Af Jens Peder Hedegaard, 1984
Jeg kom til verden i Store Hedegaard i Borbjerg d. 6. november 1924. Søn af Niels Hedegaard og Marie født »Ralkjær«, fra Sdr. Nissum. Det var jævne flittige bønder. Vi blev 6 børn, 1 pige og 5 drenge. Jeg var den ældste, og nu ganske kort om min barndom. Den lagde grunden til min ungdom, og begge dele i forening er det jeg senere har levet på.
I barndomshjemmet var der trygt at være. Mor og far var enige om deres børns opdragelse, vi vidste, hvor stort et tøjrslag vi havde, og da vi var kede af at gøre mor og far imod, gik vi sjældent uden for dette tøjrslag.
Hjemmet hvilede på den enkeltes ret og ansvar, »Mennesket først og kristen så«. Den grundtvigske tanke om, at menneskelivet her på jorden er det, vi måske kan yde lidt indflydelse på. Livet efter døden overlader vi i en andens hånd. Mor og far lærte os livsværdierne, ikke terpe, ikke skælde, men ved et godt eksempel viste de os vejen.
Naturens forunderlige gave - det grønne forår. I efterårets mørknings time fortalte
mor eller farbroder historier. Når vinterens hvide dragt havde lagt sig over jorden, fortalte mor om fuglene
og dyrene derude, hvordan de opretholdt livet, og far hængte kornneg op i pæretræet midt i gården.
Lidt affald fra tærskeværket blev lagt ned i plantagen. Min første nationale forståelse
blev lagt ved oplæsning af de tre bøger: »Rasmus fra Rodskov«, »Rasmus og spionen«
og »Rasmus spejder«. De handlede om en drengs indsats i krigen 1848-50.
Skolegangen i Borbjerg Skole. 7 årgange på 4 klasser, med en førstelærer, I. V. Isaksen, og en andenlærer, E. Knudsen, byggede videre på knægten. Isaksen (»æ Degn«) var en stor fortæller og dygtig til at lære fra sig. Han elskede sine elever, og fortsatte den opdragelse vi havde fået hjemmefra. Han kendte vore hjem. Han var streng og kærlig. Vi så op til ham, og det var forudsætningen for, at han kunne lære os så meget. Vi havde så stor respekt for ham, at han kunne styre os med øjnene. En dejlig tid i skolen gennem trediverne.
Jeg begyndte at gå til præst ved P.B. Kristiansen i den hyggelige gamle »Holmgaard«, »Borbjerg Præstegård«, i 1938, men på grund af mund- og klovsyge i besætningen, var vi lukket inde fra midt i november til jul. Mange salmevers fik jeg lært udenad, nogle af dem »sidder« endnu ved siden af den sangskat, Isaksen gav os - dem vi lærte hjemme, og dem højskoleopholdet øgede sangbeholdningen med.
Allerede inden min konfirmation fik jeg lejlighed til at overvære mange møder i forsamlingshuset og på Højskolehjemmet i Holstebro. Utallige foredrag hørte jeg, fordi jeg skulle følge farbroder Kresten dertil. Han var aftægtsmand i mit hjem i 35 år. Han var synssvækket og hørte dårligt, men et høreapparat hjalp ham godt. Hans søster Maren gav ham den i 1936 (da hun havde vundet en stor kryds og tværs opgave i Familie Journalen). Som ledsager for farbroder, blev min horisont udvidet ved de mange mænd, der talte om tidens problemer, og om mænd og kvinder, der havde udrettet mere end andre. Bedrifter, der havde betydning for andre, ja for hele folkeslag. Vi hørte bl.a. C. P. 0. Christiansen og hans kone »Pip«, Frederiksborg - Th. Bredstorf,
Vordingborg - høj skoleforstander Jens Marinus Jensen, Brønderup (også formand for De danske ungdomsforeninger). Han er måske den, der har givet dansk ungdom og ældre med, mest folkelig-dansk oplysning fra trediverne til tresserne. Det er værdier, der ikke kan måles i penge. Krisen i trediverne var hård. Mange ideer fødtes, blev prøvet og faldt væk. Een af dem inden for landbruget - bevægelsen L.S., - havde mange tilhængere i starten, men de besindige bønder tog afstand, og uenigheden bølgede. Vi store drenges opmærksomhed var vakt.
Sporten: Fodbold og gymnastik. Boldbanen
var ca. 1 meter højere ved det ene mål end ved det andet, men hvad gjorde dette, det var ens for begge
hold. Vi byttede mål ved halvleg. Isaksen kom tit op til banen og opmuntrede sine tidligere elever til at
yde deres bedste. Gymnastikhuset var ikke fyret op, når der kun var træning, men pigerne havde jo været
der om eftermiddagen, så helt iskoldt var der ikke om aftenen. Det var fodbolden, der begyndte i drengeårene
og fortsatte i den første ungdom, men gymnastikken vandt større og større plads i min fritid.
