FORORD

Det gamle Eventyr: „Smeden og Fanden", her kaldet: „Lukket ude", viser, at Folkets sunde Sans og Lyst til ved Hjælp af Latteren at fordrive Vrøvlet og Overtroen, al Tid har ulmet under de fremmede Religioners Fernis. Følelsen af at Sommerfuglen vidste mere om Gud end Præsten blev aldrig dræbt. Vi har inderst inde levet paa vore Fædres skønne, kosmotheistiske Opfattelse af Verdensaanden, den, der nu - frigjort fra alle Asatroens, Pavedommens og Lutherdommens Dogmer og Slakker (Guder, Helgener, Engle og Djævle) men beriget med disse Overgangs- og Udviklingsformers. store Værdier (Kraften og Kærligheden: - ThorsHammeren og Korset) ved Udgangen af den fjerde nordiske Reformation efterhaanden vil blive Verdensreligionen.
     Det gamle Eventyr har været et af Slægtens faa Aandehuller, det bør derfor ikke dø, skønt det kun er en enlig Pil, et lidet Smil sammenlignet med, hvad Max Nordau skriver: „Den groteske Modsætning mellem Tidsdannelsen og Religionen er saa umenneskelig taabelig, at en Kritik staar ligesaa afmægtig overfor den, som en Fejekost overfor Saharas Sandbjerge. Kun en Rabelais Latter vilde kunne faa Bugt med den".
     I Storbyen lever de fleste i den Vildfarelse, at den figurlige Engle- og Djævletro er omtrent uddød. - Tværtimod! Den aandelige Reaktion, der fulgte efter Krigen, har givet den en stor Renaissance, alene her i København er i disse Dage, saa utroligt det lyder, paa tre Uger solgt Hundredtusinde illustrerede Smaabøger, der bebuder at Helvede nu mobiliserer alle sine Legioner Djævle, der inden to Aar af Satan skal føres imod Kristus i den sidste store Strid ved „Hamagadon". Alt er „kapitelfæstet". 145 velorganiserede fanatiske, unge Mennesker uddeler disse Skrifter, der daglig i vor nervøse, krigstruede Tid hverver hundrede af Proselytter, takket være vor saakaldte Oplysning med sin Dobbeltmoral og sine to Sandheder, een for de Viderekomne og en anden for Børn og Lægfolk.
     Det er paa Tide vi mindes, at Kulturen aldrig gaar ned ad de samme Veje, ad hvilke den kom op.

Forfatteren.


SMEDEN OG FANDEN

Kling! Klang! Bum-bummerum!
Kling!
Per Smed, han slaar. 
Ilden hvæser, Bælgen gaar. 
Sommermorgen, Klokken fem. 
Per er nylig kommet hjem 
fra en Firekort i Kroen - 
blundede en Stund i Loen, - 
undgik derved snedigt Faren: 
Sengepræk af Maren.


Kling! Klang! Bum-bummerum! 
Kling!
Drengen, vakt af Smedens Hammer 
kommer fra sit Kammer,
skutter sig og gaber,
saa han Storehamren taber, 
ta'r den op med søvnig Ræven: 
Een paa Tæven!
„Hold for Satan op at jamre." 
- Nu gaar begge Hamre. -

Kling! Klung-Kling! Klung! Bummerum! 
Kling-Klung!
„Hold nu op aa tud for Fanden." 
- Jo! Go'Maaren, her er Manden. 
Smeden skvatter til og kigger, 
Drengen længst paa Enden ligger.

Manden, der smal ind ad Døren 
hør' ej til Guds gode Bø'ren. 
Han har baade Horn og Hov. 
„Bedste Peder, faar jeg Lov 
her en Stund hos Dig at raste 
- siden maa jeg haste.
Som Du ser, min Sko er borte, 
- jeg skal Tiden for Dig korte, 
mens Du lægger paa en anden." 
(Travlt har altid Fanden 
spilder ingensinde Tiden.
Hvas er Striden.
Hvert Minut han maa benytte 
til at fange Bytte.) -
Smeden gør et Vend med Skraaen, 
„A gaar paa'en!
Kom kun an med Hov og Hale 
blot Du vil betale.
Hurtig Dreng, nu ingen Vrøvl. 
Har Du aldrig set en Døwl? 
So'en en bitte løjen Kumpen 
med en Halestump ve' Rumpen. 
Han kan ingen Smed forskrække. - 
Fanden! Du skal Bælgen trække!"

