Mads Møller 's Erindringer.

Han var lærersøn fra Lihme, født 1862, og blev selv lærer, bl.a. i Råst i 1888.

Erindringerne, som bringes her, er kun et udsnit.

Som forfatter kaldte han sig MØLLER-GRÆSDAL efter den lille Græsdal skole ved Taars i Vendsyssel, hvor han blev ansat efter tiden i Raast.

Raast

Aar 1886 i november aabnedes en Pogeskole i Raast med Dorthe Bjerre som Lærerinde.
Den 27. Oktober 1888 kaldedes jeg til det lille nyoprettede Embede i Raast, Ejsing Sogn, Ginding Herred, beliggende mellem Nygaard og Raastgaard et i par smaa Kilometer fra Limfjorden. Det havde før været en Forskole, men nu var det blevet ophøjet til et Embede med følgende Indtægter:
Pengeløn 350 Kr., Skolepenge ca. 50 Kr., 22 tdr. Byg efter Kapitelstakst, Bolig, Brændsel og Have.

Bygningen var ingen Herskabsbolig. Foruden Skolestuen var der en Stue, et stort Spisekammer, Entree fælles med Skolebørnene og en Baggang hvor Opgangen til Loftrummet var i Form af en almindelig Stige. Der var intet køkken, saa den Mad, der skulde lave måtte tilberedes i den store Vindovnskakkelovn i Stuen, og Mor præsterede det Kunststykke at vaske Storvask inde i Stuen.

Have var der ingen af, men Manden, der ejede Jorden ved Siden af, sagde, at jeg maatte tage saa meget ind af hans Jord, jeg ønskede. Jeg tænkte jo nok, at Nicolai Thomsen haabede paa, at Sogneraadet vilde afkøbe ham Jordetykket til Skolen. Naa, jeg satte Spaden i jorden og sled ud af karsken Bælg i den meget daarlige Jord, hvis Vegetation væsentlig bestod af Katteskæg og Rødknæ. Jeg fik en nogenlunde respektabel Have stablet op, plante de Buske og et Par Frugttræer, og saa lagde jeg Kartofler og Urtefrø.
Vi fik indrettet et Hønsehus ved siden af det private Aftrædelsesrum, begge Dele i den ene Ende af tørvehuset, og saa lavede jeg Duehuse og Bihuse.
Da jeg flyttede ind i Raast Skole, var jeg ejer af en stor Rejsekuffert, som jeg havde faaet foræret af min Svoger Top i Struer, en Kommode, som jeg havde arvet efter Søster Kirstine, og et Skab, som jeg havde anskaffet mig, da jeg var Lærer i Sir.
Mor havde lovet at tage over til mig og holde Hus, og det kunde jeg nok staa mig ved, da hun kom med et svingende Læs Indbo og Inventarium, saa vi fik det ret hyggeligt. Mor var egentlig henrykt over at komme til at virke lidt for andre, og hun blomstrede lidt op, skønt hun den gang var 64 Aar gammel. Naa, hun var jo ganske vist en Del nervesvækket. Jeg husker, at hun, naar der var fremmede, og hun serverede Kaffe, ikke kunde bære det ind. Lige i Døren kunde hun komme, men saa kaldte hun paa mig. Naar der var fremmede, rystede hun mere end ellers, og jeg maatte saa bære kaffen ind.

Og saa begyndte jeg min egen Skole med vældig Appetit paa Arbejdet, og jeg syntes, jeg levede et Herreliv i den lille beskedne Udflytterskole.

Et lille Bøsseskud fra Skolen var der en Dam; der havde Bymændene vist taget Ler. Overfor var der en Skrænt, hvor jeg fik Lov af ejeren, Rybjerg Windfeldt paa Raastgaard, til at grave et Stykke til Kartofler. Her skete det, at da jeg havde gravet en Smule, stødte jeg paa en Stensætning, hvori stod fire Urner paa 15 cm Højde og 20 cm Bredde fyldte med Aske. Jeg fik ingen af dem op i ubeskadiget Stand, da jeg ikke den Gang kendte Omgangsmaaden. Hver af Urnerne stod i et lille Rum dannet af flade Sten.

Og saa havde vi Besøg af Metha Holmstrup. Hun tog Syn over "Godset", rejste hjem igen og meddelte mig, at hun havde taget en plads som kassererske i Vejle. Jeg havde ellers tænkt, at vi skulde have haft Bryllup, men jeg forstod, at hun ikke vilde have mig, saa længe jeg var i Raast, og saa syntes jeg, at hun heller ikke skulde have mig, naar jeg fik et bedre embede. Jeg maa dog oplyse, at paa dette Tidspunkt var Bygningen udvidet saaledes, at der var to Stuer, et Gæsteværelse, Køkken, Spisekammer og to Entreer. Saa var den Komedie altsaa spillet til Ende.

Tamme Frøer.

Hver Aften i Foraarstiden havde vi en Koncert af Frøerne fra den lille Dam, jeg omtalte ovenfor. Og det faldt mig ind, at jeg vilde prøve at tæmme dem. Hvad der bragte mig paa den Tanke var vel, at vore Høns var saa tamme, at de fløj op og satte sig paa Skuldrene af os, naar vi kom for at fodre dem.

Dette her var imidlertid et Taalmodighedsarbejde af Rang. Gang efter Gang, Dag efter Dag maatte jeg gaa fra Dammen uden at spore den ringeste Imødekommenhed hos den hoppende Familie. Jeg bød dem Fluer, Natsværmere og Græshopper - forgæves, ikke en eneste vilde "smække" efter mine Lækkerier. Frøernes Tunge er som bekendt fri bagtil eller om man vil Tungenspidsen vender ned i Svælget. Naar Dyret vil gribe noget, slynges Tungen lynsnart ud af Murden med et lille Smæk, kaster Byttet tilbage ned i Munden og lukker Kæberne over det.

Efter mange mislykkede Forsøg og særlig efter at jeg hittede paa at stække Vingerne paa Fluerne i Stedet for at slaa dem ihjel, opnaaede jeg endelig en Dag, at en Frø "smækkede" en Flue. Efter den Daad trak den sig lidt tilbage som for at konstatere, at det vilde den ikke indlade sig på tiere. Men aldrig saa snart den saa den lækre Spyflue, jeg bød den, før den var der igen, og fra samme Stund havde jeg min første tamme Frø, og jeg var henrykt. Men den ene trak flere med sig. Det var næsten, som jeg kunde høre deres Raadslagning om det sære Fænomen, der udfoldede sig for deres øjne: En af disse forfærdelig store Skabninger, som alle Frøer og Tudser ængstelig hoppede og kravlede til side for, sidder i god Forstaelse med en af deres kammerater, ja, det lod endogsaa til, at denne blev fodret med Slikkerier for en Frø! Og de undersøgte Sagen nøjere og konstaterede, at Kammeraten atter og atter fik en Flue stukket ud. Under disse Studier krydsede de nærmere og nærmere til aastedet. Og paa en Gang var det, som en af dem sagde til sig selv: Dette her er uanstændigt, at alle vi andre skal sidde med tørre Munde, medens han skal fylde Maven, og saa gik den paa Hovedet ud i Dammen og svømmede hen til Kammeraten. Jeg var der straks med en Bid, men da den ikke kunde tage sin Beslutning i Tide, maatte den finde sig i, at den anden snappede den bort bogstavelig talt for næsen af den. Men saa var den bleven klog af skade. Den næste "smækkede" den øjeblikkelig. Og saa fik de et ret skikkeligt Foder, imedens de øvrige Kammerater droges af forskellige følelser: Forundring, Misundelse og vældig Appetit paa at komme til at deltage i festmaaltidet, og Resultatet blev, at jeg efter et Par Dages Arbejde havde et selskab af otte Frøer.

Her tilbragte jeg mange Timer fulde af interessante lagtagelser. Jeg eksperimenterede med dem saa længe, at vi fuldstændig kendte hinanden. Saa snart jeg viste mig ved Dammen, plumpede de alle ud i Vandet og svømmede hen til mig. Savnede jeg nogen, fløjtede jeg og kunde da gerne se Flygtningen komme anstigende i lange Hop henne i marken. Paa denne Maade kunde jeg ogsaa samle hele Troppen, inden jeg kom til Dammen. De sad da saa nogenlunde i Rad på det vante Fodringssted og ventede paa hvad Godt jeg bragte dem. Naar jeg saa havde sat mig paa Hug foran dem, blev de yderste lidt urolige, de havde aabenbart en Fornemmelse af, at de havde faaet Stedbørnenes Plads, og det kunde da nok stikke en af dem at krybe over et Par stykker for at forbedre Chancen. Det var da morsomt at se, hvor de nederst krøb sammen og lukkede Øjnene for at undgaa Overlast.

Deres kæreste Spise var, saa vidt min Erfaring naaede, Fluer af alle Arter. Derimod kunde de ikke døje Hvepse og Bier.

I sin letsindige Forslugenhed snappede en Frø en Dag en Bi, men spyttede den straks ud igen. Da Bien imidlertid havde stukket sig fast i dens Tunge, maatte jeg hjælpe til. Det lod dog ikke til, at Bigiften virkede det ringeste paa dyret.

En Gang prøvede jeg at byde en Frø en Skraa. Jeg tog en ubetydelig smule Stangskraa paa Størrelse og noget i Lignelse med en Flue og stak derpaa Dyret den ene Flue efter den anden og stak saa den lille Skrå ud. Den slugte den straks, men den syntes bare ikke om den, det var øjensynligt, at den bekom den ilde. Først fortrak den det halve Ansigt og kneb det ene øje til, saa rullede den med begge Øjnene, fortrak den anden Halvdel af Ansigtet og kneb det andet Øje til, fik dernæst et Anfald af Hikke og med et pludseligt Opstød for Skraaen den ud af Halsen. Heraf lærte jeg altsaa, at Frøer ikke holder af Tobak.

Det er ganske enormt, hvad en voksen Frø kan rumme i sin mave. Jeg trakterede en Dag en med de store natsværmere af Uglernes Slægt, den slugte otte, men den niende maatte den efter flere forgæves Forsøg opgive at faa klemt ned. Men da posede maven ogsaa saa stærkt ud, at den var bleven bredere, end den var lang.

