbragt fra København. Det begyndte at dages, da vi nåede Sundstedet, og vi forsøgte at stampe lidt Liv i de kolde Fødder ved at spadsere lidt op og ned ad Chausseen, imedens Færgemanden blev banket op og traf sine Forberedelser til at sætte os over. Å - men hvilken Fryd var det ikke fra Båden at se den opgående Sol og vide: „Endnu inden den går ned i Dag, er vi hjemme og skal se dem alle igen, og de aner ikke, hvor nær vi er dem!"

Atter Standsning i Færgehuset på den anden Side, medens der blev tinget om en Vogn til at køre os til en 1 Mil bortliggende Proprietairgård80), som ejedes af en god Ungdomsven af min Onkel, hvem han håbede at formå til at tage sig af vor videre Befordring. Hertil ankom vi K1. 9, og da den venlige Husmoder kort efter kaldte os ind til det velbesatte Frokostbord, syntes vi aldrig at have smagt et lifligere Måltid, forkomne og ilde tilpas, som vi vare efter den forcerede Rejse og to Nætters Mangel på Søvn. Mageløs hjærteligt og venligt havde man taget imod os, og Proprietairen tilbød straks at køre os de to Mil til Købstaden Skive, hvorfra vi da blot endnu havde 2 Mil hjem. Så snart som muligt brød vi op; det gjaldt at benytte Tiden, inden den ventede Fjende lagde Hindringer i Vejen for at få Vogn og Heste tilbage, og ved Middagstid nåede vi Byen. Her måtte Onkel atter anvende alle sine Overtalelsesevner for at skaffe Vogn, men den fordrevne, slesvigske Præst, der tilmed var Svoger til Fader, hvis Navn var velkendt, og hvis Børn han skulde have ombyttet med sine egne i disse kritiske Tider, besejrede dog Hjærterne overalt, og nogle Timer efter kørte vi med jublende Hjærter op ad Bakken, fra hvis Top vi kunde se Sevel Kirke, medens de sikkert også snart fra Salsvinduerne hjemme vilde opdage den røde Kudsk og ane, hvilken kær Fragt han bragte. Nu tog han Hornet frem, og medens dets lystige Toner meldte vor Ankomst, kørte vi i rask Trav op mod Præstegården, men allerede udenfor Alleens Indkørsel ilede man os glædestrålende imøde. Folkene, der havde set Vognen i Frastand, var løbet hjem fra Markarbejdet for at melde den glædelige Tidende: „Nu kommer Deres Børn!", og snart lå vi leende og grædende i hinandens Arme. Onkel vilde gærne have dvælet noget længere i Præstegården, hvor han efter mange Ars Forløb genså sin Søster og Svoger, i hvilken han fandt en Mand, med hvis politiske og religieuse Anskuelser han fuldt ud sympathiserede, men det var ikke Tider, i hvilke man turde nyde Fredens Glæde. Øjeblikket måtte benyttes, medens Tilbagerejsen endnu stod åben, og anden Dagen efter tog vi allerede bevæget Afsked med de sønderjydske Slægtninger, som disse sørgelige Tider havde knyttet os så hurtigt og så inderligt til.

Endnu varer det dog en Stund, inden Fjenden nåede op til vore nordlige Egne81), og egentlig havde vi håbet på Grund af vor afsides Beliggenhed at undgå Synet af ham, idet han ventedes at ville passere ad Chausseen imellem Viborg og Holstebro, der gik i en Mils Afstand fra Landsbyen, men desværre havde man i den tyske Arme kun ældre Kort, på hvilke den gamle, nu forlængst nedlagte Hovedlandevej imellem Skive og Holstebro førte igennem Sevel82), så vi fik mere end nok af dem83).



NOTER OG HENVISNINGER

1) 1855.

2) Holstebro.

3) Kristen Sørensen, f. i Neder Pilgaard i Sevel 16/6 1815. Avlskarl i Sevel Pgd. 1844-1856.

4) Trine = Katrine Elisabeth Gramstrup, f. paa Kærgaardsholm 13/9 1838, konf. i Sevel 3/4 1853. Husjomfru i Sevel Pgd. 1855. Hendes Broder, Proprietær Niels Gramstrup (f. paa Kærgaardsholm 21/5 1831) til Lervanggaard i Ølstrup Sogn, blev gift i Sevel 13/12 1854 med Johanne Christine Algreen (f. i Randers 5/7 1827), Datter af Farver Peder Hartvig Algreen og Hustru Jochumine Frederikke Kuhlmann og Søsterdatter af Pastor Hans Jacob Bøtchers Hustru, Josine Thomasine Marie Kuhlmann. Farver A1green flyttede fra Randers til Viborg, og i hans Hus fik Pastor H. J. Bøtchers Søn, Petrus Johannes Bøtcher, sit Ophold, da han efter sin Konfirmation i Kobberup 10/4 1834 den paafølgende Sommer kom i Viborg lærde Skole. Efter Pastor H. J. Bøtchers Hustru, J. T. M. Kuhlmanns Død i Sevel 28/8 1839 tog J. F. Kuhlmann med Datteren J. C. Algreen Ophold i Sevel Pgd., medens Farver P. H. Algreen tog Ophold i Aarhus. J. C. Algreen blev konf. i Sevel 3/4 1842. Moderen, J. F. Kuhlmann, døde i Sevel Pgd. 4/7 1852. På hendes Grav paa Sevel Kirkegaard sattes et Jernkors med den ejendommelige Indskrift: „Graven skjænker uden Glimmer Fred”, der rimeligvis hentydede til hendes tragiske Livsskæbne.

5) Stine = Elisabeth Kirstine Bøtcher, f. i Kobberup Pgd. 1/12 1818, Datter af Pastor H. J. Bøtcher og Hustru J. T. M. Kuhlmann. Hun blev 17/8 1853 gift i Sevel med sin Fætter, Carl Herman Gustav Alexis Kuhlmann, f. i Køge 14/11 1819 som Søn af cand. jur. Johan Anton Braem Kuhlmann og Hustru Helene Caroline Jacobsen. C. H. G. A. Kuhlmann blev cand. theol. 1847, og efter Fætteren, Kapellan P. J. Bøtchers Afsked med Sevel Menighed 1848 blev C. H. G. A. Kuhlmann hans Efterfølger og fortsatte efter Svigerfaderen, Pastor H. J. Bøtchers Død 21/4 1855 i dette embede, indtil P. J. Bøtcher s. A. overtog Sognepræsteembedet i Sevel. C. H. G. A. Kuhlmann var derpaa Hjælpepræst i Grimstrup 1856-1858, Sognepræst i Nordby paa Fanø 1858-1867, do. i Borbjerg 1867-1898. Han og hans Hustru døde henholdsvis i Borbjerg 1904 og 1894.

6) Onkel = C. H. G. A. Kuhlmann. Se Note 5.

7) Farfaderen = Hans Jacob Bøtcher, f. paa Lydumgaard, hjdbt., fremst. i Lydum Kirke 17/12 1779, Søn af Forpagter Peder Johannes Bøtcher og Hustru Elisabeth Kirstine Kruse. Cand. theol. m. Laud. 1806, Lærer ved Skolelærerseminariet i Brøndbyvester 1808-1815, Sognepræst i Haderup 1815-1818, do. i Kobberup 1818-1836, hvorfra han kom til Sevel. Gift i Selde 20/10 1815 med J. T. M. Kuhlmann, f. i Viborg 3/5 1783, Datter af Kapellan Christian Kuhlmann og Hustru Johanne Lucie Schatt (død i Sevel 14/2 1841).

8) Tipoldefar = Jeppe Bøtcher (,,Jep Butcher”), der i en Alder af ca. 28 Aar 1730 blev kaldet til Degn i Tranderup paa Ærø, hvor han døde 1769 (begr. 25/9 d. A.) . Gift 22/1 1744 i Rise paa Ærø med Sophia Margaretha Groth, Datter af Tingskriver Jens Johansen Groth og Hustru Anna Cathrine Rabe i Marstal. Hun døde i Tranderup 1779 (begr. 7/8 d. A.)

9) Petrus Johannes Bøtcher nedstammede ikke fra Anna Coldbjørnsen (f. 1667, d. 1736), men P. J. Bøtchers Tiptipoldefader, Lektor theol. Melchior Ramus (f. 1646, d. 1693) i Trondhjem, var Broder til Anna Coldbjørnsens Mand, Pastor Jonas Ramus (f. 1649, d. 1718) i Norderhov i Ringerike. Da M. Ramus døde, kom Sønnen Joachim Frederik Ramus, P. J. Bøtchers Tipoldefader, senere i Huset hos Farbroderen i Norderhov Pdg., hvorved Anna Coldbjørnsen blev hans Plejemoder, hvilket kan være Aarsag til den forkerte Slægtstradition.

10) Peder Johannes Bøtcher, f. i Tranderup paa Ærø 1752, død i Kobberup 13/5 1836. Han blev 16/10 1778 gift i Langeskov (Nørvang Herred) med Elisabeth Kirstine Kruse, f. paa Hvolgaard 1755 (døbt 17/10 d. A.), Datter af Kommerceraad Hans Jacobsen Kruse og Hustru Elisabeth Marie Winding. P. J. Bøtcher var 1779 Forpagter af Lydumgaard, som han sammen med Svogeren Hans Hansen Kruse købte 1781. I 1785 boede han i Klostermølle (Vorladegaard Sogn) og ejede 1791-1795 Rosborggaard i Mønsted Sogn. (Jvf. Skivebogen 1965, Pag. 93-94). Med en kort Afbrydelse i 1817 beklædte han 1802-1821 Stillingen som Konsumptionsinspektør i Viborg, hvor hans Hustru døde 29/4 1817. Efter P. J. Bøtchers Død tog Sønnen, Pastor H. J. Bøtcher, sin omtalte Morbroder H. H. Kruses Søn, Hans Vilhelm Kruse, der var ugift og Almisselem i Varde, til sig, indtil denne døde i Sevel Præstegaard 31/1 1846, 65 Aar gammel.

11) Ikke „16 Aar”, men 7 Aar. Se Note 7.

12) Haderuppræsten Mag. Peder Frederiksen Kragelund skrev i en Indberetning af 2/1 1708 til Danske Kancelli: „Egnen er en af de verste udi Nørre Jüdland”. Før Grove Sogn 1/11 1893 blev udskilt, var Haderup Sogn paa 32267 Tdr. Land, medens Dronninglund Sogn havde 33795 Tdr. Land.

