1. Kapitel.
INDLEDNING.

Tanken om at skrive nærværende lille Bog har jeg haft, siden jeg først i 90erne med Uldpakken paa Nakken studerede Folkeliv i Norge. - At det sker netop nu, er ikke alene fordi det ifølge min Alder »maa være paa de Tider«, men ogsaa fordi min Bog »Laust Glavind«, udgivet af Dansk Folkemindeselskab, er blevet saa vel anmeldt (blandt andet i fire Kroniker), at jeg med Grund mener, at et analogt Arbejde vil møde de samme gunstige Betingelser.

Kan der da være nogen Analogi mellem to saa tilsyneladende væsensforskellige Bøger som Bogen om den jydske Troldmand - og den jydske Uldhandler? - Svaret herpaa udtrykkes kortest og bedst i efterfølgende Citat efter Dr. phil. F. L. Østrup i Aarhus Amtstidende d. 29.-2.--40:
»Det er ikke saa mærkeligt, at Danmarks Folkeminder byder denne Bog som en Del af Medlemsleveringen, for det er et saare værdifuldt Folkeminde, der med den er reddet fra Forglemmelsen.«

Akkurat det samme gælder nærværende Skrift »Uldjydernes Historie«, der tillige foruden sin Værdi som Folkeminde spænder over et endnu ikke fremdraget Felt, nemlig Udvandringen fra de jydske Bindestueegne til andre Lande.

Jeg maa indrømme, at siden Blichers Tid har der været saa mange Efterlignere af den store Mester, at den megen Bindestuelitteratur - (naar undtages Conrad Understrups udmærkede Værk: »Af Bindestuens Saga«, samt forskelligt andet) har virket lidt for overflødigt.

Naar jeg derfor alligevel har bestemt mig til at gaa videre med samme Emne, er det fordi uden sidste Kapitel af Bindestuens Saga: Udvandringen, der endnu er uskreven, er denne simpelthen ikke afsluttet.

Med disse Ord overlades denne lille Bog til enhver, der ønsker at høre denne Saga indtil Enden, og jeg tør sige, at dens sidste Kapitel ikke er det mindst interessante.

2. Kapitel.
VANDRELYST OG UDLÆNGSEL.

Fra min tidligste Barndom i Vestjylland mindes jeg den Spænding, der greb os Børn, naar Bindekræmmeren tonede frem. - Allerede i det Fjerne skinnede de mange grelle røde, hvide, blaa og gule Farver fra Muffediser, Strømper og Uldklokker os i Øjnene fra Forpakken. - Den Gang blev Uldtøjet nemlig ikke - som senere - skjult af et Dække, baaret i en Bylt paa Nakken, men var sirligt delt i For- og Bagpakke, fastholdt af en blank Rem over Skulderen, - og ingen Manufakturhandler kunde pynte sit Vindu med større Smag end den, Bindekræmmeren lagde for Dagen, naar han arrangerede sine Varer.

Der var noget af alt; særligt lokkedes Kvinderne af de prangende Farver, som den Gang var paa Mode. En Uldklokke kunde saaledes være stribet, ligesom et Par Strømper kunde være »ringet« i mange skrigende Farver. - Skørterne var takkede forneden, og Vanter og Muffediser smukt brodere og udsyede. - Der var noget for enhver Smag og for ethvert Behov, baade for Mænd, Kvinder og Børn, og særligt det sidste kunde være meget nydeligt fremstillet.

Saa var der naturligvis det mest spændende: de hemmelige Ting, der - naar Uldkræmmeren følte sig tryg - blandt gamle Kunder og Kendinge - efterhaanden kom frem fra store, forborgne dertil indrettede Lommer: Silke, Silkebaand, Tørklæder o. s. v., men det var kun, hvor man følte sig sikker, for det var jo altsammen Kontrabande, og det kunde koste dyrt at blive snuppet, men det skete meget sjældent, thi det var som Regel kun de snueste og klogeste Karle, der begav sig ud paa Handelsvandring. Ofte var disse den Gang baade ventede og kærkomne Gæster, der kunde møde straalende Øjne, naar de spredte alle deres brogede Herligheder ud paa Langbordet i Dagligstuen. - Selv Husfaderen, der jo dog var den, der skulde holde igen, saa paa Grund af det friske Pust fra Omverdenen og alt det Nyt, Uldkræmmeren bragte med sig, igennem Fingre med Ødselheden. - Desuden havde Kvindfolkene ofte lagt Æggepenge til Side, og de store Drenge gemt deres Duepenge til Uldkræmmerens Komme.

Der ligger en hel Verden mellem Bindekræmmeren da - og Uldhandleren nu; maaske man næppe vil tro, hvad jeg her fortæller, thi paa Øerne, i Østjylland og andre Steder ved jeg, at Handelen ikke gik slet saa let og glat for Bindekræmmeren, som det her skildres fra min Fødeegn.

Allerede som lille Dreng havde jeg, som de fleste andre Drenge, misundt disse flotte og som Regel velvoksne Karle, der frit kunde rejse Landet rundt, se alt, - tale med alle, - og dertil tjene gode Penge; det var jo slet ikke at ligne ved Bøndernes stakkels Karle, der maatte ud af Sengen Klokken fire Morgen for at slæbe til ni Aften, medens de frie og frelse Uldkræmmere, selv om de ofte vandrede sig aftentrætte, under et muntert Liv kunde samle sig store Penge.

Da jeg derfor først i halvfemserne rejste hjem fra Amerika, var det med den Tanke og Erfaring, at jeg ikke der havde den Chance til at samle mig nogen Formue, som jeg vilde have som dansk Uldhandler i Norge, hvor Chancerne for en dygtig Mand, efter hvad de danske Bindekræmmere, der var hjemme paa Besøg, fortalte, var særdeles gode. - Intet Under derfor, at mine noget skuffede »Amerikaforhaabninger" tog den Retning, som Bindekræmmerne allerede i min Barndom havde vist mig og saa mange andre Hardsysseldrenge for vor Udlængsel.

Men desuden havde jeg endnu en Grund, da jeg ovre i Amerika bestemte mig til at rejse til Norge; - jeg havde nemlig i Tiaarsalderen tilbragt et Aarstid hos Pastor (senere Professor) Feilberg i Darum Præstegaard. Han vakte min Sans for danske Folkeminder og gav mig ved min Hjemrejse den Opgave at samle alt, hvad jeg paa min Hjemegn kunde finde af Overtro, Ordsprog, Lege, Børnerim o. s. v. - Jeg havde fortalt ham, at der i mit Fødesogn ved Limfjorden var en Købmand (gamle Kristen Kjergaard), hvis Fader ligesom hans Forfædre i flere Led havde drevet direkte Handel med Vestnorge, leveret Korn, Æg og Smør og derfor modtaget Klipfisk, Tømmer, Tjære o. s. v. Baade danske og norske Skuder havde fra Arilds Tid løbet i den Fart. - Se Anm. 1.

»Det er saa forstaaeligt,« forklarede Pastor Feilberg mig, »thi Hørderne, der bor i Vestnorge, er sikkert samme Folkestamme som Harderne i Hardsyssel, der grænser til Vesterhavet og Limfjorden. - Det har vist sig ved Sessionerne, at disse Folk er højere end Folket i det øvrige Land, - dog ikke alene det, men meget andet peger hen paa, at Harder og Hørder oprindeligt er eet Folk.«

Disse Pastor Feilbergs Ord glemte jeg ikke. De stod for mig i min Opvækst som havde jeg en Mission, jeg ikke maatte svigte, thi hvis Harder og Hørder var af samme Rod, maatte de ogsaa i alt væsentligt have de samme Folkeminder, tildels forskelligt fra de andre Landsdeles, og da vilde dette være det endelige og mest afgørende Bevis.

Jeg lagde fra Amerika Vejen til Norge hjem over Danmark, hvor jeg i Viborg havde en Maaneds Soldatermønstring fra 1888 »til Gode«. Den Gang var der endnu enkelte i Norge, der vedblivende fik deres Varer sendt fra Danmark, hvorfor jeg fra Viborg »marcherede« til den nærliggende Dollerup Mølle, Danmarks største Trikotagefabrik, der i 1907 gik over paa Aktier, men den Gang ejedes af A. P. Andersen (senere Etatsraad). Denne elskværdige Mand, i hvis Hjem jeg havde været før, vilde gerne overlade mig Varer, men raadede mig dog for min egen Skyld til at købe disse hos de jydske Fabrikanter i Norge, da dette blev billigere, og Varerne desuden var mere afpassede efter Landets Tarv.

3. Kapitel.
ULDHANDELEN I KRISTIANIA.

Med Fabrikantens Ord in mente gik jeg i Land i Oslo (den Gang Kristiania), med den Bestemmelse først at gøre mig bekendt med de »menige« Uldhandlere for neden fra at faa et Indblik i Forholdene, thi gik jeg først til Fabrikanterne, vilde jeg muligt komme til »at hænge paa« et Tilbud for senere at finde, at et andet kunde have været bedre.

I Følge denne Bestemmelse traadte jeg ved Frokosttid ind i »Nummer 40's« Kælderlokaler, hvor næsten alle de omvandrende Uldhandlere havde deres Samlingssted og Tilhold.

Her vil det være paa sin Plads at undskylde, at jeg skriver i Jeg-Form, da min egen Person i og for sig jo ikke har noget med Emnet at gøre, men jeg evner deværre ikke at udforme denne lille Bog anderledes. Hvis der skal være Liv i det, jeg skriver, sker dette bedst, hvis Læseren ser det ud fra mine personlige Indtryk og Oplevelser.

Straks jeg traadte ind i de lave Kælderlokaler, kunde jeg intet se for Tobaksrøgen, der laa særligt tæt oppe under Loftet, hvor mit Hoved befandt sig. Men efterhaanden dukkede flere og flere rødmossede Bondeansigter ud af Taagen, medens for et Øjeblik Surlet af de mange kraftige, jydske Stemmer forstummede, - sikkert en ny Mand, har man tænkt, - for her kom ikke mange »tilfældige« Gæster - her var det kun Jyder, og mest Hammerum Herred, der dirigerede.

Man sad rundt om ved Borde og spiste og drak og fortalte, snart paa jydsk - og snart paa en Slags norskjydsk, for andre Sprog var der ikke, naar undtages en enkelt Københavner, hvis Stemme paa en komisk Maade stak af mellem de andres.

Alt, hvad der blev fortalt, blev der let af, som kun glade, for ikke at sige lidt overmodige Mennesker kan le. - Penge giver Mod, siger man, og mit første Indtryk var, at her var ikke meget tilbage af Jydernes medfødte Tilbageholdenhed og Forsigtighed. - Bedst saas dette paa de Pengesedler, der som Regel blev trukket op af Vestelommerne, som var de uden større Betydning. Jeg maatte mindes den kærtegnende Maade, paa hvilken en Pengeseddel i Barndoms- og Hjemegnen blev taget frem for flere Gange at blive vendt mellem Fingrene, før den med et skjult Suk blev givet ud. - Her var næppe een til Stede, der ikke fra ganske lille havde lært at lægge Skilling til Skilling, som han med Stolthed havde talt om og om igen, naar han havde solgt en Lommekniv - eller et Par Dueunger godt, - eller den Dag han solgte sit første Lammeskind. Selv da han fra Hjemmet gik ud med Pakken, som de alle havde prøvet, inden de kom herop, havde han følt en helt anden Ærbødighed for en Pengeseddel, - her kunde man bare paa en Henvendelse og uden nogen som helst Kvittering laane hundrede Kroner, eller mere, af en hvilken som helst Kammerat, - thi Kammerater var man, - og ærlige var man ogsaa, - for hvor der er Penge nok, er der ingen Grund til at snyde.

Jeg havde imidlertid faaet Sæde ved et Bord, hvor man gæstfrit havde gjort Plads for mig og forlangt en Øl mere til Omgangen. Saa maatte jeg jo fortælle hvorfor og hvorledes jeg var havnet her som Uldhandler, hvad jeg gjorde saaledes, som jeg fandt det bedst, medens jeg sad og saa mig om mellem Bordene.

Derovre sad Marinus fra H., som jeg havde kendt hjemmefra. »Det er meget bedr' aa' vær' Uldhandler i Norre end Rigsdagsmand i Danmark«, raabte han himmelglad genkendende til mig, idet han hilste med sit Glas, »men det æ' væst, Johannes Bech, at det æ' helt umuligt at faa alle Pengene »drikket« op saa hurtigt, som vi ka' tjen' dem.«

Stakkels, gode Marinus! - Du naaede alligevel at faa dem »drikket« op, medens din Broder, der hin Dag sad ved Siden af dig, kort efter begyndte Fabrik og Butik i en af Kystbyerne. - Hos ham tilbragte Marinus sit sidste Leveaar. »Det er ikke, fordi Marinus er fordrukken, at det er gaaet ham saa galt,« sagde Broderen, »for han har ikke drukket mere end jeg selv har, - men det er fordi han aldrig har forstaaet at omgaas rigtigt med sin Tid. - Men Spild af Tid er dobbelt Spild - og derfor værre end Spild af Penge.«

Disse to Brødres Skæbne betegner det skarpe Skel, der mere, end jeg har set nogen andre Steder, efterhaanden blev mellem de to Mennesketyper: dem der var i Opdrift - og dem der var i Neddrift. - Det lærte mig, at det ikke alene er Karakteren, Evnerne eller Heldet, der her gør sig gældende, men mest af alt Viljen.

»Nummer 40« var et udmærket Madsted, saa der blev efterhaanden spist Frokost ved alle Borde, - ved mit Bord blev der serveret de kendte, velsmagende, norske Køtkager, - og som det var en Selvfølge, stod der ogsaa en Portion foran mig.

Langs Væggene var i alle Lokaler Uldpakke stablet oven paa Uldpakke, som det dog begyndte at tømme ud i, efterhaanden som Ejermændene gik, oftest to og to i Følge.

Hen over Middag saas det tydeligt, at det var alle de solide, der havde fjernet sig for at vende tilbage om Aftenen med deres halvtømte Pakker. - Saa spistes der en solid Aftensmad, hvorefter nogle gik hjem for at hvile ud, medens enkelte blev tilbage for at fortsætte Morskaben. - Her laa, opdagede jeg efterhaanden, det begyndende Skel mellem Op- og Nedgang.

Henad Eftermiddagen begyndte det at larme inde paa Keglebanen, - da var vi kun fire tilbage i Lokalerne. - »Det er Marinus, der slaar »Spids« om Kongen,« og vi rejste os og gik ind paa Keglebanen. Her stod Marinus og slog med den mindste Kugle, han havde lavet en mærkværdig Pare, som han godt kunde optræde med, det var kun »Spids« (den forreste Kegle) og Kongen, der maatte falde, - faldt tillige en af de andre, ja, selv om de faldt alle ni, havde Marinus tabt og maatte betale rundt til alle dem, der havde holdt imod ham. Trods sin fænomenale Dygtighed tabte han dog i det lange Løb, men alligevel var det ham en Morskab at drive denne Sport daglig.
»Hvorledes kan han holde til det,« spurgte jeg hans Broder, der stod med Pakken paa Nakken, færdig til at gaa. »Kun fordi han er den dygtigste af os alle,« forklarede Broderen, »han kan sælge, om det skal være to Pakker om Dagen og faar alligevel altid gode Priser. - Men nu har han sinket mig nok for i Dag. - Jeg har hørt,« tilføjede han, »at du har spurgt et Par af Kammeraterne om, hvor hos Fabrikanterne man fik det bedste Køb, - her gælder det: noget her - og noget der, bind dig ikke til nogen, særligt ikke til deres taabelige Afbetalingshandeler, der efterhaanden gør Fabrikanten fed - og dig mager.

Vi var under denne Samtale over Chr. d. IV's Torv og gennem Grænsen naaet ned til Pilestræde. - »Hvis du vil følge med mig,« sagde min Ledsager forekommende, »saa gaar vi op til Fabrikant Understrup, hvor vi i disse Dage for Spotpris kan købe en Del bunkebrændte Varer.«

»Bunkebrændt! - De har altsaa været udsat for Ildebrand,« mente jeg.

»Nej,« lo min Ledsager - og som jeg fra nu af forstod: Kammerat, »Varerne fejler ingenting, »bunkebrændt« betyder kun, at de er skødesløst strikkede - og derfor mere eller mindre tilsølede af Olie fra Maskinen. - Disse Varer er lige gode til Slid og Brug, men har selvfølgelig en langt lavere Salgsværdi.«

4. Kapitel.
DE DANSKE FABRIKANTER I KRISTIANIA.

Fabrikant Understrup gjorde Indtryk af at være noget af en Original, skønt utvivlsomt baade en oplyst og en intelligent Mand, hvad der forøvrigt ogsaa gjaldt hans Slægt, hans Broder var saaledes Conrad Understrup, der kort forinden efter flere Rejser i Norge var taget tilbage til Danmark, hvor han senere udgav sit Værk: »Af Bindestuens Saga«. - Han var en af de danske Karle, som Fabrikant C. N. Lauritzen fra 1882 sendte ud til alle Norges Byer.

Ti Aar senere begyndte jeg som den første at berejse Landdistrikterne, thi som C. Understrup skriver i »Af Bindestuens Saga«: »Jeg berejste kun Købstæderne, thi paa Landet brugtes saadant ikke« (Uldvarer). Der brugtes vel hjemmestrikkede Ting, som alt var tykt og klodset, da der var lagt mere Vind paa Varme og Varighed end paa Udseendet. - Finere Underbeklædning tilvirkedes for Mændenes Vedkommende af fint og blødt garvet Læder, - for Kvindernes af Stof, medens man naturligvis i Byerne i mange Aar havde kendt indført Trikotage. - Derfor fik jeg den Tanke, at man netop paa Landet vilde finde den mindste Konkurrence, og naar de kloge Jyder ikke havde indset dette, kunde det kun være fordi man havde overvurderet Ræsonnementer som C. Understrups : Saadant bruger man ikke der... Nej netop, men nye Koste fejer bedst - og god Tid kommer, naar gamle Fordomme brydes. Alligevel blev jeg nærmest udlet, da jeg senere mod fri Rejse og Procenter antog en Medhjælper og begyndte at berejse Landdistrikterne.

Men Resultatet viste hurtigt, at jeg havde Ret, hvorfor flere skyndsomst fulgte efter, hvad der dog ikke hindrede, at man lo lige saa godt, da jeg senere tilførte Lapperne Uldvarer.

Men tilbage til Fabrikant Understrups Kontor og Lager, hvor det begge Steder syntes, at han var ene Mand i Forretningen. - Dog foreløbigt talte vi - karakteristisk nok for ham - aldeles ikke om Forretninger, men om Uldindustriens Historie fra første Begyndelse over Hammerum-Privilegiet og til Dato.

Men omsider fik vi da vore Indkøb gjort. - Jeg købte saaledes, hvad der laa paa et Par store Hylder af bunkebrændte Skørter, der siden indbragte mig det dobbelte af Købesummen. - Men sortere os, kunde vi ikke hos Understrup, da flere af Varerne var forstrikkede. Dermed være ikke sagt, at han ikke ogsaa havde gode Varer, men det havde været ham umuligt tillige at faa Fabrikken passet, saa det var ligesom skredet i staa for ham, skønt han var en nøjsom og ædruelig Mand, en Mand, der i Modsætning til saa mange af de andre, søgte for lidt Adspredelse.

Jeg sagde senere hen dette til ham, og han svarede paa sit lune Jydsk: »Ja, det er saamænd sandt nok, Johannes Bech, - aa' for lidt aa' for møj forderrer jo al Ting.«
De smukkeste, om end de dyreste, Varer fandt jeg Dagen efter paa C. N. Lauritsens Lager. Denne Mand, der var født i Herning Kirkegaard 1850, rejste 1874 sammen med M. Christiansen til Norge, hvor de i Drammen begyndte den første, danske Strikkeforretning. Fire Aar senere rejste Lauritsen til Kristiania og anlagde der en Trikotagefabrik, der paa den Tid jeg kom til Landet, var den største i Byen, og i Aarene omkring 1920 vistnok den største i Norge med en Omsætning paa henimod tre Millioner.

Af andre Fabrikanter i Kristiania kan nævnes: N. Sørensen, Sattrup, Thomas Nielsen, Troelsen, Haunstrup, Brødrene Thomsen, Steffensen, Meyer o. fl. Men af disse vil jeg komme tilbage til Meyer.