Frøerne er overmaade sikre Jægere. Jeg har aldrig set en Frø skyde forbi efter en levende Flue, men det ser ogsaa ud, som stiller den hele Legemet nøjagtigt ind, og flytter Fluen sig en Ubetydelighed, gør Frøen en tilsvarende Bevægelse, inden den udslynger Tungen.

Paa en Tur til Sjælland fik jeg fat i en Peder Okes Frø, som jeg førte med mig hjem og satte ud til de andre, for at den skulde lære nogen Kultur af dem. Men efter et Par Dages Forløb var den borte, og Antallet af de andre begyndte stærkt at svinde ind. Jeg har Mistanke til en Stork, der nu og da viste sig i Egnen. Snart var den sidste forsvundet, og Frøeventyret var forbi.

Fatalisme.

Troen paa en ubøjelig, uundgaaelig Skæbne er saa fast indgroet i vort Folk, at der sikkert vil gaa lange Tider, inden den helt forsvinder? thi forsvinde maa den jo, vi er Kristne og ikke tyrker.

Der er megen Hedenskab iblandt os endnu. Selv om Troldene, Nisserne, Bjergmændene, Ellepigerne, Varulvene, Marerne, Spøgelserne og alskens Troldtøj som Helhesten, Liglammet, Wajens Jæger, Knarkvognene og lign. er lyst ud af Landet, saa er der nok igen. Saaledes er Troen paa Forvarsler saa temmelig almindelig, og Troen paa en ubøjelig Skæbne er vel lige saa almindelig som Troen paa en almægtig Gud.

Det suser os om Ørerne med Ord, som skal være beviser paa denne i kolde Nødvendighedstros Rigtighed: Man skal derhen, hvor det er bestemt for en. Man skal hen, hvor sit Brød og sin Død findes: Ingen undflyr sin Skæbne! Hvad der skal ske, det sker! Det skulde nu være saadan! Det var nu ham beskikket! Man faar nok den, man skal have! Ingen dør, før han skal dø! Den drukner ikke, som hænges skal! De dør alle, som dødsens er! - Hvis det er Sandhed, at jo flere Ordsprog og Talemaader, der findes om den samme sag i Sproget, jo fastere er den Mening, de udtrykker, gaaet ind i folks Bevidsthed, saa skønnes det, at Skæbnetroen er meget udbredt, saa meget mere om de anførte kan suppleres med en Mængde andre.

Fra Landting Mark har jeg en Historie, der i al sin sørgelige Simpelhed lyder saaledes: Tre Fiskere fra Ejsing havde været i Strue, og der havde de drukket sig saa fulde, at de ikke kunde klare sagerne paa hjemturen, hvorfor baaden kæntrede, og de to druknede. Men saaledes fik jeg ikke Historien. Den blev fortalt mig af Niels Kristian Davidsen, ham, der kom fra turen med Livet. Det var jo saadan, at den gode Niels Kristian i denne Nat blev rystet ud af sin vanlige Ligegladhed Han var maaske ikke slet saa drukken som Kammeraterne, hvilket han aldrig ville fastslaa, men det kunde dog mærkes paa ham, at han var i Vildrede med, hvad det var, der gjorde, at han kom vel fra Katastrofen. Hele Historien fik et Legendepræg for ham; jeg fik den saaledes: "Ser De, det var jo saadan, at min Tid var ikke kommen endnu, men det var Mads's og Pers. De var nu bleven lige lovlig fulde, og da Vinden begyndte at blæse op, og Baaden trak Vand, blev jeg bange for, at det skulde gaa galt. Jeg sad ved roret, og Per og Mads skulde passe Sejlene. De havde ellers Døje nok med at passe dem selv, saadan sad de og slingrede, og jeg frygtede, de skulde falde over Bord. - Naa, Sejlene stod godt nok, men det blev galt med Vandet; hvert Øjeblik satte hun en Sø ind i Baaden, og jeg blev ræd for, at Baaden skulde fyldes med Vand; men ser De, det kunde den jo slet ikke, for Tiden og Stedet var ikke kommen endnu!"
Her gjorde han en Pavse og saa paa mig: "Hvad behager.'"
"Vi var ikke kommen til det Sted, hvor de skulde dø, og vi sejlede endnu et Stykke Tid. Saa forstod jeg, at der skulle øses, hvis vi ikke vilde sejle nedenom, men baade Per og Mads sov som Høveder. Jeg ruskede i dem og raabte: "I maa op at øse Baaden, ellers gaar vi under." De gav et Grynt og sov videre, og jég ventede hvert Øjeblik, at Baaden skulde kaste sig om på Siden, men det gjorde den ikke, og vi skar gennem Bølgerne, saa det hvislede ved Rælingen, og jeg skal sige Dem, hun begyndte nu og da at tage Vand ind ovenfra. Jeg skulde jo have haft Sejlene rebede, men jeg kunde ikke baade gøre det og passe Roret. Saa var det, da vi kom i Højde med Stationen og Handbjerg Hovgaard, at det kom. Der var Stedet og Tiden. Baaden blev kastet om paa Siden, Per og Mads druknede, men se det var ikke bestemt for mig denne Gang, saa derfor kom jeg ovenpaa den vendte Baad og holdt mig fast ved at stikke Fingrene ind i Hullerne i Dammen, indtil nogle Fiske fra Raast næste Morgen opdagede mig og bjergede mig i Land!"
Den gode Niels Kristian saa paa mig, som vilde han sige: "Naa, tror De saa, at De kunde komme helskindet der forbi?" Han kunde aldrig komme i Tanker om at tilskrive Drikkeriet Ulykken: Nej hvad der skal ske, det sker.

Spøgeriet i Aale.

At Spøgelsetroen heller ikke helt er udryddet, fik jeg et haandfast Bevis paa, mens jeg var i Raast. Det jeg nu vil fortælle, skete i Aale, Nabobyen til Raast, og jeg fortæller det, som jeg har faaet det af min Sognepræst, Theilade, som naturlig blev impliceret i Sagen, kun forandrer jeg Navnene. Altsaa en solid Spøgelsehistorie fra det herrens Aar 1889.

I Aale boede en Mand, der hed Peder Jensen, med sin hustru Kirsten. De havde tre Børn, af hvilke den ældste hed Karen, opkaldt efter Mandens Moder, der med sin Mand boede en god mils Vej fra dem.

Endvidere havde Peder Jensen sin Svigermoder i Huset hos sig. - Li1le Karen var imidlertid lige saa ofte hos Mandens Forældre, som hun var hjemme. Det var saa rosomt for de gamle at have den lille Pige, og de vilde egentlig helst beholde hende hele Tiden, og det var vel ogsaa bleven Enden paa Historien, hvis ikke et Spøgelse var kommen i Vejen.

Det lyder næsten absurd i vor oplyste Tidsalder, men Sagen er forstaaelig nok. Det hændte nemlig, at den gamle Kone hos Peder Jensens gik hen og døde, men først havde hun taget Løfte af sin Datter, at hun skulde tage lille Karen hjem. Hun var nemlig paa denne Tid hos Bedsteforældrene.

I den sikre Overbevisning om, at hvad man har lovet en afdød, maa man holde, hvis man vil undgaa, at den afdøde "gaar igen", hentede hun straks sin Datter hjem, og saa havde hun jo den bedste Samvittighed.

Men nogen Tid efter kom de gamle og bad saa inderligt om at faa lille Karen med sig igen, de havde nu saadan vænnet sig til at have hende om sig, og de kunde nu slet ikke undvære hende. Kirsten gjorde en hel Del Vanskeligheder, det var jo nærmest det med Løftet til den afdøde.

"Hun bliver saamænd nok, hvor hun er :" sagde de gamle, "den Tid er forbi, da de døde rejste sig af Graven for at komme tilbage og skræmme de efterlevende!"

Naa, ja, de blev da ved at liste saa længe, til de fik deres Vilje, men Kirsten var i allerhøjeste Grad betænkelig ved Sagen. Og mindre blev det ikke, da Karen var borte, og Aftenen nærmede sig. Og da hun var kommen i Seng, var hun aldeles vis paa, at hendes Mor vilde vise sig for hende. Da Per var falden i Søvn, følte hun sig endnu mere ængstelig, hun spejdede rundt i Stuen, - og derhenne ved Uret stod Moderen og saa paa hende med bebrejdende Blikke. Kirsten svedte af Ophidselse og Spænding. Hun rejste sig op og tændte Lys, og saa var Synet væk, men der blev kun lidt Søvn til hende den Nat. Næste Nat gentog sig det samme. Hun havde fortalt sin mand det fra først til sidst, og da hun tredie Nat saa Moderen, kaldte hun paa ham, og han saa hende ogsaa. Da denne Nat var vel til ende med sin kval, gik Peder Madsen til Præsten, Pastor Theilade, præst for Sahl og Ejsing sogn, og forelagde ham Sagen i alle dens Enkeltheder. Da Præsten havde hørt hele Beretningen, sagde han: "De maa straks tage Deres lille Datter hjem, ellers risikerer De, at Deres Kone gaar fra Forstanden, og De selv ogsaa, men naar De har gjort det, skal jeg love Dem for, at De ikke ser Deres Svigermoder mere."

Manden gjorde det, og derved var det Spøgelse nedmanet.

Denne historie er et typisk Eksempel paa, hvad Indbildning kan udrette paa os selv og andre.

Fisk.

Langs med Raast Strand boede flere fiskerfamilier, og nogle af dem var ret velhavende. De fleste af dem havde nemlig ogsaa en lille Jordlod, som Konen og Børnene passede, naar Manden var paa Fjorden. Blev nu begge Dele passet godt, kunde det nok give Udbytte til et sorgfrit Udkomme.

Folk som Jens Kristen Kristensen (Sørensen), Jens Mortensen og Niels Mathiasen sad lunt inden Døre, men Søren "Krensen" og Fiskerne paa Landting Mark var smaafolk. Men som Regel vor baade de og deres børn ved godt huld. Det hed altid hos dem: "Spar endelig paa Brødet, bitte Børn, men spis al den Fisk I kan". Og de kunne spise megen Fisk. En Fisker kunde nok, naar han hen på Morgenstunden kom hjem efter en Nattetur paa Fjorden, tømme Stegepanden to Gange for fisk.