13) I 1827 overtog Staten 5 Bøndergaarde i Haderup Sogn for Skatterestancer, og paa disses Arealer begyndtes 1828 Beplantning af Nordre Feldborg Plantage, der i det væsentligste var tilendebragt 1833. Søndre Feldborg Plantage blev plantet 1836-1849, medens „Det danske Hedeselskab” først blev stiftet 28/3 1866.

14) Haderup Pgd. brændte 3/7 1719, hvorved Pastor P. F. Kragelund mistede alt sit Bohave og alle sine Bøger. Endnu i 1725 boede han i Vestergaard i Haderup (Viborg Landsting 25/7 1725), der længe havde været Haderuppræsternes Anneksgaard. Man tør da slutte, at den Præstegaard i Haderup, som Pastor H. J. Bøtcher flyttede ind i 1815, tidligst har været bygget 1725.

15) Petrus Johannes Bøtcher blev født i Haderup Pgd. 7/2 1817 og hjdbt. Dagen efter. Ved Fremst. i Haderup Kirke 17/4 s. A, blev han baaret af Mormoderen Johanne Lucie Schatt (se Note 7), der fra 10/6 1814 var Enke efter Sognepræst Christian Kuhlmann i Selde, og som opholdt sig hos Datteren og Svigersønnen i Haderup Pgd. Farfaderen Peder Johannes Bøtcher fra Viborg sammen med Løjtnant Gottlieb Ernst Philip Mylius (gift med Pastor H. J. Bøtchers Søster, Anne Kirstine Bøtcher) fra Aalborg stod Fadder.

16) Elisabeth Kirstine Bøtcher. Se Note 5.

17) P. J. Bøtchers Broder var Eiler Christian Bjarke Bøtcher, f. i Kobberup 16/8 1822, død i Borbjerg 1897. Efter sin Konfirmation i Sevel 2/4 1837 var han Landvæsenselev i Tørring Sogn (Vrads Herred) og nævnes 1842 som Avlsbestyrer i Sevel Pdg. Han blev 23/2 1848 gift i Sevel med Mariane Christensdatter, f. i Vestergaard i Sevel 8/1 1826, der døde i Borbjerg 1896. Efterkommere lever i Hvejsel Sogn ved Vejle.

18) Den store Dam = det lave Terræn mellem Kobberup Pgd. og den i 1869-1870 udtørrede Tastum Sø.

19) Per Højslev = Peder Christensen, hvis første Hustru, Anne Cathrine Christensdatter, døde i Grovegaard i Haderup Sogn 22/4 1819. Han var Tjenestekarl i Kobberup Pgd., da han 12/12 1835 ægtede Indsidder Maren Simonsdatter i Søby, hvor han døde som Husmand 13/10 1868, 81 Aar gammel.

20) Viborg lærde Skoles Rektor var paa den Tid den meget selskabelige Lejlighedsdigter Frederik Deichmann Hasselbalch.

21) „Friiserne fra Daugbjerg Præstegaard” = Diderik Johannes Friisenberg Friis (f. 29/12 1814) og Immanuel Friis (f. 3/6 1819), begge Sønner af Sognepræst Christian Michael Rottbøll Friis og Hustru Anne Margrethe Speitzer i Daugbjerg Pgd.

22) Frantz Richter af østrigsk Slægt, f. i Holstebro 18/5 1813 og død smst. 23/8 1890. Gift 27/6 1851 i Holstebro med Kirstine Marie Jacobsen, f. i Nykøbing Mors 28/6 1813, død i Holstebro 17/1 1890.

23) Stephan Ankjær, f. i Horsens 5/1 1820, d. i København 24/7 1892. Han var 1840 Huslærer paa Taarupgaard for Godsejer Lorens F. Bahnson og Hustru Henriette Jespersens Søn, Jesper Jespersen Bahnson, der 18/11 1827 var født paa Taarupgaard, som Faderen havde købt af Staten 1824. Stephan Ankjær raadede senere sin tidligere Elev til at gaa Officersvejen, som han selv havde gjort. Ankjær blev 25/11 1874 General og Chef for 1. jydske Brigade, og efter mange Aars Adskillelse mødtes han og Provst P. J. Bøtcher en Gang under de store aarlige Lejrsamlinger ved Hald, der afholdtes i Aarene 1868-1880, og her blev Ungdomsvenskabet opfrisket. Generalen med sine 3 Sønner, William, Harald og Haldur Ankjær, hvis Moder, Sara Bernhardine Devold, var død paa Frederiksberg 25/6 1861, kom derefter særdeles meget til Sevel Pgd. i Paaske- og Sommerferierne. Efter Jesper Jespersen Bahnsons Udnævnelse 12/9 1884 til Krigsminister i Ministeriet Estrup, blev Stephan Ankjær 31/1 1885 forfremmet til Generalløjtnant og kommanderende General for 2. Generalkommandodistrikt, i hvilken Stilling han tog sin Afsked 15/10 1888.

24) „Hans Faders gamle Venner” var tillige Slægtninger af Familien Bøtcher. Apotheker Jens Peter Groth, der var Indehaver af Vajsenhusapotheket fra 1811 til sin Død 1832, var født i Svendborg 20/6 1785 som Søn af Told- og Konsumptionsinspektør Simon Peter Groth, der var Broder til Degnen Jeppe Bøtchers Hustru, Sophia Margaretha Groth i Tranderup paa Ærø. (Jvf. Note 8). Da Student P. J. Bøtcher i 1835 kom fra Viborg til København, var det Apotheker J. P. Groths Enke, Kathrine Marie Magdalene Ahrens og hendes Sønner, han besøgte. Af disse blev Simon Peter Groth (f. i København 5/11 1813 ) Præst i Naur-Sir fra 1855 til 1873, hvorefter han blev forflyttet til Holstebro, medens Broderen, cand. pharm. Johan Daniel Herholdt Groth (f. i København 1815), 12/3 1840 overtog Vajsenhusapotheket.

25) Josine Thomasine Marie Kuhlmann (døbt i Viborg 23/5 1783). Se Note 4. Da hun døde i Sevel 28/8 1839, var hun saaledes ikke levende, da Sønnen Petrus Johannes Bøtcher 12/8 1842 blev Faderens Kapellan smst.

26) Den af Fru Amalia Lange paastaaede Lighed mellem „det nulevende Slægtled” og „Friisernes Slægt med de tre sorte Egern i Våbnet” kan ikke skyldes Slægtskab, da Slægten Friis i Daugbjerg Pgd. ikke nedstammede fra denne eller nogen anden adelig Slægt Friis, men derimod hørte til Slægten Friis fra Lundgaard (Gammelstrup Sogn), blandt hvis Stamfædre var Niels Hansen Griisbech fra Vejrup Sogn (Gørding Herred), der 25/8 1583 i Ribe ægtede Christen Friis' Enke, Kirsten Christensdatter, og hvis Sønner antog Navnet Friis efter deres Moders første Mand. Jvf. H. Friis-Petersen: Familien Friis fra Ribe gennem 400 Aar. 1949.

27) Antoinette Augusta Friis' Moder, Anne Margrethe Speitzer, var født paa Sindinggaard 19/7 1781 som Datter af Proprietær Anders Christensen Speitzer og Hustru Marie Kirstine Singstoch. Hun blev 6/11 1807 gift i Sinding med Kapellan Christian Michael Rottbøll Friis, der 1809-1810 var Præst i Vildbjerg-Timring. Efter Mandens Død i Daugbjerg 5/3 1843 flyttede hun til Viborg, hvor hun døde 29/3 1858.

28) Efter Lysning i Viborg Domkirke og med Tilladelse af Stiftprovst Ursin i Viborg blev P. J. Bøtcher den 10/5 1848 gift i Sevel med A. A. Friis.

29) „Præsteparret fra Aggersborg” var Antoinette Augusta Friis' ældre Søster, Amalie Marie Friis  (f. paa Sindinggaard, hjdbt., fremst. i Sinding Kirke 15/12 1809), der 31/1 1842 havde ægtet Sognepræst Andreas Holm i Aggersborg. Han døde 1853, medens hun levede til 9/5 1886.

30) P. J. Bøtcher var yderst konservativ og gik med Liv og Sjæl op i Tidens politiske Rørelser. Allerede som Præst i Mejrup og Kateket i Holstebro lod han sig opstille som de konservatives Kandidat i Ringkøbing Amts 3. Valgkreds (Holstebrokredsen) ved Folketingsvalget 27/5 1853. Modkandidaten var Venstremanden Gdr. A. Vestergaard, Struer, der, takket være sin Hældning mod de konservative, blev valgt med 559 Stemmer mod Bøtchers 300 stemmer. Under de vanskelige politiske Forhold i Begyndelsen af 1864 sammenkaldte Provst Bøtcher sammen med Dr. M. Gleerup m. fl. i Holstebro til et Møde i Holstebro Raadstue den 15. Januar, da de ansaa „det for i højeste Grad ønskeligt og gavnligt, at Folket saa almindeligt som muligt tilkendegiver sin Opfattelse af vore nærværende politiske Forhold, for at Regeringen (Monrad) kan støttes og styrkes ved alles Enstemmighed”. (Holstebro Avis 9/1 1864).

31) „Districtslæge Gleerup” = Mouritz Gleerup, f. i Hygum Pgd. ved Lemvig 30/10 1810 som Søn af Sognepræst Frederik Gleerup og Hustru Anna Elisabeth Gjeding og død i Holstebro 17/12 1889. Han blev 3/1 1851 Distriktslæge i Holstebro, hvilket Embede han beklædte, til han 16/5 1877 tog sin Afsked. Den 25/11 1841 blev han i Lemvig gift med Marie Sophie Smith, der var født i Lemvig 20/4 1817 som Datter af Købmand Mathias Smith og Hustru Caroline Ansine Andrup. Hun døde i Holstebro 25/3 1892. De omtalte Døtre var Ane Elisabeth Gleerup (f. i Lemvig 18/11 1842), Caroline Mathilde Gleerup (f. i Holstebro 26/12 1844), Sophia Amalia Gleerup (f. smst. 22/2 1847), Thora Frederikke Gleerup (f. smst. 9/11 1849) og Maria Sophie Birgithe Gleerup (f. smst. 16/11 1857).

32) „Danselæreren Hr. Bay” = Søren Andreas Bay, f. i Viborg 20/5 1798, d. smst. 13/7 1868.

33) Niels Iversen, f. i Stokvad, Tvis Sogn, 24/11 1842.

34) Kapellan C. H. G. A. Kuhlmann var ikke Søstersøn af Pastor H. J. Bøtcher, men Brodersøn af dennes Hustru J. T. M. Kuhlmann. Se Note 5.