Nogle af de nævnte Fabrikanter gik selv med Pakken, naar det kneb. Andre havde en eller flere Butikker. Men alle solgte de hovedsagelig til Uldhandlerne, thi dansk Uldtøj havde taget Teten i Norge, ligesom Dansk Smør i England. Skønt de fleste i Overklassen holdt sig til de finere engelske Uldvarer.

Hvor Uldhandlere mødtes, var der altid Liv og Munterhed. Det hele var som eet Kammeratskab, og alle sagde »du« til hinanden, thi alle havde de jo begyndt med Pakken. - Det havde nær kostet en Fabrikant Kunder, da han paa Lageret begyndte at sige »De« til nogle Uldhandlere. - Men det hele druknede i Latter, da en gammel Fyr, han tidligere havde vandret mange Mil sammen med, spyttede Skraaen ud og sagde: »Det var Satans! 

- Er Maren nu bløwen saa fin!« (Konen.)

Mærkelig nok var der ikke nogen Uldhandlerforening, hvorimod alle kunde mødes i Dansk Forening, hvor dog mange af Uldhandlerne, skønt denne ikke var særlig eksklusiv, kunde føle sig lidt genert ved at komme, fordi han var en ung Fyr, der for et Par Aar siden havde gaaet bag Studeploven og nu befandt sig i Selskab med Fabrikanten og Konsulen. - Derfor blev det til, at en lille Kreds, da jeg i Løbet af nogle Maaneder havde faaet ordnet et Hjem, saa jeg kunde skrive efter min Familie (Hustru og aargammel Datter), samledes hos os en Aften om Ugen, hvor der blev læst højt og diskuteret lidt om det læste.

Emnerne laa just ikke højt, - vi begyndte med Bjørnsons første Ting, men det viste sig, at alt groede utroligt i denne Jordbund. Noget stort fik vi ikke ud af det, men jeg har senere i Livet mødt flere, der med Glæde erindrede disse Sammenkomster, hvor særligt Norges Historie vakte Samfølelse med norsk Aand og Folk, der indtil da nærmest var blevet bedømt efter dets Værd som Aftager af Uldvarer.

Enkelte af de unge Mennesker havde dog været stærkt politisk interesseret hjemmefra, og et Par Stykker havde været paa Højskole, saa Lødigheden af vore Sammenkomster maa ikke helt undervurderes.
Da jeg tyve Aar senere paa Gennemrejse til Nordland efter Rener sammen med Johan Skjoldborg holdt Foredrag i Dansk Forening, fandt jeg der en betydelig større Forstaaelse af Nordmænd og Norge end tidligere - og tænkte da, at vor lille Forening maaske ogsaa havde været et Led i Kæden derhen imod.

5. Kapitel.
PAA VANDRING.

Jeg har allerede omtalt, at Professor Feilberg, i hvis Hjem jeg som Dreng havde opholdt mig, havde vakt min historiske Sans, samt hvorfor han antog, at de Videnskabsmænd havde Ret, der mente og mener, at Hardsyssel i Jylland og Hørdeland i Norge er beboet af oprindelig samme Folkestamme, i Norge kaldet Hørder, i Jylland Harder. (Se Anm. 2). Ifølge hele min Indstilling var det derfor naturligt, at jeg havde længtes efter den Dag, da jeg selv kunde konstatere dette, hvad der efter min Mening kun med nogen Sikkerhed kunde ske ad een Vej. Naturligvis kendte jeg angaaende denne Sag alle historiske Kilder, men hverken dette eller den Kendsgerning, at Hørder og Harder ved Sessionerne har vist sig gennemsnitligt at være »højere end al Folket«, har, saa talende det end er, ikke været nødvendigt for mig til at naa frem til min Overbevisning. Den fik jeg ad ganske anden Vej.

Det var med en vis Spænding, at jeg med min lejede Medhjælper, Marinus Aagaard fra Ørre i Hardsyssel, begyndte at berejse Hørdernes Lande, Jæderen og Hørdeland. Spændingen laa for min Del mindre i, hvor meget vi vel kunde sælge af vore tunge Uldpakker, som vi bar paa vor Ryg, end i, hvad jeg nu kunde faa ud af det med Hensyn til mit egentlige Ærinde, og jeg vil straks sige, at det blev over al Forventning meget. Jeg erfarede hurtigt og overalt, at Folkelynnet samt Sange, Lege og Æventyr, Overtro og Børneremser, særlig fra Jæderen, næsten var identiske baade for Harder og Horder, hvorimod i begge Landene ikke lidt forskellig fra de østlige Landsdele. Den lidt skeptiske, men altid venlige Maade, vi blev modtagne paa, var fuldstændig Vestjydens, thi ingen saa her, lige saa lidt som i Hardsyssel, ned paa Skræppekarlen som en Omløber, just fordi man begge Steder havde udpræget Agtelse for den, der ikke skyede nogen Form eller Møje, naar der var Penge at tjene. Der var derfor ingen Grænser for Imødekommenheden; naar vi først havde vundet en Bondes Tillid (ligesom i Hardsyssel), kunde man være vis paa at finde lyttende Tilhørere til det, man fortalte omkring Arneilden samt til Gengæld at faa alle mulige Sagn og »Emter« meddelt. I Sandhed et rigt Samlingsfelt. Kun Skade, at min Samling ved en Fejltagelse gik tabt. Da jeg mange Aar efter gjorde min anden Rejse til Jæderen for at samle paany til en Afhandling om Hørder og Harder, vilde Skæbnen, at jeg blev afbrudt heri, næsten inden jeg var rigtig begyndt, for straks at tage fat paa en anden Sag, der dengang laa mig endnu vægtigere paa Sinde. Men da det vil blive for omfangsrig en Disgression nærmere at forklare hvilken, maa jeg henvise til Anm. 3.

Omtalte Sag optog mig saa i en lang Aarrække, men trods mine 74 Aar har jeg endnu i Sinde, hvis det er muligt, at komme til Jæderen og Hørdeland, da dette stadig er nødvendigt for med tilstrækkelig Autoritet at kunne fremføre Beviset for min her omtalte Teori.

Meget kunde fortælles om min Medhjælpers og min Handelsrejse, men dette er jo ikke nogen Rejseskildring. Kun vil jeg nævne, at vi en Aften, da vi havde forvildet os, skønt det frøs flere Grader, maatte overnatte i et tomt Fæhus, hvor vi for at holde Varmen maatte iføre os 1/2 Dusin Underbenklæder, Uldtrøjer og Strømper o. s. v., men alligevel maatte op midt om Natten for at ifØre os hele Pakken.

Dette hændte den første Uge, vi var paa Jæderen, skønt vi var taget hjemmefra først i Marts Maaned, da vi regnede med, at vor Rejse vilde tage det meste af et Aar.
»Er da alle Danske født med Tull paa Nakken?« spurgte en Gang en Pige os, »for jeg har aldrig set no'en Danske, undtagen som havde Tull paa Nakken«. Den Spøg var det sidste, jeg hørte paa Jæderen, - men den var et saa ægte Udtryk for jydsk Lune, som var den sagt af en Pige derhjemme. Hun var fra Landet, hvor de gamle Koner og Mænd med de markerede Træk og store Racenæser, de muntre og dog lidt tunge Unge og de legende Børn alle mindede om Hardsyssel.

Efter at vi fra Alexander Kjellands By, Stavanger, havde besøgt den historiske Egn ved Sole (Erling Skjalgssøn), tog vi over Bokkenfjorden til Faldnæs paa Karmø med de mange Minder fra Olav Digres Tid. Vi fortsatte nu over Haugesund, hvor der laa en ret betydelig Varebeholdning til os, og over Stor-Øen (Haakon Adelsten) til Faerøysund og derfra igen Søværts til Bakke ved Hardanger Fjord.

Overalt solgte vi over al Forventning godt, ofte bedst om Formiddagen ved vor Afrejse, naar vi var blevet kendte med Folkene om Aftenen, for det interesserede dem altid meget at høre mig fortælle om, hvad der var hændt der paa Egnen for tusinde Aar siden.

Saa skiltes vi ofte, som Menneskene dengang, med Gaver, for hvor de intet vilde have for Logi og Mad, afslog de alligevel ikke et godt Stykke Undertøj til Manden samt en strikket Vest til »Mor i Huset«, og nu købte ofte »atpaa« hele Husstanden Forsyning til længere Tid.

Jeg vil her bemærke, at vi ugentlig fik tilsendt mindre Pakker ind imellem, at vi modtog de større Forsyninger.

Fra Bakke fulgte vi Kørevejen langs Hardanger Fjord til Steine, hvor vi tog en Dag fri til at sejle paa Fjorden. Jeg vil ikke driste mig til et Forsøg paa at skildre Hardanger Fjord, - af disse Skildringer findes der tilstrækkelige, for ingen kan dog naa op til det ubeskriveligt virkelige.

Fra Steine gik vi tværs igennem Hørdeland til Bergen, ret en By efter mit Hjerte. Bergen er Modets og Handlekraftens By, begge Dele personligt repræsenteret i Danmark af Tordenskjold og Holberg. - Om den første behøver intet at siges, men Holberg reformerede Datiden i Danmark, først og fremmest ved sin Haan over alt det gamle og ormstukne (Paryktiden). I hans Fødeby stod Jævnhed, Flid og Arbejde højere i Kurs end Titler og Franskpludren.

Jeg gik tilstrækkeligt op i Livet paa Bergens Kajer og Pakhuse til at forstaa, at her havde Drengen Ludvig Holberg faaet Blik for de Værdier, der bestemte hans Liv og fik ham til at skrive, fordi han maatte skrive.

I Bergen traf vi sammen med flere Kammerater fra Kristiania, saa jeg er bange for, at vi havde en mere lystig end egentlig indbringende Tid, skønt Handelen var god nok. Det betød ikke saa meget, at vi brugte Penge, som det, at vi sinkede hinanden og spildte Tid, hvorfor jeg foretrak snarest at rejse Nord over.

Skønt jeg havde en stor Varebeholdning i Bergen, telegraferede jeg straks til Kristiania efter en ekstra Forsyning, som blev solgt til Kammeraterne, naturligvis med kun faa Procenters Fortjeneste. Den blev hurtigt solgt, fordi der altid var nogen, der manglede noget, og som forstaaeligt er, havde vi vort Samlingssted hver Aften i en »Bondestue«, hvor vore Varer stod sikkert; alt var her renligt og den jævne Kost upaaklagelig.Med Skib tog vi nu over Aalesund til Molde og Stangvik; naturligvis handlede vi nogle Dage paa hvert Sted. Fra Stangvik handlede vi os frem gennem det tætbebyggede Trøndelagen til Trondhjem.

I Trøndelagen boede mange rige Storbønder, saa her var god Handel, skønt vi her kun blev regnet for »Skræppekarle«, og Tjenestefolket smilede til vore »Uld-Tull«. Logi maatte vi derfor søge i mindre Hjem, - vi savnede »Hardsyssel«, som vi altid kaldte Jæderen i Omtale. Baade med Hensyn til Lynne og Væremaade var Trønderne vidt forskellige fra Harderne paa Jæderen. Ganske vist var de et klogt og bevidst - man kan fristes til at sige fornemt Folk, og vi var sikkert ikke de rette Dommere, for det vækker aldrig Sympati at blive set over Hovedet, og dog boede vi et Par Gange hos Storfolk, fordi jeg havde spurgt efter Navne paa Tingsteder - og et andet Sted om, hvor det var, at Birkebeinerne havde holdt Slag. Derigennem havde de sluttet, at jeg ikke kunde være nogen »Fant«, hvorfor vi efter fortsat Samtale blev indbudt til at blive Natten over.

Fra Trondhjem, hvor der var en stor Varebeholdning, besøgte vi Munkholm (Griffenfeldt) og Stiklestad (Olaf den Hellige) og tilbragte i Trondhjem det meste af en Dag i »Verdens mest historiske Domkirke«.

Fra Trondhjem drog vi til Levanger i Levanger Fjorden, en frugtbar, rig og tæt bebygget Strækning, - og hvor var Vejen skøn. Det var Senhøst, men Solskin, og de mange Haver, der bugnede af Frugt, var smykkede af Roser og alle Efteraarets Blomster.


Fra Levanger fortsatte vi lige til Namsaas, altsaa tværs gennem Nord-Trøndelagen. Vi passerede paa den Vandring omtrent midtvejs den store Bygd Steinkjær. Hvorfor jeg bemærker dette, er fordi Bygden Sunnan, hvor jeg tyve Aar senere i saa stor Spænding ventede en Rensdyrdrift paa 1600 Dyr fra Finmarken, ligger lige i Nærheden. (Jeg har skrevet om dette andetsteds).

Da vi kom Nord til Namsaas, var Tiden nu saa fremskreden, at det var Vinter. Fra Namsaas rejste vi med Dampskib længere Nord paa med Bodø som Maal, men nu tog vi paa Vejen ind i alle de større Vær (smaa Handelspladser i Fjordene eller paa de større Øer med hver sin Vær-Konge, som Chefen for Stedets eneste Handelshus kaldtes). Disse, der gerne var rige og ofte førte et fornemt Hus, havde den fattige Fiskerbefolkning ganske i sin Lomme. Det var dem, altsaa Handelsmændene, jeg vilde sælge til, hvad der ogsaa lykkedes mig, da jeg i dette Øjemed havde en stor Varebeholdning med fra Namsaas.

Ut-Værs Mændene stillede, som selvfølgeligt var, den Betingelse, at vi ikke maatte sælge til Beboerne, men købte straks og gerne selv, da vi var de første Repræsentanter for jydske Uldvarer. Ofte blev vi Natten over paa et saadant Sted, hvad der intet kostede os, - tværtimod blev vi modtagne med Glæde, da de gerne vilde høre alt, hvad der blev fortalt, helst om Jylland og jydske Uldvarer; de førte jo ellers til daglig en ret ensom Tilværelse.

Det blev hen under Jul, inden vi naaede frem til Bodø, en By med lave Træhuse og nærmest grim med sine to parallelle Gader. Den havde mellem tre og fire Tusinde - nu ca. seks Tusinde - Indbyggere og er af stor Betydning for Fiskeriet, hvorfor den dagligt anløbes af Dampskibe. Et Par Timers Vej fra Byen ligger det høje Voldfjeld, fra hvis Top vi kunde se viden om fra Sulitjelma i Øst til Lofotvæggens Tinder i Vest.

Den lille, kedelige Bodø ligger i Sandhed i storslaaede Omgivelser.

En Dag kom der saa stærk en Julelængsel over mig efter min Hustru og mine Børn, at jeg sagde til Aagaard: »Hvis vi tager med Damperen, der gaar nu om en Time Syd over, kan vi akkurat naa frem til Kristiania til Lille-Juleaften, - vi maa skynde os. Lager og det hele lader vi ligge her, laaser bare Døren og betror Værten Nøglen. Vi rejser tilbage igen straks efter Jul, for til Lofotfisket skal og vil vi, som Bestemmelsen var. Men jeg betaler naturligvis Rejsen for dig, for det har du ærligt fortjent.«

Vi naaede akkurat Skibet, og vi angrede ikke vor Beslutning, for vi havde en dejlig Jul i Hjemmet, hvor Aagaard naturligvis var vor Gæst. Kammeraterne saa jeg ikke meget til, dog tilstrækkeligt til, at jeg forstod, at de lo saa smaat af, at nu havde jeg nok opgivet min lidt for eventyrlige Plan om at føre Uldvarer til Lofotfisket.

Fjerde Januar rejste vi til Kristianssand, hvorfra vi handlede os frem til Mandal og tog her Dampskib direkte tilbage til Bogø, hvortil vi ankom den tyvende Januar lige til Fiskets Begyndelse. Her laa en ny Beholdning foruden det, der var blevet tilbage paa vort Logi, alt betalt kontant, hvorfor jeg altid kunde købe gode Varer til de billigst tænkelige Priser.

Nu var der vel nok Liv og glade Dage i Bodø, - Venner drak Velkomst, og Fjender brugte Knivene mod hinanden. Beværtningsjenternes skingre Stemmer skar igennem Tobakstaagen og den klumre Atmosfære fra vaade Søfolk, for den lille By var stoppende fuld af Fiskere, der laa og ventede paa Bør til Lofoten over Vestfjorden, der er lige saa voldsom og meget mere lumsk end det aabne Hav. - Men i Løbet af et Par Dage stak de af, Baadelag efter Baadelag.

Vi blev og solgte ud, for jeg foretog her et stort Vovestykke, idet jeg krediterede mange, - men saa ærlige var disse Mennesker, at den eneste, der snød mig, har min fulde Tilgivelse, - ja, for han druknede.

Da alle var borte, tog vi Damperen til Kabelvaag i Lofoten. Jeg vil slet ikke forsøge paa at skildre det brogede Liv der; det vilde føre aldeles bort fra mit Emne: Uldhandelen. - Fiskerne havde bygget smaa Huse paa Land, hvor de boede, ofte to Baadelag sammen, og der maatte vi opsøge dem for at handle. Vi tog fra Vær til Vær og fra Ø til Ø, alle Lofotens Øer igennem. Der var et mægtigt Fiske det Aar, saa vi kunde sælge alt til store Priser. Vi havde kun Underbenklæder og Undertrøjer til Mænd, for Votter og de store islandske Trøjer, der bæres yderst, havde Fiskerne i Forvejen tillige med andet svært Uldtøj fra Bergen. Tillige havde jeg rigeligt af 
smukt Kvinde- og Børneuldtøj, alt, hvad der egnede sig til at købe med til Hjemmene som Gaver.

Trods alt befandt jeg mig uvel den hele Tid, for jeg havde en mindreværdig Følelse af Rovfugl, - overalt var der nemlig Kræmmere med unyttige Ting, kun alt, hvad der faldt i Øjnene. Saa var der Ur-Jøder med uægte Ure, der hurtigt fik en grøn Kulør, og Kolportører med Postiller i Pragtbind og Guldsnit var ikke stort appetitligere; alle snyltede de paa Fiskerne, som de fulgte ligesom de Fugleskarer, der skrigende kom og gik med Fisket.

Men var vi to Uldhandlere saa bedre? - Min eneste Trøst var, at vore Varer kom virkelig til Nytte, - ja, ofte til stor Nytte, saa der blev aldrig raabt eller knyttet Næver ad os som efter Ur-Jøderne og Postillemændene, naar disse ikke vilde tage en fedtet Bog tilbage igen.

Men hvorledes det nu end var, saa følte jeg mig alligevel ilde ved nu og da at mærke en vis overlegen Holdning imod os, en Stemning, der, som rimeligt kunde være, holdtes oppe af de fastboende Handelsfolk. Alt i alt - trods vor ret betydelige Fortjeneste - lovede jeg mig selv ikke oftere at tage til Lofoten.

Vor Omgang til en Aftentoddy og en Lhombre var Fiskeopkøbere fra Bergen, der altid talte muntert om Dagens gode Fortjeneste. Minderne fra Lofoten blev som et hvirvlende, kogende Liv, hvorfor det var underligt igen at slippe ud til Havets Stilhed, hvor Hundreder af Baade som Fugle med udspredte Vinger stævnede mod Nord og Syd som et saare skønt Syn. Det er, som kunde man kende Folkeslaget, der var ombord, paa Baadenes Form og Rigning. Sørlandsbaadene var massive og tunge i det med lave Sider, Nordlandsbaadene høje med stejl Stævn, men jeg fristes til at sige: med graciøse Bevægelser. Nordlændingen er stærkt præget af sit Land og sin Gerning som Fisker, - Overkroppen er saaledes bedst udviklet. Nordlandsfiskerne gaar ofte ud, naar alle andre søger Havn.

Vi tog nogle Byer i Sydnorge paa Hjemvejen og naaede hjem til Kristiania Aarsdagen efter, at vi havde paabegyndt vor Rejse, der - som før omtalt - dog var afbrudt af Juledagene.

Siden gjorde jeg flere vellykkede mindre Rejser og een større til Nord-Norge. Paa disse Rejser handlede jeg første Gang med Lappefolket og modtog Rensdyr-skind i Bytte for mine Uldvarer. - Mit Maal var nu naaet. Jeg vidste, at Harder og Hørder var eet Folk. Jeg var den første, der havde bragt Uldvarer til Landdistrikterne og Bygderne, hvor det havde vist sig, at der var god Afsætning. Jeg havde tillige vist, at ogsaa Lofoten var et godt Marked, samt at Lapperne foretrak Uldtøj for deres Skindunderklædning - og endelig kunde jeg vende hjem til Danmark med en god Fortjeneste for i København ved Hjælp af Bibliotekerne at skrive den paatænkte Bog 
om Hørder og Harder. - At det kom til at gaa anderledes, hører ikke herhen.