Kling, klung kling, klung bummerum! 
Kling klung.
Jærnet sprutter, Ilden hvæser, 
det er Satan selv, der blæser. 
Jærnet ud og ned i Spanden, 
„Nu er Skoen færdig, Fanden! 
Hurtig, Lømmel, ræk mig Tangen, 
staa ej saa forfangen!"
Peder slider, saa han sveder. 
Drengen stille beder.

 


Fanden logrer med sin Hale, 
holder denne Tale:
„Kære Peder, naar jeg aarle 
kommer gennem denne By 
hører jeg Din Hammers Gny 
lyde stærkt og højt mod Sky. 
Kommer jeg ved Aftenstid for at hente trætte Sjæle
sporer jeg den samme Flid, -
naar kan Du i Hvilen dvæle? 
Hvilket sølle, fattigt Liv
Du i Trællekaar dog fører, 
upaaagtet som et Siv.
Hvis Du nu vil Fanden høre 
skal Dit Trælleliv ta' slut. 
Du faar tyvetusind Daler. 
Aldrig nogen har fortrudt 
at ha mig til Gældsbetaler. 
Tænk, jeg fordrer intet mer' 
end din Sjæl om otte Vintre."

„Det kan aldrig være mindre" 
raabte fuld af Glæde Per. 
,,Dreng! Spring hen og hent en Pæl til et Lidkøb paa min Sjæl,
den har aldrig højt A skatted. 
Derfor var A rent ud fnatted, - 
pengegridsk og trættekær,
om A holdt den mere værd, 
Heller otte Aar med Sus, 
Penge nok til lystig Rus - 
end halvtreds med Slid og Slæv, 
naar omsonst det hele Stræv. 
Men hør her, min kære Dævel, 
tit A ønsker mig et Ævel.

Hist i Haven staar et Træ 
fuld af Frugt og godt i Læ, - 
men de Satans Tyve-Drenge 
skaaner det nok ikke længe, 
stjæler altid Frugten væk.
Vil vor Handel lide Bræk, 
hvis Du lover at hver den, 
der vil stjæle Frugt igen 
ej fra Træet kommer ned, 
før fra mig han faar Besked, 
paa at atter han tør vandre 
rundt paa Jorden blandt vi andre."

„Peder, mens Du er i Live
som Du ønsker, skal det blive - 
Skønt for Dig vil ej jeg lyve, 
inderligt jeg elsker Tyve,
hader Tossen, der er ærlig. 
Men for Dig jeg føler kærlig, 
derfor - som Du nys forklared, 
bliver Frugten Din bevared. 
Nu vi skriver Dokument,
alt maa ordnes smukt paa Prent. 
Blæk vi lave vil af Sod.
Skriv nu under med Dit Blod. 
Tag den Syl fra Vindveskarmen, 
jeg vil ridse Dig i Armen. - 
Saa til Lykke, kære Pe'r,
Du er ingen Stymper mer."

Nej, A elsker alle Dævler, 
- mest for mine Ævler. 
Hejsa, Dreng! Nu hit med Pælen! 
Skaal! Til Helvede med Sjælen!"

Per Smed, han tramper i Stuen ind. 
„How! Marenmor, How!"
Han kaster i Krogen sit Skødeskind - 
,,Trowr Do no, de æ Ti' te aa sow!"

Per Smed, han sparker mod Bjælken op. 
,,Kom! Marenmor, Kom!
Faa no skal A swing Dæ Di gammel Krop 
til en Hamborre væsten om."

Maren sig rejser paa breden Bag: 
„Pæjer, æ Do towele Pæjr!
To søen en hal'gammel, wringeltivorn Knag 
springer om som vor kringelhorn Væjr."

Per Smed, han vender den Sæk med Sølv. 
,,Tæl, Marenmor, tæl"
hær æ te Brændvin og her æ te Øl, 
Guds Gaver fra Fanden ham sjæl."

De Dalere triller paa Gulv og mod Væg. 
Kling! Klang! Trille-ril!
Mens Smeden, han stryger sit røde Skæg, 
og otte Par Øjne ser til.

De Rollinger stirrer fra Bænk og fra Seng. 
,,Op! Rollinger, Op!
Haa! Se te Mette aa se te æ Dreng. 
Hop! Rollinger, Hop!