35) pastor Hans Jacob Bøtcher døde i Sevel Pdg. Lørdag Aften 21/4 1855.

36) „Den nærliggende Proprietairgaard” = Ny Stubbergaard i Sevel Sogn, der 1855 ejedes af Proprietær Jacob Boserup, gift med sin Kusine Hedevig Christine Elisabeth Boserup.

37) „Hans Provst” = Anders Knudsen Damgaard, der var født i Bostrup, Lyby Sogn, 1/11 1808 som Søn af Gmd. Knud Lauritzen og Hustru Ane Andersdatter og døde i Odense 3/9 1858. Som Sognepræst i Borbjerg (1839-1855) blev han 16/1 1850 udnævnt til Provst over Hjerm-Ginding og Hammerum Herred. 10/11 1855 kaldedes han til Sognepræst i Kullerup paa Fyn, hvorfra han 22/1 1858 blev forflyttet til Odense og fik Stiftsprovsteembedet over Fyns Stift. Ligesom Provst P. J. Bøtcher var han meget politisk interesseret og stillede sig til valg til den grundlovgivende Rigsforsamling 5/10 1848 i Ringkøbing Amts 3. Kreds (Holstebrokredsen), hvis Folketingsmand han blev 4/12 1849 og mødte derefter i 3 Rigsdagssamlinger til 4/8 1852.

38) Pastor P. J. Bøtchers Udnævnelse til Sognepræst i Sevel meddeltes i „Berlingske Tidende” og „Viborg Stifts-Tidende” henholdsvis 5/9 og 8/9 1855, medens Udnævnelsen til Provst fremkom i samme Aviser henholdsvis 27/12 og 29/12 1855.

39) Anna Marie Josine Bøtcher, født i Holstebro 26/2 1849, Lærerinde ved Døvstummeskolen i Fredericia 1883-1915, død i København 6/4 1937, begr. i Sevel.

40) Ikke „1856”, men 1855.

41) Sevel Pgd. brændte Natten mellem 14. og 15. Maj 1716, og den daværende Sognepræst Jacob Madsen Scharschou opførte da en ny Præstegaard af Bindingsværk og Ler, hvori han døde 1733. Sevel Pgd. var saaledes ca. 139 Aar gammel, da Pastor P. J. Bøtcher i 1855 flyttede ind i den.

42 ) Stubbergaard Sø, Hellesø og Flyndersø.

43) Sevel Kirke var oprindelig kun en lille straatækket, romansk Bygning, opført af tilhugne Kampesten, men ved Brev af 12/1 1554 fik Herremanden Iver Juel til Stubbergaard af Kong Kristian III Lov til at nedbryde Trandum Kirke og af dens Materialer bygge Sevel Kirke større, samtidig med at Trandum Sogn blev lagt til Sevel Sogn. Den vestlige Del af Sevel Kirke bestaar saaledes af Granitkvadrene fra Trandum gamle Kirke.

44) Hellesø og Stubbergaards Sø danner ikke Afløb for Flyndersø, idet Vandet fra talrige Kilder tværtimod rinder modsat Vej og gennem de nævnte Søer og Flyndersø løber mod Skive-Karup Aa ved Estvad.

45) Stubberkloster nævnes første Gang 1268. Efter Reformationen 1536 blev det 1538 af Kongen forlenet til og i 1547 af samme solgt til Adelsmanden Iver Juel (jvf. Note 43), hvorved Klosteret saaledes overgik til at blive en adelig Sædegaard - Stubbergaard. Proprietær Jacob Boserup, der fik Skøde paa Gaarden 23/12 1836, begyndte 1849 at bygge den nuværende Ny Stubbergaard, hvortil han og hans Hustru flyttede ca. 1854, medens hans Hustrus Søster, Husjomfru Vita Sophia Boserup, med 1 Pige og 6 af Gaardens Karle blev boende paa Gammel Stubbergaard. Endnu i 1860 boede 2 Karle og 2 Piger i den gamle Gaard, som Jacob Boserup kort Tid efter lod nedrive, idet dog de gamle Kælderhvælvinger, hvoraf især Klostrets Refektorium (ikke ”Kryptkirke”) maa bemærkes, fik Lov at blive staaende til vor Tid.

46) Den skønne Skovkløft „æ Gjæv” ved Ny Stubbergaard, hvorigennem „æ Gjævsbæk” i Træernes Skygge rinder mod Hellesø.

47) Allerede i Arent Berntsen Bergens „Danmarckis oc Norgis Fructbar Herlighed” fra 1656 nævnes Stubbergaard blandt de Herregaarde i Harsyssel, der „formedelst herlig Bygning oc stor tilliggende Ejedom oc Herlighed for Förstelige Huse at ansee oc acte ere”. I Dr. Erich Pontoppidans og Hans de Hofmans „Den danske Atlas” fra 1769 (Tomus V, Pag. 861) nævnes Stubbergaards „syv Gange syv Herligheder” at være 7 Jura vocandi (d. v. s. Ret til at kalde Præster. Trap 1859 har: 7 Kirker), 7 Møller, 7 Skove, 7 ferske Søer, (Trap 1859 har: 7 Søer), 7 Moser og Heder til Tørveskær, (Trap 1859 har: 7 Øer), 7 grønne Enge udenfor Gaardens Enemærker, (Trap 1859 har: 7 Gange 7 Vinduer i Hovedbygningen) og 7 Snese Plove, (Trap 1859 har: 7 Gange 7 drivende Plove). Dr. phil. Oluf Nielsen formoder i sine „Historisk-topografiske Efterretninger om Hjerm og Ginding Herreder” (1895), at Syvtallet er opkommet, fordi det for en Del var raadende i Andelshavernes Adkomster til Stubbergaard.

48) „Den gamle hvidhårede Røgter" = Palle Christensen, f. i. Mørup, Mønsted Sogn, hjdbt. 4/2 1775, Soldat ved det norske Livregiment 1796-1804, var gift og findes som Tjenestekarl i Sevel Pgd. 1840, hvor han forblev til sin Død 25/11 1860. Det blev tilladt, at han maatte begraves 4/12 1860 paa Sevel Kirkegaard „med de brugelige Ceremonier".

49) „Lille Hans" = Hans Johannessen, f. i Sevel 30/10 1857.

50) April 1860.

51) Skonnerten „Ariel" og Kutteren „Alacrity" er Fartøjer, der nævnes i J. F. Coopers Fortælling „Lodsen", hvis 3. Oplag paa Dansk udkom 1857.

52) „Vor gamle Avlskarl" = Jens Andersen (Rusborg), f. i Rusborg, Handbjerg Sogn, hjdbt. 5/7 1812, død i Sevel Vesterhede 31/3 1882. Efter sin Hustrus Død 25/2 1868 fik han fast Ophold i Sevel Pgd., hvor han allerede var i Tjeneste 1840.

53) Skolelærer og Kirkesanger Christen Christensen Astrup, f. i Brøndum (Skast Herred), dbt. smst. 30/9 1792, død i Sevel 10/2 1882. Lærer i Sevel 1831-1865.

54) „Hjorths Læsebog" udkom 1. Gang 1839 og siden i flere Oplag.

55) „Vor Lærerinde" fra „H-" = Anna Kirstine Hansen, f. i Holstebro 10/3 1841. Hun var i Sevel Pgd. 1860.

56) Andrea Christiana Margarethe Bøtcher, f. i Holstebro 2/1 1854, død i København 21/5 1933. Da Faderen 7/2 1886 fik sin Afsked som Provst og Sognepræst i Sevel, fulgte hun med sine Forældre til København og passede og plejede dem i det nye Hjem paa Nøjsomhedsvej, hvor Faderen døde 7/3 1893 og Moderen 31/3 1903.

57) Jens Christian Jensen, født i Ryde Kirkeby 3/5 1846.

58) Julen 1857.

59) „Spandehuset", opkaldt efter Kapellan Niels Spandet i Sevel 1798-1801. Han var født paa Holmsland 21/8 1749 og døde som Sognepræst i Ho-Oksby 12/3 1810.

60) „Den nærliggende Bondegaard" var Damgaard i Sevel, hvor Gmd. Peder Christian Poulsens lille Datter Mette døde af Skarlagensfeber 17/11 1857. I de følgende Maaneder indtil Midten af April 1858 døde yderligere 6 Børn i Sevel Sogn af Epidemien.

61) Mariane Nielsen, f. i Spaabæk, Vinding Sogn, 27/7 1837, der tjente i Sevel Pgd. 1856-1859.

62) Christian Michael Rottbøll Friis Holm, f. i Aggersborg 7/6
1846, Discipel i Viborg Latinskole, døde 30/12 1857.