Jeg var en Nat med ude paa fiskeri. Vejret var godt, og Fjorden var næsten blikstille. De drog "Pulswoj". Da de kom til Fiskestedet, kastede de et flag ud, hvis Stang blev fæstet til Bunden med et lille anker. Til Ankret var der fastgjort en Line, der atter var fæstet til Voddets ene Fløj. Medens nu Baaden roedes i en stor Bue, blev Garnet kastet ud og den sidste lange Line, tror jeg, blev fastgjort til en fortøjet Tønde. Derefter gjordes et Slag ud for de vidtfavnende Garnarme, hvorpaa der roedes langsomt ind mod Midten af Voddet, alt imens der "pulsedes", d.v.s. der sloges ned i Vandet med en Slags Kølle, der i form mest af alt lignede de gamle Bismere. Naar en saadan Stang med et fast Slag førtes lodret ned i Vandfladen, dannede den en Skumsøjle lige til bunds, og det skræmte Fiskene, saa de paa denne Maade kunde drives ind i Garnet. Saa haledes til sidst begge Liner lempeligt ind, og sluttelig løftedes Voddet med Inddhold indenbords. Her var noget at studere i. Først alle de mange gode Aal, Flyndere, Hvidlinger, en enkelt Sild og saa "Skidtet". Det var et fælles Udtryk for alt det uspiselige, Ulke, stenbidere og en sjælden Gang en Rokke, ja, og saa Snegle, Krabber, Tang og Søanemoner. Undertiden ogsaa en Havkat. Der kunde ogsaa en enkelt Hummer forvilde sig ind i garnet, den blev der jo taget godt imod, men alt det øvrige kastedes over Bord. Her var Krabber, Eremitkrebs, Blaamuslinger, Hjertemuslinger, Korngesnekker (Kinkhorn), en enkelt Østers, som ofte gik med det øvrige, Graasnegle i Bunker, Søanemoner (Furbo-Røwhwol), Hornkoraller, Sømuslinger og mange flere eksemplarer af Fjordens Dyrebestand. De gode Fisk kom i Dammen i Baaden. Var der en Hummer, blev Saksene bundet paa den, for at den ikke skulde gøre Fortræd paa de andre.

Var der mange Fisk, gik Arbejdet med Humør. De var altid spænding i selve den Virkelighed, at ingen vidste, hvad der kom til Syne. Naa, Fiskerne interesserede sig saare lidt for "Skidtet", det havde de kun Besvær med. Jeg husker, en af Fiskerne tog en levende Sild, knækkede hovedet af den, rev Indvoldene ud og spiste Resten saa nær som den Halefinne, han holdt i.

Da vi hen paa Morgenstunden kom i Land, fik jeg 10 store Flyndere, det er Fællesnavn for Rødspætter, Skrubber, Sandere og Tunger. En Pighvarre har jeg aldrig hørt kaldt en Flynder.

Det var ellers ikke sjældent, at et Barn kom med Fisk til os. Jeg mindes, at vi en Gang havde 30 Flyndere, en anden Gang 11 Hummere, som lige netop ikke havde den lovbefalede Størrelse. En Gang fik vi 7-8 Østers. Ja, det var al Tid en god Hjælp til Spisekammeret, men Lønnen var jo ogsaa lille.

Og saa Historien om Mortens og Jens Mortensens Fiskefangst.

Det havde i lange Tider. ikke været Fjordvejr, saa i længere Tid havde ingen langs Stranden set en Fisk, og det er slemt, især i Strandkanten. Der havde i længere Tid været Frostvejr, og Fjorden var bleven tillagt, men saa var der det, om den ogsaa alle Steder var til at lide paa. Jens og Morten tog imidlertid en skønne Morgen ud, udrustede med et Stangjern, nogle Fiskesnører og en Slæde med tilhørende Pigkæppe, og saa skiftedes de til køre paa Slæden og slæbe Stangjernet. Da de var kommen i Højde med Gyldendal i Salling og Volstrup i Gemsing, gjorde de Holdt og begyndte Arbejdet. De fik ikke meget, men da de ved Middagstid holdt inde, da der var ved at blive Omslag i Vejret, var de ret godt tilfreds med Udbyttet, og de belavede sig til Hjemturen.

Jens Mortensen kørte først paa Slæden, medens Morten tog Posen med Fiskene og Stangjernet. Men saa skete det forfærdelige, at Slæden med Jens Mortensen pludselig gik gennem Isen og forsvandt i Dybet. Jens Mortensen, der nok kunde svømme, krængede sine Søstøvler af og spejdede efter Hullet, han var kommet ned igennem. Da saa han et Stangjern lige foran sig og greb om det, og i samme nu var han af Mortens kraftige Arm ført op til Overfladen. Han prøvede saa paa at krybe op paa Isen, men det mislykkedes stadig. "Tag nu fat med begge Hænder, Jens." raabte Morten. Jens gjorde det og blev saa af Morten kørt langt ind_paa Isen.

"Du har Kone og barn hjemme," sagde Morten, "nu kan du tage Stangtømmeret, og saa trækker jeg Slæden med Fangsten og Grejerne paa. et stykke fra dig!. De vidste begge, at den, der havde stangtømmret, var saa nogenlunde sikret mod at gaa til Bunds, og Jens glemte aldrig, hvad Morten havde gjort for ham den Dag. De kom begge i god Behold i Land med Fangsten, men Jens Mortensen havde sat sin Slæde, sine Søstøvler og sin lodne Hue til! Men glad var han, da han kom hjem til Else og Sønnen Niels Breum, hvilken sidste - saa vidt jeg ved - er Gaardmand i Gjeddal nu i 1933.

Mere fra Raast.

Og Egnen er svanger med Historier og Historier. Smaabølgerne ved Stranden sladrer om idylliske Optrin fra de sagte vuggende Baae og om Elskendes Hvisken i Bakkerne. Har Vinden rejst sig i sin Vælde, ja, saa kastes Skumflager langt ind over Engene, og i Marehalmens Totter udhvines beretninger om Havsnød og Forlis i Fjorden. Ved Aaen kan et villigt lyttende øre nok høre det lille Plask efter Taterens Agn, naar han meder Ørreder. - Fra Trappegangene paa Lanting og Nygaard udskriges Beretninger om den Tid, da Herremanden lod Bonden ride Træhesten, naar Stormen rusker i Træerne, men man maa være rettroende for at kunne høre det. Jo, Raast er interessant.

Den store Dreng, Svend Felding, tjente paa Landting, og blev derfra sendt til Viborg et Ærinde. Saa gjorde han sig gode Venner med Bjergmanden i Daugbjerg Daas, og han gav ham da noget at drikke, der gav ham overnaturlige Kræfter. Da han kom tilbage til Landting, stod Karlene og var i Beraad med dem selv om, hvem der skulde hente juleøllet op fra Kælderen. Naadigherren havde nemlig sagt, at de maatte faa saa meget øl i Julen, som en af dem kunde bære op af Kælderen.

Da Svend Felding hørte det, bad han saa mindelig om at faa Lov til at hente øllet, men det kunde der jo aldrig være Tale om at sætte en Dreng til, for saa kunde de da regne ud, at der blev ikke meget at holde Jul med. Men Svend Felding tiggede og bad og gjorde sig saa lækker for alle Karlene og lovedc, at han skulde nok komme med lige saa meget som en af de stærkeste af dem. Og da de alle holdt meget af ham, kunde de ikke modstaa hans Bønner, men de var rigtignok belavede paa, at det vilde blive knapt med Juleøllet dette Aar.

Svend Felding gik ned i Kælderen, tog fire Tønder ud, men de to slog han Spunsen fra. Saa tog han en Tønde under hver Arm, stak en Finger i hver af de andre, og saa gik han forsigtig op ad Trappen og hen midt i Gaarden med sin Draft, mens Karlene saa forundrede og fornøjede til. Ja, saaledes fortælles i hvert Fald.

Raast Skoledistrikt er ødelagt, fordi Herregaarden Landting ligger midt i det og deler det i en nordre og en søndre Del.

Saa havde Beboerne mod Syd faaet udvirket, at der skulde afholdes et Møde i Raast, og dette Møde skulde helst resultere i, at der blev nedsat en Laandvæsenskommission til at tildømme dem en Skole paa Landting Mark. Der blev ved den Lejlighed sagt mange drøje Ting. Jeg mindes et Par Udtalelser, der gik imod Sagen. Den ene kom fra Herremanden, Claus Vindfeldt fra Landting, den lød saaledes: "Det er en forbandet Slægt, der lever nu. I min Barndom kunde min Fader godt staa Side om Side med Grøftegraverne og gøre sin Tur med dem; han kunde i Høstens Tid udmærket gaa sit Skaar med de andre. - Nu, ja, en maa jo skamme sig ved at tilstaa det, men det er nu saadan, at naar jeg har gaaet en Omgang i Marken, saa vil jeg helst ligge mig paa min Sofa og læse min avis. Den Gang fik vi vor Avis et Par gange om Ugen, at sige da, hvis vi selv vilde hente den i Vinderup, og ligeledes med Brevene, de fik Lov til at blive liggende paa Posthuset i Vinderup, indtil vi sendte Bud efter dem. Nu forlanger de Mennesker som ikke er vant til at faa et Brev en Gang om Maanede, højlydt, at de vil have Ombæring til Hvermands Dør. Den gang kunne alle Sognets Børn, de nede fra i Rønbjerg Skel, saa vel som de, der boede i Kokholm ved Handbjerg Skel, samles i Ejsing Skole; nu er der tre Skoler i Sognet, og naar de nu arbejder paa den fjerde, saa maa vi bremse denne Stræben."

En anden Udtalelse var kortere, og lød: "I skulde lade være at sætte saa mange Børn i Verden."

Paa Raastgaard boede Niels Ryberg Vindfeldt, Broder til ham paa Landting, de var begge renlivede Højremænd, og det afstedkom jo nu og da nogen Gnidning. Jeg mindes, at lige efter et Valg havde Vindfeldt fra Raastgaard og jeg en Ordveksling, der faldt saaledes ud:

Jeg: "Den gode Lidegaard (Højres Kandidat) vilde kæmpe for alt, hvad der hører til Danmarks Ve og Vel, jeg synes, det kunde slaa til, naar han kun vilde kæmpe for Danmarks Vel!"