Haa! Se den bette, den uslige Raat - 
se paa Bettemor, se!
Hum samler æ Dalere op i æ Paat, - - 
men Maren! Hwa er'red mæ Dæ ?"

Maren er dratted af Sengen ud: 
„Aa - Pæjermand, - Aa,
der staar: „Du skal ære og dyrke Din Gud", 
den, „Løjen", han vil os kun skaa'."

„Ja, Maren, se det ka' no godt væ' sand', 
sø'en da for en Skræjer.
Men mod mæ var Vorherre en skawworren Mand, 
for en Smed tror A Fanden æ bæjer.

Aa no ska vi køw' en Fjederkaret. 
- Skrald! Hypheste, Skrald!
Med det skønneste Skotøj nogen har set 
fra Nørre-Wosborg til Hald

Og no ska Do ha' Dæ en Silkeklæ' 
- rits - rats - filibum,
og Silke-Kys' mæ Baand a' di bre', 
saa Degnen hans Kælling blir stum.

Men Niels ska dænemæ ha' en Klok' 
- tik! - Tik! - Tikke-ta,
Anna en Skrin - og Visti en Stok, 
enhver ska ha' de', di vil ha'. -

Koen slagter Dres Tommeltot 
og stikker Grisen - Øf! Øf! 
Aa her ska bliv Gil', aa det ska bli flot - Medister-Pølser aa Bøf.

Men no gaar A ud aa sæjer Faawal, 
Faawal te æ So aa æ Ko.
Send Bud te Dres aa te gammel Ma'Hald. 
A ska li' en Lof paa æ Kro."

Per Smed, han tramper i Kroen ind: 
„How! Rakkerpak, How!
Spring, „`Volle-Kro" som en løssluppen Vind. 
Tror Du no, det er Tid te aa sow'."

Per Smed, han klasker i Loftet op: 
,,Tap! ti'Vollemand, Tap!
Lad Humlen suse, te Aa sæjer stop. 
Rap! Wollemand, Rap!

Hos mæ ska vær' Gil' mæ Ædels' aa Mjød. 
Skaal, Naboer, Skaal!
Aa der ska vi drik', te æ Himmel blir rød, 
aa æ Kok, di tar' fat rnæ aa gaal."

Otte Aar 
hurtigt gaar. 
Maad og Krus - 
Sus og Dus 
dulmer Striden,
stjæler Tiden.

Smeden drak. 
Stok og Frak 
længst var væk, 
Pungen læk. 
Smeden sang 
saa det klang lige fræk.

Smedjen tom, 
straks dog kom 
Folk igen. 
„Gamle Ven, 
nye Smed
er vi led.
Kun Din Hammer 
rigtig rammer, 
kun Din Sko
er as go', 
Kun Din Kniv 
holder stiv."


Smeden sang 
saa det klang. 
Bælgen gik sin vante Gang.
Per staar atter ved Essen 
og hamrer det gloende Jern, 
da kommer fra Morgen-Messen 
med Hale og Horn i Stjern, 
Fanden med ringlende Lænker, 
farende ind som en Vind.
„Hej, Per! Hvor Gnisterne stænker! 
Hvi blev Du saa bleg om Kind?"

„Gud fri wos, hvor Du er kaalhøgen! 
Naar saa Du en blegnæbet Smed? 
Men lad mig gaa ind paa Spøgen, 
kom Du kuns en Vending med, 
først gaar A ind til Maren
aa sæjer en pæn Farvel. 
Go Do kuns mæ til Daren 
og faa Dæ en Taar og en Pæl."

,,Nej! Smed, jeg kan ikke drøje. 
Hvert Minut er en Evighed. 
Fald Du kun ydmyg tilføje, 
flux rnaa Du følge med."
„How! How! Din Skarv" grinte Smeden, 
„har Du bied i otte Aar
(ja, hurtigt er Tiden sku leden) 
saa vent mens A drikker en Taar, 
smut op i Træet saa længe,
i det store Ævletræ,
lidt Læske kan Do vel trænge,
- og Maren, - det gamle Fæ -
vil skræbe - hvis saaledes 
Manden lusker sig noren ud,
og vor Præst vil forstaa at Fanden 
har tat mig med Haar og Hud. 
Mig raver det itte en Bitte 
om Gud eller Fanden mæ tæjr, 
men det sæjer A Fanden-mæ itte 
om det, mine Naboer sæjr."