63) Søndag den 13. Marts prædikede Provst Bøtcher i Sevel Kirke og fremsatte i sin Tale det Spørgsmaal: „Men nu du, mit Folk blandt alle Jordens Folkeslag, vil du ogsaa i disse Trængselstider opgive denne Tro, at Gud er med os?" - og han fortsatte: „Frygter ikke og forfærdes ikke, thi jeg igjenløste dig! Hvad siger dit Fædrelands og dit Folks Historie, hvad siger dine Fædres Bebudelsestider til denne Forjættelse og dette Haab - beskæmmer eller stadfæster de det? Siger de dig ikke baade fra de Trængselstider over dit Folk og dit Land, der ligger langt tilbage i Oldtidens graa Taager og fra dem, du selv har kendt og oplevet: Frygt ikke, thi du har fundet Naade hos Gud! Han, som har frelst dig af saa mange Angester, skal ogsaa frelse dig af denne". (Provst Bøtchers efterladte Prædikensamling). Samme Søndag Formiddag, som Provsten udtalte disse trøstende Ord til Menigheden i Sevel Kirke, drog 4. Division af den danske Hær paa Tilbagetrækningen til Mors op mod disse Egne. Allerede om Lørdagen havde der rejst sig en stærk Storm, der med udformindsket Styrke rasede de følgende Dage. Efter at have afbrudt Resenbro (Gødvad Sogn) over Gudenaa tiltraadte 1. Kavaleribrigade, bestaaende af 3. og 5. Dragonregiment, under Generalmajor J. J. Honnens, Lørdag Eftermiddag K1. 5,30 Marchen mod Viborg, hvortil den kom Kl. 2 om Natten. Efter ca. 3 Timers Ophold uden for Byen fortsatte Brigaden i den voldsomme Storm af Nordvest med 10° Kulde og et forrygende Snevejr videre ad Landevejen mod Skive. I det haarde Vejr holdtes fra K1. 6 til K1. 8 Morgen et Hvil under Tag i Egnen omkring Kvols, inden man fortsatte mod Skive, der naaedes ved Middagstid. Omtrent samtidig med denne Ankomst afgik de første Tog med Soldater af 7. Infanteribrigade, bestaaende af 1. og 11. Infanteriregiment under Oberst C. F. Max Müller fra Langaa med den i 1863 anlagte, men endnu knapt fuldførte Jernbane til Skive, som naaedes i Løbet af Eftermiddagen. Denne Brigade var K1. 2 om Natten til Lørdag den 12. Marts brudt op fra Stillingen mellem Mossø, Skanderborg Sø og Solbjerg Sø og marcherede op ved Landsbyen Tulstrup om Morgenen Kl. 8,30. Efter et Hvil der var den draget videre i Sne og Slud over Hammel til Langaa for sent om Aftenen at blive indkvarteret nogle faa Timer i og ved denne By, inden Jernbanetransporten til Skive begyndte. I Løbet af Søndagen og den paafølgende Nat var hele 4. Armédivision, med Undtagelse af 2. Kavaleribrigade under Oberst H. L. Scharffenberg, samlet i Skive og nærmeste Omegn, hvor Befolkningen gjorde deres Bedste for at skaffe Ly og Leje til de dødtrætte Soldater. Divisionens Chef, Generalløjtnant Cai Ditlev Hegermann-Lindencrone med Stab, ved hvilken Landets 20-aarige Kronprins (Fr. VIII) befandt sig, tog Kvarter paa Gæstgivergaarden (senere Hotel Royal) og udstedte herfra sine Ordrer. Kronprinsen havde dog sit Ophold i „Taarnet" (senere Frederiksgade Nr. 23) oppe ved Skive Mølle. Pludselig skulde ca. 13.000 Soldater indkvarteres i og ved Skive, som da kun talte ca. 1800 Indbyggere. Der skulle handles hurtigt. En Divisionsordre, dateret Skive d. 13. Marts 1864, skrevet paa et Stykke Papir, fugtplettet af smeltet Sne, ligger endnu som et tavst Vidnesbyrd om hin Dags hektiske Aktivitet. 11. Infanteriregiment under Kaptajn W. C. B. Stricker forblev i Skive og Lund, paa Krabbesholm, i Resen, Vinde og Hvidbjerg. Det skulde udstille Feltvagter paa Vejene til Dommerby, Tastum og Fly. Broen ved Dommerby forberedtes til Afbrydning, og Dragoner, som var afgivet til Regimentet, udstrakte deres Rekognosceringer over Vridsted og Sjørup mod Hagebro. Efter Fægtningen ved Vejle den 8. Marts og Meldingen om, at Fjenden den 11. Marts havde besat Horsens, troede alle, at de fjendtlige Styrker i Ilmarch var paa Vej mod disse Egne i Sporene efter den tilbagerykkende danske Armédivision. 1. Infanteriregiment under den senere fra Lundbyaffæren saa kendte Oberstløjtnant Hans Charles Johannes Beck, som bl. a. bestod af Københavnerne, der havde taget den haarde Tørn ved Sankelmark den 6. Februar, forlagdes til Skives Opland mod Syd og Vest. Et enkelt af Regimentets Kompagnier afgik dog direkte til Sallingsund for at hjælpe Ingeniørmajor C. T. Jørgensen med at forberede Overfarten til Mors. Først op ad Dagen den 14. Marts kom 2. Kavaleribrigade fra Viborg til Skive, men efter febrilsk Travlhed var hele Divisionens Dislokering bragt i Orden inden denne Mandag Aften. Oberstløjtnant Beck havde med sin Stab taget Kvarter i Sognefogden Peder Svenningsens (Peder Jensens) Gaard i Hvidbjerg By, medens 3 af Regimentets Kompagnier samt en Deling af 5. Dragonregiments Eskadron var forlagt til Kisum, Estvad og Estvadgaard med Hovedkvarter i Flyndersø Mølle. Beboerne paa disse Steder skulde skaffe Forplejning til Soldaterne, og Gmd. David Christensen i Hesselbjerg samt Gmd. Frands Andersen og Hmd. Emanuel Sørensen i Estvad By paatog sig at samle Madvarerne. Da de kom til Estvad Præstegaard, vilde den højst besynderlige Pastor Niels Peter Gjølbye ingen Ting af med. Han laa skældende i sin Seng og kaldte de gode Sognemænd for Slubberter. Han kom dog til at udrede det forlangte og fik desuden en Bøde for sin Uvillighed. Fra Forlægningen i Estvad og Omegn skulde Dragonerne udsende Patrouiller ad Holstebrovejen over Hjelm Hede mod Sevel. 2 af Regimentets øvrige Kompagnier var indkvarteret i Hvidbjerg og Rettrup, medens 1 Kompagni samt de resterende 3 Delinger af 5. Dragonregiments Eskadron under Premierløjtnant André Martinus Borberg var blevet skudt frem til Ejsing, hvorfra en mindre Styrke af Dragonerne blev stationeret i Sahl. Dragonerne i Ejsing skulde udsende langtudgaaende Patrouiller ad Holstebrovejen forbi Rydhave, medens Dragonerne i Sahl paa tilsvarende Maade havde til Opgave at udsende Patrouiller ud over Sevel og Omegn. Forposter blev udstillet fra Venø Bugt over Flyndersøs Sydspids og Egnen omkring Sevel mod Øst til Skive-Karup Aa, der i det voldsomme Vejr var gaaet over sine Bredder, saa Vandet med store drivende Isflager stod ind over Engene. En i 1949 i Krattet ved Sevel funden Feltflaske røber muligvis en ensom dansk Vagtposts Placering paa dette Sted en mørk Martsnat 1864. I paakommende Tilfælde skulde Forsvarsstillingen indtages i Egnen mellem Skive-Karup Aa og Flyndersø. Da Vejret ved mere vestlig Vind i Løbet af Mandagen steg til Orkan, kunde der ikke blive Tale om at begynde Overfarten til Mors. Mandag Morgen K1. 6 havde Major Jørgensen ved Sallingsund meldt: „En forrygende Storm har forhindret. enhver Forbindelse med Mors hele Natten", og K1. 9 samme Formiddag meldtes: „Stormen vedvarer. En Baad er i Aftes gaaet under med 2 Vogne og nogle Intendantursager. Pengekassen er i Behold paa Mors". Natten til Tirsdag den 15. Marts lykkedes det dog at faa overført 60-70 Heste, men derefter maatte Overfarten atter afbrydes paa Grund af Stormen. Nødvendige Ordrer i Forbindelse med den store Invasion, som Mors maatte forberedes paa, skulde dog af Sted, men først K1. godt 9 Tirsdag Formiddag fik man i det barske Vejr en Baad sat over med disse. Da ingen kunde vide, hvorlænge det vilde vare, inden Overfarten til Mors blev mulig, steg Nervøsiteten i det danske Armékorps. „Vi frygter alle at blive taget til Fange", skrev en Artilleriløjtnant i sin Dagbog. Fra Divisionskvarteret paa Gæstgivergaarden i Skive rettede Generalløjtnant Hegermann-Lindencrone tidlig Mandag Morgen den 14. Marts Opfordring til Provst Bøtcher i Sevel og Pastor Didrik Nicolai Blicher i Aulum om at rapportere alt om Fjendens Bevægelser, hvilket skulde ske ved at udsende Dobbeltposter til Hest, som hurtigt til Divisionen kunde melde om alt mistænkeligt. Medens Brevet til Pastor Blicher først naaede til Aulum Onsdag den 16. Marts, modtog Provst Bøtcher allerede ved Middagstid om Mandagen Generalløjtnantens Opfordring. Inden 2 Timer efter Brevets Modtagelse havde Provsten ved ridende Sognebud sendt Besked om de ønskede Dobbeltposter til Sognefogderne i Sevel, Handbjerg, Ryde, Borbjerg og Haderup. Et Bud, som Provsten samme Dag sendte til Hclstebro, kunde ved Hjemkomsten blot meddele, at man ikke der vidste noget om Fjendens Nærhed. Ingeniørkaptajn Enrico Dalgas og Premierløjtnant Christian Modest Müller ved Ingeniørkorpset opholdt sig med 3. Ingeniørkompagni i Skive i Dagene fra den 13. til den 16. Marts, hvor Dalgas traf Jernbanedriftsselskabets Direktør, Kaptajn N. Holst, i et Kulskur ved Skive Station, just da denne ved Midnatstid Natten til Mandag den 14. Marts uden Uheld af nogen Art personlig havde ledet og tilendebragt Divisionens Befordring ad Jernvejen fra Langaa til Skive. Lokomotiverne blev kørt ud i Sandgraven ved Lundbro, hvor de gjordes ubrugelige ved Bortfjernelse af Stemplerne. Dalgas og Müller gik straks i Gang med at grave Løbegrave i Byens østlige Udkant, bygge Barrikader og løsne Plankerne i Skive Bro, ligesom man ogsaa fik Hoveddragerne i den nybyggede Jernbanebro over Aaen saaledes overhugget, at disse i Løbet af faa Øjeblikke kunde styrtes i Vandet. Paa det høje Parti Øst for Kirkegaarden, der nu er inddraget under denne, blev der gravet Placementer for Artillerikommandoens Kanoner til Beskydning af Vejene mod Viborg og Kolding. I disse Dage foretog Dalgas et Par Terrænrekognosceringer fra Skive Øst om Tastum Sø til henimod Sevel og Rydhave. Fra 1856, da han begyndte sit Ingeniørarbejde paa Landevejen fra Viborg til Holstebro, var han en kendt Mand blandt Egnens Befolkning, og allerede om Mandagen den 14. Marts var han i Hagebro Kro hos Kromanden Anton Waldemar Neess. Som en Sikkerhedsforanstaltning mod Fjendens formodede Fremrykning begyndte man denne Dag at løsne Hagebros Planker, samtidig med at der af Egnens Befolkning placeredes en Observationspost paa Bavnehøjene mellem Hagebro og Vrove. Sent om Aftenen naaede Dalgas sammen med Sekondløjtnant Eduard Emil Åhman ved Ingeniørkorpset, der kommanderede Eskorten, til Sevel Præstegaard, hvor Provsten, Provstindens 3 Broderdøtre fra Hanved Præstegaard i Slesvig samt Sekondløjtnant Åhman efter Diktat af Dalgas skrev Breve til Sognefogderne nær og fjern, hvilke Dalgas fra sin tidligere Virksomhed i disse Hedeegne kendte. I Brevene blev Sognefogderne bedt om i den kommende Tid at indberette alt vedrørende den ventede Fjendes Bevægelser. Takket være dette Initiativ blev der i de følgende Dage oprettet ialt 3 Observationslinier med livlig Stafettjeneste imellem. Den ene af disse gik fra Handbjerg ved Venø Bugt over Sevel til Hagebro. Den anden fra Agerfeld (Vinding Sogn) ved Landevejen mellem Holstebro og Varde over Møltrup, Sindinggaard, Nybro Mølle og Torup ved Sunds Sø til Karup Bro. „Det er de eneste Veje, som kan passeres i denne Egn", skrev Pastor Blicher. Den tredie Observationslinie fulgte Landevejen mellem Ringkøbing og Silkeborg. Dagen efter dette natlige Besøg i Sevel