Vindfeldt: "Kan De ikke forstaa det, saa maa jeg sige, at det er en meget tarvelig Uddannelse, vore Lærere faar."

Jeg: "Jeg kunde foretaa, om han havde sagt, at alt, hvad der hørte til Danmarks Ve og Vel, interesserede ham!"

Naa, Vindfeldt syntes aabenbart, et jeg var et Fæ, og jeg fik ikke Indtryk af, at han var en Vismand.

Lille Klavs.

Niels Nørskov hed Skolens nærmeste Nabo. Hans Kone hed Kristiane. Han var Arbejdsmand, og hun - ja, hun vilde gerne, naar hun kunde se sit snit, tage sig en høj Snaps.

Endelig havde deres voksne Datter betroet Dem en lille Dreng, der hed Klavs.
Samme lille Fyr fik en underlig Opdragelse, han var Vidne til meget, han helst ikke skulde have set.

En Gang kom han løbene om til Lajs (Nicolaj Thomsens) og sagde, at hans Bedste var falden ud af Sengen, og nu løb Blodet af hendes Hoved. En anden Gang bagte hun en Pandekage til ham, og da han havde spist den, sagde hun til ham, at nu vilde hun gaa ned i Fjorden og drukne sig. Drengen hylede, men Kristiane blev ved sit, nu skulde det være. Hun tog et Sjal over sig og gik, mens Klavs for bagefter hende for at formaa hende til at lade være. Det var imidlertid frugtesløst, i Fjorden vilde hun, og det stod fast, og hun benede af med lange Skridt, medens den lille Dreng løb klagende ved Siden af hende. Det var bidende koldt, men det ænsede ingen af dem. Klavs halede i Hende for at holde hende tilbage, men intet hjalp hverken hans Taarer eller hans Bønner. Og under alt dette var de kommen ned til Limfjorden, hvor hun kyssede Drengen og saa pjaskede ud i Fjorden. Nu er Limfjorden paa dette Sted ikke rigtig indrettet til at drukne sig i, da man skal gaa temmelig langt, inden man kommer i dybt Vand. Da Kristiane havde faaet det iskolde Vand midt op paa Benene, havde hun nok. Hun vendte om, gik til Land og sagde: "Det er for koldt i Dag, det kan være, indtil Vandet bliver nok saa varmt!" - Klavs tørrede sine øjne og tog Bedstemoderen ved Haanden. Det kolde Vand havde gjort hende ædru. Nu vilde hun nok tage sig af lille Klavs.

En af Skoledrengene havde fortalt Klavs, at der skulde være Juletræ i Skolen, og han havde udmalet det saa omstændeligt for ham, at Klavs syntes, han saa det altsammen, men Drengen havde tillige sagt ham, at det kun var for dem, der gik i Skole, saa Klavs kunde altsaa ikke komme med.

I den følgende Tid holdt han øje med, hvad der skete oppe ved Skolen, og han saa da en Dag, at et stort Træ blev baaret ind, og saa forstod han jo nok, hvad det betød, og hans Fantasi arbejdede igen.

Nogle Dage efter blev han af Bedstemoderen sendt op til Skolen for at laane en Æbleskivepande af Lærerens Hustru.

"God Dag, lille Klavs." sagde Læreren. Nu først huskede Klavs, at han ogsaa skulde sige God Dag og strøg sin Hue af.

"Kan du komme herop paa Fredag Aften, naar Skolebørnene kommer?" sagde læreren.

"Skal a aasse te Ywltræ?" spurgte Klavs og slog et par store blaa øjne op paa Læreren, idet hans Ansigt udtrykte den mest ufordulgte Lyksalighed, og de smaa Ben uvilkaarligt gjorde et par begyndende Hop.

"Ja, det vil du vel nok, lille Ven?"

"Ja, saa kommer a aasse.'" sagde Klavs og styrtede uden nogensomhelst Formalitet ud af Døren, glemmende baade Panden og Huen. Det gjaldt om, at Bedstemoderen i en Hastighed blev meddelagtig i denne Nyhed.

Da Julelysene straalede, stod en lille Fyr henne ved et Vindue og tømte et Kræmmerhus, medens han stod og undrede sig over, at han kom med til al denne Herlighed.

Stakkels lille Dreng, det var baade første og sidste Juletræ, han var med til. Et halvt Aar senere fik han Halsbetændelse og døde.

Da han laa for Døden, pyntede Kristiane en Grangren, som hun plantede i en Urtepotte. Det var hans sidste Glæde paa denne Jord. Naar han saa paa den, kunde han gøre Mine til at smile. Da han var død, havde det brustne Blik endnu ikke sluppet den lille Grangren.

Trine Sværte.

Egnen omkring Raast, Gjedal, "Fælen", Egebjerg, Ejsing og Hellegaarde har jeg ladet være Skuepladser for nogle af mine Fortællinger, saaledes: "Præstens Pibelærke", "Karls Jul", "Hjælp St. Dionysius" og "Grimskæg og Hyrdedrengen". Her skal kun fremsættes en lille Opsats om Trine Sværte.

Ja, hun boede nede i "æ Muesland", Ejsing Sogn gamle Rakkerland. Dette Strøg sammen med det nærliggende Rønbjerg er nok som bekendt fra Abraham Musen; Stor-Kæltringen, der var Høvding for en Trop Kæltringer, som fartede Landet igennem og opholdt Livet ved at feje Skorstene, klinke, lave Bliktøj, flaa Hunde og Katte, Heste og Kalve, rense Latriner, tigge og stjæle.

Naa, men til Trine Sværte igen. Hun hørte ikke til Abrahams Bande, men var af en yngre Generation, men tigge gjorde hun, og paa sine Farter havde hun altid et Krus i Haanden til den Mælk, hun fik. Men saa var det, de hittede psa at lave noget, de kaldte Mejerier, og siden den Tid kneb det med at faa Mælk. De spurgte hende, om hun vilde have noget af det, de havde faaet hjem fra Mejeriet, men det turde Trine ikke indlade sig paa, før hun havde set, hvorledes de handlede med Mælken; det var ikke godt at vide, om de ikke kom noget fordægtigt i den.

For at faa denne Sag klaret, gik hun en Dag ind i dette rygende og surrende Hus. Her saa Trine det forunderligste, hun havde været Vidne til i alle hendes livskabtige Dage. Alt snurrede og prustede, hvæsede og hvinede og saa overnaturligt ud, samtidig med at det skinnede og glimrede, saa man kunde faa ondt i øjnene af det. Hun havde nok hørt, at der var noget, de kaldte Søren Fugen, og andet, de kaldte Mejeristen. Men at de Dele saa saaledes ud, havde hun aldrig drømt om. Hun listede ængstelig omkring, og saa vovede hun at spørge en Pige, der saa lige saadan ud som andre mennesker, om denne der var Mejeristen, hun pegede paa et stort Kar med hvælvet Kobberbund i. Pigen gav et Nik med Hovedet, hun kunde ikke høre, hvad Trine spurgte om, saadan en Støj var der derinde. Det lagde Trine sig paa Sinde. "Aa dæn Imstergims dær, ær de saa Søren Fugen?" Ja, Pigen nikkede igen.

Trine havde nu hørt og set, hvad hun vilde, og da et Rør i hendes umiddelbare Nærhed begyndte at hvæse ret uhyggeligt, sagde hun Farvel og gik.

Men naar nogen efter den Dag bød hende centrifugeret Mælk, sagde hun: "Næj Tak, de Mjelk dæ føst ær gawwen igjemmel æ Mejjerist aa sien igjemmel Søren Fugen, de skal a et ha nøj aa."

Hanghøj.

Da vi nu er kommet ned i det nordvestlige Hjørne af Ejsing Sogn, maa vi helst tage de Minder med, der knytter sig til disse steder. Der er nu først Skolen, hvor der paa den Tid her er Tale om, først var en Lærer Hanghøj og siden en Mygind, der døde som ung.

Hanghøj var et overmaade bravt Menneske, men han kunde komme i Situationer, han havde Vanskeligheder ved at klare, jeg tror virkelig, det unge Menneske var distrait. Nu var der samtidig i Ejsing en Lærer Lund, der havde en Husbestyrerinde, som Hanghøj kunde ret godt lide, og som ogsaa siden blev hans Hustru, men denne Sag var den Gang endnu kun paa Udviklingens Stadium, og dette kan jo undertiden volde Bryderi. - Saa var det en Formiddag, at Hanghøj staar i sin Skole og fortæller sine Børn om Herrens Besøg hos Abraham, om Vandringen ned efter Sodoma og videre fort. Om Børnene var "med" i Begyndelsen af Historien, ved jeg ikke, men jeg er aldeles overbevist om, at de blev det, inden han kom til Saltstøtten. Han fortalte nemlig: "Og saa sendte Herren de to Engle forud, for at de skulde advare Loth og hans Familie, og Englene gik til Sodoma og gik ind til Lund i Ejsing."

Det gjorde et mægtigt Indtryk; alle børnene vidste nemlig nok Besked om, at deres Lærer gerne vilde tale med Lunds Husbestyrerinde.

En anden Gang voldte han ogsaa Stor Glæde, og det var endda i Kirken. Vi havde Kingos Salmebog, og den var saavist ikke nem at klare, naar man ikke var kendt med den. Man skulde al Tid have øjnene forude, naar man var Forsanger, for at faa Ord og Tone til at passe. Undertiden maatte man paa en Node sluge to-tre Stavelser, og undertiden kunde man bruge to-tre Noder til en Stavelse. Det gjaldt ikke om de salmer, som Kingo selv havde digtet, men saa meget mere om de mange daarlige Oversættelser fra Tysk. Men Kirkesangerne har al Tid været et opfindsomt Folkeslag. Jeg hørte en gang en Salme blive sunget med en Melodi - ja, det var melodien til "Den yndigste Rose er funden", naar man i Slutningen af hver linie tilføjede "er du med paa den".

Det gik strygende hele den lange Salme igennem. - Ak ja, det var ikke noget Under, at Hanghøj lavede en lille Buk. - Der skulde være Skriftemaal, og vi sang to Vers, hvoraf det sidste lød saaledes:

Giv mig i Hjertet Glæde og Ro,
at jeg maa stadelig haabe og tro,
at der forlades mig Synderne mine
for din hellige Marter, Død og Pine.