„Lad gaa - men lidt flinkt!" sa den Sorte 
(thi Æblerne skinnede rødt.)
A hlyver ej længe borte" 
sa Smeden og smilede sødt. 
Fanden srnat op i Træet. Smeden sin Hammer greb.

Gud naade og trøste Fæet, 
hvor han bad og ynkelig peb, 
da Smeden la Daller til Rumpen, 
saa det gnistrede trindt omkring. 
Da viftede Halestumpen,
da var der slet ingen Ting
uden eet, - „kun ti Sekunder - ti Sekunder i Fred, 
at han kunde byde Penge - ja alt for at slippe ned."

Men Smeden svang stadig Hamren 
til Fandens klagende Sang.
Han grinede kun ad hans Jamren, 
men holdt jo dog op en Gang.

„Du glemte nok, arme Dævel 
Fidusen ved min Kontrakt, 
nu haaber A, Din sølle Skævel, 
at Ævlerne godt har smagt. 
Riv Do no Papiret i Stykker, 
saa er A atter mild,
og saa kan Do halte paa Krykker 
ned til Din hjemlige Ild.
Dog først en Snes Tusind Daler 
her i mi gamle Pung.
A ve' naar Fanden betaler 
bliver den atter tung."

Først saa slap Fanden fra Træet, 
han fo'r afsted som et Lyn.
I to Sekunder var Kræet 
ude af Øjesyn.


Tiden lider, - Aarene gaar. - 
Per leved endnu i tyve Aar. - 
Men, kære Læser, - ej nogen set er, der aldrig dør, - derfor døde Peter. 
Hans sidste Ord var: „Ja, bette Maren, 
Do ser jo nok, A er ilde faren.
Læg mæ o' Stro i den bette Kammer, 
men læg i Kisten min store Hammer. - 
A ve', Do holder, hwa Do vil love.
- Faawal, no ka A saa roligt sove.
- Gi' fem te Degnen aa ti te Præsten, 
saa sørger de nok helt skønt for Resten."


LUKKET UDE


Naa, Smeden var død - og han blev gravet ned 
og Præsten holdt Tale ved Graven,
fortalte den lyttende Menighed, 
at Per var i Paradishaven.
Men det var, hvad Peter ikke var, 
han vandred i Dødens Rige, - 
stod just ved en Sti, der for nogle bar 
frem til Himmelens Stige,
medens for andre, der ikke fromt 
havde for Døden skælved,
var anlagt en Vej, 
der førte lukt ned til det gloende Helved.

Per, han puster og ser sig om, 
han lytter, - der er nogen i Kom. 
„Goddaw, Nils Skræjer," - „Goddaw, Pe' Smed, 
er Do osse paa Vej te Himlen?"

„Nej, Nils, A dulrer den anden Vej, 
A fulgte mestendels Vrimlen.
A død' jo deswar' den ajen Daw."

,,Ja, Nabo, det gjor' A osse.
Men tro mæ, Pæjer, Do faar Pin' aa Plaw', 
hvis Do bær Dæ ad som en Tosse.
Slaa Følle, Pæjer, te Paradis " 
klynker den bette Skræjer -
„Do vil da vel ikke Din Sjæls Forlis?"

„Nej, men A kinner Fanden bæjer" 
siger Per Smed og tar Hamren fat, 
„men hils Bekendte deroppe -
no maa A te'et, ska A frem innen Nat,
maa A ikke længre stoppe."
Smeden vandrer med lange Skridt 
nedover mod Mørkets Rige,
mens Skrædren med Pressejern og Kridt 
begynder mod Himlen at stige.

Per Smed naar frem til Helvedes Port, - 
han banker paa Indgangslaagen.
- Der sidder de inde, som ilde har gjort. - 
Den Portner er fluksen vaagen.
Han kigger igennem et Laagehul, 
(der høres en frygtelig Jamren,
det oser igennem af Svovl og Kul),
men knapt ser han Smeden med Hamren, f
ør han trækker sit hornede Hoved ind
og skriger hidsigt: „Vig bort! - Forsvind!" - 
af Angst hans Stemme skælved:
„Du er evig forvist fra Helved, 
kommer end ikke ind for Betaling, 
saa lyder min Mesters Befaling.
Vi kender dig her, - Du er værre end fæl,
det var Dig, der halvt myrded vor Gamle ihjæl. - 
Forsvind med Din himmelske Hammer
til Englenes fjerneste Kammer."