Præstegaard havde Provst Bøtcher atter Bud i Holstebro, og efter Budets Hjemkomst skrev han bl. a. til Hegermann-Lindencrone: „Jeg har. idag igjen sendt eget ridende Bud derud (d. v. s. til Holstebro), deels for at faae paalidelig Meddelelse om, hvad der idag mulig maatte vides derude, og deels for at anmode Stedets og Jurisdictionens Underøvrighed om at ordne Stafetlinien saa langt Syd paa som muligt og drage Omsorg for en regelmæssig Correspondance herned efter imellem de forskjellige Poster paa Linien. Jeg er vel selv en Jyde, men troer dog at maatte beklage mine Landsmænds Langsomhed i disse Bevægelser, naar de ikke ere under Gevær. Saavidt mine Evner rækker, tør jeg dog sige, at den Tillid, hvormed Deres Excellence har beæret mig, ikke skal blive skuffet; thi i Kjærlighed til mit Fædreland, i Troskab mod min Konge og i Højagtelse for mit Folks tapre Sønner viger jeg ikke for Nogen". Samme Mandag Aften, som Kaptajn Dalgas aflagde Besøg i Sevel Præstegaard, sad Oberstløjtnant Beck i Sognefogden Peder Jensens (Peder Svenningsens ) Gaard i Hvidbjerg og skrev sin Rapport til Divisionskommandoen i Skive. Da han mente, at Terrænet ved Ejsing vilde være velskikket til et Forsvar i Tilfælde af Fjendens Fremrykning ad den nyanlagte Holstebrovej, som var den eneste større Tilgang mellem Venø Bugt og Flyndersø, agtede han den næste Morgen at forlægge et Kompagni fra Kantonnementet ved Estvad til Lundholm, Kjærgaardsholm og Grønholm og selv tage sit Stabskvarter paa Kjærgaardsholm. Dette skete ogsaa Tirsdag Morgen den 15. Marts, men de nævnte Gaarde var da allerede belagt med Tropper af 5. Dragonregiment under Oberstløjtnant N. S. Brock. 1. Kavaleribrigades Chef, Generalmajor J. J. Honnens, var højst utilfreds med Kjærgaardsholm, som han havde faaet anvist til Stabskvarter. „En forfalden og forarmet Gaard, hvor Officererne savne saavel Locale som Natteleie, og hvor Dags Formiddag desuden er bleven indqvarteret 1 Officer og 40 Mand af 1. Infanteriregiment", skriver han den 15. Marts til Armédivisionen. Knapt var Oberstløjtnant Beck om Morgenen kommet til Kjærgaardsholm, før han foretog en Rekognoscering af Forterrænet mod Ejsing. Resultatet af denne blev, at han ændrede sin Mening om Terrænet ved Ejsing som velskikket til Forsvar og fandt Højdedraget ved Skørsø umiddelbart Syd for Grønholm bedre egnet i paakommende Tilfælde. Da Indkvarteringsforholdene paa Grønholm, Kjærgaardsholm og Lundholm som nævnt var trange, trak Beck sit Kompagni fra Estvad tilbage til Hvidbjerg og tog sit Stabskvarter i Sogneforstander Jens Jensen Møllers Gaard i Bønding. Sent om Aftenen den 15. Marts forelaa den Situation, at de tilbageblevne 2 Kompagnier i Estvad og Omegn klagede over Mangel paa Naturalforplejning, hvilken især var vanskelig at fremskaffe i Estvad By og Kisum, „der siges at være udspiste". Imidlertid var Orkanen om Eftermiddagen mindsket noget, og man kunde begynde at tænke paa at bringe større Troppetransporter over Sallingsund til Mors. Hen paa Natten til Onsdag den 16. Marts løjede Stormen endnu mere af., og K1. 4 om Morgenen blev der givet Ordre til at begynde den store Indskibning af Tropper, Heste og Tros til Mors. Med Undtagelse af 1 Kompagni af 1. Infanteriregiment, der som Forpostkommandoer blev delt mellem Estvad og Ejsing, kunde Oberstløjtnant Beck da Kl. 9,15 Onsdag Formiddag fra Hvidbjerg melde, at han havde dirigeret hele sin Styrke mod Sallingsund, hvorved Naturalforplejningsspørgsmaalet i Estvad og Kisum løste sig af sig selv. Hen over Middag samme Dag brød Beck selv op fra Bønding med Kurs mod Sallingsund for at blive overført til sit nye Stabskvarter paa Højris. Endnu samme Aften K1. 6 tog Divisionschefen Hegermann-Lindencrone med Kronprinsen og Divisionsstaben over fra „Pinen" til „Plagen" paa „Jyllands Als" - Mors. Da Divisionens Overførsel nu forsaavidt var sikret, blev den civile Post paa Bavnehøjene mellem Hagebro og Vrove samme Aften inddraget, og Kromand Neess i Hagebro fik Besked om, at man nu mest skulde observere i Egnen Vest for Broen. Først den næste Morgen, Torsdag den 17. Marts, overførtes Forpostkommandoerne fra Estvad og Ejsing samt 2 Eskadroner Dragoner, og samme Dag tog ogsaa Kaptajn Dalgas med 3. Ingeniørkompagni over Sundet. Fra den 8. til den 17. Marts havde saavel han som Sekondløjtnant Åhman under Retræten fra Vejle til Mors baade Nat og Dag været i Aktivitet. Syd for Limfjorden var paa disse Egne af 4. Division nu kun 2 smaa Korps bestaaende af Dragoner og Fodfolk paa Vogne under Kommando af Ritmestrene Henrik Castenschiold og Edgar Even Moe, der som Strejfkorps fra Øst og Vest begyndte at operere mod Fjenden. Disse Korps viste sig pludselig i Fjendens Front eller Flanke og forsvandt ligesaa hurtigt igen. Dette bevirkede, at han aldrig følte sig sikker og ikke turde drage højere op i Jylland, fordi han ikke vidste, hvor den danske Armédivision var. Som Forholdene var efter Divisionens Overførsel til Mors, er det forstaaeligt, at Provst Bøtcher henimod Aften den 17. Marts skrev til Armédivisionen : „Dersom Divisionen, som alt synes, staar i Begreb med at forlade Egnen, turde jeg maaske bede mig underrettet om, ihvorvidt Efterretningsvæsenet sydfra hertil skal opretholdes og vedblive, og hvorhen jeg i bekræftende Fald skal adressere Meldingerne for det Tilfælde, at der oprettes en Estafettelinie imellem dette og Divisionens Hovedqvarter". Et Par timer efter, at dette Brev var skrevet, kom en Stafet fra Aulum og Holstebro til Sevel Præstegaard med Meddelelse om, at der paa disse Steder hidtil ikke var observeret noget i Forbindelse med den ventede Fjendes Fremrykning. Denne Oplysning lod Provsten straks samme Aften gaa videre, men „da ingen Estafette var tilstede", afgav han den til Sognefogden Anders Larsen i Sebstrup, der besørgede den til Byfogedkontoret i Skive. Fra Hagebro havde Kromand Neess i Løbet af Dagen skrevet et Brev til Kaptajn Dalgas: „Velbaarne Herr Ingeniørcapitain Dalgas. Jeg takker for Deres Tillid, som jeg ej heller skal svigte. Tømmerfolkene har arbejdet ved Broen i 3 Nætter og 1 Dag. Slidedækket blev tildeels splittet ad og kastet i Aaen med Opmuntring til Folk om, at de langvejs skulde fiske det op og bringe det bort, da det vilde blive liggende i Krogene. Skal dette Materiale tilbage igen, kan det sikkerlig skee ved straks at efterlyse det ved Kirken, da imodsat Fald enhver ellers vil betragte det som Krigsbytte. I Gaar modtog jeg Efterretning fra Ritmester Moe om, at man nu nærmest skulde observere i Egnen vesten for Broen. Jeg har holdt en Post ved Vrouve Højderne i 3 Dage og 2 Nætter og derfor betalt 3 Rd., som er mig refunderet ved Tømmermester C. Nielsen. Hagebro 17. Marts 1864. Ærbødigst A. Neess". At Tømmerfolkene ved Hagebro havde gjort deres Arbejde grundigt, fremgaar af et Brev af 21. Marts fra Pastor Gerhard Tage Valdemar Hald i Haderup til Provst Bøtcher, hvori der skrives: „Hagebro er ved den af Militairet truffene Foranstaltning til dens Afbrydelse for Tiden i en saa jammerlig Forfatning, at det er farefuldt at passere den. Det er derfor i samtlige Veifarendes Interesse, hvis der forøvrigt i strategisk Henseende Intet er til Hinder derfor, at den snarest muligt blev istandsat. Den i saa Henseende fornødne Melding bedes afgivet til Hovedqvarteret”. Brevet er et Vidnesbyrd om, at de oprevne Sind hos Egnens Befolkning, da den ventede Fjende stadigvæk ikke viste sig, var ved at falde til Ro. En Stafet fra Ritmester Moe's Eskadron ankom endog Fredag Aften den 18. Marts helt fra Silkeborg til Aulum Præstegaard, og man forstod saaledes, at Fjenden ikke var i umiddelbar Nærhed. Ved Midnatstid Natten mellem Lørdag den 19. og Søndag den 20. Marts skrev Provst Bøtcher i Sevel Præstegaard en Melding til Armédivisionen, der „pr. ridende Estafette” fra Sevel blev bragt til Byfogedkontoret i Skive: „Station Sevel d. 19. Marts 1864. Kl. 12 Midnat. Fra Stationerne Karup-Hagebro modtaget K1. 9 3/4 Aften. „Intet passeret”. Fra Station Vorgod d. 19. K1. 3 Eftermiddag. „Intet Spor af Fjenden opdaget”. Fra Station Aulum d. 19. Kl. 7. „Ingen Fjender observerede og ingen Melding modtaget”. Fra Stationen i Skave d. 19. Kl. 10 3/4. „Ingen Fjender observerede. En Kommando under Løjtnant Schaumborg passeret forbi efter Ausumgaard”. Fra Stationen i Holstebro d. 19. K1. 4. „I Dag er Intet her passeret at være passeret”. Fra Stationen i Sevel er intet videre at melde. P. J. Bøtcher.” Paa Trods af disse beroligende Meldinger opretholdtes dog de etablerede Observationslinier med den tilknyttede Stafettjeneste, og Natten mellem Søndag den 20. og Mandag den 21. Marts indløb Melding fra Ikast til Vedetterne ved Barslund i Haderup Sogn, at 2 østrigske Soldater havde vist sig i Vester Isen i Ikast Sogn. Dette meddeltes Provst Bøtcher tidligt Mandag Morgen, og han besørgede straks Oplysningen videre til Skive. Senere modtog Provsten et Privatbrev fra den nyansatte Postekspeditør E. J. C. Theill i Herning, som oplyste, at de to Soldater i Vester Isen formentlig var Desertører, idet „de skulle være komne ind til en Gaardmand paa hans Indbydelse og have nydt Spise og Drikke, ugenert lagt deres Vaaben fra sig og tilladt Husets Folk, med hvem de fraterniserede, at haandtere disse, samt i det Hele snarere opført sig som Venner (Deserteurer eller Spioner?) end som Fjender”. Dette meddeltes naturligvis ogsaa Byfogedkontoret i Skive, hvor Fuldmægtig N. S. Nicolaysen inden Videresendelsen til Armédivisionen forsynede Meldingen med Vedtegningen: „De i Skrivelsen ommeldte Østrigere ere formentlig identiske med de 2 herfra i Dag afsendte Fanger, der angav at være Overløbere”. Opretholdelsen af Stafettjenesten mellem Skive og Ringkøbing Amts Sydgrænse, uden at der stadigvæk ikke var noget særligt at oplyse om Fjendens Bevægelser, virkede naturligvis trættende og foranledigede Provst Bøtcher til den 2. April at skrive til Armédivisionen : „De hyppige Forespørgsler fra Estafette-Stationerne Syd herfor, om de daglige Meldinger ikke kunne ophøre, saa længe Fienden staaer saa langt herfra, og om det ikke maatte være tilstrækkeligt, at Estafetter holdtes beredte til at afgaa, saa snart Noget forefaldt, har jeg ikke villet undlade herved at anmelde”. Dette Brev, som er det sidste, der foreligger fra Provst Bøtchers Haand i Forbindelse med hans Efteretningsvirksomhed til Armédivisionen, bevirkede, at Auditør Lars Bache paa Efterretningsvæsenets Vegne omkring den 5. April blev afsendt for at inddrage de overflødige Linier. Samtidig blev Provst Bøtcher takket „for den i Tjeneste udviste Iver". Først Tirsdag den 26. April blev Viborg besat af 11.000 preussiske Tropper under Generalmajor Grev Münster, og meget tidlig Lørdag Morgen den 30. April rykkede 3000 Mand under Brigadegeneral von Bornstedt mod Skive og besatte i Løbet af Dagen Byen. (Se Note 81).