6. Kapitel.
BINDESTUEN.

Jeg indbød nu vor tidligere Kreds af Uldhandlere til et Afskedsbesøg, men det resulterede i, at vi dannede en Forening: »Æ Bindstouw«, hvor vi skulde mødes to Aftener om Ugen. - Vi kom paa den Tanke, fordi vi den første Aften, der altsaa skulde have været den sidste, men nu blev udskudt en Maaned, i en livlig Samtale om Blichers »Æ Bindstow'« fik Lyst til at efterligne denne og lade hver især fortælle løst og fast, hvad det nu kunde være. Alle var jo fra Bindeegnen og havde gaaet med Pakken, fra de var store Drenge, og tillige havde de fleste medfødt Evne til at fortælle.

Den første, der fortalte, var Erhardt Jensen fra Hammerum, Troldmanden og Spillemanden, der førte sin Violin med sig allevegne. »A har levet to Liv,« begyndte Erhardt, »A er født 1849, og fra min første Barndom var ikke mange Ting, som de er nu. A ka' huske, da vi brugte Fyrstaal - eller løb til Naboerne for at hente Ild i en gammel Træsko; - men det forstaar sig, de bedrestillede havde jo allerede den Gang Svovlstikker. Men de Gamle laa nøgne i Sengene, og vi farvede vort Vadmel, som vi jo lissom alle andre Ting lavede selv, i Blaatræ og Pis, som blev gemt sammen til det Brug, og ha'de vi ikke nok, saa laant' vi hinanden. Vi ha'de Lyspinde fra Mosen, og vore Lys støbte vi selv af Faaretælle, og aldrig glemmer A den Aften, A saa den første Lampe, men A var 20 Aar inden A saa et Tog, og over 30, da A saa den første Cykle, saa det kan vel nok siges at være Oldtid imod som de nu farer af, A vil slet ikke tale om Telefonen, for det vilde vi gamle jo have sagt der var Trolddom, kan A saa ikke sige, at A har levet 2 Liv, det ene i Oldtiden, det andet i Gas-, Elektricitets og Telefontiden.« (Hvad mon Erhard vilde have sagt, hvis han havde anet noget om Biler, levende Billeder, og Radio - ikke at tale om Flyvemaskiner).

»Men var de nu ikke saadan mere tilfredse dengang,« spurgte tykke Skyum.

»Tilfreds og tilfreds,« svarede Erhard, »man føler vel ikke noget Savn, og vi kendte jo ikke andet.«

»Men som nu Føden?« - det var Skyum igen. »Vores Sul og vores Mælk og Smør var sgu meget bedre end det Futmælk og Margarine Bønderne serverer med nu om Stunder og give ret meget i Løn, vil de jo heller ikke saa gerne. Derfor stak jeg af med Pakken, endda jeg var knap og nap gammel nok til det.«

»Mon du nu ikke tager fejl der, Jens,« prøvede Aagaard. »Mon ikke Hovedgrunden var den Udlængsel, der er os alle ligesom medfødt i de Egne. Vi forstaar saa godt, naar Bjørnson skriver: Ud vil jeg, ud, langt, langt, langt.«

»Ja, du er mager og romantisk, bette Aagaard, men jeg er tyk og har altid haft en særlig Interesse for min Mave.«

»Men som nu Moralen,« faldt Marinus Sørensen ind. »Den maa jo da have været bedre, for dengang kunde Karl og Pige jo sove i Alkoveseng sammen i maanedsvis, uden at der kom noget dem imellem.«

»Næ, for de havde jo Respekt for Katekismussen, men forresten var der ogsaa mange onde Folk til den Gang.« Det var Erhard. »Som nu f. Eks. Kren Bows, flere af os kender ham jo nok. Han var til Herning Marked hvert Aar og for en Gangs Skyld havde han saa taget Konen med; men da Sidsel paa Hjemvejen skulde af og forrette et Ærinde, kører han jo fra hende midtvejs, og saa kunde hun gaa de 2 Mil hjem. Da han sad en Maanedstid i Herning Arrest, vilde han absolut snakke med Sidsel, men han sagde aldrig et Ord, da hun kom ind til ham, men væltede hende lige om.«

»Fy, fy, dit Bæst,« raabte Herredsfogden, der var tilstede sammen med Arrestforvareren. »Ja, det kan de sagtens sige,« grinede Kren Bows, »de som gaar frit omkring.«
»Nu skal A fortælle noget,« sagde danske Peter. Hvorfor han blev kaldt saadan, ved jeg ikke.

»A passede vore Kreaturer i vort Hjemmen fra A var 7 Aar, saa en Dag glemte A at flytte Køerne, fordi A medede i Aaen, de stod uflyttede fra Morgen tidlig til over Middag, indtil Mor kom hjem fra Herning, hvor hun havde været inde med Smør og Æg; men hun klædte mig nøgen af og bandt mig til en Baas i Kostalden, det var en brandhed Dag, saa aldrig vil A ønske, at min værste Fjende skulde gaa det igennem som A prøvede. For mine Hænder var bundne, saa A kunde ikke værge mig for Fluerne.«

»Hvorfor hujede og brølte du ikke,« spurgte Skyum opbragt.

»Nej, ingen skulde have faaet mig til det,« svarede danske Peter sammenbidt, »men fra det Øjeblik havde A ingen Mor mer.«

Da han havde sagt dette, rejste han sig, som det syntes for at gaa, fordi han med ægte jydsk Blufærdighed skammede sig over at have givet efter for sine Følelser, hvor saa mange var tilstede.

Jeg fik ham dog til at blive. »Det vilde være bedst for dig om du kunde tilgive din gamle Mor,« mente jeg, »desuden er det mest tænkeligt, at hun træt, som hun har været af den lange Gang frem og tilbage fra Herning, er falden i Søvn efter Middagsmalkningen og derfor har glemt dig i de Par Timer, du stod der.«

»Ja, det kan jo da tænkes,« sagde danske Peter opmuntret, »men saa kunde hun da have bedt mig om Forladelse, da hun saa, hvor overstukket jeg var.«

»Ja, men det er jo netop det sværeste ved det,« ytrede Marinus Aagaard, »for jydske Bønder at faa frem den Slags Ord. Jeg er næsten tilbøjelig til at sige, at jo mere de angre, des sværere er det at bede om Forladelse, men jeg er vis paa, at din Moder har vist det i Gerning.«

»Ja, naar A nu tænker over paa det, saa er det rigtig nok,« indrømmede danske Peter.

»At Kærligheden mellem Forældre og Børn hos Bønderne er mindst lige saa stor som i andre Samfundslag, har man Beviser nok for,« ytrede Aagaard.

»Ja, vi kan f. Eks. nævne Trikotagefabrikant Meyer, der kom herop som strejfende Smedesvend, blottet for alle Midler,« sagde jeg. »Hvorledes denne Kæmpe, der kunde slæbe af med en Pakke Uldtøj af dobbelt Størrelse, hurtig blev en meget rig Mand, ved vi alle. Der siges om ham, at han aldrig gik hjem, saa længe han havde et Stykke Tøj i Pakken.«

»Som vi alle ved, havde han sin gamle Mor paa Besøg ifjor. Jeg kendte hende fra de Maaneder, jeg var Lærer ved Frøjk Biskole, ikke langt fra Holstebro. Jenøjet Kjesten kaldtes hun og boede ude paa den ene Side af Frøjk Bæk, medens Jakob Svensker boede paa den anden. Hun var Enke og han Enkemand. Til Tider var de de bedste Venner og gik da sammen over Bækken, men til andre Tider sloges de.«

»Naar jeg bare faar fat i jenøjet Kjesten hendes Nederkæbe, saa skal jag Jækle annamme mig nok holde hende,« pralede Jakob, men i Virkeligheden var han den lille og flygtede helst over Bækken, naar Kjesten blev ond. Men denne Kvinde maa have været den ømmeste Moder overfor sine Børn, for ellers vilde kun faa have gjort, hvad Meyer gjorde; lad være, at mange trak paa Smilebaandet, fordi han klædte hende op i Silke og gav hende kostbare Smykker og Ringe paa hendes gamle Arbejdshænder. Men Meyer, som er en udmærket Mand - og den dygtigste af os alle, maa have elsket sin Moder af et oprigtigt Hjerte, og maa, hvorledes man end ser paa det, have faaet en god Opdragelse.«

Flere fortalte nu om deres gode og stræbsomme Hjem, - og det var, som knyttede disse mange ensartede Minder os alle (vi var en god Snes Stykker), sammen til een stor Familie.

Anden Aften.

Anden »Bindestue-Aften« blev der foruden Tobak til de mange Piber (af Kvinderne var der paa den Tid ingen i vor Kreds, der røg), trakteret med hjemmebrygget Mjød fra Jylland og varme »Godraad« (en Slags Vafler), der efterhaanden, som de blev spist, blev bagt ude i Køkkenet af en arbejdsløs jydsk Bagersvend, der havde nedlagt sit Haandværk og taget Pakken.

Der var ikke een af os, der ikke som Børn havde frydet os over »Godraad" med Sirup paa. I mit Hjem bagtes de ganske vist ikke, men jeg havde faaet dem omkring hos Bønderne og hos gamle »Kjesten-Skole« - en berømt Spinderske - og om hende maatte jeg nu berette, inden vi gik videre.

Da min Far kom til Ryde Sogn, var Skolebygningen kun en lille Hytte, der laa et Stykke fra Stuehuset paa Skoleloddens Toft, og en Del af denne Hytte var oven i Købet beboet af gamle Kjesten-Skole, som hun kaldtes, fordi hun boede i Skolen og saa grumme nødig vilde i Fattighuset, hvorfor hun havde faaet »Embedet« som Skolens »Pedel«, hvilket forpligtede hende til at fyre og feje. Hun havde fri Bolig og Brændsel og 10 Specier om Aaret i Løn, desuden 4 Skilling fra hvert Barn, fordi hun hængte deres Strømper og Tørklæder til Tørre inde ved sin Bilæggerovn de Dage, det regnede, eller naar Snestormen føg hen over Veje og Marker, men desuden tjente gamle Kjesten Penge ved at spinde; hun var berømt for sit fine Spind, og som den bedste Spinderske i hele Sognet. Sur, gik Rokken inde hos hende Dag ud og Dag ind, ofte til ud paa Natten. »Jeg bliver gal,« sagde min Far, »hvis jeg skal høre den Snurren uden Stands.« Min Far skrev Forskrifter, som alle Christian d. 9's Børn og Børnebørn har skrevet efter, og som saaledes kom ud over Europa med de danske Prinsesser. Altsaa skrive maatte min Far, ofte til ud paa Natten, trods Rokkens irriterende Snurren, thi det gjaldt jo om at skaffe Brød til de mange Munde.

»Jeg kan ikke holde det ud,« klagede han til Sogneraadet kort efter sin Ankomst til Sognet, »og jeg forlanger, at den Kone faar et andet Opholdssted og mine Overordnede giver mig Medhold i, at en Roks forstyrrende Snurren ikke bør taales i en Skolestue.« Man var villig til at føje min Far, altsaa nu skulde gamle Kjesten i Fattighuset. Da kom hun grædende til Far og sagde, at da vilde hun hellere dø, hvilket resulterede i, at Far skyndte sig til Sogneraadsformanden og tog sit Forlangende tilbage, og Kjesten-Skole blev boende.

Saa snurrede Rokken og Pennen kradsede i mange Aar, da døde gamle Kjesten-Skole og der blev stille i hendes lille Stue.

»Jeg kan ikke holde det ud,« sagde min Far til min Mor, »der er saa uhyggeligt dødt derovre i den ensomme Skole, jeg sidder hele Tiden og venter paa og længes efter Rokkens Snurren, det er mig umuligt at samle mine Tanker uden den.«

»Hvad du der har fortalt,« ytrede min Hustru, »er ikke nogen ualmindelig Erfaring i Livet. Vanens Magt er underlig, - den synes at tjene to Herrer, for den kan fremme baade det Onde og det Gode.«

»Den er god til at holde Ægteskaber sammen,« sagde Aagaard, hvis fraskilte Kone levede i Danmark.

»Ja! - Men ogsaa til at bryde det,« sagde en fraskilt Kone, hvis Mand var en Drukkenbolt. - Saa blev der let, for alle vidste jo, hvad der laa bag. Derfor var det paa sin Plads, da en af Kvinderne sagde til Jensen, ogsaa kaldet »Uglspil« : »Lad os nu faa en rigtig lystig Skrøne! - Hvordan var det egentlig, du fik solgt den Frakke uden Ærmer?«

»Jo-o, det var jo den sidste Markedsdag paa Kongsberge Marked,« begyndte Jensen, der straks var villig. »A havde købe tre Overfrakker af Jøden Goldenheim,
- de to var solgt, og den tredje hang paa en Bøjle ud til Teltgaden, - Skyum der stod ved Siden af mig.

A stod just og pakkede to røde Zefyrgarns Undertrøjer ind til en Bondekjerring, da han raaber til mig: »Halløj, Jensen! - Ser du ikke at Hesten der staar og gumler paa dit Frakkeærme.« - »Hold Kæft,« sagde A, »tror du, A er blind« - for A havde jo set, skønt A ikke kiggede den Vej, at det Ærme allerede var forlorent, og saa var det mere formaalstjenligt for mig, at Skaden var til at se.

»Halløj, Far!« raabte A saa til Kejsningens Mand, der sad og glanede paa andet Hold, mens Hesten »fodredes«, »du ser vel, at Hesten staar og mætter sig paa mit Frakkeærme der borte.«

»Det gør den bidska Død da osse,« raabte Bonden, idet han tog et kraftigt Tag i Tømmen.

Vi »beskuede« nu Skaden nærmere. »Det er da lykkeligvis bare det ene Ærme, den har ædet,« fastslog Bonden glad. »Kor myet kan det vel koste at faa kjøbt saapas Tøjbitar, at der kan syes et andt Ærme paa?«

»Du begriber vel, Far,« sa' A, »at den aldeles ikke kan laves. Hvordan skulde A vel kunne finde en Klædbita aldeles Maken. Som du ser, er det en Frakke af fineste Sort, og mig har den kostet firti Kroner og syti Øre.«

»Korsens ska' vi da bli' forligte?« spurgte Bonden. »Ja, du kan jo købe Frakka,« foreslog A, »og siden ka' du gøre med den, hvad du vil. - Men da det er sket ved en Ulyk', ska' du faa Frakken for treti Kroner.«

»Eg bruker aldrig Frak',« sagde Bonden, der bar kort Trøje med Sølvknapper og havde rød Toplue paa Hovedet. »Kor myket ska' eg vel gi' dig for at holde dig skadeslaus?« spurgte han.

»Du forstaar vel,« sagde A, »at Frakken aldeles ikke er noget »tess« (Nytte) for mig mere, saa det faar blive tyve Kroner.«
Fem,« foreslog Bonden.

»Saa siger vi ti,« fastslog A, »for Kjerringen havde taget et rødternet Lommetørklæde frem. - Dem fik A. »Men saa blir det ikke til noget med Trøjekøb,« sagde Bonden mørsk, »for hvofor tittede du ikke bedre efter Hesten, Kjerring, naar som du vet, at den gnager baade i Sten og Ben.« Da graat Kjerringen.

»Du faar vel ta' Trøjerne med atpaa Handelen,« sa' A - og da blev der en Glæde, som om Ægteparret havde været ude for en særdeles lykkelig Hændelse.«


»Du er en Torsk,« sagde Skyum, »for du kunde da faaet meget mer' - aa saa Trøjerne!«

Da aabenbarede A, at A kun havde givet Jøden atten Kroner for Frakken, »og siden, saa mener A, at de var fattige!«

»Jamen, hvad vil du nu med den Frakke?« - Saa siger A: »Nu er det først, at den har en rigtig Værdi, for nu kan den passe alle og enhver, - og saa tog A min Lommekniv op og sprættede begge Ærmer pænt af helt oppe ved Skulderen. Nu forlod Kammeraterne deres Teltboder og kom hen til os - og saa blev der væddet en hel Kasse øl cm, at den Frakke kunde A ikke sælge. Men nu var Fanden faret i mig, ikke for Gevinstens Skyld og ikke for at A vilde snyde nogen, men kun fordi A syntes, det var en evig Spas.

Straks efter blev Lygterne tændt og en Time senere kom Politiet og ordrede, at vi skulde pakke sammen straks, for Markedspladsen skulde være ryddet til Klokken syv slet.

Kammeraterne, der gik og stampede i Sneen for at holde Fødderne varme, gik allerede og glædede sig til gratis Øl. - Men da kom en fin Slæde med Sølvbjælder ringlende forbi. Den var forspændt med en vælig Godbrandsdøler, og i den sad en Stor-Kakse, ganske synligt en Bygde-Konge i Pels og Fodpose.
Nu - eller aldrig, tænkte A og løb frem og standsede Slæden: »Bliv ikke sint,« bad A den let forbavsede Mand, »men A har tilbaks endnu en baade fin og sjælden Ytterfrakke, som A sælger for næsten ingen Ting, og den kan akkurat passe for en Mand som Dere. - Den er kun for en »fin« Mand, derfor standsede A Dere.«
»Frak!? - - Ser jeg ud, som jeg trænger Frak!" raabte Kaksen mørskt.

»Ih, nej-da! - Ih, nej-da,« siger A jo, »men Frakken er som sagt en meget sjælden Frak - og ikke syet til nogen Smaamand, - saa hvis Dere vilde umake Dem og smage en Dram - og se paa Frakka. -

»Dram! - Har du Dram?« sagde Bonden, der var ikke saa lidt paa en Kant, og lettede paa sig.

A hjalp ham af med Kørepelsen, der blev lagt paa det nu tomme Bord, medens vi ved det flakkende Lygteskær prøvede Frakken.

»Jo-o, den synes virkeligen bra tøjelig,« mente Bonden, »men korssen passer den paa Ærmerne?« »Ærmerne!« sagde A, »idet A hev i hans Ærme - »jo, de er uden at lyve som syet til Dem.«

»Hvad koster Frakka?« spurgte nu Kaksen kort. »Kun atten Kroner,« sa' A, der ikke vilde ud over Indkøbsprisen.

»Atten Kroner,« undrede Bonden, »det er jo ingen Penge, idet han efter at have faaet sin Kørepels paa, betalte Frakken. Da A spændte Fodposen om ham, sa' han: »Det var billig Pris paa Frak, det,« og tilføjede spøgende: »Men nu har du vel ikke stjaalet den?«

»Nej, stjaalet den, har A ikke,« lo A, »men som du jo naturligvis saa, er der jo ingen Ærmer i den - -« »Haa ! - Haa ! - Haa ! - Din Stor-Skøjer,« lo Kaksen, idet han slog ud med Pisken og strøg af Sted. - - Da først kom Kammeraterne frem, hvad der var heldigt nok, for ellers havde de røbet mig med deres Grin. - Jeg havde flere Gange maatte true ad dem.

»Det var osse noget at grine af,« sagde Haunstrup forarget. Men da Tilhørerne havde let af, lød det fra en af Kvinderne: »Haunstrup har nok Ret, - du skulde bestemt gaa ind i Frelserhæren og lade dig omvende. - - Men jeg vilde alligevel gerne have givet en hel Daler for at have set det Ansigt, Kaksens Kone satte op, da hun ved Hjemkomsten har hjulpet ham Pelsen af.«

Nu blev der igen let, og Jensen sagde: »Jamen det var jo netop det, A tænkte, da A solgte Frakken. Naar kun Spasen lykkedes, saa var A saamænd ligeglad, om A aldrig havde faaet en øre. - Men da nogen af de Kammerater er til Stede her, som maatte op med øl paa Kongsberg, saa vil A gerne gøre Gengæld i Aften ved at gi' Punsch over hele Linien.«

7. Kapitel.
VOR TREDJE BINDESTUE-AFTEN.

Den tredje Bindestue-Aften var Stuen fuld af Bindestue-Tøj. Det var nemlig saadan, at mange af de gifte Uldkræmmeres Koner »maskede«, som det hedder, for Fabrikanterne, og her var en god Lejlighed til baade at høre og arbejde under morsomme Forhold.

Og Erhardt Spillemand lagde for. »Ja, I kender mig jo omtrent allesammen fra jeres Drengedage, for A spillede jo til Gilder over hele Hammerum Herred. - Men I kender mig jo nok ogsaa for mine Troldkunster, for A var jo snart ved at blive lissaa berømt som Glavind, da A rest' herop.