Men nu blev Smeden for Alvor vred:
„Saa I tror, I kan stænge en Port for en Smed!" 
Saa slog han, saa Helvede rysted
og Fanden fik ondt for Brystet, 
saa alle de Smaadjævle flæbed
og de Gamle blev blege om Næbet. - 
Men selv om det rasled i Slaa og i Bolt, 
det nytted ham ikke, thi Porten holdt. - 
Som rimeligt trættedes Manden
og raabte: „Gid Fanden ta' Fanden! 
Thi Dagen er leden og snart forbi, 
hvordan skal A skaffe mig Natlogi, 
at blive her, er da slet et lønnende. - 
- Hwa er det for en Dævl, som der kommer stønnende, -
to han slæver jo værre end noget Øg. 
- Livet her er vist ingen Spøg. - 
„Hwa har Do paa Vognen? Ska A skyde paa, 
for ellers A tror, Do gaar helt i Staa."

„Desværre, - Lasten er langtfra tung. 
Men jeg er jo ikke mere ung,
jeg slæbte Føde i Tusinde Aar
med Tusinde andre til Helvedes Gaard."

„Jeg har prøvet meget, tro ej det er Grin 
at drives fra Menneske ind i et Svin. 
Mathæus otte: Der vil Du finde,
at han, der fødtes af Jomfru-Kvinde 
behandlede mig som et usselt Skarn. 
Spørg kun hver Jordens Skolebarn, 
endnu maa de læse med undrende Øjne 
(saa de næsten maa tro det er dundrende Løgne) 
hvorledes jeg med en hel Legion
levede bon i en Mandsperson,
da Korsmanden kom og Enden paa Visen 
blev, at jeg røg paa Ho'det i Grisen.
I Nærheden vandrede nemlig en Flok, 
vistnok omkring ved en hundrede Skok. 
Der blev en Djævel til hvert et Svin, 
men de fløj i Havet med høje Hvin. 
Hvad nytted os derfor Galgenfristen, 
inden Aften sad vi jo atter paa Risten, 
thi Din Mester er røget, som min er speget; 
om det kunde jeg berette meget.
Derpaa lægger jeg al Tid Vægten, 
at saadan noget ligger i Slægten, 
hvorfor planted hans Fader Træet i Haven 
og spilled bagefter vred og gnaven,
han vidste jo forud, hvad der vilde ske, 
saa ham rører hverken Skrig eller Ve. 
Naar snart nu Giftgassen Jorden rammer, 
er det ret beset kun fra ham den stammer. 
- Næ-æ, da er der bedre Sind i min Mester, 
han mangler bare de rosende Præster.
Men nu maa jeg bringe Maden i Hus, 
den skal smage godt til et læskende Krus.

„Men Din Vogn er jo tom!" raabte Per og lo.

„Tom! Er Du blind! Den er læsset med Tro, 
med Djævlenes eneste, dyre Føde,
- uden den var vi alle døde.
Værre det blir' for hvert Sekel, der skrider, 
nu er det rent ud Krise-Tider.
Selv om man tror paa Vorherre i Skyerne,
er der faa, der tror paa min Mester. - I Byerne 
er der snart ikke mere at samle,
kun paa Landet er noget endnu ved det Gamle. 
I Fjolstrup en Præken om Helved jeg hørte, 
fik mig en Slant paa Vognen og kørte.
- Flittige er vi. - Paa Dosmer-Stierne 
søger vi Troen som Honningen Bierne. 
Vi suger kun Næring af dem, der skabte os, 
stærke og levende inden vi tabte os.
En Dag dør den sidste, skabende Sjæl, 
da maa vi alle sulte ihjæl.
Da vil forsent man angre og klage: 
Djævlenes Tid kommer aldrig tilbage."

„Ja" siger Smeden paa „Fornemsproget" 
(som Jyder gør, naar de strejfer noget, 
der ligger udenfor Livets Virke,
der falder ind under Præst og Kirke.) 
,,Jeg tror, Du har Ret i Din Forklaring, 
for jeg har gjort den samme Erfaring: 
Da Fanden fik Tæsk, se, da blev han bange; 
det nytter hverken med Bøn eller Sange.
- - Men hwa ska A gør' - de har lukket Døren?"