KILDER: Meldinger, Rapporter, Dislokationsprotokoller etc. vedrørende 4. Armédivisions Tilbagetrækning til Mors 1864. (Hærens Arkiv).
- 4. Division i Nørrejylland 1864. Udgivet af Generalstaben. 1936. - V. E. Tychsen: Fortifikations-Etaterne og Ingenieurkorpset 1684-1884. 1884. - H. H. A. Rambusch : En gammel Jernbanemands Erindringer 1854-1882. 1916.
- L. Mylius-Erichsen : Den jydske Hede før og nu. 1903. - Evald Tang Kristensen: Gamle folks fortællinger om det jyske almueliv. 1893-94. Nr. 884.
- Provst Bøtchers efterladte Prædikensamling. (I Udgiverens Besiddelse). - Skive Avis, Holstebro Avis og Viborg Stiftstidende 1864.
- Skivebogen 1920. Pag. 51 ff og Pag. 68. - Jul i Skive 1938.
- Kirkebøger, Folketællinger etc.

64) „Tante Holms Søn” = Jacob Holm, f. i Aggersborg 14/5 1844, der efter at være blevet Student fra Viborg 1862 blev cand. jur. 1869. Død som By- og Birkefuldmægtig i Sorø 12/1 1902. „Tante Lise” = Nicoline Elisabeth Friis, dbt. i Daugbjerg 23/8 1812.

65) Kong Frederik VII døde paa Glücksborg Slot Søndag Eftermiddag den 15/11 1863 K1. 2,35. Mandag Morgen den 16/11 1863 K1. 8,00 begyndte Sørgesalutterne for den afdøde Konge at tordne over Hovedstaden, og K1. 10 samme Formiddag ankom Kronprins Christian fra Palæet i Bredgade til Christiansborg Slot og blev K1. 11,15 fra Slotsbalkonen af Konseilspræsident C. C. Hall udraabt til Kong Christian IX.

66) Kong Frederik VII's Lig ankom paa Dampskibet „Slesvig” til Københavns Inderrhed Onsdag Eftermiddag den 2/12 1963 K1. 3,30. Samme Eftermiddag K1. ca. 5 blev Liget på en Chalup, der var omgivet af Fakler, langsomt roet ind gennem Københavns Havn, medens et Musikkorps paa et Fartøj i Spidsen af Sørgeflotillen spillede Sørgekoraler.

67) Fredag Eftermiddag den 11/12 1863, K1. 4, blev der aabnet Adgang for Publikum til at se Kong Frederik VII's Katafalk i Appartementssalen paa Christiansborg Slot.

68) Fredag den 18/12 1863, Kl. 1,30 Eftermiddag, førtes Kong Frederik VII's Kiste fra Christiansborg Slot gennem København mod Roskilde.

69) Ifølge Saxo blev den bodfærdige Kong Svend Estridsen mødt af sin Ven Biskop (ikke „Erkebisp” ) Vilhelm i Døren til Roskilde Domkirke, og af ham ført op til Kirkens hellige Alter.

70) Nogen egentlig Krigserklæring fandt ikke Sted, men den 24/12 1863 gik hannoveranske og sachsiske Tropper over den holstenske Grænse, medens den danske Hær trak sig tilbage og forskansede sig bag Danevirke. Natten til den 1/2 1864 gik østrigske og preussiske Tropper i et Antal af 57.000 Mand over Ejderen, og Krigen var dermed i Gang.

71) Den lille blege, svagelige Skrædder var Poul Nielsen (,,Poul Skrædder”), f. i Aal, Sahl Sogn, 8/8 1829, der 1845 kom til Sevel Sogn. Han var indkaldt fra 18/1 til 18/5 1864 og fik siden tildelt den ifl. kgl. Resolution af 10/6 1875 indstiftede Erindringsmedaille og var da Skrædder og Bolsmand i Djeld By.

72) Den danske Hær forlod Danevirke Aftenen før og Natten til Lørdag den 6/2 1864. „Berlingske Tidende” udsendte Lørdag Formiddag den 6/2 et „Extrablad”, der kort meddelte, at Hæren uden Kamp havde opgivet Danevirkestillingen og var marcheret til Flensborg.

73) Meddelelsen om, at den danske Hær havde forladt Danevirke, naaede i et kort Telegram til Skive Lørdag Eftermiddag den 6/2, Kl. 5. (,,Armeen har inat uden Kamp forladt Dannevirke og trukket sig tilbage til Flensborg efter Overcommandoens Ordre”). Den var altså endnu ikke kommet til Sevel paa Provst Bøtchers 47-Aars Fødselsdag den 7. Februar.

74) Pastor Immanuel Friis, født i Daugbjerg 3/6 1819 (se Note 21), blev Præst i Hanved (Vis Herred, Flensborg Amt) 1855 og fordrevet fra dette Embede 10/3 1864. Hans 3 ældste Døtre i Ægteskab med Elisabeth Marie Severine Nyssum var: Anna Margrethe Christiane Michaeline Friis (f. i København 4/4 1847), Caroline Johanne Frederikke Thomasine Friis (f. smst. 22/4 1849) og Amalie Marie Andrea Friis (f. smst. 17/6 1851).

75) Træfningen ved Sankelmark begyndte Lørdag Eftermiddag den 6/2 1864, K1. ca. 3,30, og varede til K1. ca. 5,30.

76) Sankelmark ligger i Oversø Sogn (Ugle Herred, Flensborg Amt). I 1864 var Præsten i Oversø Christian Anton Henningsen, f. i Aalborg 25/8 1822, der var kommet til dette Embede 1854.

77) Muligvis Gmd. Stephen Jensen Westergaard, f. i Sevel 1/11 1811, død i Sevel 18/12 1893. Han var Kirkeværge og Provst Bøtchers gode Ven.

78) Baginus Andreas Friis, f. paa Sindinggaard 20/4 1808. Han havde opgivet sine paabegyndte theologiske Studier og købt Jølbygaards Mølle i Mellem Jølby (Solbjerg Sogn) paa Mors. Han døde i Tingstrup (Thisted Landsogn) 26/2 1881.

79) Smaakager i forskellige Former.

80) Langesgaard i Grinderslev Sogn, der i 1864 ejedes af Proprietær Anders Frederik Lundsgaard (f. paa Estvadgaard 1/9 1820, d. i København 13/6 1895). Gift i Skive 11/5 1854 med Ane Cathrine Hestbek (f. i Skive 23/10 1825, d. smst. 25/1 1905).