A var lissaa god som ham til aa' malk' Folks Køer og te' aa' vis' igen. - Aah ja endda, alt det, som Een saadan kunde hitte paa i sine unge Dage, og Folk var jo rede te' aa' tro det mest taabelige, bare det blev lavet rigtigt.

Men een Gang kund' det nær ha' gaaet galt, og da maatte A jo frem for Herredsfogeden i Herning, som I jo nok har hørt snak' om. Se, de Ung' var jo kommet i Træk med aa' kom' til mig med deres Bøsser, for at A skuld' læse over dem, for saa kund' de jo skyd' mæ dem, saa møj, de vild' uden at det kund' skade nogen eller noget. De Kunster drev vi mest Søndag Eftermiddag, saa kom vi sammen i Gaarden hvor A tjent', og det var noen slem' gamle Forlade-Kanoner, de stilt mæ. A læst' jo saa og gjor' min Hokus-pokus over dem og ladede saa med Kakkelovnspulver i Stedet for med Hagl.

I husker jo nok, te Kakkelovnspulveret før blev solgt som smaa, runde Kugler og saa li' saa aldeles ud som Hagl. A ladede jo saa med de her Kugler, som A tog op af min Haglpung, det forstaar sig og stampede efter med Papir, li'som man gør med alle Forladere, saa skød Knægtene til Maals imod Porten og det blev der jo aldrig nogen Mærker af, for Kuglerne var jo saa lette, at de spredtes med Papiret inden de naaede saa langt. Saa en Dag kom Naboens Søn og fik læst over sin Bøss', men' han ramte jo ingen Port og saa løb han tilfreds hjem, men kort efter hørte A et Bøsseskud derovre fra Gaarden og saa tænkte A : Saa for Syvren, han har da vel ingen rigtige Hagl derhjemme, og saa sprang A imæn A kunde over til Naboen. Jo, han havde godt nok ladt med rigtige Hagl, og da han kom ud i Gaarden igen, mødte han sin Gammelfar, der kom trækkende ind i Gaarden med å Runnivæjer.

»Staa nu al' still', Gammelfar,« raabte han, »for nu ska' du skydes.«

Men Gammelfar ga' en stor Hvæl fra sig og sprang i Skræk, imen han kunn' bort henover Møddingen. »Do behøver ett' aa være ræd,« raabte Knægten efter ham, »for se nu her,« og lige i det samme lagde han Daller til Væjeren, der fik al' æ Hagl midt i Panden og straks stent om li'saa død som en Sild.

»Aa den Fandens Erhardt,« raabte Sønnesønnen, idet A kom springende ind ad Porten, »saa har han snydt mig og ett læst ordentlig over Bøssen, endda A gav ham 4 Skilling for det.«

»Jamen, det gælder jo kun for een Gang,« raabte A, »for hvis det skal gælde for bestandig, koster det 3 Mark.«

»Der ku' du nemt ha' taget mit Liv,« raabte Gammelfar, »og da havde den fæle Erhardt været medskyldig.«

»Men æ Væjr var jo da død, og det var der jo ett aa ret' ve', men se all' Folk var jo ett li' tossede og da det kom Sogn'fogden for Øre ble' A meldt og maatte møde for Retten, og her talte Herredsfogden ikke hel venlig til mig.«

»Hvad er det for Kunster din Æsel gaar og laver,« raabte han lige imod mig. »Du gaar jo og gør Folkene i Hammerum Sogn helt tossede og bilder dem ind, at du ved Hjælp af Strikkepinde kan malke fremmede Folks Køer, mens de staar og ser paa det, hvorledes gaar det til?«

»Jo,« forklarede A, for det er vist bedst at sige Sandheden, naar man staar paa saadaii' Steder. »A had' jo Mælk i en Svamp inde i mit Trøjeærme.«

»Og saa »viser du igen«, naar nogen har stjaalet. Hvorledes gør du det?«

»Vistnok paa samme Maade som Herredsfogden, for naar een først er klar over, hvem der har gjort det, saa gaar det let aa skræk' den til aa bekende.«

»Nuvel,« sagde Herredsfogden, »men hvordan kan du saa læse over Bøsserne, saa de ikke rammer.«

A forklarede jo saa det om Kakkelovnspulveret, men da kom til mit Held Herredsfogden til aa' grin'. »Gud fri os for taabelige Mennesker,« sagde han, »de er jo saagu' ikke bedre værd,« men nu tog Herredsfogden sig sammen og brølte: »For din Ungdoms Skyld vil jeg skaane dig denne Gang, din slemme Knægt, men lov mig saa aldrig at lave mere af den Slags, for ses vi igen her, saa skal du nok faa noget andet at føle.« Men da A gik, kunn' A hør' te' de grined' derin' al'sammen. «

»Maaske kan du nu, Jensen, fortælle os lidt om, hvad det var, I lavede paa Klokketorvet i Lørdags Aftes, for det er jo næsten livsfarligt at gaa og handle i Vaterland i de her Dage (Kristianias daværende Slumkvarter), saasnart en Sluske (Bisse) der ser En med en Tull paa Nakken, begynder de huje efter os,« sagde Olsen.

»Klokketorvet! - Hvor ligger det Torv?« spurgte en af Kvinderne.

»Det er det samme som Kotorvet,« oplyste Havnstrup, »men det har sit Øgenavn fordi alle VaterlandsSluskerne samles der hver Lørdag Aften for at sælge og bytte Klokker (Lommeure). Det er det værste Drit, de handler med, Ur-Jødernes allersimpleste Affald.«

»A sad Lørdag Aften nede i »Nummer-Fyrre«, begyndte Jensen, »da Understrups Visergut kom ind og bad mig følge med, Understrup vilde gerne tale med mig. - Hils Understrup, sagde A, at der er lis'saa langt herfra til Pilestræde som fra Pilestræde og hertil. Men hvis han vil mig noget, saa gi'r A Audiens i Aften her, som A sidder. Saa sprang Gutten jo med den Besked, men kom straks igen med en Seddel, hvor der stod: 

»Ualmindelig god Forretning! Kom straks!« - Naah, det ku' A jo ikke staa for, aa' saa vringlede A jo i Vej.

Understrup trak mig ind paa det inderste Lager, hvor han lige havde væltet en Stavl Skørter ned fra en Hylde, - aa' noget, der var værre bunkebrændt end dem, har A aldrig set.«

»Saa ved A Besked,« sagde en af Kvinderne. (De fleste af disse var enten som Kærester eller Koner fulgt efter Mændene hjemme fra Bindeegnen). »For de har ligget der mindst i et Par Aar fra A var hos Understrup. 

Det var to norske Piger, der strikkede dem, saa de drev af Olie fra Maskinen, for det vil de Tøse nu -aldrig lære at passe paa.«

»Understrup er den klogeste af os allesammen,« faldt Erhardt ind, »men han ligner noget den kloge Mand i Suns, som de købte en Ko af for 80 Kroner om Formiddagen og solgte igen til ham om Eftermiddagen for hundrede, for han vilde jo ha' sin Besætning forbedret, det var en sort Ko, og saa havde de jo malet no'en hvide Pletter paa'en.«

»Mon Du da nu et' lyver, Erhardt?« spurgte AnneKerstin.

»Nej! - For det kan A ikke om osse A vil,« grinede Erhardt, »men Conrad Understrup, som rejst' hjem i Fjor, var den klogeste af de to Brødre, og saa var han oven i Købet den mest praktiske, saa Forretningen gik godt, til han rejste.«

»Naah, - men A maa saa vel se aa faa fat i de her Skørter igen,« fortsatte Jens. »A bøj' jo paa Slump aa fik æ hel Stavl for 50 Kroner, - der var 113 Stykker i den, da vi fik'en talt. - Saa laant' A Visergutten og Trækkevognen, og saa ruslede vi jo afsted.

A holdt saa an ved »Nummer-40« for aa faa Marinus Aagaard narret med mig, for han er jo li'godt den snildest' af os - -«

»Hvilket ikke er særligt smigrende for mig i den Forbindelse,« lo Aagaard.

-- »Naa, men alle vore Kammerater og ærede Kolleger kom jo op for aa kigge paa Varerne, endda Marinus Sørensen var midt i aa slaa Spids om Kongen for en Krone inde paa Keglebanen, aa A tilbød dem jo Skørter for en Krone Stykket, men de banded' paa, de ikke vild' bær' rundt mæ den Slags Varer, aa det forstod A saa godt, for det vild' A saagu' heller ikke, aa derfor kørt' vi afsted gennem Storgatan og over Vaterlandsbroen ind paa Klokketorvet og hen, hvor der stod en 30-40 Slusker i Klynge og handlede Klokker.

Saa holdt A jo en lille Tale om, at her var Skørter til Salg, - men Sluskerne grined' og spurgte om Danskerne nu var blevet tullet og mente, at Nordmændene gik i Skørter? - - Men saa siger A jo, at det var billig Pris og at de kunde faas med kun een Krone paa Haanden paa Afbetaling. - - Men saa snart de hørt' Ordet: »Afbetaling«, saa ka' det nok vær' te A had' Bid - -.« »Hvor mye paa Haanden - - hvor mye sa' Dere, det var paa Haanden?« raabte de, mens alle Næver blev strakt ud imod Vognen. - Kun een Krone, raabte A - og siden hver Lørdag Aften tre Gange, - de koster fire ialt. - - Nu ka' det nok vær' te de møvrede paa. - Sinne', sinne', sagde A. - Nu maa Du se aa faa din Bog frem, Marinus Aagaard, men skriv nu endelig re'lig aa ret - og faa det hele mæ : Navn og Stilling - og Nummer og Etage - og helst om det er til venstre eller til højre, for det er saa mørkt paa Trapperne her paa Vaterland. - Aa Aagaard skrev aa spurgte dem nøje ud, aa A ekspederede, aa det gik flinkt, Indpakningspapir havde vi ingen Ting af, men det var der heller ingen, der brød sig om.

»Dere skal ikke betro de Karrerne noget,« hviskede Visergutten, »for dem vil sikkert bare jukse dem!« Hold Kæft, Gut! sa' A.«

»Ja, men nu stjæler de sgu' af Skørterne,« sa' Aagaard, »og trækker sig ud af Kredsen, som om de vil undersøge dem - og forsvinder saa med dem.« - »Ti stil', Aagaard,» sa' A, »for des før faar vi jo da udsolgt, aa det gør vel ikke saa meget mæ en Slagter i Pølsetiden.

Nu begyndte de aa vild' købe »to-om-gangen«, som de sa'. - Næ, holdt, sa' A, mon de nu er ærlige, dem som køber to. - Men saa var der En, som vilde ha' tre: »Et te Kona mi', og et te Søstra mi', og et te om Jul te en anden Søster.« - Ja, men nu er'et vel relig aa ret, spurgt' A »forknyt«. - Aldeles rigtig - og han der, som netop købt' to, kenner mig, men kun for Dyd, Ære aa Ret. - Jo-o, han er god nok, kaverede den anden, der saa endnu mer' røverisk ud end ham, der nu fik de tre Skørter.

Kort efter had' A udsolgt. - Men nu kom ham mæ de tre rendende om Hjørnet, han havde været oppe paa Svendsens Laanekontor, - men der ved det skarpe Lys saa de jo straks de stor' Skjolder aa Pletter, saa Svendsen bød ham kun to Kroner paa dem alle tre, fik A at vide næste Dag, da A var nysgerrig nok te aa spør' Svendsen. - Men denne her »Kannis« kom jo springende ind paa Torvet og svinged' de tre Skørter i Luften, - aa nu vared' det ikke ret længe, før alle de andre fik undersøgt deres henne ved den store Lygte. -

Her har Du en To-Krone, sa' A te Visergutten, aa se saa aa kom afsted, - aa det var han endda nem te. - Men Aagaard og mæ kom uset over i den store Murergaard, der er under Bygning paa Hjørnet af Lakgata.

Da vi kom ned i »Nummer-40« igen og fik talt efter, havde vi 104 Kroner, altsaa 54 Kroners Fortjenst', - de havde altsaa alt ialt kun staalen ni Skørter.«

Der blev let meget af den Historie; men saa delte man sig i Partier: Nogle syntes, at det ikke var helt rigtigt, for det gjaldt jo om for Uldjyderne heroppe, som Aagaard en Gang havde sagt for Spøg, »at holde Ærens Fane højt«, og det kunde vel ikke være det samme som Flagning med Skørter paa Klokketorvet? - Saa blev der let igen, og andre mente med jydsk Respekt for at tjene Penge, at det var udmærket lavet, for Skørterne, der ikke var garanteret pletfri, var jo lige gode til Brug, og desuden solgt til en urimelig billig Pris og derfor købt med den Bagtanke, at man vilde snyde Sælgeren for Betalingen.

8. Kapitel.
Fjerde Aften.

Der blev den Aften talt om den Indflydelse, hele Uldbindingen og Uldhandelen havde haft paa »de fire Herreder«, baade økonomisk og aandeligt. Og da der herom syntes at være forskellige Meninger, delte vi Spørgsmaalet og holdt os foreløbig til det økonomiske. Om dette har der tidligere været skrevet en hel Del, første Gang vistnok 1757 af Grev Frederik Ludvig Moltke, senere af Præsterne Niels Blicher og Sønnen Steen Steensen Blicher 1839, desuden flere andre; men om alt, hvad der er skrevet, gav Erhardt et godt samlet Udtryk hin Aften i vor improviserede Bindestue.

»A ka' husk',« sagde han, »te' det var umulig at opdrive Folk til de strenge Markarbejder, endda der blev budt op til 3 Mark, og Binderne i min Drengdom knapt og napt kunde holde en Davløn paa 4 Skilling. Mergel kneb det med at faa op, og i Høst og Slet gik det, som det bedst kunde. Kartoflerne blev ikke altid taget op i Tide, for Folk vilde jo hellere sidde i de varme Stuer end ud, hvis Efteraaret var barskt. Naar Bønderne pløjede, holdt de lange Hvil, mens de sad paa Ploven og bandt. Det var naturligvis en taabelig Økonomi, men helt anderledes blev det, da saa Strikkemaskinerne kom. Nu er der jo mange, der har tjent sig velhavende, som nu Søren Troelsen i Herning, der vel nok er Millionær.

Dengang var Bindingen skidt, fordi den blev overdreven, men nu er Trikotagefabrikationen til stor Gavn for Egnen, og hvad de Unge angaar, som drager ud paa Handel, saa gælder det naturligvis alle andre Steder, ligesom nu her i Kristiania, at nogle enkelte gaar neden om og hjem, medens andre slaar sig op til store Mænd, men mange fattige Stympere i de fire Herreder har jo alligevel rejst ud med Pakken, naar det kneb, og reddet Gaard og Gods. I den store Helhed var det alligevel en god Ting, da vi fik denher kongelige Tilladelse og Privilegium med Ret og Pas til frit at handle, men den har A taget med mig herhen, og maaske maa A ha' Lov te' at læse den op?

14' Februar 1741 til Stiftsbefalingsmanden i Ribe. Det er andraget af en Del Hosekræmmere i København, som alene nærer dem af at købe og igen til andre kongelige Undersaatter at forhandle de Uldvarer, som Bønderfolk i Jylland udi de fire Herreder Hammerum, Bøvling, Lysgaard og Uldborg forfærdiger, men at de nu i saadan Handel hindres under Foregivende af, at det er Landprang (ulovlig Omløben med Varer). Paa det at bemeldte Hosekræmmer derudi ingen Hinder eller Forfang skal ske, siden det er Handel, som de i mange Aar til Undersaaternes Nytte og Fornødenhed har drevet, skal de uforment have Lov at sælge de Varer, som de med egne Hænder har forarbejdet, til hvem de lyster, o. s. v.«

Nu fulgte en Række Historier om Konflikter med Politiet; thi der var den Hage ved hele Sagen, at der kun maatte forhandles Husflid, medens senere hen i Tiden de finere, maskinstrikkede Varer var lettest sælgelige. Alle var uudtømmelige i Beretninger om Politiets Nidkærhed og om store og stigende Bøder, om Pakker, der henstod paa Politistationer i maanedsvis, fordi Varen først skulde godkendes. Enhver havde Lyst til at fortælle om sine Kalamiteter; derfor blev den anden Halvdel af Spørgsmaalet henlagt. Dog blev vi forholdsvis let enige om, at der næppe var sket større eller anden Udvikling i de fire Herreder end i det Øvrige Land i samme Tidsrum; kun syntes det, som havde alle Folkeminder paa Grund af Bindestuernes Indflydelse paa Fortælleevnen haft en voksende Betydning, hvad jeg finder saa vigtigt, at jeg ikke vil henvise til nogen Anmærkning, hvad jeg i denne Forbindelse fremdrager; derfor her et Citat af Evald Tang Christensen, hentet hos Konrad Understrup. Altsaa Evald Tang Christensen skriver: Hammerum Herred udmærker sig ved sine Folkeminder og allermest ved at have gemt dem godt og længe. Jeg har truffet paa mange Folkeviser, baade ældre og nyere. Beboerne er meget sangbegavede, og saavel i Kirker som Huse toner Sangen frisk og levende; der har altsaa været en god Jordbund for Folkevisen, som absolut skal synges. Hvor man ikke kan synge, lærer man hellere Emter end Viser, foretrækker ubunden Stil for den bundne; de bedste Sangere kan i 
Reglen ogsaa flest Viser. Melodierne har ligesom baaret Ordene i Hukommelsen og indtrængt dem der, baade grundigt og dybt.«

(Jeg vil her indskyde, at disse Egne altsaa har haft dobbelt Grund til at bevare Folkeminderne, baade Fortællingen og Folkevisen.)

Tilbage til Evald Tang Christensen: Det, der dog især har givet denne Egn sit bestemte Præg, er Bindestuerne, som i de senere Aar er gaaet af Brug. I forrige Tider samledes baade Unge og Gamle paa Omgang i Gaardene om Aftenen, dog vel især, hvor der var bedst Plads, og hver havde sin Bindehose med. Den skulde føde dem, og Børnene opnaaede meget tidligt at have stor Færdighed i Brugen af Strikkepindene; tit kappedes man om, hvem der kunde binde mest, og det var en stor Ære at anses for den hurtigste Binder; de maalte da af, d. v. s. de rinkede hver især lige meget Garn op, flere Hundrede Alen, og bandt ved Enden af Maalet en Løkke eller Sløjfe; disse Rinkninger laa da foran hver især, og af dem bandt de. Sad man om et Bord, gik Garnet over en Krog, der var slaaet fast i Loftsbjælken; Garnnøglet hang paa Skulderen i en Dobbeltkrog, der sad fast med sin anden Hage i Trøjen eller Vesten (den kaldtes Gillikrog) ; der bandtes Trøjer, Vanter og Bukser o. s. v. En hurtig Binder kunde bruge 100-120 Favne Garn en Aften. Da det kan have sin Interesse at betragte Bindestuerne, og de i alt Fald kan have Krav paa den, som glæder sig over Folkemindedigtningens Bevarelse saa længe som muligt, har jeg tilladt mig en lidt omstændeligere Omtale af disse med Hensyn til den legemlige Beskæftigelse. Intet sysselsætter vel Sjælen saa lidt som Strikkearbejde; der er altsaa den ønskeligste Lejlighed til at synge og lære gamle Viser, høre Historier, Sagn, Remser, Gaader o. s. v. Disse Bindestuer er altsaa ret egentlige Ammestuer for Resten af de Digtninger, der i gamle Dage maa have tonet magelØst friskt og levende paa Læberne.«

Denne Aften afsluttedes med at fremdrage Minder fra de gamle Bindestuer, som nogle af de ældste endog havde deltaget i.

Femte Aften 

taltes der om Strikkeriet i andre Egne; thi ethvert Sogn havde før Maskinernes Tid et eller flere strikkende Hjem. Nogle af de gamle Uldhandlere havde købt lidt i saadanne Hjem, hvis de manglede noget, thi disse Varer havde jo den Fordel, at de ikke kunde skelnes fra Hammerumvarer. Jeg fortalte den Aften følgende fra et saadant Strikkehjem:

Vor Naboerske, Anne Marie, var en Kvinde, jeg fra lille Dreng næsten havde elsket lige saa højt som min egen Mor. Hun kom saa omtrent daglig i vort Hjem i de 40 Aar, min Far var Lærer i Ryde. Hun strikkede alle vi Ungers, ja hele Husstandens Strømper, hvilket ikke vil sige saa lidt, da der engang var 11 Børn i Hjemmet; desuden fik hun Tid til at hjælpe Mor med Bagning, Brygning, Lysestøbning o. s. v.