Da spidser Djævlen de lange Øren
og Øjnene lyser af Angst paa Manden, 
(thi ogsaa i Helved er Hun- og Hankøn - 
og denne -Djævel var altsaa af Mand-Køn) 
„Vel er jeg gammel, men har dog Forstanden, - 
saa sælsomt et Syn har jeg aldrig set,
sig frem: Hvem er Du? Og hvad er der sket? 
Altid fløj Porten paa viden Gab
for den stolteste Konge, 
for den usleste Flab."

Per Smed begyndte nu at berette
om Fanden, - og om deres lille Trætte, 
imedens han Haanden om Hamren krysted
og Underdjævlen sad og rysted.
Da Per, han slutted, strøg Djævelen Skæget, 
rejste sig, bukked, og sagde bevæget: 
„Kære Per, det er ikke værre
end Du sagtens han komme ind hos Vorherre, 
thi han er jo dog en forstandig Mand.
- Desuden behøves ej stor Forstand, 
thi det kan selv et Menneske fatte, 
at det er farligt at overnatte
udsat for Uvejr og Slud og Blæst, - 
derfor: Har Fanden kasseret sin Gæst, 
maa Himlen vel være hans rette Hjem, 
thi den, Gud kalder god, kalder Fanden slem. 
Desuden, vel gjorde Vorherre Mirakler,
men endda gør Fanden saa mange Spektakler,
at man skulde tro, det er srnaat med Respekten, 
naar saa oven i Købet de fleste af Slægten,
blir Djævelens Bytte, saa maa man vel sige 
at flest er flest - at Himmerige
kan trænge en Smed til god Assistance, 
hvis der skal blive en rigtig Balance."

„Ja" siger Per, - „det sku lige blot --Maren 
vide, at Fanden har vist mæ Daren.
A trowr no slet eet Vorhær' we ynd mæ",
Men skal A forsøg' - ja, saa maa A skynd mæ, 
Per traver af og Djævelen bukker,
mens han af lutter Befrielse sukker
og alle Smaadjævle, der kigged bag Lugen 
slog Krøller paa Halen og kradsede Bugen, 
som Djævle gør, naar de ret føler Glæde. 
Saa dansed de rundt i en yndefuld Kæde 
til Ære for ham, der besnakkede Fjenden. 
- Han blev dekoreret med Gnister i Enden. -

Mødig vandrer Smeden vidre.
Ingen Syngefugle kvidre,
det er trist i Dødens Land, 
intet Øl, ja, end ej Vand 
lindre kan hans svare Tørst.

„Fanden skulde ha' non Børst" 
brummer Smeden. Alting driller. 
Her er Stien. Vejen skiller. 
Den er stejl og ganske smal.

Men Jen maatte være gal 
uden Krow og Dram at bede. 
Solen er desuden nede.
Fremad - frem med lange Skridt.
Men der har vi jo Nils Kridt, 
Halte Nils med Pressejernet -
„Har Du ikke mer Dig fjernet, 
end at A skal naa Dig her? 
Stakkel! Har Du ømme Tæer."

„Kære Peter! Er det Dig. 
Fandt Du dog den rette Vej?"

„Jo da! A har væt ved Helved, 
dundred paa saa Bulen skælved. - 
Nej, med mig gør ingen Grin. 
Men mæ Di ha'landen Trin
trowr A, A vil skræv forbi, 
skrummelvorn er Himlens Sti. 
Men om osse hær vi skils, 
kommer Do jo etter, Nils.

Lidt længere fremme slæber en Engel 
(en lille, opvakt og smidig Bengel) 
afsted med en vældig Sæk paa Ryggen, 
han sveder, skønt han færdes i Skyggen.

Per henter ham ind ved en frønnet Bro. -
„Hvad har Du i Sækken?"
„I Sækken? Tro! 
Sækken er fuld af Himlens Føde,
af Manna for Levende som for Døde. 
- Aned Du, Sjæl, hvor jeg er træt.
I Dag var der intet paa Jord at finde. 
Uheld jeg havde hos Mand og Kvinde, - 
da - tænk, hvor heldig, da træt af Legen 
jeg hviled mig lidt ved Skillevejen,
kom der en Djævel med Vognen fuld, 
ej af forkrænkeligt Sølv og Guld, 
men af den skæreste Djævletro.
- Vips! 'Tog jeg af mine Himmel-Sko, 
listede bag efter Vognen og tømte 
Halvdelen mindst i min tomme Sæk, l
istede af, mens han kørte væk."