81) Da 4. Armédivision efter Overførslen til Mors 16.-17. Marts 1864 erfarede, at Fjenden ikke var under Fremrykning mod disse Egne, gik den i Dagene 3.-6. April tilbage over Sallingsund, og Skive med Omegn fik atter Indkvartering af danske Soldater. De demonterede Lokomotiver i Sandgraven ved Lundbro blev sat i Stand og benyttedes ved Divisionens Fremrykning mod Skanderborgegnen, der saa hastigt var blevet forladt Natten til den 12. Marts. Efter Dybbøls Fald den 18. April maatte Divisionen imidlertid atter gaa tilbage bag Limfjorden, og Fjenden ventedes nu hver dag i Skive. Da „Skive Avis” udkom Mandag Eftermiddag den 25. April 1864, meddelte den kort, at Telegrafforbindelsen mellem Skive og Viborg havde været afbrudt fra Middagstid samme Dag, og man antog da, at Fjenden maatte have besat Byen omtrent paa dette Tidspunkt. Det var dog først Klokken lidt over 10 om Formiddagen den følgende Dag, at en preussisk Styrke paa over 4000 Mand under Generalmajor Grev Münster ad Rindsholmvejen drog ind i Byen og rekvirerede Forplejning til 10.000 Mand og 2800 Heste. Patrouiller og Forposter af fjendtligt Infanteri og Rytteri blev straks skudt frem ad Vejene mod Randers, Hobro, Ulbjerg og Skive, da man ikke anede, hvor den danske Armédivision var blevet af, og Egnens Beboere var højst uvillige til at give bestemte Oplysninger. Den afbrudte Nybro ved Viborg-Skive Landevej blev Torsdag den 28. April under Tvang atter sat i Stand af flere Tømrere fra Viborg, og just som dette Arbejde var endt, observerede de udsendte fjendtlige Forposter 3 danske Dragoner ved Jordbro Mølle. En Del Infanteri og Kyrasserpatrouiller drog da frem ad Vejene mod Ørum og Jordbro Mølle. Medens Infanteriet blev staaende ved Møllen, travede Kyrassererne videre efter den danske Dragonpatrouille, der i Dommerby tog en Infanterifeltvagt med sig tilbage. Fra den høje Kyst ved Limfjorden Vest for Dommerby saa de fjendtlige Kyrasserer over Fjorden mod Skive og erkendte, at Byen var besat, og at der var opkastet en Skanse ved Kirkegaarden. Her anede man, at Byen i den allernærmeste Fremtid vilde blive besat af Fjenden, hvilket da ogsaa skete Lørdag den 30. April. Den foregaaende Aften foretog et fjendtligt Korps under Kommando af Brigadegeneral von Bornstedt en hurtig Udrykning fra Viborg ud ad Skivevejen. Korpset var paa ca. 3000 Mand, bestaaende af 3 Batailloner af 1. schlesiske Grenaderregiment Nr. 10, en Eskadron af Kejser Nicolaus's Kyrasserregiment under Kommando af Prins Wilhelm af Mecklenburg-Schwerin samt et Batteri paa 6 12-pundige Kanoner, og Lørdag Morgen K1. ca. 3 naaede de første fjendtlige Soldater Skive, hvor de straks gav sig i Færd med at gøre Broen over Aaen passabel for Infanteriet og Kavaleriet. Da dette var sket, rykkede Tropperne ind i Byen, og von Bornstedt fordrede en Pengekontribution paa 30.000 Rd. (4. Armé-divisions Efterretnings-Journal 1864). Samme Dags Aften var det Valborgaften, og efter gammel Skik brændte man ogsaa dette Aar rundt om paa Egnen en Mængde Valborgblus, som i høj Grad foruroligede Fjenden, der ikke kendte denne Tradition fra Hjemlandet Schlesien.

Allerede om Morgenen den 27. April var en fjendtlig Kavalleripatrouille fra Viborg rykket ud ad Holstebrovejen, men først Onsdag den 4. Maj drog en Styrke paa ca. 1000 mand - schlesiske Grenaderer og Fusilierer under Oberstløjtnant Francois samt 2 Eskadroner Garderkyrasserer - mod Holstebro, som naaedes ved Middagstid Kristi Himmelfartsdag den 5. Maj. Naturligvis vakte de fjendtlige Troppers Gennemmarch den største Opsigt og Ængstelse hos Hedeegnens Beboere. Niels Rønbjerg i Trandum løb ved Synet af de mange Soldater paa Bjergbakken ved Bjørnkær forfærdet op til sin Nabo Smed Hoffmann Nielsen og raabte forpustet: „Nu har vi dem! Nu har vi dem!”, og paa Højene ved Kokborg i Sevel Sogn stod Mændene fra Omegnen og saa ned over Landevejen, hvor de lange Kolonners opplantede Bajonetter glimtede i Solen over Skave Hede. I Holstebro fordrede Oberstløjtnant Francois en Pengekontribution til en Værdi af ca. 19.000 Rd. samt store Leveringer af Fødemidler og Fourage, og da Borgerrepræsentationen ikke vilde gaa ind paa dette Forlangende, blev 7 af Byens Borgere taget med som Gidsler, da Troppekontingentet Lørdag den 7. Maj returnerede til Viborg. Under et Hvil paa Bjergbakken ved Bjørnkjær hen paa Dagen indløb der imidlertid fra Hovedkvarteret i Viborg Ordre til at løslade Gidslerne, som samme Eftermiddag med stor Glæde vendte tilbage til Holstebro.

Indtil den 5. og 6. November 1864, da Fjenden efter Fredsslutningen i Wien den 30. Oktober henholdsvis forlod Skive og Holstebro for sidste Gang, foregik der i disse Byer og paa Egnen imellem dem stadige Troppebevægelser. En Aften kort Tid før 1864 syntes nogle Folk i Sevel By, at de slet ikke kunde komme frem for Mennesker, der myldrede alle Vegne paa Vejene. Dette skulde være et Varsel for de Troppestyrker, der under den kommende Krig paa March mellem Skive og Holstebro gjorde Holdt ved Sevel Kro og hjemsøgte Sevel By og dens Omegn. I Stephan Jensen Westergaards Købmandshandel tømte Soldaterne Smørbøtterne, og i Sommerens Løb blev der gjort talrige Rekvisitioner i Sognet paa Hø, Halm, Kreaturer og forskellige Effekter (bl. a. Lagner). Da nogle fjendtlige Soldater uden videre gik op paa Præstegaardens Loft og tog af Provst Bøtchers Korn til Foder for deres Heste, befalede den myndige Prælat dem at lægge Kornet op igen, hvad de ogsaa gjorde. Herom fortæller Lærerinde Frk. Nina Kuhlmann i Bækbølling (Føvling Sogn) under et Ophold hos sin Broder Pastor C. H. G. A. Kuhlmann paa Fanø (Jvf. Note 5 ) i sin efterladte Dagbog (Ny kgl. Samling. 3271) under 18. August 1864: „Jeg fik forleden Brev, hvori der fortaltes mig, at min Fætter Provsten har imponeret Tyskerne i hans Præstegaard. En Sværm var kommen, som blev godt behandlet. Officererne fik det bedste, Huset havde, og det var fint. Dog - paa engang opdagede Fætter, at de menige toge hans Havre, og han spurgte da Officererne, om det var med deres Vilje, hvortil de svarede „Ja”. Derpaa spurgte han, om de vilde betale. Hertil svaredes „Nej”. Saa bød min Fætter meget alvorlig Soldaterne, om de vilde lægge Havren tilbage paa Loftet, hvilket de stiltiende gjorde. De lod sig imponere af ham og hans smukke Hjem og troede, han var en Rigmand eller Greve og ej en Landsbypræst”. I Modsætning til Rovet af Smør og Havre m. m. findes der ogsaa Beretninger om flere af de fremmede Soldaters gode Opførsel overfor Befolkningen paa Egnen. Da nogle Soldater en Dag kom ind i Christen Pedersen Fihls Gaard i Kokborg, hvor Konen Kirsten Nielsdatter var alene hjemme med sine smaa Børn, beroligede de hende og sagde paa gebrokken Dansk, at hun ingen Frygt skulde nære, og i Trevad Mølle i Vridsted Sogn blev der af Officererne holdt meget streng Mandstugt mellem de indkvarterede Soldater, men Møller Christen Espersen maatte spise af Maden, før Soldaterne turde fortære den. I Sevel Kirke berørte Provst Bøtcher Søndag efter Søndag i sine Prædikener de aktuelle Forhold. 1. Pinsedag (15/5) sagde han saaledes : „Vil du spørge, hvad er det, som hidtil har opholdt og forbundet, som med Guds Hjælp ogsaa fremdeles skal forene, styrke og opholde dit Folk, da kan du vel tænke paa det fælles dyrebare Fædreland, paa det fælles Modersmaal og deslige; men alt dette vilde dog til sidst ikke kunne udrette det, dersom der ikke var en fælles stærk og mægtig Aand, der besjælede dette Folk og forbandt det i een Tanke, een Kjærlighed, eet Haab og een fælles Stræben mod et fælles Maal fra den Højeste og ned til den Ringeste; thi kun da blivet det til et Folk”.

Ogsaa uden for Kirken var Provst Bøtcher aktiv i disse skæbnesvangre Besættelsesdage for Folk og Fædreland. Efter Vaabenstilstanden den 9. Maj, da man i London forhandlede om en eventuel Personalunion mellem Danmark og Slesvig-Holsten, Slesvigs Deling etc., fremkom der ved et Møde i Holstebro den 21. Maj følgende Opraab : „I den Overbevisning, at det trods de Tryk, Krigen allerede har medført, og dem dens mulige Fortsættelse fremdeles vil foraarsage, dog er en Trang for os Jyder at faa vor Beredvillighed til at bære disse Byrder og vort Ønske om, at intet Hensyn til os maa bevæge Regeringen til at gaa ind paa Fredsbetingelser, der ikke stemmer med vort dyrebare Fædrelands Ret, Uafhængighed og Ære, offentlig udtalt samt Nødvendigheden af en kraftigere Krigsførelse i Nørrejylland i Tilfælde af Krigens Genudbrud fremhævet, og i det Haab og med det Ønske, at danske Mænd trindt om i Provinsen ville føle sig opfordrede til at benytte den indtraadte Vaabenhvile til i de forskellige Krese at foranledige overensstemmende Udtalelser fremkaldte fra hele Befolkningen, tillader vi undertegnede os herved fra denne Bys og Omegns Vedkommende at indbyde fædrelandskjærlige Mænd af alle Stænder til et Møde paa Byens Raadhus Fredag den 27. Maj Eftermiddag Kl. 2 for at vedtage en saadan Udtalelse.” Opraabet var undertegnet af Provst Bøtcher, Pastor Didrik Nicolai Blicher i Aulum, Gaardmand Chr. Hedegaard i Sevel, Amtsforvalter G. Møller, Købmand Salomon Jacobsen i Holstebro, Malermester Clemen Toft smst. m. fl. Mødet paa Holstebro Raadhus den 27. Maj blev „efter Omstændighederne ret godt besøgt”, og man vedtog ved samme enstemmigt følgende Udtalelse: „I fast Tillid til Gud og vort Fædrelands retfærdige Sag udtale vi Jyder i vore Fædres Aand og paa deres Vis for vor kjære Konge, - hvis trofaste danske Sind imod Folk og Fædreland, Frihed og Modersmaal under Krigens Trængsler Dag for Dag har givet sig stedse flere og stærkere Vidnesbyrd, og derfor ogsaa knyttet Folkets Hjerter bestandigt fastere og inderligere til ham i trofast Kjærlighed - og for hans Regering, for vort Folk og for vore Venner, at det ogsaa kan vorde vitterligt for vore og vort Fædrelands Fjender, for vor Friheds Modstandere baade ude og hjemme, som vor bestemte og velovervejede Villie og Ønske: 1) at intet Hensyn til os maa bevæge Regeringen til at gaa ind paa Fredsbetingelser, der ikke stemmer med vort Fædrelands - Danmarks - Slesvigs - fulde Ret og Frihed, dets Uafhængighed og Ære; 2) at Krigen for dette Maal imod vore Fjenders Vold og Svig, i Tilfælde af dens Genudbrud, skal føres med al mulig Kraft; og 3) at vi da ere rede og villige til af yderste Evne at bære ethvert Offer af Liv og Gods”. (Jvf. „Holstebro Avis” 24/5 og 28/5 1864).