Hendes Dragt var af mørkt, hjemmevævet Hvergarn; Vinter og Sommer var hun ens. Livet var syet sammen med Skørtet, hægtet foran og saa snævert over Brystet, saa man fik en Fornemmelse af, at hun aldrig kunde trække Vejret frit. De Tiders Skrædderpiger havde en Forestilling om, at det var upassende at lade Kjolen rette sig efter Figuren. Skørtet var temmelig kort. FØdderne i Træsko undtagen om Søndagen, Hovedet dækket af et mørkt Klæde. Naar hun gik til Alters, bar hun et brunt og hvidstribet Silkeklæde. Hendes Stemme var lav, hendes Latter ganske stille, men Øjnene lo stærkt med. Hun og Christian Bøge hørte sammen, hvor de havde levet deres Dage, siden de blev eet i fuldeste Forstand; thi det vilde være utænkeligt, at der nogensinde kunde være vekslet et ondt Ord mellem de to. De var begyndt med en Ko og havde drevet Stedet frem til en Halvgaard med et Par Stude og tre Køer. Man kunde vanskeligt forestille sig, at den Familie kunde have solgt sin Plads for at flytte et andet Sted hen; thi de var ligesom voksede i den Jord, hvorpaa de levede. De drog deres Næring af den, ikke alene i den Forstand, at dens Rug stod paa deres Bord som Brød, men deres Livskraft stod hver Dag i Forbindelse med den Jord. Aldrig kom det i deres Tanker, hvorfor nogle havde saa meget mindre Slid og saa meget mere Velstand, lige saa lidt som det nogensinde plagede deres Bevidsthed, at der var dem, der var i Besiddelse af højere Viden. Anne Marie og Datteren Stine ikke alene strikkede, men de dannede Skole i Strikning og opfandt nye, smukke Mønstre. Mangen en Hosekræmmer fra Bindestueegnene kom ind til dem for at komplettere sin Varebeholdning og bringe nye og skønne Mønstre med sig hjem.

De havde to Stuer og et Køkken. I den forreste Stue var det sædvanlige Langbord med Panel, Bænke og Langskammel, for Enden et bornholmsk Stueur. I de smaarudede Vinduer stod Gyldenlakker; paa den modsatte Væg stod en stor Dragkiste med forgyldte Kopper og brogede Papirsblomster i en Vase. Nede mod Døren var en umaadelig stor Kiste, i hvilken Stines Udstyr i Aarenes Løb opdyngedes.

Over den var et Billede i mørkebrun Ramme, den brede og den smalle Vej; til højre gik en Skare op ad en stejl Vej, hvorigennem Treenigheden saas i Lys. Der var Præster, Kvinder, Børn og Mænd med Salmebøger, der kravlede møjsommeligt op ad Bakke. Til venstre gik den brede Vej, ustandselig ned ad mod en lystig Lue, hvori saas Djævle med Horn. Der gik Mænd og Kvinder ir imellem hverandre med Flasker og Kort, syngende og da sende. Saa var der et Billede af en Grav med Kors i hvidt paa Guldgrund. Det lignede en Slags Chokoladepapir, og underneden stod der:

Fader, naar Moderen spørger, 
hvor blev mit kæreste af, 
planter, mens Solen skinner, 
Taarerne paa min Grav.

Saa var der i smalle sorte Rammer de traditionelle Mindeskrifter over Slægtens Afdøde, Gravvers og Bryllupssange imellem hinanden. Under Loftet løb en Hylde til Mælk, og i Sprækken under en af Bjælkerne sad Sct. Hansurter. Hvor mange Dages Arbejde dette Indbo havde kostet, hvor mange straalende Blikke der var blevet kastet paa det, indtil det var blevet en Del af Familiens Sjæl, maatte man være lige saa nøjsom som Ejerne for at kunne fatte.

Da Stine skulde giftes, valgte hun en fattig, men brav Karl, og alle fire boede sammen i en Række af Aar, før Sognets Svøbe: Tuberkulosen, tog Stine fra dem.

Anne Maries Træk, der var tegnet af Sol og Vind og Jord og af mange stille Slægtleds Haab og Tanker, er nu udslettede, og Mennesker som hende ser vi ikke mere. De levede før Jernbanens, Centrifugens og Elektricitetens Tid. Deres Rige kommer ikke igen.

Da jeg havde fortalt mit Minde om Anne Marie, var der et øjeblik stille i Stuen, indtil Erhardt sagde: »Ja, vi sidder lidt tavse, Johannes Bech, for det er jo snart alle vores Hjem, du har beskrevet for os. A kender da igen mit med kun sær lidt Forandring.«

Det samme bifaldt næsten alle de andre.

»Mit Hjem var ikke saa skønt,« sagde Marinus Aagaard, »for min Far var Degn paa Landet, saa det blev jo nærmest en noget forfinet Mellemting, mellem noget og ingenting. Særlig mener jeg, at alle disse gamle Mindeskrifter, som min Mor fik fjernet for at hænge op nogle daarlige Olietryk, havde en stor Betydning for Slægten, trods deres gyselige Vers. Betydningen laa jo i, at flere Slægtleds Navne her var optegnede, saa Børnene stadig havde dem for øje. Jeg har lagt Mærke til, at der efterhaanden bliver færre og færre, der kender Navnet paa deres Oldefar; men er der noget, der skal holde et Folk oppe, saa er det foruden Folkeminder og Sang Slægtskendskabet og Slægtskærligheden.«

»Hvordan var det med den Slags i Anne Maries Hjem?« spurgte en af Kvinderne.

»Ja, synge kunde ingen af de tre der,« forklarede jeg, »men gamle Folkeviser, som Anne Marie fremsagde, kunde hun en Masse af, og først og fremmest kunde hun fortælle, ja, som hun kunde fortælle, saa man baade græd og lo, og paa hendes mange Gaader og Remser var der hverken Ende eller Begyndelse. Naar jeg saa en Uldhandler stile ned til hendes Hjem for at gøre Indkøb, saa var jeg ikke sen til at søge et Paaskud til at komme afsted, og fandt jeg intet, saa løb jeg alligevel, for da gik Fortællingen livligt, mens Strikkepindene knitrede, og Uldhandleren var ikke mindst daarlig til at fortælle om Oplevelser og Sæd og Skik paa andre Egne. Jeg var altid vel modtaget og klarede mig udmærket; thi jeg havde jo Evald Tang Christensens Fund at tage af, men det gjorde mig ikke daarligere i Tilhørernes øjne, tværtimod. - Som den Knægt da kan huske alting, roste Anne Marie.

Den Aften endte med, at flere berettede noget om deres Barndomshjem. Jeg mindes, at der kun i to af disse endnu var Jordgulv i den forreste Stue og Kampestens Pikning i Forstuen (Gangen).

»Nu maa vi hellere høre lidt morsomt,« sagde Louise, »og jeg kan se paa Jensen, at han har »en paa Lager«.« »Lad gaa med det,« bifaldt Jensen. »Men naar I vil høre noget sjovt, saa er det vist ikke helt sikkert, at det finder Naade for Dameøren. Men nu skal A li'godt fortælle Jer om den Nat, A logerede paa Schultzegaarden paa Vaterland. - I kender vist godt den gamle, tjærede Trægaard, der ligger med Gavlenden lige ud til Akkerselven, hvorfra en gammel, forfalden Svalegang fører op til anden Etage; det er Vaterlands allerværste Rak, der bor der.

Det var straks, A var kommen herop, og A logerte den Gang paa Grünerløkken.« - (Jensen var slaaet ind paa den Jargon, der - naar der taltes om norske Forhold - oftest brugtes mellem Uldhandlerne, en Blanding af Norsk og Jydsk.) »A var altsaa for Hjemgaaende med Pakken, men saa faldt A ind i en Beværtning i Lakgata, - og der var livligt Selskab. A ved ikke, hvossont det kom sig, men A kom da i Lag med dem og rev ind en Del Flasker øl, saa A blev efterhaanden lissom lidt paa en Kant.«
»Ih, det var da mærkeligt,« undrede Ane Kirstin, »for det har du vist aldrig været før.«

»Javist var det meget mærkeligt, Ane Kirstin. - Men saa var der en af Jenterne, der vilde, at A skuld' følge mæ hende hjem, men det havde A jo ingen Lyst til -«
»Ja, de' var endda endnu mere mærkeligt,« lo Ane Kirstin.

»Jamen det er den rene Sandhed, Ane Kirstin. - Men se, som skrevet staar : Aanden er vel redebon, men Kødet er skrøbeligt, - for saa siger hun til mig, Alma: Jeg bor paa Schultzegaarden, og der kan du sikkert gøre Affær', for der er dom alle grusomt trængendes for Uldtøj. Jeg skulde aldeles ikke undres, om du solgte hele Tullen.«
»Naa, Enden paa det blev jo, at Alma tog Tullen paa Nakken, og A ruslede bagetter hende.

Vi kom jo saa frelst op ad den raadne Trappe, og A troede jo, at hun havde standset ved anden Etage. Men vi gik højere, og oven over den var et gevaldigt stort Loft, hvor der boede en førti-femti Mennesker i ti Lejligheder, - det vil sige: der var jo ingen Skillerum, men tykke Kridtstreger paa Gulvet.

Alma havde en to-Værelses Lejlighed, saa det havde hun ikke løjet med, men det ene Rum havde hun lejet ud. Rummene var kun smaa, saa Madrassen, som de Logerende - det var Mand og Kjerring - laa paa, gik lidt ind i Almas Rum, - og A tør ikke sige, hvad det var, som stod paa Kridtstregen til fælles Brug.

Alma betalte 1 Krone Vekan (Ugen) i Hyre, men de Logerende syvti øre; men dem maatte dom betale pr. Kveld. Den Logerende fandt frem en Flaske Sprit og en hankeløs Kop - og Alma havde Spegesild og Fedt.

Lejlighederne laa med en Gang imellem af Kridtstreger, men der var en farlig Leben i den tredje Lejligheden paa den anden Side, for der var Geburtsdag, saa de spillede Harmonika og dansede til, saa dom i Lejligheden ved Siden om ikke kunde faa Ro til at spille Kort.

Midt i det hele kom Værten op for at faa betalt Hyre, men dom, som havde Geburtsdag, kunde ikke betale - aa saa skuld' de jo smides ud. Men saa skranglede de tilsammens femti Øre, og Værten, der altid havde en vaad Gulvklud med sig i en Spand, tvættede saa Stregen ud og lod dem beholde det ene Rum, - og dom, som spillede Kort, hyrede straks det andet og betalte de femti Øre, saa nu havde de dobbelt saa stor Lejlighed. Men paa det kom de op aa slaas, for nu dansede de andre ind over Stregen og respekterte aldeles ikke Værtens Advarsler.

Men saa var der en Svensker i Hjørnelejligheden, der hev frem en Flaske Kokesprit, - det var vist en Slags Missionær, der for sin Tros Skyld var blevet forvist Fosterlandet, for han formanede til Fred og holdt sig ikke for god til at ofre sin Sprit for Sagens Skyld. Den blev saa opblandet med Vand i Kopper og Kerl, og snart blev der en lystig og siden en kærlig Stemning over hele Linien.

Da A vaagnede paa Morgenen, var Alma flyttet over til Svenskeren, og det blaa Klæde til min Pakke havde dom hængt op der, hvor dom havde Geburtsdag, - det var for Velanstændighedens Skyld, for ved det, at Værten havde taget det ene Rum fra dem, maatte de jo nu sove alle ni i det andet.

Men lige meget, hvor A tittede hen paa Madrasserne, saa laa dom i fint, nyt Uldtøj, - saa det var heller ingen Løgn af Alma, at A nok skulde faa godt udsolgt.
Naa, men A luskede jo op og ud af Døren - og ned ad Trappen uden at sige Godmaaren.«

»Jamen, gik du ikke hen og meldte dem?« var der flere, der spurgte.

»Nej,« lo Jensen, »nok var A skør og tosset aa gaa med den Fille-Jenten saa'en Sted hen, men saa skrupgalen var A da heller ikke, at A skulde skamme mig selv og mine Kammerater bagefter ved at komme an paa Politistationen med en saadan Melding. - Men siden den Gang gaar A langt udenom Schultzegaarden.«

Sjette Aften.

»Fortæl os noget om Lapperne,« indledte min Kone den sjette Aften.

»Da skal det være om mit første Møde med dem,« indvilligede jeg. »Det var i Fjor, Natten den 19. Februar mellem Klokken 1 og 2, at jeg naaede frem til Røraas, hvor der netop var Fire-Dages Marked. - Røraas er en lille træbygget By paa noget over 2000 Indbyggere, den er opstaaet omkring Kobbergruberne, der sattes i Drift af Chr. IV. Jeg vidste, at naar vi undtager Karasjok og Kavtokejno oppe i Finmarken, har vi i Røraas Norges største Lappemarked, eller som de jo kaldes her i Norge: Finner.
De stævner sammen der for at omsætte deres Huder, Kød, Horn o. s. v. i Kaffe, Sukker og Tobak. - Naturligt er, at jeg tænkte, at de muligt ogsaa vilde købe Uldvarer.
Røraas er nærmest kun et stort, firkantet Torv, hvorom de smaa Træhuse ligger. Torvet er saa rummeligt, at Lappeteltene kan opslaas paa dets Midte uden Brandfare. Byen ligger noget Syd for Trondhjem, men ca. 2000 Fod over Havoverfladen, derfor er Vinteren her overordentlig kold. Men den Nat i Fjor var det for uvante og uforberedte en ligefrem dræbende Kulde, - jeg har ladet det stadfæste fra Meteorologisk Institut,, at det den Nat frøs over 42 Grader Celsius.

Det var forholdsvis mildt Vejr, da jeg rejste fra Hamar, kun iført almindelig Overfrakke, den samme, som jeg har endnu, den kan bruges baade Sommer og Vinter; almindelig Tøj og Undertøj, blød Hat og Fjederstøvler, altsaa intet af alt, hvad der var nødvendigt:, Pels, Finsko, Pelshue med Øre- og Mundklapper, Pelshandsker o. s. v.

Hertil kom som det allerværste, at jeg kom fra en gloende hed Kakkelovn inde i Kupeen, -- Konduktøren havde bedt mig om selv at fyre, og det havde jeg benyttet mig rigeligt af, - altsaa fra en Hede paa 25 Grader over ud i 42 Grader under Nulpunktet, - altsaa en Temperaturforskel paa henimod 70 Grader i samme Nu, jeg traadte ud paa Perronen i Røraas. - Men aldrig, saa længe jeg lever, skal jeg heller kunne glemme denne Overgang.

Jeg følte, som blev jeg skoldet af hed Damp, en ligefrem sviende Smerte paa Ansigtshud, Næse, Ører og Hænder, - det var som Luften, jeg indaandede, sved ned i Lungerne.

Jeg var eneste Passager til Røraas. Iltoget holdt kun et Minut, saa inden jeg kunde besinde mig, var det atter forsvundet, og de Par Mænd, der havde ekspederet det, løbet ind igen; fra Døren til Kontoret, som de forsvandt igennem, havde den udstrømmende Luft straks forvandlet sig til Damp og faldt til Jorden som smaa Isnaale.
Jeg løb nu som for Livet op til Røraas, der ligger knapt 10 Minutters Gang fra Banegaarden, og efter en tre-fire Minutters Forløb holdt den sviende Smerte fuldstændig op, og alle de blottede Legemsdele var bleven følelsesløse. En Kuffert, jeg havde i Haanden, faldt fra mig, uden at jeg ænsede det, men da jeg næsten var naaet frem til Byen, blev mine Ben ligesom tunge, jeg følte nærmest Velvære og en uimodstaaelig Lyst til at lægge mig i den høje Sne. Men nu blev jeg angst og tog mig saa meget sammen, at jeg naaede frem til Torvet.

Her steg Røg ret tilvejrs i den stille, maaneklare Nat fra Rækker af Lappetelte, og gennem Sprækker saa man Skin af den lune Ild.

Jeg løb hen til det nærmeste Telt for hurtigst muligt at komme ind i Varmen, men en lille Mand sprang frem fra Teltaabningen og gav mig et saa kraftigt Stød for Brystet, at jeg tumlede tilbage i Sneen. - Dette var mit første Møde med Lapperne.« -

Trods det, at alle havde lyttet spændt til, kom det sidste dog saa uventet, at det vakte Latter.

»Naah, er Lapperne saa'en no'en bette Røvere,« lo Olsen.

»Nej, Stødet var vel ment, forstod jeg siden, for var jeg uden Overgang kommet ind i den stærke Varme i Teltet, vilde der ufejlbarligt være gaaet Koldbrand i Næse og Ører, som man da let kan miste aldeles.

Jeg var imidlertid nu saa forkommen, at jeg fuldstændig maatte lade mig lede af den lille Lappe. - Snart efter befandt vi os i Forstuen paa Byens eneste Hotel, en lille Toetages Træbygning. - Her gned Lappen mig længe med Sne, og først efter, at Følelsen var vendt tilbage, kom jeg ind i Varmen. - Men ikke desmindre begyndte næste Dag Huden at skalle af Ansigt, Næse, Ører og Hænder aldeles som var jeg staaet op efter en Skarlagensfeber.

Næste Dag bragtes mig min Kuffert i god Behold tillige med mit Rejsegods: fire store Sække. - Hvem, der havde fundet Kufferten i Sneen, ved jeg ikke, men som var det en selvfølgelig Sag, stod den næste Dag paa mit Værelse.

Da jeg ikke havde Mod til at gaa ud, før jeg blev rigtig paaklædt, gav den venlige Hotelvært mig Lov til at lave et lille Udsalg i den yderste Skænkestue. - Her stiftede jeg saa for første Gang Bekendtskab med de smaa, gemytlige Lapper, og de altid talende, leende og rygende Smaafolk var ikke daarlige Kunder. - Det var mest Byttehandel, og Rensdyrskindene, jeg fik, var tit Udskud, som Opkøberne fra Bergen havde kasseret, men jeg tjente nok endda. Særligt de røde Uldtrøjer vilde Kvinderne gerne have, og de var slet ikke dumme til at handle.

»Du tror maaske, Danske, at jeg er en Bondekjerring,« sagde en lille gemytlig Lappekone, da hun mente, jeg forlangte for meget for et Sæt Undertøj.

Mit første Indtryk af Lapperne viste sig forøvrigt siden hen at passe, som næsten alle Første-Indtryk. - De er et muntert og klogt Folk, men taaler ikke at blive set ned paa, hvorfor de altid vaager over, at der tages tilstrækkeligt Hensyn til dem. - - Men nu foreslaar jeg, at vi faar en lystig Historie.«

»Saa maa du ta' fat, Jensen-Uglspil,« sagde An-Kjerstin. »Hvad var det forresten, du lavede med Jeppesen her om Da'en?«

»Lavede? - A lavede saagu' ingen Ting,« sagde Jensen uskyldigt, - »A solgte ham bare min Løjtnants-Uniform, saa nu er jeg igen helt civil.«

»Løjtnant? - Har du osse været Løjtnant, Jensen?« raabtes der.

»Begriv'li' har A været Løjtnant, - A arvede jo Løjtnant Kirkegaards Uniform. A skuld' jo lære ham at handle med Uldtøj, men det var svært, for vi laa og drev i hver sin Hængekøje ovre paa Ladegaardsøen ( Bygdø ) .

I den første Tid gik det meget godt, for det var jo midt i hede Sommeren, saa vi boede i Hængekøjerne. A havde selv ingen Pakke taget med, for A tykt jo, te det kund' vær' nok med Løjtnantens. Vi boede tre Dage i Hængekøjerne og levede rigtig godt, for der laa jo en fin Restaurant tæt ved.

Vi solgte daglig noget Uldtøj til Personalet. Men da Løjtnanten saa osse vilde sælge Køjetæpperne, sa' A min Plads op.

»Næ, jeg kan ikke undvære dig som Medhjælp,« sa' Løjtnanten. Men her er en Seddel med Adressen, gaa saa ind til Kristiania til den Dame, hvor jeg logerer, og hent min Løjtnantsuniform, og den gaar du hen og stamper og stiller saa snarest her med Pengene. - Det er mig umuligt at flytte nu, for jeg ligger lige midt i en dejlig Roman.«
Naah, A fik jo Uniformen, som A fik godt »stampet« oppe hos Svendsen, og saa boede vi videre i Hængekøjerne. Men Pengene forsvandt hurtigt, for Løjtnanten drak dyr Vin til Maden.