Et jubilæumsstævne i Borbjerg 1943, hvor vi karle i lingiadedragter gik ud på grønsværen
med dannebrog i spidsen, slog helt fast, at det var gymnastik, jeg ville satse på. Vi karle havde ikke fået
lejlighed til at vise fjenden, »Tyskerne«, hvad der boede i os, men håbede på fremtiden.
Ja, uroen i Europa sidst i trediverne satte spor i ens liv. Hitler-»nazismen« undertrykte det ene lille folk efter det andet, altid med den begrundelse, at disse folk manglede frihed, og den kunne de få under Tysklands »beskyttende vinger«. Det blev Danmarks tur den 9. april, og jeg tænkte tit på verset om Sønderjylland fra 1864-1920: »Du sad i bolt og jern - til spot for vilde drenge - sekstusind unge sønners liv - blev dine løsepenge«. Hvad ville prisen blive denne gang?
Ungdomsmøderne i Borbjerg Ungdomsforening, var et kapitel for sig. Gymnastiksal en fyldt med unge mennesker
til foredrag eller 
sangaften. Når
formanden (gennem 25 år) Kresten Krag bød velkommen, var der ca. 150 til 200 unge fordelt i salen,
karlene på bænkene til højre og pigerne til venstre for indgangen. Vi sang en fædrelandssang
og Kresten bød taleren velkommen, og denne foreslog så en sang med tilknytning til foredraget. Dette
påhørtes med stor opmærk somhed, en enkelt gang uro på de bageste rækker, men så
rejste Kresten sig op og så mørkt derned. Endnu en sang, derefter fælles kaffebord til medbragt
brød og sukker. Pigerne skulle varte op, »de tjenenae ånder« kaldte Kresten Krag dem.
Der skiftedes mellem pigerne fra Trabjerg, Hvam og Borbjerg hver 3. gang. Hvis der skulle stilles flere borde op,
end der var, så hjalp karlene til. Ved kaffebordet sad vi yngste karle for os selv. De lidt mere modige trak
over mod pigerne, sådan lidt tilfældigt. Efter kaffen og en sang, læste taleren en fortælling
eller fortalte lidt om det, man ikke måtte sige under besættelsen.
På spørgsmålet til en 16-årig ung mand: »Hvorfor går du til ungdomsmøde«,
var svaret: »Det er skik og brug blandt sognets unge mænd <. Min interesse for liberal politik begyndte
meget tidlig. Det, at krav er noget man først retter mod sig selv, men samtidig opfordrer andre til at gøre
det samme. Menneskelivet bliver rigere ved at kæmpe 
for det enkeltes frihed til at forme sin egen tilværelse.
Knapheden på mange ting først i fyrrerne, alt var ikke en selvfølge, man skulle passe på det, man havde. Det var ikke let at få nyt, og mange gange var det nye ringere. Disse nævnte ting skabte baggrunden for min ungdomstid. En rig tid på værdier, der skabes, ikke på penge, der øder, men på balance mellem krav og muligheder.
Ved festaftener med dans (uden nogen form for spiritus eller øl) kunne der dukke en underlig sød
følelse op i en halvvoksen drengs sind, hvis en sød og naturlig pige godt ville danse med ham. Ret
ubevist følte han duften af hendes hår nær ved. Man tog lidt fastere om hende, og trak hun sig
ikke væk, steg den søde følelse. Efter denne dans søgte ens øjne hende tit, og
hvis hun ikke gjorde det samme med andre, så vovede man sig over gulvet igen en times tid efter og bød
hende op. Hendes øjne kunne da sige både ja og nej, ved ja var dansen et svæv på lette
fødder, man så ind i hendes øjne og fik måske et lille klem i hånden, eller hun
kom tættere ind til en - ved nej var den dans mislykket, og den spirende følelse var borte. Kun rent
maskinmæssigt fortsatte man. Humøret var i bund. Men var der lidt sympati, så turde man måske
bede om den sidste dans også. Aftenen sluttede med en aftensang. Når vi så kom udenfor i mørke
kunne tilfældighederne føje sig sådan, at hun ikke var langt væk. Og da vi tog cykierne
var vi ved hinandens side. Når der så ikke var andre tilstede, fulgtes vi ad til 
vejene til vore hjem deltes, og sagde hun ikke godnat - for det
kunne ske - så kørte vi side om side, tog måske hinandens hånd. Følelsen fra salen
tog til. Blodet varmede, selv i vintervejr. Vi kom til indkørselen til hendes hjem, eller hvor hun tjente,
stod og snakkede lidt, hun sagde måske tak for følgeskab. Man cyklede glad tilbage til sit hjem. En
måned senere eller så, hvor vi igen var sammen til noget for ungdommen, kunne der ske to ting, enten
var hun afvisende og så ikke til den side, eller hun undveg, hvis man ville danse med hende. Så slukkedes
det lys, som tændtes sidst. En trist følelse lagde sig over den unge mand, over festen og dagligdagen
»efter«, men glemtes efterhånden.