Men som ukendt med ovennævnte Vanskeligheder kom den gode Hanghøj til Ende med Melodien, da han havde sunget "for din hellige Marter", og han sagde da ganske befippet til stor Moro for Menigheden "Død og Pine."

Da Majgaard i Sahl gik af, blev Hanghøj Lærer og Kirkesanger i Sahl, og Mygind blev Lærer i Egebjerg.

Niels Lindbjerg.

Ja, han var egentlig en skidt Knægt, selv om han var en meget rig Stodder, den samme Niels Lindbjerg. Han levede og aandede kun for Mammon, han agtede ikke andet end Penge - alt andet havde aldeles intet Værd for ham. Han levede som den usleste Sjover, var pjaltet i Klæderne og hans Bolig var den rene Elendighed. Hans Bord var en Dør, der var anbragt ovenpaa en Tørvestabel, hans Seng var en Samling af gamle fedtede Dyner uden Lagener, og hans Kost, som han selv miksede sammen, var nærmest Hundeæde, naar det ikke var saadan, at selv Hundene kasserede det. Han spiste saaledes ofte raa Kartofler, fordi han ikke nænnede at bruge Brændsel at koge dem ved.

Han var Brøndgraver, og man fortalte, at naar han var ude paa haandværket, aad han saaledes, at han kunde sulte i flere Dage efter, og han gjorde det.

En Gang faldt han ned i en temmelig dyb Brønd, og hans Hjælpere frygtede for, at han havde slaaet sig ihjel, og de raabte ned til ham: "Hvordan har du det, Niels Lindbjerg?"

Han svarede nede fra Dybet: "Aah skidt med mig, men mine Træsko gik i Stykker.'" Ja, der blev jo en lille Udgift for ham.

Han vilde gerne staa og hænge i Købmandens Butik, der kunde undertiden falde lidt af, en Dram eller en Skraa. Niels Lindbjerg kunde bruge alt, naar han kunde faa det for intet, selv købte han uhyre sjælden noget. Sligt bliver enhver Købmand jo ked af i Længden, og det gjorde Købmanden i Ejsing da ogsaa. Han udfærdigede saa et Gældsbevis paa 2000 Kr og lagde det sammen saaledes, at der ikke var noget af skriften at se, og saa lagde han det til Side til given Lejlighed. Den kom hurtigt. Der kom nogle Kunder, og Købmanden fik travlt med at betjene dem. Saa skred Niels Lindbjerg ind og stillede sig op ved en Side.

"Hør, du Niles Lindbjerg", raabte Købmanden over til ham, "ved du hvad de fortæller om dig her i Ejsing?"

Nej, det kendte Niels Lindbjerg da ikke noget til.

"De siger", sagde Købmanden, "at de ikke kan forstaa, hvordan du har kunnet skrabe saa mange Penge sammen, siden du ikke en Gang kan skrive dit eget Navn."

"Kan jeg ikke skrive mit eget Navn?"

"Nej", sagde Købmanden, "det kan du nu vist heller ikke."

"Aah, giv mig lige et Stykke Papir og en Pen, saa kan du godt faa det at se." Købmanden havde straks Tingene ved Haanden, og Niels Lindbjerg skrev sit Navn.

"Tak, det er godt. Nu skriver vi "Til Vitterlighed" her neden under, og saa kan du Peder Knudsen og du Jens Larsen sætte jeres Navne nedenunder igen, saa er Sagen klar, at Niels Lindbjerg kan skrive sit Navn."

Mændene var straks villige, hvorefter Købmanden foldede Arket ud og sagde: "Det var svært pænt gjort af dig. Nu skal du høre: "At jeg, Dags Dato af Købmand Jens Pedersen i Ejsing har laant 2000 Kr., og at jeg skal forrente samme Sum med 6% p. A. indtil Tilbagebetaling sker, tilstaas herved.

Ejsing, den 24. Maj 1893. Niels Lindbjerg.
Til Vitterlighed:
Peder Knudsen. Jens Larsen."

Købmanden aabnede en Skuffe lagde Papiret der ned og sagde: "Jeg siger saa mange Tak, Niels Lindbjerg."

Da det rigtig gik op for Stymperen, hvilket Puds der var spillet ham, skabte han sig, som han ikke var normal. Men i hvor meget han tiggede, og hvor meget han bad, hjalp det ikke den bag. Til sidst fik han det jo, men jeg tror næsten, han maatte betale det ødelagte Ark lidt rigeligt.

Skatteraadet anslog hans Kapital til 120 000 Kr. og beskattede ham derefter. Han turde ikke klage, da han saa maatte opgive, hvor meget han ejede og var saa bange, at de skulde forhøje hans skat.

Da han var død, blev det konstateret, at han kun ejede 80.000 Kr. Hans Sparekassebøger var gemt i et lille Skrin, der stod midt inde i den Tørvestabel, han "Bord" var paa.

Pastor Warming.

David Ludvig Carl August Warming var Præst i Ejsing og Sahl fra 14/2. 1866. Han var født i Knebel den 4/10. 1816, hvor Faderen Chistian Larsen Warming var Præst. Moderen hed Maren Christensdatter. 11/10. 1858 var han Præst i Øster- og Vester Alling, Randers Amt, og flyttede derfra i l866 til Sahl. Han var gift første Gang med Julie Svane Jermim Serup af Borre og havde med hende 1 Søn og 2 Døtre. Anden Gang med Doris Magdalene Nyrop af Udby: 3 Sønner og 3 Døte. (Vibergs Præstehistorie).

Han skal have været en meget myndig Prælat, der havde godt Greb paa at holde sig Folk fra Livet. Hans vanlige Tiltale til de Bønder, der kom ind til ham, var al Tid et: "Hvad skal du?" Og stammede de i deres Ærinde, da kunde han fare op som et Uvejr og skælde ud, saa de næsten tabte concepterne. Men en Gang blev han dog bremset i hans Uforskammethed. Det var Sognefogden, der kom ind til ham i et Sogneanliggende. Præsten tog imod ham med den sædvanlige Hilsen. Men nu saa Sognefogden sig rolig om først til den ene Siden og siden til den anden, og saa sagde han: "Hr. Pastor, a haaj ingen Hund mæ mæ;"

"Naa, naa, det havde du maaske heller ikke!" svarede Præsten, og nu kunde Sognefogden forrette sit Æ.rinde.

Han var vist noget af en Sprogmand, det forekommer mig, jeg har læst nogle Artikler af ham om det jydske Sprog. Men var han lidt Videnskabsmand paa nogle Omraaddr, saa var han et rent Fæ paa andre.

Han havde jo et temmelig stort Landbrug, og det var han dog saa fornuftig, at han mestendels overlod til sin ganske udmærkede karl, Kristen Ultang at lede. Dog kunde det stikke ham, at han en Gang imellem skulle bevise, at han var dog Herren for bedriften, men da indhøstede han gerne et overbærende Smil fra Kristen Ultang. Saaledes havde han siddet inde i sit Hummer og set sig gal paa Karlen, fordi han snart trak en lille Tur i Byen med en Ko og snart med en anden. Han aabnede Vinduet og raabte: "Hej Kristen, jeg kan ikke lide, at du saadan trækker med Køerne, skal de abso1ut have denne Tur, saa tag dem allesammen paa en Gang, saa det kan faa en Ende igen!"

Kristen svarede ikke, men trak af med Koen og grinede lidt i Skægget af den "kloge Præst". Det gik ikke bedre, da Kristen Ultang en Dag fandt paa at ville spørge Præsten om en nyfødt Kalvs Skæbne.

Baade Præsten og Fruen kom ned i Stalden for at tage den nye Tilvækst til Besætningen i øjesyn. Da de havde set lidt paa den, sagde Præsten: "Naa Kristen, hvad synes du saa, vi skal gøre ved den? Skal vi spise den, eller skal vi lade den leve?

Kristen tog Sigte over Dyret og erklærede at han syntes, at det var knap nok, den var pæn nok til en Stud. Præsten var nu mest stemt for, at den skulde leve, det var saa betryggende at forøge Besætningen, og sagde derfor: "Ja, men saa kan vi jo lade den leve til en Malkeko!"

Præstefruen, der nok paa dette Felt var nok saa godt orienteret som hendes Mand, puffede ham i Siden, og efter nogen Parlamentering blev, det besluttet, at Kristen Ultang skulde slagte den.

Ved udøvelsen af sine præstelige bestillinger kunde han undertiden bære sig ad, som havde han ikke sine Tanker ved, hvad han havde for. Saaledes en Gang ved en Hjemmedaab. Lige midt i den hellige Handling holdt han inde og sagde til Karlen: "Saa Kristen, nu kan du godt spænde for!" hvorpaa han fuldførte Daaben.

Eller naar han paa Prædikestolen blev urolig, fordi det trak, og gav sig til at forhandle med Degnen, Majgaard. "Der maa vist være et Vindue oppe et Sted, vil De ikke se efter det?"

Jo, Majgaard gik en Runde og kom og meldte, at der ikke var et vindue op noget Sted.

Saa tog Pastoren fat igen, indtil han atter begyndte at se omkring paa Vinduerne og bemærkede: "Ja, der maa være et Vindue oppe, jeg kan mærke, at det trækker!" Degnen maatte atter ud paa Undersøgelse, men den endte som den forrige, hvorpaa Præsten klemte paa med Prædiken igen, men pludselig holdt han inde og gik ned af Stolen og gik saa en Runde for selv at undersøge Vinduerne. Hans Eftersyn fik samme Udfald som Majgaards, og han pjaskede saa op paa Prædikestolen igen. Menigheden havde ondt ved at bevare Alvoren under al denne Undersøgelse. Og rent galt blev det, da han igen begyndte at bli ve urolig.

"Han kommer min Salighed igen."' hviskede en Bondemand til sin Sidemand. Og han kom igen, men da han denne Gang heller ingen Utætheder kunde finde, tog han en Beslutning, gik op paa Stolen og sluttede sin Prædiken.