Saa siger A : Næ-i, det her Driverliv ka' du nu ha' for dig selv. Men her er ti Kroner, dem vil A gi' dig for Laanesedlen. »Lad gaa,« sa' Løjtnanten, og siden har A ikke set ham. Han slap li' knap og nap hjem til Jylland, og der gaar han nu paa Besøg hos gamle Bekendte.

Saa den anden Dag kom ham, Jeppesen, Københavneren, I ved, ind om og besøgte mig. »Daj ka' jeg li', for daj ka' jeg tæve,« sa' han, - »men de andre jydske »Solformørkelser« er jo bare no'en Bondedrenge, aa saa tror de alligevel, a' de ka' gør' Nar a maj.«

»Naah, saa fik A jo no'en Øller, aa A spurgt ham, om han kun' sælg' noget.«

»Jo-o, den skær saagu' majet godt, saa længe Thomsen gi'r Kredit, og jaj hører ikke til dem, der skuer saa langt ind i Fremtiden.« Saa vist A ham jo Løjtnantsuniformen. »Den køber jaj straks!« raabte han, og A ka' et' si' andet, end at han var behagelig aa handl' med. Den past ham lissom den var syet til ham, for de er velbygget og køn' Folk, baade ham og Løjtnanten.

Saa foreslog A en Tur ned ad Karl Johan, og det ka' nok vær' te' Damerne sendt os ømme Blikke - -« »Haa!« lo An-Kjerstin, »Du mener vel: sendte ham ømme Blikke.«
»Haa! Det siger du af bar' Jalousi, An-Kjerstin,« riposterede Jensen. »Naah, men da vi saa kommer forbi »Grand«, saa siger A: Nu gaar vi ind, for nu vil A gi' en Omgang. - Saa gik vi hen til et Bord, hvor der sad et Par Løjtnanter, aa A siger jo: Tillader de Herrer, at et Par dansk' Officerer ta'r Plads ved deres Side. - Ja, A er jo nu kuns cevil i Daw, men vi er jo da paa en Maade Landsmænd, nu lissaa godt som i Tordenskjolds Tid. - Faar A Lov til aa gi' en Omgang. - Men de to Løjtnanter var ikke tørstige, aa saa gik de.

»Der har du lavet mig en køn en, din Skurk,« sa' Jeppesen, da vi kom ud paa Gaden. - Men der kom en Betjent og pikkede Jeppesen paa Skulderen, at han skulde følge med. Men A vild' jo ikke svigte min Kammerat.

Paa Stationen var Overbetjenten ikke saa lidt bøs: Om Jeppesen ikke vidste, at en fremmed Officer skulde anmelde sig, naar han kom til et fremmed Land? - Men her forelaa ingen Anmeldelse. - Jamen saa betyder det hel' ingen Ting, sa' A, for Jeppesen er jo slet ikke Officer.

»Hvem har spurgt Dem,« sa' Overbetjenten, »og hvad er det saa for Drengestreger, De gaar og laver?« - Saa fortalt' A jo det hel' og om hvordan A had' købt Laanesedlen af Kirkegaard, og saa grinned han og sa' til Jeppesen: »Jamen det er aldeles ulovligt at gaa rundt i den Uniform. - Men nu lader vi Naade gaa for Ret paa den Betingelse, at De straks gaar hjem og tager den af.« Og dermed gik vi. - Men det var Synd at sige, at vi gik lige hjem.«

»Ja, du er jo nu en Gang vor »enfant terrible«, Jensen,« lo Aagaard.

»Jeres »hwa-for-noet«,« spurgte Jensen.

Da svarede Aagaard, som han ret ofte plejede, i et impromptu-Rim:

»Vort muntre Skarn, 
vort sorte Faar, - 
vort Smertens Barn, 
trods dine Aar.«

9. Kapitel.
SYVENDE OG SIDSTE BINDESTUE-AFTEN.

Denne Aften skulde kun benyttes til almindelig Samtale.

»Ligger der ikke, Johannes Bech, i dit Fødesogn Ryde en Gaard, der hedder »Rydhave?« spurgte O. Skibild.

»Jo,« sagde jeg, »og den ejedes fra 1856 af Lensgreve Raben, der ogsaa ejede »Aalholm« paa Lolland. Han kaldtes af Almuen »den gale Greve«, for skønt han var klog nok, var han unægtelig paa mange Maader meget ejendommelig. Det var saaledes utroligt, hvad han kunde hitte paa, naar han med Mads Kusk var ude paa en af sine Køreture omkring paa Egnen. Disse kunde ofte tage flere Dage, hvorfor han overnattede hos Bønderne. Egnen havde, siden Greven var blevet Ejer af »Rydhave« en Festdag mere, kaldet »Grevens Redningsdag«. Anledningen var, at Greven paa den Dag var blevet reddet fra den visse Død, da han styrtede ned i Maskinrummet paa en Damper.

Den Dag var alle, store og smaa, fattige og rige, velkomne til Fest paa »Rydhave«. Hvad jeg her vil fortælle, har været i Højsommeren, for jeg husker, at Ribsene og Solbærrene var modne - og at vi Unger maatte spise saa meget, vi vilde.

Der var dækket baade ude og inde; - til Herskaberne oppe paa Slottet, hvor baade Herredsfoged og Amtmand var til Stede, - i Borggaarden og i mange af Parkens Lysthuse til Bønder og Haandværkere, - selv Tiggerne havde deres Bord. Mængder af Sul og Steg blev fortæret. Greven gik selv rundt og opmuntrede Folk.

»Æd og drik dygtigt, Folkens,« sagde han. Dog har hans Tale sikkert været formet anderledes oppe paa Slottet. Jeg var vist 5 Aar det Aar. Jeg fulgte efter Greven og spurgte ham: »Er du den gale Greve.« Greven: 

Hvem kalder mig saadan ?

Det gør vi da allesammen, oplyste jeg. Greven: Hvorfor gør I det?

Fordi du laver saa mange tossede Ting. Greven: Hvad laver jeg da?

»Jo, for du er en rigtig Gris, naar du sover i Storstuerne og tørrer dig med en Pengeseddel og siger, at den maa Konen faa, hvis hun vil gøre den ren.«

»Haa, haa,« lo Greven, der nu havde taget mig ved Haanden og trak af med mig. »Hvad siger Folk saa mere.«

»Jo, Mads Kusk siger, at han driller dig saa tit, for saa giver du ham en vældig Ørefigen, men saa bagefter en 5-Dalerseddel og saadan sparer han sammen til en Gaard.«
»Haa, haa, siger han det den Slyngel, saa skal han da ogsaa faa Fanden at se.«

I det samme kom der nogen.

»Her har du en Skilling og skrup saa af, Hørtop,« hvorefter han gav mig en Specie, klappede mig paa Hovedet og saa saa venligt paa mig, at jeg kom til at elske den gale Greve.

Efter Grev Raben blev Grev Danneskjold-Samsø Ejer af Rydhave.

»Er den saadan en rigtig gammeldags Herregaard med Grave, Taarn og Hundehul og det hele,« spurgte O. Slribild.

»Ja, en bedre Type kan umuligt findes med Grave og Taarnkælder, med Haandjern og Bøjler i Væggen og frønnede Rester af den sidste Træhest. Den var en samtidig baade gyselig og dejlig Legeplads for os Børn, naar vi besøgte Rydhave Skov.«

»Der er ogsaa Skov,« spurgte Skibild.

»Ja, en forunderlig skøn Skov med mægtige gamle Ege og Bøge.«

Da rejste Skibild sig og sagde: »Jeg har altid ønsket at eje et af de gamle Slotte hjemme i Danmark, som Herremændene har bygget og boet i før vi Bønder blev regnet for Mennesker, og saadan et Slot vil jeg eje.

Vi har talt her i Aften om vore forskellige Formaal med at rejse til Norge, men nu har jeg sagt Formaalet med min Rejse.«

Der blev mest leet af dette, og da Skibild gik, blev der hilst Farvel til Slotsherren.

»Pas paa,« sagde jeg, »vi skal ikke le, vær sikker paa, at den Mand faar et Slot, for det læste jeg i hans Blik, da han gik.«

Fyrretyve Aar senere blev jeg gæstfrit modtaget paa Rydhave Slot af dets Ejer O. Skibild og hans Hustru Fru Mette, og Rydhave var kommet i de rigtige Hænder.
Fru Joe Jacobsen, der havde ejet det i Mellemtiden, var begyndt og O. Skibild fortsatte: De gamle Kalkmalerier, som Greverne havde ladet smøre over, havde de kaldt frem igen. Det saas overalt, at han havde større og finere Kultur end nogen af Slottets adelige Ejere.

Med denne talende Kendsgerning, altsaa Skibilds Ønske, der ifølge en Jernvilje blev opfyldt, lader jeg Beretningen om vor improviserede Bindestue glide over i Kæden af danske Folkeminder, haabende, at den maa give et anskueligt Billede af de Pionerer, der med Pakken paa Nakken udbredte den jydske Uldindustri i Norge. Dette kan kun ses i Sammenhæng med Bindeegnen: De fire jydske Herreder.

Jeg er ikke veget tilbage for at skildre de ret harmløse »Kanalliestreger«, som livslystne unge Mennesker kan hitte paa. - Men samtidigt tør jeg sige, at ud over saadanne Spilopper var hele den jydske Ungdom hæderlig og ærlig - og først og fremmest sædelig midt i Hovedstadens Fristelser.

Endelig havde den en kollegial Følelse af fælles Ansvar overfor den Agtelse alle ønskede at møde i det fremmede Land.

10. Kapitel.
SPREDTE BEMÆRKNINGER.

Efter 3 Aars Ophold i Norge rejste jeg nu hjem til Danmark. Jeg havde imidlertid set og erfaret, at Jyderne havde grundlagt den norske Trikotageindustri, at Manden og Konen med Strikkepindene havde erobret et nyt Land, thi de fem Strikkepinde var efterhaanden blevet til sindrige Maskiner og vældige Rundvæve. Fra Nordkap til Lindesnæs blev der i en Aarrække hovedsagelig baaret jydsk Uldtøj. Dermed være naturligvis ikke sagt, at der ikke i Forvejen havde været nogen Trikotage-Industri i Norge, tværtimod strikkedes og vævedes der flere Steder mange udmærkede Ting. Men alt har sin Tid, og det vilde have været lige saa unaturligt, hvis Trikotageindustrien væsentlig var forblevet paa danske Hænder, som om de holstenske Mejerister i sin Tid vedblivende havde produceret det danske Smør. Men vi lærte, trods det, i forrige Aarhundrede Mejerivæsenet af Holstenerne, ligesom nu jydske Egnes Børn lærte Nordmændene forskelligt med Hensyn til Uldvarer, og skønt det kun blev en Overgang ogsaa for Jydernes Vedkommende, var det et lige beundringsværdigt Udslag af jydsk Energi og Dygtighed.

Hermed vil jeg saa forlade Norge og berette hvorledes andre energiske Uldjyder erobrede Færøerne og Island for jydsk Uldtøj, alt i Tilknytning til Bindestuerne, der gennem Folkeminderne i Sang og Tale havde skabt det Folkelynne, der var nødvendigt for at vinde netop Islændingenes Tillid og Sympati, hvad der ellers ikke er lykkedes mange Danske og næsten ingen af de Forretningsmænd, der kom til Island, tværtimod blev disse ofte betragtet som Fremmede og Udbyttere.

Jens Bjergs Livshistorie vil klart vise, hvad jeg mener. Han var min gode Ven, og jeg raadede ham ubetinget til at rejse derop, idet jeg hævdede, at Island var netop Landet for ham, thi hans hele Væsen og Karakter var i fuld Kontakt med de gamle Eventyreres Sind, der i sin Tid bebyggede Landet.

Det var Eventyrere, ja, ligesom Jens Bjerg. Men det er kun godt for at holde Sindet friskt og Modet oppe, men de havde tillige ogsaa ligesom Jens Bjerg noget andet og mere end Eventyrlysten: De var ærekære, retsindige og flittige og tog selv Haand i med ved alle svære Tag. Men bedre end alle Ord vil Islændingenes Eftermæle over Jens Bjerg vise, hvorledes de straks antog ham, ja man kan næsten sige genkendte ham som en af deres egne, udgaaet af samme stolte Folkestamme, der baade i Danmark og Norge har bygget deres Kultur op paa Folkeminder og paa Island sat den skønneste Blomst i alle de gamle Sagaer.

Med Jens Bjerg er sidste Kapitel af Bindestuens Saga skrevet, thi Rettighederne fra 1741 eksisterer ikke mere, og Trikotagefabrikationen med Maskiner og Rundvæve har nu de samme Rettigheder og de samme Betingelser fra Skagen til Gedser.

Kunde man tænke sig alle Uldjydernes gode Sider personificerede i een Mand, saa vilde det være Jens Bjerg. Hvis hans Fødesogn Bording engang vilde rejse ham en Mindesten, hvad det burde, kunde der passende paa den staa :

Flittig som faa, 
ærlig som færre, 
ihærdig som ingen.

11. Kapitel.
JENS BJERG.

Min Levnedsbeskrivelse fra jeg var 10 Aar.

Jeg er født i Bodholdt By, Bording Sogn, Hammerum Herred, den 13. November 1879.

Min Fader var Husmand eller Gaardmaxxd, kunde man jo godt kalde ham, for han havde omtrent Hundrede Tønder Land, men kun 2 1/4 Skæppe Hartkorn, da det var Lyng, da han fik det. Nu saa det jo anderledes ud. 

Han har idag den 12. Marts 1907 2 Heste og 12 Kreaturer foruden Faar, Svin og Fjerkræ.

Vi har været 10 Søskende, hvoraf 7 levende. Jeg er den ældste og førstefødte, saa De kan forstaa, at mine Forældre ikke altid har danset paa Roser og som Følge deraf har vi Børn det heller ikke. Min Fader har altid været en stræbsom Mand, og han var en dygtig Arbejder, stærk, saa af den Grund vilde han altid have meget bestilt, var altid tidlig oppe om Morgenen, saa vi fik ikke Lov at sove Tiden bort. Anm. 4.

Da jeg var 11 Aar fulgte jeg vore to Heste fra Morgen til Aften, naar jeg ikke var i Skole, og det var ikke altid let for mig, især at pløje i stærk Jord, da jeg var meget klein og ikke stærk. Især naar jeg var i Skole, var jeg næsten syg hver Dag, men min Lærer og hans Hustru var sjælden flinke imod mig. Jeg gik til Bodholdt Skole, som laa omtrent en halv Mil fra mit Hjem. Min Lærer, Højmark hed han, skulde jo saa tit bruge en af sine Elever til et Ærinde, eller til at flytte hans Køer, og det blev jeg næsten altid bestemt til, og det var selvfølgelig min største Glæde, især hvis det kunde falde paa den Time, hvor vi skulde have Læsning, for det var jeg meget daarlig til, ellers var jeg god til at regne, skrive og ellers lære mine Lektier, hvorfor jeg var saa daarlig til at læse, laa nærmest i, at jeg især som Dreng var for blød af mig, at saa snart jeg fik Skænd eller gjorde noget forkert, saa græd jeg; alene det, at min Lærer saa paa mig, var nok til at jeg blev blussende rød i Ansigtet.

Min Fader handlede lidt med Grise, Lam og Kalve og opkøbte Svin til et Slagteri, men det meste opkøbte han i den Tid Bonden kalder sin Fritid, Middag og Aften. Men jeg havde nu ogsaa Lyst til at handle, og som Barn fik man af og til en Drikkeskilling og den passede jeg paa og indsatte den i vor Sparekasse i Bording.

Jeg købte nu Grifler hjem og solgte dem i Skolen, jeg gav 35 øre for 100 Stykker og solgte 2 Stykker for 1 Øre. Læreren tog 1 Øre pr. Stykke, saa det kunde han nu ikke saa godt lide, og da jeg mærkede det, vilde jeg nødig fornærme ham. Jeg havde jo begyndt uden at tænke derover, men nu kunde han intet sælge, naar jeg solgte til de Priser, derfor fandt jeg mig noget andet.

Jeg købte af mine Kammerater Duer, som jeg kunde købe for 30 til 35 Øre Parret, og dem solgte jeg til Slagteren fra Silkeborg, der jævnlig kom til min Far for at faa at vide, hvor der var Kreaturer at købe. Slagterne gav mig 50 Øre pr. Par. Det var jo en god Forretning. Paa den Tid blev jeg syg og fik Skarlagensfeber, hvorfor jeg blev indlagt paa Ilerning Epidemihus, hvor jeg laa i 8 Uger. Jeg kom lige hjem til Jul, kan jeg huske. Det vilde jeg jo gerne, for jeg længtes meget, skønt jeg da var 13 Aar, men jeg havde jo altid været hjemme, og mine Søskende havde jeg ikke set i alle de Uger, saa det havde været en lang Tid for mig.

Jeg blev nu omsider konfirmeret. Da Fader stadig var knap ved mig med Lommepenge, og jeg altid selv skulde betale mine Træsko, og det var Skik og Brug, at vi alle der paa Egnen skulde til Herning Marked, der varede i 2 Dage, gav min Far mig 2 Kr. 50 Øre, men det var jo ikke meget at slaa til Søren for, for det gjaldt jo om at faa noget af det Gøgl at se, som var billigst. Dette var det store Septembermarked, særlig »Professor Labri« interesserede jeg mig for med hans Tryllekunster, og lidt Æbler skulde der jo ogsaa gerne med hjem til mine Søskende, men som før skrevet, synes jeg min Far var for knap med Lommepenge, fordi jeg blev tvungen til at bruge lidt af mine egne Penge, og dem syntes jeg skulde spares, da jeg jo ikke fik nogen Løn.

Jeg besluttede derfor fra 1. April 1894 at holde nøjagtig Regnskab med, hvad jeg fik af Tøj og Penge. Nu havde jeg faaet Konfirmationstøj m. m., saa mine Forældre mente, at nu kunde det vare længe, inden jeg skulde have nyt Tøj. Nu arbejdede jeg saa hjemme hver Dag og handlede ved Siden af flittigt med Duer. Ved Siden deraf tjente jeg om Foraaret Penge, fordi der blev plantet en Del omkring Lille IIøjlund, og der kunde jeg tjene 1 Kr. 4`? øre pr. Dag fra K1. 7 Morgen til 6 Afteu. Der var, naar vi skulde plante længst ude, 3 Mil at gaa derhen, men 142 Øre var jo mange Penge for mig, og det var mine egne, men jeg maatte jo se at være færdig med at tærske Korn, ellers kunde jeg ikke faa Tid. Paa den Maade fik jeg altsaa min Driftskapital godt forøget.

Jeg læste nu i en Avis, at der var en Mand i København, som købte Kyllinger og gav 80 Øre pr. Stk. og dem kunde jeg købe dengang for 35-40 Øre pr. Stk. Saa jeg tænkte, det maa du have fat paa, saa jeg var ude hver Middag og om Aftenen, naar vi var færdige, for at faa fat paa Kyllinger, og saa snart Folk fik det at vide, kom de fleste af sig selv med deres Kyllinger, saa jeg begyndte nu at sælge til København, og ganske rigtig, jeg fik 80 øre pr. Stk. Saa trak Køberen ganske vist Fragt og lidt Provision fra for hans Ulejlighed, men det var en god Forretning for mig, og saaledes tjente jeg ikke saa lidt i to Somre. Men den tredje Sommer tænkte jeg: 
Nu maa du købe mange, saa du rigtig kan tjene. Saa saa jeg igen i en Avis, at et andet Firma gav een Krone pr. Styk, - Køberen kaldte det: Københavns Fjerkræbørs, saa jeg tænkte, at det maatte da være noget stort.

Men der blev jeg snydt, den første Sending blev betalt, men for den anden fik jeg aldrig Penge, og Kassen beholdt de.

Jeg tog paa den Tid min Dagbog frem og saa, at jeg kun havde faaet for 72 Kr. og GO Øre fra den Dag, jeg var blevet konfirmeret. Jeg blev da opsat paa at rejse, da jeg regnede ud, at hvis jeg havde tjent hos Fremmede, havde jeg mindst for samme Tidsrum - omtrent et Aar - faaet den dobbelte Løn. Jeg havde været ked af det længe, for Far var haard imod mig og kunde godt give mig Prygl, og han talte sjældent til mig, naar vi arbejdede i Marken, undtagen naar jeg fik en Ordre til andre.