„Stop nu en Gang" raabte ivrig Per, 
„træk Vejret, før Du fortæller mig mer, - 
A begriber ikke, at Du er saa glad,
nyder Engle og Djævle da samme Mad?"

„Kære Sjæl" svarer Englen vigtig,
„Du er mig lidt dum, men jeg svarer oprigtig: 
naturligvis næres vi af det samme.
Vi er jo Figurer i fælles Ramme.
Hvis ikke der stadig var nok til at nære os, 
til at give os Liv, til at værne og bære os, 
da døde jo snart den sidste, der troede:
En skabte det Onde, en anden det Gode.
Da standser os Livet, da visner os Haanden, 
da viger vort Væsen for Verdensaanden. 
Ved Lyset, der stiger med Morgenrøden,
vi segner som Tankefostre i Døden.

Men foreløbigt gaar alt ;jo godt, 
og Aftensmad har jeg bjerget flot. 
Naar snart jeg løser for Sække-Runden, 
slikker hver Himmel-Sjæl sig om Munden. 
Naar de hør', det er bjærged fra Djævletænderne, 
saa klapper de alle sammen i Hænderne.
Med Maden stiger Humøret og Kraften, 
der blir Sus i Dansen om Tronen i Aften."

Per Smed naar frem til Himmelens Port 
og banker paa Portner Laagen.
Der sidder de inde, som intet har gjort. 
St. Peder blir langsomt vaagen.
Han kigger igennem det Lugehul, 
(rnan hører -Musikkens Jamren,
det oser af Røgelse og Myrra paa Kul) 
men knap ser han Smed med Hamren', 
før han trækker sit Glorie-Hoved ind
og skriger hidsigt: „Vig bort! Forsvind. 
I Gaar blev meldt mig, at snart Du kom. 
Forlængst er skrevet Din Retfærdsdom. 
I den gloende Ild har Du hjemme,
der skal Satan Dig gemme."

Se, der stod Smeden med Næse lang, 
da stemmer han i med en Smædesang, 
smæder Dævler og Guder,
saa Dødsrigets Ugler tuder.
Per er af Djævel og Gud forladt, 
forladt og forhadt,
det er Nat - 
men frisk er hans Mod, 
og Skæbnen ham god, - 
thi nu kommer halte Nils Skrædder listende, 
Per faar en Plan, der er alt for fristende
til ikke at prøve at tvinge sig ind 
sammen med dette enfoldige Skind.

Nils banker sagte, høfligt paa Laagen, 
St. Peder er nu lysende vaagen,
linder først Døren af Angst for Smeden, 
men denne er sveden
krøben i Skjul bag Dørens Bræt.

„Naa, Nils, er Du træt",
siger St. Per. „Jeg kender Din Virken, 
flink til at bede, og ydmyg i Kirken.

Aldrig man saa Dig i Kroen at komme, 
altid listed Du rundt med de fromme. 
Nys var her een af en anden Slags,
Jeg ved Du gik ham lidt nær med Din Sax 
naar Du klippede Tøjet til ham og hans.

Men han tjente Fyren med Horn og Svans
og selv om Du snupped en Stump til en Vest, 
bad Du til Gud, som Du kunde bedst,
at han vil tilgive Dig af sin Naade.

Altid, Nils, lod Du Herren raade, 
og alle Synder aftvættes frit,
træd ind med Dit Pressejærn og Dit Kridt. 
Fornuftig af Dig Du lod Saxen tilbage, 
den minder saa grimt om de trange Dage. 
Jeg aabner Dig Døren i mild Forbarmen ".

Men nu fløj et Skaft mellem Døren og Karmen, 
det brækkede til, saa det hele knaged,
saa Laagen brødes og Porten braged.
Det var Per Smed. Med et vældigt Spring, 
der rev baade hans Navne og Nils omkring, 
satte han frækt lige midt ind i Himlen, 
hvor han forsvandt mellem Helgen-Vrimlen.

Der er han endnu, fordi ingen turde 
smide ham ud - hvad man vistnok burde.