En Gang i Efteraaret 1937 bad en 78aarig Dame mig om at hjælpe. sig op af Bot. Have ved Restaranten. Det var Pastor Warmings Datter. Jeg fortalte hende ingen af ovenstaaende Historier.

Dagmars Vorter.

Da vi blev gift havde Dagmar den ene Haand slemt belagt med Vorter, som hun var meget ked af. Nu var der i Raast en gammel Mand, der hed Niels Peter Brogaard, som havde set den skæmmede Haand, og han mente, at dem, Vorterne, skulde han snart sætte væk, men saa maatte vi ikke sige noget til ham, næste Gang han korn ind til os. Jo, jo, vi skulde da nok være "kønne" og ikke forstyrre ham, naar han blot vilde sætte "Uerterne" væk.

Vel, en skønne Dag gaar Døren op, uden at der blever banket paa og ind triner Niels Peter Brogaard og styrer sine fjed lige hen mod Dagmar, tager hendes Haand og slaar en hel mængde knuder over vortene paa en Garnende, han havde med sig. Sagtens har han ved sig selv mumlet en af de meningsløse Formularer, som der er et Utal af i folkloristernes Bøger. - Da han var færdig, vilde han liste sig ud igen, og saa var alt som det skulle være, men saaledes gik det ikke. Efter at vi i spænding havde fulgt alle hans Dikkedare i den befalede Tavshed, brast det pludselig for Dagmar, og hun gav sig til at le af fuld Hals. Niels Peter Brogaard nikkede, smilede og sagde: "Ja, saa kan vi jo prøve en anden Gang?"

Og saa gik han, og jeg tror, han var noget fornærmet. Naa, Vorterne gik væk, men det havde de sagtens gjort, hvad enten han havde slaaet de Par Knuder eller ej.

Ved det Julegilde, som er omtalt i Artiklen "Lille Klavs", opførte vi "den deklamerende Nisse" med de forlorne Arme. Dagmar havde en langskægget Maske og Armene i mine lange Støvler og var saa stillet op bag et Bord, et Tæppe var ophængt, saa ingen kunde se mig, der stod bag hende og stak mine Arme frem for at markere hendes. - Det gik al sammen, som det skulde, og Børnene morede sig. Men det er ikke derfor, jeg har nedskrevet dette, nej, det er for en Bemærkning, der kom fra Kristiane Nørskov, der var Dagmar behjælpelig. Det var jo saadan, at Dagmar var frugtsommelig den Gang, hvilket var en saa temmelig bekendt sag og da hun saa Dagmar blive saadan majet ud, sagde hun: "Nej, det maa De rigtignok ikke, saadan som De har det." Hun mente, at det kunde have skadelig Indflydelse paa Barnet. Det agtede dog hverken Dagmar eller jeg paa, og da Barnet kom, var det komplet i enhver Henseende.

Ejsing Kirke.

Ja, her skal ikke gentages, hvad Trap har opnoteret. Der skal kun berettes om noget, som han ikke har taget med.

Det er en meget smuk Landsbykirke, hvis høje Taarn ses langt bort. Paa dens Vestside staar Bogstaverne P.H.S. og M.A.B. Et vittigt Hoved har forklaret, at der stod Philister og Moabiter; men det er nok snarere Peder Hansen og Mariane Bernsdorph, der døde 1797 og l794. Han har nemlig ejet Landting og Kirken og ombygget dens Taarn. Paa Taarnets Sydside er indmuret to Sten, den ene med 6 Firkanter, hver omgivs af en Cirkel, og den anden med et Kors og en Indskrift: Majuskler: Acerus filias Toconis. Cabbi et domine ejus Tde. Deus. (Asser, Søn af Tyge Gabbe og hans Frue Ide. Gud.) Hvad det ellers siger, ved man ikke, om Tyge Cabbes Søn Asser er begravet paa Kirkegaarden, og det saa er hans Ligsten, der er indsat her, efter at den først en Tid har ligget paa hans Grav eller det skal være navnet paa Madden, der har bygget Kirken(eller Taarnet), ja, det ved man ikke.

Man ved ellers ikke saa lidt. Jeg stod en dag ved Ejsing Kirke og talte med en Mand. Det var lige før Gudstjenesten. Han lod til at vide god Besked om mange Ting, og jeg pegede da paa de to Sten i Taarnet og spurgte ham om, hvad der stod der.

Han saa paa Tegningerne og Indskriften, og saa sagde han: "Ja, jeg har vidst, hvad der stod, men jeg har glemt det, og jeg er vis paa, at der er ingen nulevende, der ved det. Skammeligt nok, at man er saa slem til at glemme. Jeg kan kun huske, at det begynder saadan: "Disse seks Kainsagre....". Men hvad der saa var med dem, det ved jeg ikke. Det forekommer mig ellers, at det var 6 Agre nede fra Gjeddal, der var givet til Kirken for et Mords Skyld". Naa ja, det var jo da en Forklaring!

Men det staar der nu ikke!1 Interessant er det alligvel at nøre Kainsnavnet i Forbindelse med disse Agre.

Udbygningen mod Nord - Sakristiet og Sideskibet - har 5 Spidsgavle, saa det giver Kirken set Nord fra et karakteristisk Udseende.

Af de to Udbygninger i Sydsiden er den vestlige Vaaberhuset, den østlige oprindelig et Kapel, der har været helliget Kirkens Skytshelgen St. Dionysius. Nu bruges det til "bedre Gavn", som der staar paa Tavlen. Aah ja, der er jo Herskabsstolene. Men selve Dionysius findes endnu inde i Kirken.

I den søndre Pille af Korbuen er der en Opgang, som maaske nok en Gang har tjent som Opgang til Frædikestolen, der er han hensat, men Opgangen til ham er fra Koret, og Menigheden kan ikke fra Kirkeskibet se ham, thi der er opsat en Tavle lige foran ham, og paa den Side, der vender ud til menigheden, staar følgende:

Dette Kapel, som man her ser,
i Pavedom har været,
Hvor Dionysius med fler
Paa sin Maner har læret.
Af hannem haver det sit Navn
Til et ældgammelt Minde.
Nu bruges det til bedre Gavn,
Sligt er ej mer at finde.
Til Kendetegn var her af Sten
Et lidet Alter muret,
Her stod foruden Kød og Ben
Den Munk i Træ og luret.
Man tog det bort med dens Behag,
Som Kirken haft at raade,
Domprovsten, som i denne Sag
samtykte uden Baade (!)
Sligt drev den ædle danske Helt,
Mogens Rosenkrantz, til Veje,
At naar han blev af Døden fældt,
Han dette Sted kunde eje.
Han lod her under Kirkens Tag
Sit Hvilested beramme,
Til sin og sines Velbehag,
Den æld-urgamle Stamme.
Anno 1671
Mogens Rosenkrantz Sophie Bille.

Der har været fortalt i Sognet, at træbilledet er af den sidste Munk i Ejsing, og at han skulde være blevet dræbt.

Det har temmelig sikkert ikke været meningen med dette Billede; iagttager man det nøjere, ser man snart, at her er ikke fremstillet en almindelig Munk. Han er iført Bispeornat og staar med sin mitrasmykkede Hjerneskal mellem Hænderne. Han er uden Tvivl den Dionysius, der nævnes i Ap. Gern. 17. Kap. 34 V. Han var Medlem af det øverste Raad i Athen, men blev Kristen og af Paulus gjort til Biskop. Under Neros Kristenforfølgelse rejste han til Athen og stifteede efter Sagnet en Menighed i St. Denis. Under den romerske Kejser Domitians Forfølgelse af de Kristne blev han grebet og led Døden under de grusomste Pinsler. Medens hans Legeme straktes paa gloende Pander, hævede hans Aand sig mod Himlen, og fra hans Læber tonede Sang til Guds Ære! Sagnet vil at han derefter - forbrændt som han var og halv død - kastedes i Fængsel til næste Dag. Nu blev han halshugget, men der fortælles, at Kroppen rejste sig op med Hovedet mellem Hænderne.

Jeg har i Skive Folkeblad for 4/11. 1892 skrevet en lille Artikel om Ejsing Kirke.

Fonten har Billede af Syndefaldet og Indskriften: In nomine patris et filis et spiritus sancti. Altertavlen er i Rokoko med Maleri af den korsfæstede.

Herregaardene i Raast.

Af de tre større Gaarde i Raast Skoledistrikt skal Landting i sin Velmagtsperiode have haft stor Udstrækning, idet Nygaard (Ejsingholm) var en Ladegaard til Landting. Den omtales allerede 1273. Niels Eriksen Gyldenstierne nævnes "til Landting". (Død l484). Niels Timmesen Rosenkrantz's Enke, (Axel R.) skal have forsvaret Landting i Grevens Fejde mod Skipper Clement, saa er der Holger Rosenkrantz "den rige", Mogens Rosenkrantz, død 1695,

Anders Rosenkrantz; Christen Linde (død 1756) gift med Maren Loss. 1815 købtes Gaarden af Claus Hansen Windfeldt (død 1855), hvis Søn I. B. Windfeldt (død 1866) fik Skøde paa den 1854. Fra hans Enke, Jensine født Ebbensgaard, kom den 1881 for 120.000 Kr. til Sønnen Claus Hansen Windfeldt, som 1918 solgte denne (19 Tdr. Hartkorn) for 335.000 Kr. til Ejendomshandler Langballe.

Raastgaard blev samlet af Claus Hansen Windfeldt med Kgl. Bevilling af 1841 og kom efter hans Død til Niels Windfeldt (død 1884). Da vi boede i Raast i l888, hed Ejeren - eller i alt Fald Brugeren - Niels Ryberg Windfeldt. Han var gift med en Datter af Gramstrup fra Kjærgaardsho1m.

Ejsingholm hed i min Tid Nygaard og ejedes af Forpagter Fr. Hansen paa Nr. Vosborg, og 1892 overdrog han den til sin Søn, Thorvald Hansen, der blev gift med en Frøken Wissmann fra Skive. Han kunde imidlertid ikke klare den, gik fra den, og jeg tror, han fik en Cigarforretning i København.