Min Mor bad mig lade være at rejse. Jeg gik saa ind til ham og sagde, at jeg godt vilde blive hjemme den Sommer og hjælpe ham, naar han vilde lade være med at skænde og slaa. - Men han svarede: »Rejs du bare, din Fjer, og prøv saa, om det er bedre.«

Men saa besluttede jeg at faa mig en Plads. Men jeg syntes ikke, det kunde byde sig. Men saa kom jeg til at tale med en ung Karl, som vilde ud med Uldtøj, og han vilde gerne have mig med.

Det er jo en gammel Ret fra 1741, at Hammerum Herreds Beboere har Ret til at rejse med Uldtøj, og jeg kendte jo mange, baade unge og gamle, som jeg vidste tjente godt, naar de var ude.

Jeg havde kun 40 Kr. ialt, men Otto Jeppesen, som han hed, lovede, at jeg kunde faa Tøj hos ham. Han havde vist faaet en Arv paa 2500 Kr., saa han kunde jo sagtens. Nu vilde jeg alligevel spørge min Fader tilraads, for min Vrede fra i Sommer havde nu sat sig.

Far svarede, at han ikke kunde undvære mig og mente ikke, jeg var skikket til at arbejde med Uldtøj. Men nu havde jeg jo faaet det i Hovedet, og Otto og jeg bestemte nu, dog sammen med ham, at 1. November skulde vi rejse til Aalborg og begynde. Han skulde saa sørge for Tøjet fra Hammerum.

Jeg fæstede saa en Karl ved Navn Johan Johansen fra 1. November til Jul til mine Forældre, for at de ikke skulde være kede af at komme af med mig.

Otto og jeg drog nu til Aalborg, hvor vi lejede os et Værelse og holdt os selv med Kost.

Jeg havde altid forestillet mig, at handle med Uldtøj maatte være en let Sag, Folk sagde, hvad de skulde have, og saa kunde man bare forlange. Men saadan var det ikke. Alle sagde de først Nej, de skulde ingen Uldtøj have. Først gik jeg kun ind i de gamle Huse, fine Gaarde og Huse mente jeg var for flotte til mig, men lidt efter lidt vænnede jeg mig til at gaa ind allevegne, og gik heller ikke, fordi Folk sagde Nej. Var det flinke Folk, kunde man jo altid komme til at tale med dem, og saa blev der oftest en Handel ud af det, men som sagt, det var ikke saa let at tjene Penge, som jeg troede.

Jeg handlede nu til den 22. December, saa skulde jeg hjem og holde Jul. Jeg havde nu faaet mig et Par lange Støvler og et Sæt nyt Tøj, saa det kontante Overskud var ikke stort. Jeg var nu fyldt 18 Aar.

Efter Jul prøvede jeg at tage ud paa egen Haand, og denne Gang lod jeg Fyen holde for. Nu handlede jeg ret godt, og kunde faa Tøj, enten jeg havde Penge eller ej. Jeg handlede paa Fyen det Foraar til Maj og tog saa hjem og hjalp de Gamle. Jeg fæstede saa om Efteraaret igen en Karl til Jul og drog saa atter til Fyen. Men jeg handlede kun kort der, da jeg fik at vide, at det var endnu bedre paa Lolland og Falster, hvorfor jeg fik 2 andre Uldhandlere fra Bording, der ogsaa handlede paa Fyen, med derover, men de blev der kun i nogle Dage, for de kunde ikke lide Lollikerne, men jeg blev der til Jul og handlede rigtig godt. Nu rejste jeg hjem til Julen, betalte Karlen sin Løn og hvad jeg skyldte for Uldtøjet og havde da til Rest 625 Kr., som var mine egne. Jeg var da 19 Aar. Igen til Lolland, saa hjem om Sommeren og hjælpe de Gamle, men den Sommer kom jeg i Tanker om at opkøbe Lam og sende dem til København. Det var vist en god Forretning. Min Fader havde handlet med dem i flere Aar. Lammene var dengang ikke saa dyre som nu. For 600 Kr. kunde jeg købe alle dem, der kunde være i en Banevogn, som rummer 50-60 Stykker. Det gik rigtig godt. Lammene sendte jeg til F. M. Mauritzen og Sønner, Kvægtorvet. Jeg opkøbte 400 Stykker og tjente netto 900 Kr.

Nu købte jeg mig en Strikkemaskine og fæstede 2 Karle, men tænkte, du maa have flere næste Efteraar, men der er megen Forskel paa Tjenestefolk, nogle af dem kom til at skylde mig Penge for Uldtøjet, de havde solgt. Nu kom Sommeren igen, saa skulde Lammene holde for, men mere vil altid have mere. Jeg gik nu i Kompagni med en anden Mand, og vi købte mange, men da var Fortjenesten ikke saa god, som da jeg handlede alene.

Jeg var nu fyldt 20 Aar og da Efteraaret kom, fæstede jeg 4 Mand, som skulde have vist pr. Dag og rejste til Falster med Uldtøjet, derfra tog vi til Frederikshavn med et helt Læs Uldtøj. Jeg tog derfra en Tur til Læsø, hvor der var en glimrende Handel, medens de andre handlede omkring Frederikshavn. Efter Julen tog jeg til Thisted og Thy og den Sommer gik jeg i Kompagni med Christen Gravesen, Tulstrup; han var god til at købe Lam billigt, men han tog sig et stort Glas, og det passede mig ikke rigtigt, da jeg, skønt jeg aldrig har været Afholdsmand, ikke kunde lide, at Folk drak mere end de kunde være bekendt. Senere paa Sommeren, gik jeg derfor i Kompagni med Bendix Christensen, Ikast. Han handlede med smaa Græslam, som vi kunde købe for 6-8 Kr. Stykket, og dem drev han ned til Horsens, Odder og Aarhus og solgte til Landboere. Vi tjente rigtig godt. Vi købe ialt 2200 Stykker Lam den Sommer og deraf solgte jeg flere fede Lam i København, men dem tabte jeg paa. Jeg tjente ialt 1800 Kr. Jeg købte saa 200 polske Gæs i København, der skulde leveres for 3 Kr. Stk. i Skanderborg. Nu var jeg ved at blive en holden Mand, som man siger, 22 Aar og havde i min Tegnebog 3,140 Kr. Men jeg var ikke den, der gik og viste mine Penge til nogen, ikke engang mine Forældre vidste, hvad jeg havde tjent, og det turde jeg heller ikke sige, for det forekom mig, som om jeg snart skulde af med dem. Jeg fik Gigtfeber og var syg en Del af Sommeren, rejste derefter igen ud og handlede. Da jeg var 21 Aar begyndte jeg en Manufaktur- og Uldvareforretning i Bording. Jeg havde da 4,400 Kr. Min Fader løste Borgerskab for mig, da jeg ikke dengang var gammel nok til at drive den i eget Navn. Handelen gik godt, jeg solgte fra 1. Januar 1903 til 22. Marts for 7000 Kr. Næste Aar udvidede jeg og købte hele Huset, købte Rundvæv og Strikkemaskiner og lavede nu selv Trikotage og solgte til Uldhandlere, byggede nyt Hus og havde 10 Mand i Arbejde i Væveriet. Da var jeg 23 Aar. Jeg solgte hurtigt alt, hvad jeg lavede, havde stor Omsætning og indførte Telefonen i Bording By og Centralstation oprettet med otte Abonnenter.

I Januar 1905 havde jeg en Omsætning paa over 40,000 Kr., hvad der var et glimrende Resultat i en Hedeegn. Men nu vendte Skæbnen sig pludseligt. Jeg blev tilbudt at bytte min Forretning med Juelsminde Badehotel ved Horsens. Jeg fik snart handlet og tænkte nu kun paa at leje Hotellet bort. En Trikotagefabrikant i Horsens tilbød mig nu Kompagniskab og jeg slog til.

Fabrikken viste sig at være daarlig. Imidlertid fik jeg Juelsminde Badehotel bortbyttet med Østbane Hotellet i Aarhus. - Dette var helt godt, men Bestyreren snød mig og lavede Gæld i mit Navn, saa jeg maatte lade Hotellet gaa, da det ellers kunde blive min Ruin.

 

12. Kapitel.
MIT FØRSTE MØDE MED JENS BJERG.

Saavidt Jens Bjergs Levnedsbeskrivelse, som han selv har nedskrevet den indtil sit 29. Aar, den ligger her for mig paa Bordet. - Hans Hustru har godhedsfuldt overladt mig den. Jeg har ikke ændret noget ved Stilen, der forekommer mig smuk, netop paa Grund af sin troskyldige Troværdighed. Den ligner ham selv, som jeg har kendt ham, for i den Mands Mund var hverken Svig eller Pral, eller nogen Slags Usandhed.

Men lad mig nu selv fortælle videre. - Det var en Dag sidst paa Sommeren 1907, at jeg paa en Cykletur fra Skanderborg ikke langt fra Aarhus indhentede en Uldhandler med sin Pakke paa Nakken. - Idet jeg kørte forbi ham, slog det mig, at en stoutere Type paa en Uldhandler havde jeg aldrig set. - Den tunge Pakke syntes intet at veje paa hans Skuldre, og hans Gang var fri og let.

Jeg sprang af Cyklen, og da jeg hilsende stod overfor ham, saa jeg, han var en smuk, ung Mand med et bevidst Udtryk i Blikket, der dog var fjernt fra den lidt snu Selvtilfredshed, der ikke er helt ualmindelig hos »Kræmmeren«.

Jeg nævnede mit Navn og fortalte, at jeg selv havde »gaaet med Pakken« i Norge. - vi tog nu Plads paa Grøftekanten og var snart i ivrig Samtale. - Jens Bjerg vilde vide alt om Norge og om der endnu kunde være Penge at tjene.

Jeg sagde, som jeg mente, at det næppe nu kunde være som i min Tid, da Kvinder i Byerne ofte løb bag efter »Dansken med Tullen« og bad ham komme indenfor, at de kunde faa se paa Varerne. - »Hvis jeg var i Deres Sted,« sagde jeg, »vilde jeg foretrække Island,« - og nu fulgte en lang Begrundelse hvorfor.

»Det er nu snart Aften,« sagde Jens Bjerg, »men jeg vilde saa gerne tale mere med Dem. - Vi skal vel ikke spise vor Mellemmad sammen i Aarhus, f. Eks. paa Østbane-Hotellet, hvis jeg faar Lov at byde, for der har de nyrøget Aal og Bedekølle - og hjemmelavet Rullepølse og Landboost, Ting som ellers ikke faas paa Hotellerne, men som vi Vestjyder jo har Smag for. - Hvis De vil, saa slutter jeg af for i Dag.«

Det var mig umuligt at modstaa en fristende Indbydelse, fremsagt paa en saa indtagende Maade. - »Men saa kører jeg i Forvejen,« sagde jeg, »da jeg skal have et Brev besørget.«

Paa Hotellet, der laa lige overfor Østbanen, var der kun tre i Restaurationen: Opvarteren og to Gæster. Jeg tog Plads ved et Vinduesbord, medens de tre sad placerede om Midterbordet.

Jeg var saa optaget af at skrive, at de umuligt kunde tænke, at jeg kunde høre deres dæmpede Samtale. Det betegnes altid som »lavt« at lytte. - Jeg stiller mig dog betinget overfor det. - Det gælder naturligvis, hvis man med Vilje lurer efter andres Hemmeligheder, men ikke, hvis Samtaler, der røber noget uhæderligt, naar frem til den, der forstaar at bruge Øjne og øren.

Efterhaanden som jeg blev fortrolig med det, opfattede jeg tydeligere og tydeligere de tre's distinkte Hvisken, medens jeg tilsyneladende kun var helt optaget af det, jeg skrev.

Den ene af de to Gæster var en stor, tyk Mand, som jeg forstod var Vinhandler; den anden, en lille gesvindt Fyr var Kommissionær.

»Han klarer den aldrig i Længden,« sagde den svære Mand, »jeg har Tid at vente, for Prisen er endnu for høj.«

»Det kan den jo umuligt være,« paastod den Lille, »du tror, at Indtægterne er overdrevne, siger du; - men Omsætningen maa da for Fanden svare til Indtægterne.«
»Ja, hvem siger nu det,« grinede Vinhandleren, medens Opvarteren uroligt bragte en ny Omgang.

Jeg kan naturligvis ikke nu mindes, hvorledes Samtalen ordret formede sig videre, - men det ved jeg, at jeg fik et tydeligt Indtryk af et Komplot imod en eller anden Hotelejer. - Omkvædet var: Skomager, - bliv ved din Læst!

Snart efter gik de to Gæster - og ind kom en »fint klædt Herre« og en »tip-top Dame«, der skulde med Toget om en lille Time, - de ønskede derfor at faa et eller andet serveret i en Hast. - Det blev »stegt Rødspætte«. - 

Tjeneren aabnede en Dør ind til et plydsmøbleret Sideværelse, men Herskabet fandt dette for mørkt og foretrak Restaurationen.

Kort efter kom Jens Bjerg ind ad Døren. Han hilste muntert og stillede sin Pakke hen i en Krog. - I det samme bragtes Rødspætterne. »Jeg troede, at dette var et »bedre Hotel«, sagde Herren, henvendt til Tjeneren og pegede paa Uldpakken.

Da lo Jens Bjerg med en saa smittende Latter, at baade Tjeneren og jeg maatte le med. Men nu blev Herren helt oprørt: »Stiller De Dem op og griner af mig,« raabte han. »Paa respektable Hoteller bliver saadanne Sager dog ikke anbragt i Restaurationen.«

Mens Jens Bjerg lo fremdeles: »Det er nok den Pakke der, Herren ikke kan taale - og nu ser jeg ogsaa, at der ligger en rød Dameklokke foroven - - aah, Jensen, vær venlig og bring den ind i »Privaten«.«

Jensen tog straks Pakken for at adlyde, men Herren blev siddende med aaben Mund, som begreb han ikke et Muk af det hele. - »Ja, saa De bor her?« fik han endelig frem.

»Ja, med Deres Tilladelse,« svarede Jens Bjerg, »for jeg er nemlig Værten. - Men hvis jeg ikke tager fejl, er den Herre Handelsrejsende og har besøgt mig, da jeg havde Forretning i Bording, - nu er vi altsaa Handelsrejsende begge to, om end under lidt forskellige Former og Forhold. - Maaske jeg derfor maa ha' Lov at gi' en Genstand.«
Havde den Handelsrejsendes Forbavselse været stor, saa var min ikke mindre, for Jens Bjerg havde ikke med et Ord sagt noget til mig om, at han ejede Hotellet, hvor vi skulde mødes. - Saadan var nu hans Natur, han var den samme i sine egne Tanker, hvad enten han ejede - eller ikke ejede et Hotel og derfor altid ens overfor alle.

Den Handelsrejsende, hvis virkelige Natur kun var dækket af det paatagne Lag Fernis, kom med samt sin Dame først af Sted med næste Tog, og en hel Del virkelig interessante Ting var da blevet drøftede i Mellemtiden.

For helt at udslette det lidt uheldige, der var foregaaet før Præsentationen, sagde jeg til ham: »Der er meget, der baade undskylder og forklarer, at De saa skævt til Uldpakken, for desværre maa det indrømmes, at 
enkelte af de Folk, der bærer den, ikke er til Ære for deres Stand. - Men for det første maa man se paa, at disse Livet igennem under deres frie Rejseliv med Ophold paa Kroer og Restaurationer er langt mere udsat for Fristelser end de fleste andre, - og for det andet kan en Stand umuligt dømmes efter de enkelte »braadne Kar«.
Som et Bevis herfor vil jeg fremdrage Sagførerstanden som noget aldeles analogt. - Den er ligeledes mere end andre udsat for Fristelser med Hensyn til betroede Midler, og procentvis vil det vise sig, at et tilsvarende Antal gør deres Kolleger Skam, - men derfor tør vi ingenlunde sige, at Danmark ikke har en hæderlig Sagførerstand.«

»Næ-æ, naturligvis ikke,« riposterede den Handelsrejsende og tilføjede leende: »Men en Sagførers Tilstedeværelse i et Selskab vil jo heller næppe pikere nogen, selv om han ogsaa har siddet lidt i Spjældet.«

»Nej, - for her gælder det,« svarede jeg, »at den skibbrudne »fine Mand«, som Alexander Kjelland siger, »altid vil beholde sin pæne Frakke,«, medens en Type som den skibbrudne Uldhandler staar i Fare for at blive et Subjekt, - for her gælder det mere end andre Steder: Enten - eller! - Op eller ned! - Næsten alle Landets Storfabrikanter og Grossister i Trikotage (den Gang), saavel som Hundreder af velstaaende Butiksindehavere har »med Pakken« arbejdet sig op til det, de er, mange til rige Mænd. - Atter andre har købt Gaard og Grund, medens andre igen, der aldrig kom længere end til Pakken, har et pænt Hjem og et godt Udkomme.

Men Sagen er, at de, der gik nedenom og hjem i Følge deres omvandrende Beskæftigelse, virker ligesom Tordenskjolds Soldater. Jeg selv har erfaret, at naar jeg har fortalt, at jeg i min Ungdom solgte jydske Uld-varer i Norge, var der mange, der studsede, selv om jeg tilføjede, at jeg havde andre Formaal end Fortjenesten alene og tillige sendte Rejsebreve til et Blad i Amerika, medens andre udtalte, at det maatte være en pragtfuld Maade at rejse paa. - Det er »i Sandhed« en Sandhed, at det sete er afhængigt af den, der ser.«

»Nu vil jeg sige som en Sandhed,« lo den Handelsrejsende afsluttende, »at vi har haft en interessant Aften, hvorfor det skal være mig en Glæde, hver Gang jeg besøger Byen, at bo paa Hotellet her.«

»Dermed maa De endelig ikke gøre Dem Ulejlighed,« lo Jens Bjerg, »for nu har jeg i saa lang Tid født Hotellet med min Uldpakke, at jeg har opgivet Troen paa, at det nogensinde kan føde mig.« - Og saa lo han saa hjerteligt af sin egen Spøg, som kun den kan, der ved, at der strømmer Penge ud, bare han slaar paa Klippen.
Næste Morgen fortalte jeg Jens Bjerg alt, hvad jeg havde hørt, - for nu forstod jeg naturligvis helt ud, hvad Vinhandleren og Kommissionæren havde talt om, og hvem, de havde ment, hvorfor jeg mente, at min Advarsel var aldeles berettiget.

Men det gjorde intet videre Indtryk paa Jens Bjerg. - »Jeg har længe vidst,« smilede han, »at de tre stikker Hovederne sammen, - men nu sælger jeg Hotellet sammen med Opvarteren for det, jeg kan faa, - saa sørger han nok for, at de to faar deres Straf. - Jeg selv redder saa meget, at jeg kan gaa herfra uden Gæld - og saa er der ingen Ting gaaet i Stykker, for jeg har en god Pakke i Behold.«

Og saaledes blev det. - Jens Bjerg solgte Hotellet og begyndte med sin Pakke at samle Penge paany. Lidt senere købte han Hurup Uldspinderi i Thy. Men da de nødvendige Kontanter var udreddet, stod han blot og bar. - Om dette fortæller han selv følgende: »Jeg stod nu i Hurup Uldspinderi med kun 47 Øre i Lommen og manglede Penge til Kul og Olie for at faa Maskinerne i Gang.

Jeg gik nu hen til en Købmand og bad ham laane mig fem Kroner til Kul, hvad jeg straks fik, skønt han aldrig havde set mig. - Jeg har næsten aldrig været saa glad som for den Købmand Madsen i Hurup, og nu fik jeg snart noget spundet færdigt - og saa først hen og betale Madsen.

Men snart blev der Penge til Uldtøj, saa da der ikke var mere end hvad Svenden kunde overkomme, købte jeg noget og gik ud i Omegnen og solgte. Da det imidlertid viste sig, at der ikke var Dækning nok ved Salg af Hotel og Møbler, rejste jeg til København, for jeg maatte jo se at faa Penge igen. Her gjorde jeg god Forretning og købte saa brugte Cykler, som jeg tog med over til Jylland, og nu kunde jeg betale Resten af min Gæld, der var paa 800 Kr.

Men mine Tanker gik hele Tiden til Færøerne og Island, særlig det sidste Sted, som jeg var blevet meget tilraadet. - Saa den 2. Juli 1909 rejste jeg med Damperen »Ejgil« over Norge og kom den 9. Juli til Thorshavn.