Men søgte hendes øjne til den rigtige side, så steg humøret mange grader. Så kunne man godt hjælpe hende cyklen på plads, når man havde fulgte hende hjem og sat sin egen ved husgavlen. Man stod så tæt ved hinanden i porten en times tid, eller sad på en havebænk »helt oppe i skyerne«. Det fineste, der findes i menneskelivet, er sammenspillet mellem pige og dreng. Respekten for hinanden gjorde disse små forelskelser til gode minder.
En juli aften i 1944, hvor der var unggilde efter sølvbryllup i Sdr. Bøgel i Borbjerg traf vi
hinanden, og spiren til noget varigt blev lagt. Jeg var landbrugsmedhjælper på Fyn dengang og kun hjemme
på sommerferie i 
nogle dage omkring
dette gilde. Men breve kan holde forbindelser, kan styrke dem. Og så har breve den fordel, at de kan tages
frem og læses 40 år efter - det kan telefonsamtaler ikke.
En lille spire skal behandles varsomt, den skal skærmes; »en kold vind« uoverlagte ord eller handling - krav eller egoisme kan let visne spiren. Man må ikke pakke alle gaver ud på engang, men lade det ske som en naturlig ting, hen ad vejen - der skal også være gaver til ægteskabet.
Vinteren 1943-44 tilbragte jeg på Ollerup Folkehøjskole, som holdtes på sommerrestaurant »Klinten«
ved Fåborg. Besæettelsesmagten havde lagt beslag på selve skolen. Vi havde et udbytterigt samvær
denne vinter. Vi var meget afhængige af kammeratskabet. Vi var sammen hele tiden også lørdag
og søndag, sov på 2 sovesale. Det, vi der oplevede sammen den vinter, den nationale stemning og hele
det fællesskab, har holdt os sammen siden. Vi mødes mange af os hvert år endnu.
Nogle episoder den vinter. En amerikansk flyvemaskine faldt ned tæt ved og 6 flyvere blev begravet på
Fåborg kirkegård. 72 højskoleelevers sang ved gravene under mindehøjtideligheden vakte
tyskernes harme. Der blæstes luftalarm, men højtideligheden fortsatte. Til sidst gjorde fjenden forsøg
på at jage os fra kirkegården. Vi overværede en 
luftkamp, hvor en tysk jager tog jorden næsegrus og 2 mand blev dræbt. En
brandbombe fiskede vi op af vandet 50 meter uden for skolen.
Et ungt sind præges af tidens begivenheder, og jeg har der fået indtryk, som aldrig slettes, og som jeg mindes med glæde.
Gymnastiklederuddannelsen fik jeg der på skolen. Den blev brugt i flere gymnastiksale her omkring i årene, der fulgte. Også på den måde er jeg kommet i berøring med mange andre unge, og det indtryk, de giver fra sig, former ens liv. I dagligdagen arbejdede jeg frem imod et liv som bonde i ordets bedste betydning. Der skete ikke mange ændringer i driftsformen for dansk landbrug under min opvækst, men det at leve naturen så nær, lære dens luner, blive fortrolig med livsgangen, det grønnes, det modnes, det dør, mange gange syntes man det døde inden livet var levet. Ved slid og erfaring forsøgte vi unge at skabe os en tilværelse, som kunne blive til selvstændig landmandsgerning, som var vort store mål, og den nåede jeg.
Marie og jeg har boet i Østergård siden 1948, og har haft en rig tilværelse, med god blanding af glæde og sorg, medgang og modgang, noget af det selve livet består af. Den glæde, at blive brugt af mine standsfæller, har jeg også haft. Mine liberale synspunkter har ført til arbejde og tillidsposter i samfundets tjeneste, som jeg har sat meget pris på.
Som ung i Vestjylland i fyrrerne kan jeg her i firserne glæde mig over den ny opvoksende slægt,
som skal løfte arven efter os.
Hostrups Vers:
Men med det bedste frelst
følges vi allerhelst
af en slægt, der selv har ild og kræfter
ej en der tam og tom
blot i sin svaghed from
kun kan tralle vore viser efter.
Jens Peder Hedegaard
Gårdejer
Østergård
Sevel Skovbyvej 5
7830 Vinderup
Født 1924 i Borbjerg