,,Hjælp, Sankte Dionysius” 

I den søndre korbue i Ejsing kirke er indsat en mindetavle over en adelsmand og hans frue; men bag ved denne tavle er gemt et træbillede. Det skal forestille de søfarendes helgen Dionysius. Man kan endnu den dag i dag hilse på ham gennem en smal opgang fra koret. Han har stået der i mange hundrede år, før tavlen blev opsat, men da Luthers lære kom til Danmark, tog man alle de gamle billeder og smed dem på ilden eller slængte dem hen i en krog. Dionysius blev kastet ud i et hjørne af kirkegården. der lå han »på blege nogen tid; men så blev han stukket ind på sin plads igen, og det gik sådan til, som nu skal fortælles.                .

Her henne på Ravnholt boede såpas omkring året 1560 en fattig hovbonde, der hed Offe Svendsen. han var en dygtig slider; men det kunne jo alligevel aldrig komme til at gå frem for ham, da han skulle tilbringe sin meste tid på Landting hovmark, og eftersom tiden gik, var han ved at tabe troen, på, at hans slid kunne forbedre hans kår. En brav kone havde han. Gertrud holdt huset godt i orden og var også god til at opdrage deres søn, så han artede sig vel, men Gertrud kunne ikke med den ny lære, der ved Hans Tausen var kommen ind i landet, og hun vedblev at anråbe de hellige mænd og moder Marie, når hun var i betryk, og hun frygtede for, at der ville overgå landet noget ganske forfærdeligt, fordi der blev handlet så ilde med helgenbillederne. Hun forsømte aldrig, når hun kom ind i Ejsing kirke, at gøre et lille kniks over mod den søndre væg, bag hvis kalkpuds, hun vidste, gemte sig et stort billede af guds moder.

Så var det, at der kom nød til huse i Ravnholt. Høsten var kommen dårlig i hus på grund af, at Offe først skulle hjælpe på Landting, og siden måtte han endda vente en rum tid med indbjærgningen, da tiendetageren lod vente på sig.

Køerne blev syge af det dårlige foder og kastede kalvene, et  føl døde, og grisene fik rødsyge. der blev intet svin at slagte, og Offe forstod, at hans fromme hustru og hans dejlige dreng ofte måtte, gå sultne i seng. Det kunne han ikke tåle 'at se på, og så var det, at han gik op i Nygård Skov og skød et rådyr. Men den dag var ulykken ude. Offe blev greben på fersk gerning, smidt i fangehullet på Landting og dømt til at hænges. Således kunne herremændene jo bære sig ad med deres bønder dengang.

Den nat anråbte den lille Svend Dionysius om at tage sig af hans fader, og da han derefter faldt i søvn, drømte han, at den hellige guds mand stod foran ham med et medlidende. udtryk i sine øjne og sagde: »Min kære, lille Svend, du har kaldt på mig, og du skal ikke have gjort det forgæves. Sørg du for, at mit billede bliver opstillet på sin forrige plads i kirken, og jeg lover dig, at jeg skal sørge for, at din fader bliver reddet fra døden denne gang.«

Da drengen vågnede, var han aldeles forvisset om, at han havde haft besøg af en af de himmelske helgener, og han var stadig gennemstrømmet af den lykkefølelse, der havde fyldt ham under drømmen.

Og medens den gamle ringer den samme årle morgen var inde i kirken for at ringe solen op, sneg Svend sig ind med helgenens billede, og da ringeren lukkede kirkedøren, var den raske dreng for længst forsvunden.

Da menigheden næste søndag så kirkens skytshelgen på sin gamle plads, var der kun få, der tog forargelse af det, og mange troede, at der var sket et under, da de ikke kunne tænke sig, at nogen vovede at opstille et billede, der af kirkestyrelsen var blevet fjernet.

Et par dage efter Svends raske dåd fik Gertrud meddelelse om, at næste dag skulle henrettelsen foregå, og hvis hun ville tale med sin mand, måtte det ske samme dag. Der blev stor jammer i det fattige hjem; men Gertrud bad Guds moder om at tage sig af Offe, og Svend mindede sin helgen om løftet, han havde givet fra sig. og så sikker var Svend på hjælpen, at han sagde til sin fader, da han og moderen var på gården for at sige Offe det sidste farvel: »Du kan stole på, lille far, at du ikke skal dø denne gang.« Men da moder og søn gik hjem, kneb det nok alligevel for den lille fyr at holde modet oppe.

Lige uden for hjemmet kom en munk fra Tvis kloster til dem. Han var ven af Offe og Gertrud og hilste dem hjerteligt. Gertrud havde stor tillid til hans fromhed og klogskab og bød ham indenfor.  
»Du kommer i en god stund, broder Bent; aldrig har vi trængt hårdere til din hjælp end i dette øjeblik,« og i korthed satte hun ham ind i de fortvivlede forhold.
Munken sad en stund og overvejede sagen; derpå sagde han: »Giv mig lidt at spise, gode Gertrud, så skal jeg se, hvad jeg kan gøre.«
Medens den flinke, unge kone havde travlt med at sætte mad frem for munken, sad denne i dybe tanker, og Gertrud måtte to gange indbyde ham til at spise, inden han hørte det.
»Tak,« sagde han og begyndte at tage for sig af de højst tarvelige retter.
»Kom hen til mig, min dreng,« sagde han til Svend. Svend kom tøvende nærmere.
»Vil du hjælpe mig at frelse din fader?” Svend sprang øjeblikkelig hen til munken og slog et par store øjne op, idet han spurgte hastigt: »Er du sendt af Sankte Dionysius?«
»Hvordan kommer du på det, søn?«  »Jo, for han har lovet mig at hjælpe min fader ud af fangehullet!« Og Svend fortalte i stor skynding om sit syn og sin bedrift. Broder Bent klappede ham på kinden og sagde: »Du er en  brav fyr, og med en sådan hjælper som denne helgen skal det nok lykkes os at narre den strenge hr. Erik. gå nu ud og find en sæk, fyld den løselig med halm, og skaf mig så nogle solide strikker.«
Drengen for af sted, og munken henvendte sig til Gertrud.
”Så snart mørket falder på, må du og din dreng skynde jer bort herfra, og bedst var det, om du tog noget af din mands tøj på for lettere at vildlede dem, der muligt kunne komme efter jer. Dit eget tøj kan du nok føre med dig i en lille pakke. I må så gå til Skive. Nede ved havnen må du opsøge et hollandsk skib, der føres af en vis Andrew Johnson, og ham må du bede fra mig om at skjule jer i skibet, til jeg kommer, og med Guds og den hellige Dionysius's hjælp skal jeg have Offe med mig. Jeg er jaget bort fra klosteret i Tvis, og nu har jeg tinget mig .om bord hos nævnte skipper. Jeg ved, at Offe har en broder i Amsterdam. Han må nok kunne skaffe ham arbejde der. Nå, men der har vi nok Svend med manden, der skal henrettes på Landting i morgen.«
Han kastede munkekappen, bandt for sækken og arbejdede med den, til den fik den form, ban ønskede, fik den derpå ved Gertruds hjælp bundet på sig, og da ban dernæst fik kappen oven over, var han først kommen til at ligne en rigtig munk, men han havde tillige fået en lille pukkel på ryggen.
Et lille kvarter efter blev han af en tjener vist ind i adelsstuen på Landting, hvor den myndige Erik Rosenkrantz tronede i en art højsæde ved det lange bord. Broder Bent lod sit blik strejfe de mange store malerier. Det var de gamle Rosenkrantz'er med deres fruer. Der var den vilde Niels Temmesen Rosenkrantz, den dygtige Aksel Rosenkrantz, , den nuværende ejers fader; han havde med held forsvaret sig mod en hel bondebær, der var ført af skipper Clement.
Broder Bent skjalv lidt i knæerne, da han stod overfor den mægtige jorddrot.
»Hvem er du? og hvad er dit ærinde? men vid, at Landting er ikke længer et sted, hvor munkene kan mæske sig.«
»Pax Vobiscum, (fred være med.Ederl) nådige herre,« sagde munken og korsede sig af gammel vane gjorde herremanden det samme.
»Jeg har ladet mig fortælle, nådige herre, at i har en synder i forvaring, som i morgen tidlig skal rettes, men for at hans sjæl ikke skal forkommes sammen med legemet, ville jeg udbede mig nådigherrens tilladelse til at lade mig komme til ham for at berede ham til, hvad der forestår ham.« 
 »Hvem er du?«
»Mit navn er Bent, og jeg hører til det hellige broderskab fra Tvis kloster.«
»Så - åh! det står ellers dårligt til med helligheden blandt munkene nu om dage, og sagtens gjorde jeg kun, hvad ret og billigt var, om jeg kastede dig på porten. «
”Jeg ved vel, strenge herre, at der er munke, der fører et forargeligt liv, og visselig er det derfor, at der i tiden går en Guds dom over os; men nådigherren må ikke dømme os alle, fordi nogle er bleven syndens trælle.”
»Og så vilde du tage dig på at frelse Offes sjæl,ha-ha! Sådan en tyvetamp har ingen sjæl.”
 »Nådigherren må undskylde mig, at jeg tager til genmæle; det er ikke afgjort, at Offe ikke kan tales til rette, så han angrer sine synder nu på det sidste.”
Herremanden slog med låget af sin ølkande, og en svend stak hovedet ind.
»Kald på ladefogeden!” befalede han.
Da denne viste sig, sagde han: »Følg denne munk ned til Offe og lad ham være ene med ham i ti minutter.”
Han vendte sig til broder Bent og buldrede: »Og så ingen rævestreger, munk, hvis du ikke vil følges af gårde med hundepisken over din pukkel!”
»Nådige herre,c svarede munken, idet han bøjede sig,»jeg tror kun at røgte min herres ærinde, og visselig vil I ikke hindre mig deri. Pax Vobiscum! ”
Herremanden så lidt mistroisk efter den trivelige munk, men korsede sig dog, da han hørte den gejstlige hilsen.
»Er fangen ondskabsfuld?” frittede Bent, da han sammen med ladefogeden gik over gården.
Der spillede et smil om fogedens mund, idet han svarede: »Ja, han er et rent uhyre at have med at gøre! men jeg tænker, at en så from Guds mand som I tør vel nok binde an med med selve den lede. ”                   .
»Han vil visselig ikke volde mig men, når han får at høre, at jeg kommer for at berede ham til, hvad der venter ham i morgen.”
De var imidlertid kommen ned i en mørk kælder.
”Ja, nu kan De prøve Deres kunst i ti minutter; men så må De være færdig. Er Offe inden den tid ikke i orden til at gå til himlen, må han gå til helvede. Mig er det ligegyldigt!”