Jeg begyndte nu - foruden min Uldhandel - at tage Bestillinger paa Klædninger og rejste med Robaad fra Ø til Ø, - der er atten Øer og ca. 18,000 Mennesker. Det er besværligt at komme rundt, - man maa gaa over høje Fjelde fra 1000 til 2800 Fod.

Naar jeg rejste rundt, maatte jeg leje Baade med fra to til otte Mand i Baadene, som Vejret var til. - Efter at have handlet et Stykke Tid, rejste jeg i Familieanliggende over England hjem til Danmark, men rejste tilbage igen og handlede godt hele Vinteren.«

Nu fortæller Jens Bjerg en hel Del om sine ikke altid farefri Rejser. Blandt andet fortæller han: »Den 30. November 1909 var det fint Vejr. Men da det begyndte at blæse, raadede en Mand mig til at tage Følgesvend, da det ellers let kunde gaa forkert. Men jeg mente nok at kunne klare mig, da jeg kun havde tre Timers Gang for mig.

Men hurtigt rejste Snestormen sig, som Manden havde forudset, og jeg gik vild og kom bort fra Varderne og vidste tilsidst slet ikke, hvor jeg var. Jeg kunde vel have gaaet den halve Vej, da Klokken var 2 Eftermiddag. - Hvad skulde jeg gøre: Sætte mig til Hvile - eller gaa tilbage i mit eget Spor. Nej, tænkte jeg, du maa frem, - og saa asede jeg og masede, til jeg naaede Telefonpælene, og dem vidste jeg, at jeg skulde udenom og følge nedad Fjeldet.

Jeg gik ved Siden af en Elv, men jo længere jeg kom ned, des stejlere blev den, og nu var det blevet mørkt. - Da var jeg virkelig bange. Jeg var gennemvaad og Kræfterne begyndte at svigte mig - og nogen Mad havde jeg heller ikke faaet den hele Dag.

Da pludselig saa jeg i Mørket Lysene i en lille By paa den anden Side Elven, og nu stødte jeg til al Held paa en gammel Fisker, der hjalp mig over og skaffede mig Husly. Jeg kom i Seng straks, og flinke Folk var det, som fik mit Tøj tørret om Natten. Men der laa jeg saa syg i to Uger. Rejste derefter paa Familiebesøg i Danmark, og derfra til Siglofjord i Island, der hele Tiden havde været mit endelige Maal, naar jeg fik samlet Penge nok til at begynde en Forretning.

Der aabnede jeg saa sammen med en anden dansk Mand (se Anm. 5) en Forretning. Efter godt 2~ Maaned havde vi solgt for 4750 Kr., men der var ogsaa tilsvarende store Udgifter.«

Som Læseren vil se, ender Jens Bjerg her ret brat sin Levnedsbeskrivelse, og dette er det sidste, jeg har fra hans egen Haand. - Det er, som om der rullede sig op for ham en ny og hel anden Verden, som han ikke har gjort Forsøg paa at beskrive. De smaa Tal, som han tidligere havde regnet med, blev snart fireog femcifrede, indtil han i 1925 besøgte Danmark som Millionær.

 

13. Kapitel.
JENS BJERG PAA ISLAND.

Vi har set, at Jens Bjerg ifølge sin energiske Natur altid var virksom som kun faa, men tillige at alt, hvad han tog fat paa, før eller senere førte ham tilbage til Udgangspunktet: En tom Pung.

Mange Gange havde han relativt store Penge i Kassen, men bestandig saa han noget Nyt, der muligt kunde give mere, - alt i alt mindede hans Livsførelse om det lille Barnerim: »Forgangen Nat o, s. v."

Hvorfor Jens Bjerg tilsyneladende saa altfor let gav Slip paa det Gode, han havde vundet, kan kun forklares derhen, at han udelukkende saa alt fra et Pengestandpunkt, hvorfor han ikke kom til at holde af det, han havde skabt som et begyndende Samfundsgode, som han nu havde Ansvaret for.

Lysten til at tjene sig rig er ikke nogen Fejl - tværtimod - hvis den samtidig støttes af Kærlighed til det Landbrug, den Fabrik, kort sagt den Virksomhed, der nu er afhængig af sin Leder.

At det paa Island gik Jens Bjerg anderledes, beroede ikke paa tilfældigt bedre Held, men paa at han der vaktes op til sin Pligt som Samfundsborger, - ikke som en tør Pligt alene, men som en Trang, der var sideløbende med hans Pengebegær - og derfor forædlede det. At dette skete, beroede igen paa, at han i de nye Forhold hurtigt kom til at spille en Rolle, der gav ham det Overblik, hans omtumlede Tilværelse aldrig havde kunnet give ham hjemme. Paa Island rakte med andre Ord det materielle det intellektuelle Haanden og skabte den helstøbte Karakter, den af alle beundrede og afholdte Mand, der hed Jens Bjerg.

Her har vi dybt set i een Person Syn for Sagn, at det materielle først kommer til sin Ret, naar det bæres oppe af det intellektuelle. (Sammenlign her, at den danske Bonde aldrig som det første Land i Verden vilde have kunnet bære Andelsbevægelsen frem, hvis der ikke havde været en samtidig og forudgaaende Oplysningsperiode).

Af alt, hvad Jens Bjerg førte frem paa Island, maa jeg først og fremmest holde mig til Emnet, der jo er: »Det sidste Kapitel af Bindestuens Historie«, altsaa Udvandringen, der som al Udvandring blev en Følge af overskydende Kraft.

Der var mange om at erobre det norske Marked for den jydske Uldindustri, - men Jens Bjerg var ene Mand om at vinde Island. - Han indførte allerede inden sit Besøg i Danmark for over en Million Kr. Uldvarer fra Hammerum Herred til Island.

Af mindre Uldhandlere kan nævnes Kousgaard, der havde Butik, og Søren Olsen med flere, men Pioneren Jens Bjerg, der havde aabnet Landet, var og blev den eneste Stor-Købmand.

Ved Siden af Uldvarehandelen arbejdede Jens Bjerg med sin indvundne Kapital med mange andre Ting, lige fra Indkøb af Fiske-Trawlere til Udførsel af Heste, - med det, der blev til mest Glæde for Reykjavik, var, at han købte Hotel »Island«, Byens første Hotel, som dog langt fra var fyldestgørende for Nutidens Krav, men nu blev et virkeligt første Klasses Hotel.

I en Avisartikel hedder det: »Det er en kendt Sag, at Jens Bjerg her har tænkt mere paa Byens Bedste end paa sin egen Økonomi.«

Da Jens Bjerg i 1925 besøgte Danmark, omtales han i alle Blade. »Dagens Nyheder« skriver saaledes den 25. August om den danske Uldkræmmer, som blev StorKøbmand paa Island og Skaber af Reykjaviks moderne Hotel, samt fortæller om Islands største Forretning i Trikotage, der har Lokaler i den store Hotelbygning. - Intervieweren slutter:

»Telefonen kimer igen, - der er nye Konferencer og Aftaler om Leveringer at træffe. - Det islandske Importforbud er jo nylig blevet ophævet, og Jens Bjerg kan fortære store Varepartier til sine Butikker. Økonomisk set har vi glimrende Tider efter den gode Sæson i Fjor, siger han, og det bliver lige saa godt i Aar, hvis Fisken vil tørre. - Men se nu indenfor, hvis De kommer ad den Kant, siger Jens Bjerg med ægte jydsk Lune.«

Dette var altsaa den materielle Side af Jens Bjergs Virksomhed, men efter hans Død den 11. December 1927 i Reykjavik, var alle Blade fulde af saa rosende Nekrologer, at saadanne kun er blevet faa af Landets egne Børn til Del. - Ja, for Jens Bjerg havde bragt det dertil, at han var blevet Landets Barn, elsket af alle, der kendte ham.
Landets ledende Blad, »Morgunbladid«, skriver saaledes: »I en Aarrække har Landets Beboere betragtet Jens Bjerg, der en Gang vandrede paa den jydske Hede, blandt sine bedste og mest ansete Borgere. Hans Levnedsløb er et smukt Bevis paa, hvad man faar udrettet, naar man i Vuggegave har faaet Dygtighed, Flid og Paalidelighed i al sin Handel og Vandel.

Jens Bjerg drev sin Handel med det almene Vel for Øje. - Da han rejste til Udlandet for at gøre Indkøb til sit Varehus, havde han ogsaa i Tankerne, hvordan han kunde gøre fordelagtige Indkøb for Smaafolk. Han blev en mere oprigtig Reykviking end de fleste. Han ansaa ikke denne By for at være en Fangstplads, men som et Samfund, det er alles Pligt at støtte og værne. - Dette viste sig paa mange Maader og tilsidst i hans Omhu for at faa en Ordning i Radiosagen. Han havde arbejdet for denne Sag i 1½ Aar og vedblev dermed til den sidste Dag.

Han var en ivrig Ven af alle Fremskridt og fulgte godt tiled i alt, hvad der foregik omkring ham. - Han levede i et lykkeligt Æteskab med sin Hustru Fru Metha, født Jacobsen, og deres tre Børn. (Anm. 6-7.)

Jens Bjerg havde Sæde i det islandske Handelskammer. Desuden var han i Fiskeriselskabet Ari's Bestyrelse. - Et af hans Særkender var hans Gavmildhed, - men han gav i det Skjulte. I de sidste Dage, han levede, talte han gentagne Gange om, at der blev sørget for de Fattige, som havde nydt godt af hans Gaver den foregaaende Jul og bad om, at de ogsaa denne Jul maatte faa deres sædvanlige Portioner uddelt, endskønt han ikke selv fik opleve Julens Højtid blandt de levende.«

Med dette skønne Vidnesbyrd vil jeg afslutte Jens Bjergs Livshistorie.

Johannes Bech.


ANMÆRKNINGER.

Anmærkning 1. Side 12.
De smaa norske Yagter lagde sig for Anker udenfor Hanbjerg Strand ikke langt fra mit Hjem og fra det gamle Herresæde Rydhave, som jeg i mine Ungdomsbøger i Serien Trællens Søn har kaldet Rysted. Disse foregaar dels i Jylland og dels i Norge og viser Slægtskabet mellem Harder og Hørder ud fra et historisk Grundlag, se Side 23.

Anmærkning 2. Side 23.
Naar Harderne har givet Tilnavn til saa mange Herskere maa vi søge Grunden hertil i Slægtsstoltheden i Forbindelse med ønsket om at bevare Slægtsfølelsen for den ved Havet adskilte Stamme. Hørde- eller Hardeknut hed en Konge paa Sigurd Snogøjes Tid, ikke fordi han var haard (hard), men fordi han var Harder.
Denne Hardeknuts Søn Gorm den Gamle kalder Adam af Bremen Hardeknut Gorm, naturligvis ikke fordi han var en haard Regent, men for at betegne hans Afstamning. Saa naar vi frem til Knud den Stores Søn Hardeknud. Saxo mener ganske vist om ham, at Tilnavnet skal betegne noget i hans Karakter og kalder ham Knud den Haarde; som Hjemmel derfor fremfører han, at Hardeknud udskrev store Skatter, men det er der saa mange, der har gjort uden derfor at faa Tilnavn. Han har nærmest været en blødagtig lille Fraadser, der som bekendt aad sig ihjel ved et Julegilde 1042. Intet ved ham kunde indbyde til Navnet Knud den Haarde. Saa er der Navnet Harald Harderaade, rimeligvis paa Grund af Saxos Opfattelse senere i Tiden kaldet Haarderaade (faldt ved Hasting Aar 1066), der ganske naturligt har faaet sit Tilnavn paa Grund af sit Herredømme over Hørdernes Lande, ligesom de nævnte danske Konger fik det, fordi de regerede over Hardernes Land. Endnu et, det var diplomatisk handlet af den altid beregnende Knud den Store, hvis Søn Knud skulde være hans Efterfølger, ogsaa til tidligere gamle Rettigheder i Norge, optaget Tilnavnet Hardeknud, for da han kom i Krig med Norge at betegne fra hvilken Egn Ætten stammede. Den norske Konge Olav den Hellige maatte Aar 1028 forlade Landet, fordi Knud i det øjemed havde bearbejdet, særligt de norske Harder, der altid villigt fulgte Danskerne, og nu ledet af Erlingsønnerne, aabenlyst gik over paa Knuds Parti. Ganske vist var det ikke Harde-Knud, men Knuds Søn, Svend Alfiffassøn, der efter Olavs Død, Slaget ved Stiklestad Aar 1030, blev Konge i Norge. - Men det havde helt andre politiske Grunde.

Anmærkning 3. Side 24.
Hvor mange ved, at der 1916 levede og trivedes i bedste Velgaaende i Hundredevis af Rensdyr paa den jydske Hede, lige fra Vendsyssel til Grænsen, - ja, endogsaa ud over denne og ned i Sønderjylland. - Alene paa Kongenshus Hede gik en Flok paa henimod 800 Dyr, da en Katastrofe, fremkaldt af Krigen, kastede det hele omkuld. Tyskerne købte nemlig pludselig op al den Lyng og Rensdyrmos, der stod paa den jydske Hede og betalte den med hundrede Gange dens oprindelige Værdi.
Det samme gjaldt alle slagtede Rener, da disse to Ting jo maatte følges ad, for Rensdyret kan ikke leve uden Rensdyrmos. Af den Grund - og kun af den Grund - forsvandt Renerne fra Danmark, hvor de havde trivedes lige saa godt som i Hjemlandene.

Anmærkning 4. Side 76.
Jens Bjergs Mor var Ane Bjerg, hvis læseværdige Livshistorie H. P. Hansen har skrevet. Det er saa forstaaeligt, at en saa udmærket Kvinde havde en saadan Søn, for de samme Grundegenskaber har præget deres Liv.

Anmærkning 5. Side 92.
Uldhandler Søren Chr. Olsen, der har kendt Jens Bjerg i mange Aar, og tillige passet et af hans Udsalg paa Island, har skrevet hans Levnedsløb, som jeg her aldeles ordret gengiver:
»Jens Bjerg begyndte som ganske ung som Uldhandler og rejste Danmark rundt. Han blev gift og bosatte sig i sin Fødeby Bording, hvor han drev Trikotageforretning i nogle Aar. Saa solgte han den og begyndte en lignende Forretning i Horsens, som han bortbyttede med Juelsminde Badehotel, en ren Døds-sejler. Saa byttede han Juelsminde Badehotel bort med Østbanehotel i Aarhus, som han igen byttede bort med en Trikotageforretning i Klim, hvor han tjente 10,000 Kr.
Saa byttede han med Hurup Uldspinderi, - men det gik ikke, for det havde han ingen Forstand paa. Den første Dag løb den løbsk for ham, fordi han havde glemt at komme Vand i Kedlen. Saa gik han i Stykker og begyndte med Uldpakken igen.
Han havde en Kollega, der hed Kousgaard, der havde begyndt Forretning paa Færøerne. De traf sammen i København og fulgtes nu ad til Thorshavn, hvor Bjerg foruden sin Trikotage tog Maal til Herreklæder og Nationaldragter.
Saa rejste de til Island sammen, for Bjerg havde længe talt om, at han agtede en Gang at rejse til Island. De bosatte sig i Siglufjord og fik Trikotagebutikker lige overfor hinanden og handlede i Fællesskab. Bjerg havde ogsaa Herreekvipering.
Men det endte med, at de blev Uvenner, og saa gjorde de op, og Kousgaard rejste tilbage til Thorshavn og om Efteraaret rejste Bjerg til Reykjavik og begyndte en Forretning i Hovedgaden, som han kaldte: »Det lille Varehus«. Saa var han der om Vinteren, men tog hver Sommer til Siglufjord, og nu begyndte den at give Penge.
Saa lavede han Butik i »Hotel Island«, - ti store Butiksvinduer til Hovedgaden, - saa blev der rigtig Sving i den, men det var jo ikke nok for ham, der skulde ogsaa prøves andre Ting.
Saa startede han et Ølbryggeri i Reykjavik, men det vilde ikke gaa. Saa begyndte han at tage Aktier i Trawlerne. - Saa købte han »Hotel Island«, hvor der var otte Butikker foruden hans egen, og nu er vi lige ved Krigen 1914 - og Bjerg er Millionær.
Men under Krigen slog han sig paa Hestehandel og sendte Heste til Danmark - og alt gik godt i de første Omgange. Men saa gik det galt. Der laa et Skib i Hakefjord, som hed »Kong Helge«, og med det sendte Bjerg 350 Heste, men efter een Dags Rejse blev det stoppet af Englænderne og kom til Kirchwal og senere til Liest, og saa tog de alle Hestene, som kom ud paa en Herregaard i Skotland. Men Bjerg søgte den danske Stat om Frigivelse, og efter flere Maaneder kom Hestene til København.
Men den Last tabte han mange Penge paa. Men det betød allerede mindre for ham den Gang.
Saa byggede han en stor Villa ude i Vesterbyen, der hed »Vesterlid«, og der døde han 49 Aar gammel og efterlod sig Hustru og tre Børn. Men en Tid efter solgte hun det hele og er nu bosat i København."
Som Læserne vil se, bringer Søren Olsens Meddelelser ikke noget væsentlig nyt. - Men denne Anmærkning er medtaget, fordi den kaster Lys over Jens Bjergs Karakter, hvis vi lægger Mærke til, at han ikke selv nævner Navnet Kousgaard, men skriver: »Jeg gik i Kompagni med en anden Mand.« - Disse to var jo blevet Uvenner - og kunde Jens Bjerg ikke sige noget godt om et Menneske, saa tav han eller gik udenom, for saadan var nu hans Karakter, just som den Folkerace, der optog ham imellem sig som deres egen.
De gamle Nordboer kunde godt baade hævne sig og dræbe, men de sagde: »Vens Ven, Ven skal være« (Edda), og talte derfor aldrig nedsættende om en tidligere Ven.

Anmærkning 6. Side 97.
Fru Metha Bjerg, født Jacobsen, hvem jeg kan takke for Jens Bjergs selvskrevne Livshistorie samt andre Oplysninger, rejste, som vi har hørt, efter sin Mands Død til Danmark med sine tre Sønner, der synes at slægte deres energiske Fader paa. Men Moderen har sikkert ogsaa kunnet give sine Børn gode Vuggegaver, f. Eks. Mod. - Under forrige Krig var hun saaledes trods den lange Sørejse og de drivende Miner tre Gange med sine Smaabørn paa Besøg i Danmark.
Gamle Ane Bjerg har sikkert været ordentlig stolt, baade af Sønnekone og Sønnesønner; jeg ved, hun har, for hun sagde til mig en Gang, jeg besøgte hende sammen med hendes Søn Jens: »Det er med Mennesker som med Dyrer, det er æ Slaw, det kommeranne paa.«

Anmærkning 7. Side 97.
Fru Metha Bjerg har overladt mig et Brev, der viser, at trods Jens Bjergs andre Forretninger var og blev det Uldvarerne, der bar hans Navn og gjorde ham til en rig Mand.
Næppe har nogen, hverken før eller siden, udført saa mange jydske Uldvarer som han. Nævnte Brev har ingen anden Adresse end:

Til Manden, der handler med Uldgods
i
Island 

og det kom uforsinket i Adressatens Hænder.


Den gamle Uldhandlers Vise.

A wa' en Storris løste Knæjt, 
den Gaang A tu' æ Pak',
for Faar aa Bror aa aal mi Slæjt 
haaj hat'en o djæ Nak'.

A haaj vis lettele Forstand, - 
men A sku jo'et vær Dejn;
aa Faar, han saaj, te de wa nok, 
nær bare A ku rejn'.

A traf saa tit en kjønne Pig', 
men A haaj jen der hjem',
hun var mi Ganning aa mi Lig', 
hin ku A aaller glem'.

Men Strekkepinn' - aa Tow - aa Foer 
wa gaven ud a Skik; -
den Gaang vi fik vor ejen Goer, 
sku' æ Maskiner strik',

aa de, di strekker no om Daw, 
ka jo wær' gue nok, -
men de var no en ajen Slaw, 
den Gaang di brujt æ Rok.

Jen Daw, saa kommer wal den sidst, 
der draver mæ æ »Bind«,
men de faar A nok et aa si, 
for A æ næsten blind.

Men kommer der en løste Knæjt, 
aa viser mæ hans Pak',
saa foer mæ gammel Stonnis Løst 
aa taa'en o mi Nak'.

Johannes Bech.


JOHANNES BECH:

Tidligere udkom: