Ja, da vi læste om Hogager kirke her i bladet den 20. oktober, måtte vi jo af sted for at se resultatet af restaureringen. - Hensyn til alder, helbred og træthed af lange veje måtte vige! Det var en stærk oplevelse. En genfødsel af min storebrors sognekirke. Han ligger nu begravet øst for koret og kunne således ikke ringe om aftenen for at fortælle om genåbningen. Sådan som han ellers ville have gjort.
Min far og min moster, der oplevede opførelsen af Hogager kirke, ville også have frydet sig. De var fulde af beundring over, at det kunne lade sig gøre for 100 år siden i en så beskeden egn at rejse en kirke. Beboernes egen kirke. Severin Veiersøe fra Trabjerg i Borbjerg sogn ville nok have skrevet herom i sin dagbog, hvis han havde været med. Denne bog er jo kendt af mange »En jysk Drengs Dagbog. « Den anses for at være noget enestående. Bl.a. fordi han begyndte den allerede som niårig. Da han var i sit tiende år, som han selv siger.
Severin nævner Tinkedal Skole. Mon ikke børnene fra Hogager blev undervist her? Det var daværende lærer Schou i Borbjerg, der bad Severin hjælpe. Han var nu blevet 12 år.
Når han efterhånden fik smag for både præste- og lærergerning, hænger det sammen med ret så jordnære ting. Han bemærker som 12-årig den 20. november 1827 i sin dagbog efter faderens begravelse:
»Da vi kom hjem fra kirken, levede vi godt hele natten og anden dagen med. Vi fik i alt syv retter mad, og så meget kaffe, som vi kunne drikke. Det må være dejligt at være præst eller degn, så kunne man næsten komme til begravelse eller bryllup eller barsel engang hver uge, om det var i sådan et stort sogn som her i Borbjerg.«
Det blev dog lærergerningen, der gik af med sejren. Og i 1833 gik han tværs over Jylland til Lyngby Seminarium 12 km sydøst for Grenaa.
Heldigvis fik degnens karl Thomas Frølund samme ide, og det var godt for Severin. 130-140 km er en lang vej at gå, og godt ville det være at have en at snakke med. Den 1. juni 1833 skriver Severin i tilbageblik: »Da vi vare komne igjennem Traberg Østerhede ud til landevejen, satte vi os på vejbrinken, da vi kom til milepælen med 2 tallet på; vi toge en halv melmad hver, og en slurk af pæglflasken Thomas havde med, trak både strømpeme og lædertøjet af - duggen var allerede gået af lyngen - og sætte os for, at gå barfodede hele tiden.
Igjennem heden til Hagebroe gik vi og øvede os i at tale pent, når vi skulle op for seminarielærerne. I Hagebroe gik vi ind og drak et glas øl hver; thi jeg satte mig imod brændevinen og mjøden, Thomas ville have haft - der gik 4 sk. for os. Jeg blev ærgerlig og satte mig for, at jeg ingen kroer ville ind i undervejs, hvor det kunne forbigåes; jeg forestillede, at det umuligt kunne gå an, og at man ingen penge tjente lettere, en de, man tjente ved at gå kroerne forbi, det havde jeg hørt siden jeg var lille. Han lovede også at lyde mig, og var glad ved, at jeg var så sparsom; det havde han aldrig kunnet være.«
Severin blev optaget på Lyngby Seminarium, fik sin eksamen og blev en højt skattet lærer. Jeg kan hans dagbog næsten udenad - næsten da - bl.a. fordi jeg kender hans vej så godt. Den fra Borbjerg til Lyngby. Snesevis af gange har jeg kørt den i bil. Ikke mindst da mine forældre på deres gamle dage boede i Vinderup, og da min mor tilbragte sine sidste år på Ryde hvilehjem. At gå vejen har jeg til gode. Det bliver måske til sommer! Derimod har jeg cyklet de 140 km flere gange. En gang må fremhæves.
Sent om aftenen i 1948 kom jeg med Hundested-færgen til Grenaa. Ville cykle til Randers, hvor jeg havde familie, men blev overvældet af træthed og mismod udenfor Grenaa. Så lagde jeg mig i læ bag nogle opstablede sneskærme og sov uroligt og småfrysende til kl. 5 om morgenen. Lysvågen blev jeg, da to vidunderligt kvidrende norske jenter cyklede forbi. Jeg spekulerede længe på, om det nu gik an, at man blandede sig. Heldigvis fandt jeg ud af, at det gjorde det. Jeg spurtede efter dem som en anden Bjarne Riis. Kort efter talte vi sammen, som havde vi kendt hinanden fra barnsben.
I Randers skiltes vi. De skulle nordpå til Ålborg. Dem ser du aldrig mere, tænkte jeg og blev sentimental. Da jeg nærmede mig Viborg, meldte sulten sig. Kroerne cyklede jeg forbi, som Severin Veiersøe ville have gjort det. Hos en bager købte jeg en pakke rugbrød for 25 øre. På en mark lånte jeg et par gulerødder. Bondemanden, der ejede marken, stod med tommelfingeren i vestens ærmegab, som man gjorde dengang. Han kiggede surt efter mig. Jeg sagde god morgen og undskyld!
Viborg rullede jeg igennem kl. 10.00, og to timer og 40 km senere cyklede jeg ind i Sevel, netop som klokkespillet intonerede: »Befaldu dine veje og al din hjertesorg til hans trofaste pleje, som bor i Himlens borg «. Jeg havde overflod både af veje og hjertesorg og overgav det hele til Herren, som salmen anbefalede, men min mors pandekager gjorde nok også deres til at genoprette verdensordenen. Severin Veiersøe sluttede sin dagbog den 1. november 1835, efter at han er kommet i embede i Fregerslev: »Jeg lever nu i den yndigste egn, blandt de herligste bønder, de yndigste piger «.
Sådan ville han nok også have skrevet, hvis hans endestation var blevet Borbjerg eller Tinkedal Skole.
P K. Poulsen
Efterskrift: En Jysk Drengs Dagbog blev første gang udgivet af Olaf Carlsen i 1943.
Anden gang af Povl Schmidt i 1987 under titlen: »Hendes Ansigt i ethvert Pigeansigt«.