Nogle faa Dage efter dette Møde paa Holstebro Raadhus udsendte Provst Bøtcher sammen med Broderen Chr. Bøtcher i Borbjerg, Læge Mouritz Gleerup i Holstebro, Pastor Simon Peter Groth i Naur, Gmd. Stephan Jensen Westergaard i Sevel, Købmand Salomon Jacobsen, Guldsmed C. Meilsøe, Malermester Clemen Toft m. fl. et Opraab (,,Holstebro Avis” 31/5 1864) vedrørende den tilstundende Grundlovsfest. Det hedder heri: „Da det forekommer os at den nuværende Tids Forhold hos enhver ærlig dansk Mand netop maa styrke og forøge Kjærligheden til Danmarks Riges Grundlov som Udtrykket for Danmarks Riges Frihed og Selvstændighed, tillader vi os at indbyde vore Medborgere fra By og Land til en Grundlovsfest, der afholdes i Byens Anlæg, Søndagen den 5. Juni”. Grundlovsdagen oprandt med det skønneste Vejr, og ca. 800 Deltagere fandt denne Dag Vej til Mødet i Holstebro Anlæg, hvor Almuesmand Niels Nielsen Borup fra Sahl talte for Friheden, mens Provst Bøtcher om Aftenen paa Hotellet hos Gæstgiver Nørklit talte for Danmark.

Efter Vaabenhvilens Ophør den 25. Juni blussede Krigstilstanden atter op, og allerede Natten mellem den 28. og 29. Juni gik Fjenden over Alssund og indtog Als. Derpaa fulgte som Krigens sidste Fægtning Oberstløjtnant H. C. J. Becks Nederlag i den aarle Morgen 3. Juli ved Lundby Bakker, Syd for Aalborg, og den 20. Juli sluttedes der en ny Vaabenstilstand, hvorefter Fredsforhandlingerne begyndte i Wien den 25. Juli. Den ulykkelige Krig havde ogsaa krævet sine Ofre af Sevel Sogn. Den 17. Marts dræbtes Søren Pedersen Teglbrænder (født i Sønder Skovhus 15/1 1833) af en Granat i et Blokhus paa Dybbøl, og under Stormen paa Dybbølstillingen den 18. April var Hans Christian Nielsen Dueholm (født i Trevald 15/9 1839) blevet saaret og af Fjenden ført til Flensborg, hvor han døde Dagen efter. Jørgen Nielsen Tanderup (født i Over Trandum 29/8 1837) forsvandt i Forvirringen under de danske Troppers Tilbagetog over Alssundbroen den 18. April og fandtes aldrig siden. Han formodedes at være styrtet i Vandet og druknet.

Efter Fredsforhandlingernes Begyndelse i Wien den 25. Juli lød Provst Bøtchers alvorlige Ord den følgende Søndag (31/7) i Sevel Kirke: „Jesus græd over Jerusalems Stad, over sit Folk og sit Fædrelands forfærdelige Skæbne, fordi det smertede hans Hjerte at tænke paa, at det Folk, Herren saa vidunderligt havde elsket, udvalgt, kaldet og velsignet, skulde være saa haardt og genstridigt, at det Folk, han saaledes havde løftet og baaret og frelst af saa mangen en Nød, skulde behøve saa haard en Tugt, at fremmede, hadske, raa og rovgerrige Folk saaledes skulde ødelægge og mishandle det skjønne Land, han kaldte sit Fædreland paa Jorden, den store Stad og det prægtige Tempel, der kaldtes Guds Stad og Guds Hus, det eneste i Verden. Og derfor mine Venner, naar ogsaa vi ser ud over vort Land og vort Folk, ud over det, som er sket, og det som maaske end skal komme, og naar vi da heller ikke kunne se rettere, end at Løgn og Vold, Svig og List her anretter al Ødelæggelsens Vederstyggelighed, og at Herrens forfærdelige, men retfærdige Dag ogsaa engang vil oprinde derover, da lad os heller ikke glemme, ikke tvivle paa, ikke slippe den Tro og det Haab, at Jesus vor Ven og Frelser ogsaa er midt deri; at ogsaa disse Trængselstider ere Guds Naades Besøgelsestider”.

Samme Søndag, som Freden med Tabet af Slesvig, Holsten og Lauenborg blev sluttet i Wien (30/10 1864), udtalte Provst Bøtcher i Sevel Kirke: „Naar noget ondt skal fuldbyrdes, da kunne ogsaa, som vi see det saa ofte baade i smaat og stort, de, der ellers indbyrdes ere afgjorte Fjender og Modstandere godt blive enige, medens de sjældent eller aldrig kunne blive det, naar Talen er om at formaa sig til at gjøre godt, til at forsvare Sandheden, til at kæmpe for Retfærdighedens Sejr, saa at det endnu bestandigt gaar saaledes til i Verden, som det gik i vor Herres Dage og just i hans sidste Timer, at, naar det gælder om at faa Herlighedens Herre korsfæstet, da bliver Pilatus og Herodes, der før var hinandens Fjender, stedse hinandens Venner”.

Efter Krigens bitre Ende sagde Provst Bøtcher Nytaarsdag 1865 i Sevel Kirke: „Hidtil har Herren hjulpet! - Mine Venner, saa tungt det maaske end kan falde Kød og Blod i os at sige dette Ord, naar vi tænker paa alle de Smerter, alle de Tab, alle de store Ydmygelser, alle de skuffede Forhaabninger, som det svundne Aar i saa mange Maader og i saa fuldt Maal bragte os, vort Folk og vort Land, - det er jo dog alligevel det rette Troens og Trøstens Ord -! ” 

KILDER: Se Kilder under Note 63. Endvidere:
J. Aldal: Holstebros Historie. 1939.
Henrik Wulff : Da Fjenden var i Landet. 1906.
Skivebogen 1913. Pag. 135 ff. Holstebro Dagblad 7/5 1958.

82) Allerede i 1690'erne blev Vejen fra Holstebro over Sevel og Hjelm Hede til Skive paa Ole Rømers Foranledning opmaalt og forsynet med Milesten. Først da den nye Landevej fra Holstebro over Vinderup og Kjærgaardsholm var blevet færdig 1859, mistede den gamle Vej over Sevel og Hjelm Hede sin Betydning som Hovedlandevej.

83) I de bevægede Februardage 1864 var Amalia Elisabeth Nicoline Bøtcher fyldt 13 Aar, og da Privatlærerinden Frk. Kirstine Hansen (Jvf. Note 54) hen paa Sommeren havde givet Provstens Børn en Fristil: „Skriv lidt om Danmarks Sorg”, digtede den begavede Pige følgende Sang om „Danmarks Kvide”:

Hvi sukker Vesterhavets Bølger,
idet de ruller hen mod Danmarks Kyst?
Det er, som ved de, hvad der sig dølger
af Sorg saa stor og dyb i Danmarks Bryst!

Hvi suser Vinden hult i Slesvigs Hjerte,
hvi klager den paa Jyllands hvide Strand?
Jo, den forstaar den frygtelige Smerte,
der hersker i vort skønne Fædreland.

Hvi gaar den danske Mand saa dybt bedrøvet,
hvi tørrer Kvinden stille Taaren af?
Jo, thi de ved, hvad der er dem berøvet,
de frygter Danmark stunder mod sin Grav.

Fra fjerne Lande kom to stærke Fugle,
thi Rovlyst lokked' dem til Danmark hen,
for Verden vil de denne Rovlyst skjule,
og Danmark staar alene - uden Ven!

Dog en det vider højt i Himles Himmel,
de Danskes Suk og Bønner til ham naar,
og derfor med sin lyse Englevrimmel
han Kreds om Danmarks Folk og Konge slaar.

Derfor bør Haabets Stjerne stedse funkle,
om Danmarks Himmel end er nok saa graa,
og aldrig skal der noget den fordunkle,
nej, evig klar skal Haabets Stjerne staa!


 

Artiklens Forfatter, Arkivar Peder Kristian Hofmansen, København, er født i Janderup i Ribe Amt 19/10 1908 som Søn af Overinspektør Søren Jacobsen og Hustru, Sidsel Marie Hofmansen. Tog Præliminæreksamen og mat. naturvidenskabelig Studentereksamen, Filisofikum samt Adgangseksamen til Officers- og Kornetskolen og har deltaget i forskellige Sprogkurser. Er Arkivar og Leder af Slægtsgaardsarkivet paa Det kgl. Bibliotek fra 1946, tillige Overlærer ved Kursus, Foredragsholder, Rejsefører, specielt til Balkan, Lille Asien og Ægypten.

Har bl.a. skrevet følgende:
Sevel Sogn, Minder og Stemninger, 1949;
Gaarden i Soed med Langmose og Beyerholm, 1951;
Den Dahlmannske Slægtsgaard i Vandling, 1952;
Slægten Ytzen, 1952;
Drachmanns „Store Bjørn”, Hand SøMus. Årbog, 1965
 

Desuden ca. 95 større Anetavler, Stamtavler og Gaardhistorier, hvoraf der findes Kopier i Slægtsgaardsarkivet, ligesom han har skrevet talrige historiske Artikler i danske og svenske Tidsskrifter, specielt i „Slægtsgaarden”.

Har ogsaa været Medarbejder ved P. M. Rørsigs: Skoler, Degne og Skoleholdere i Vendsyssel, i 1933, og ved H. Ellekilde: Hornbæk Kirke, 1937.