Fogeden havde med en nøgle åbnet en dør og viste munken derind. »Ja, det er ingen herskabelig lejlighed, han har. De er nok  bedre vant i Deres rare klostre?”  Bent trådte ind, og ladefogeden låsede omhyggeligt døren efter ham. Det var bælgmørkt i det lille rum.
»Offe! Offel« kaldte munken.  Det puslede henne i en krog.
”Det er broder Bent ! spørg mig ikke; men gør, hvad jeg siger dig - uden omsvøb.«
Fangen kom nærmere.
»Tag din hat og din bluse af.” 
Medens Offe gjorde det, kastede munken sin kappe og skilte sig af med halmsækken. 
»Nu laver vi i hast en mand af sækken, giver ham din hat og bluse på og sætter ham på briksen, så tror ladefogden, det er dig, der sidder der, medens du kryber op på min ryg, og dækket af min kappe bærer jeg dig ud af Landting.«
Offe, der havde været ved at opgive alt håb om frelse, blev ivrig, og da han var meget håndsnild, varede det ikke længe, før alt var i orden. Da døren gik op, og ladefogeden viste sig, sagde Bent, der stod henne ved stråmanden: »Og så, fred være med dig, Offe.”
»Tak, fromme fader,« svarede Offe.
»Kom nu, munk !  Tiden er ommel« befalede fogeden.
Broder Bent skred let ud af fængselet, og vogteren stængede døren omhyggeligt efter ham.  Da de kom op i gården, spurgte ladefogeden: »Nå, havde De så held med Dem, munk? ”
»Ja, jeg tror det, foged, Offe bliver nok frelst!” 
»Frelst - nå, salig! Han gør pokker heller; men han skyder allenfals ikke flere dyr i Landting skove.”
»Det gør han jo ikke; men nu får I have tak for ulejligheden. Vær så god at gøre det hurtig af i morgen, når Offe skal rettes.«
»Ja, hvad den sag anbelanger,så er det nådigherren, der bestemmer det. Ventelig skal den højre hånd først hugges af ham. Det er jo med den, han har skudt det skønne dyr.«
»Det er en styg behandling, foged; gør, hvad i evner for at forkorte ham pinen. Tænk på, I har selv en sjæl at sørge for.« »Jeg vil ikke vove min pels for denne knægts skyld, og nådigherren er ikke at spøge med.« 
»Ja, ja, foged, både I og han skal også en gang stilles for en dommer, der dømmer hårdt eller mildt, eftersom I selv har gjort det. Husk på det i morgen.«

Klemmen Foged vrissede med hovedet, som ville han jage de kedelige udsigter bort.
»Ja, gå I nu jer vej, munk; jeg har altid hørt, at man skal holde sig fra dem, Vorherre har mærket.«
»Javist, I tror ilde om mig for min pukkels skyld. Det skulle I ikke, for den fik jeg en gang i en kamp med nogle ugudelige mennesker, da jeg ville redde en kammerat, der var i livsfare.«
»Nå, nå, godt ord igen, fromme fader, I er måske bedre, end der fortælles om jer; men rart var det for jer, om l kunne blive den fæle pukkel kvit.«
»Tak for dit gode ønske, søn. med guds og den hellige Dionysius's bistand håber jeg nok, jeg skal få den bort. Og så farvel og fred være med dig.«

Nu gik det hurtig over vindebroen og ud ad en markvej, der førte ud efter Oddersmose.
Da han var kommen så langt fra Landting, at mørket skjulte ham, sagde han til Offe: »Se så, kammerat, nu må du bruge dine egne ben.«
Offe sprang ned og benede af ved siden af munken, der nu også forstærkede sine skridt.
»Ja, nu får du tak for så vidt, men hvor har du tænkt at føre mig hen, for kender jeg hr. Erik Rosenkrantz ret, vil han ikke helme, før han har mig i forvaring igen. Også er jeg urolig for, hvorledes det skal gå min kone og min søn, når jeg rejser bort.«
»Vær du kun rolig, min ven, jeg har tænkt over sagen og skal nok få tingene lempet således, at manden på Landting får en lang næse.« Og medens de gik, satte broder Bent Offe ind i sin plan.

Hr. Erik Rosenkrantz var imidlertid en mand, der havde orden i sin husholdning. Hver aften, inden han gik til ro, tog han sin håndlygte og gjorde en runde gennem den store gårds mange rum for at se efter, om alt var ordnet forsvarligt til 'natten. Han efterså kornloftet, laden og kælderen; ja, efter sin kones død udvidede han turen til køkken, saltkælder og spisekammer. Denne aften gjorde han også en afstikker til kælderen for at tilse fangen. Han dundrede på døren og råbte: »Sover du, Offe?”  Da ingen svarede, hamrede han endnu stærkere og råbte, så det gav genlyd i de mange, skumle rum. Da han stadig ikke fik svar, udstødte han en ed, skyndte sig op ad trappen og råbte på Klemmen Foged.
»Her, nådigherre!” svarecle fogeden og kom travende. Han havde hørt på stemmen, at der ikke var godt i vente. »Hvor har du gjort af Offe, din dumrian?« brølede han den forskrækkede ladefoged i møde.
»Han er i mørkestuen, sådan som nådigherren befalede l« svarede han skælvende.
»Før ham så fluksen op til mig i stuen, og kommer du ikke med ham, må vi tage dig i stedet for ham til forestillingen i morgen. Skrup af!« Klemmen Foged ringlede klodset med sine nøgler, medens han skyndte sig ned i kælderen. Herremanden gik ind i adelsstuen og satte sig i sin stol.

Det varede længe, inden fogeden kom tilbage, og det gjorde ikke den vrede hr. Erik blidere i hu.
Endelig blev der banket varsomt på døren.
»Nå, kommer du endelig. Hid med synderen,« tordnede han.
»Pokker har taget ham, nådig - -..”
En knaldende lussing stoppede fogedens videre udvikling af denne mærkværdige tildragelse.
»Tror din hundsvot, at du kan bilde mig historier på ærmet. Men du er en torsk, som den forløbne munk har spillet hejgut med. Han har ganske simpelt båren ham ud af gården under sin kappe.”
Hr. Erik greb lygten. »Følg mig til mørkestuen, « sagde han og gik foran.
»Hvad er dette?« råbte herremanden, da han trådte ind i fængslet og så stråmanden.
»Ja, det må herren vide.«
»Sludder,« vrissede herremanden, »du er et fæ, Klemmen!”
Han undersøgte meget omhyggelig sækken og indholdet.
»Aha! min egen sæk, som du gav Offe til havren, han fik nyssens. Fyldt med ærtehalm. ingen andre af hovbønderne end Offe har i år avlet ærter. Aftalt spil !”
Og i utøjlet raseri råbte han: »Den mørkets apostel. Får jeg fat på ham, skal han dyredød komme til at dingle ved siden af Offe. Det var altså hans pukkel.«
Det var, som fogeden glemte sin herres vrede, da han hørte disse ord.
»Nådigherren må tro mig, munkens pukkel var ægte nok, den havde han fået en gang, han ville udfri en god ven af nogle ugudelige menneskers vold.!”
Hr. Erik kunne trods sin vrede ikke tilbageholde et smil. »Har han fortalt dig det, Kemmen?«
»Ja, så vist som jeg står her en synder for -«
»Et ålehoved« afbrød herremanden ham. »forstår du da ikke, at disse ugudelige mennesker, han snakkede om, skulle betyde os, din torskepande. «
Fogeden så ganske vist ikke meget snedig ud ved denne oplysning og stammede: »Ja, men nådigherre, han sagde, at ved Guds hjælp skulle han nok blive skilt fra pukkelen igen.«
»Nå, ja han var dig for klog, Klemmen, men nu må du og Thames tage de to røde og ride ud af Handbjerg-hovgård vejen, og I må blive ved, til I når Tvis kloster. Finder I de to flygtninge, må I bringe dem med tilbage, og hvis de prøver på at gøre modstand, må  I stikke dem ned. Har du forstået mig?«
»Aldeles, nådige herre,« svarede fogeden og skyndte sig ud i gården.  »Selgen kan sadle de to sortet« råbte han efter Klemmen og gik derpå ind for at tage overtøj på sig. Da han lidt efter kom ud, holdt kusken med to opsadlede heste for døren.
»Sæt du dig på hoppen og følg mig,« sagde herremanden og svang sig i sadlen. De red nu i skarpt trav ad Sundvejen. Først tog de ind til Ravnhoit, for at forhøre sig hos Offes kone, men her traf de ikke andre end en fjollet stakkel, Tonte -Laust, der fik føden ved at gå på omgang mellem bønderne.
»Hvor er Gertrud, bitte Laust?« spurgte hr. Erik.
»Gjatre?«
»Ja, hvor er Offes kone. Har du ikke set hende?”
»Jow, men Gjatre å Svend-knejten er hen'. De hår fielt sæ. (*skjult sig).«
»Hvornår så du dem sidst, bitte Laust,« spurgte herremanden igen.
”Jow, a hår sit dem sidst", svarede Laust lyksalig.
Hr. Erik forstod, at her skulle han ikke blive klogere, men han ville dog prøve Laust endnu en gang.
»Har du set noget til en munk for nylig?”
”Jow, to de wa Bent fra Tvis. han lawwe en ræmand (* Bøhmand-skræmsel),å så fek han en pukkel po, hihihi.”
»Ja, men hvor er han henne, Laust?«
»Jow, han bløw åsse hen', da han håj fåt pukkelen po.”
»Så har du vel også mærket noget til Offe?” spurgte hr. Erik underfundig.
Men nu begyndte Laust at græde og klynke.
»Offe skal hænges. Sølle Offe, han skal hænges, uh! uh! hubau! «
»Ja, men har du set ham, Laust?«
»Jow, Offe gik op te goren for o blyw hængt, hubau!«
»Hvornår var det?«
Tonte-Laust havde ikke andet at svare denne gang end et rystende hubaw.
”Var det i går?«
»Jow, sølle Offe, han, skal hænges på goren.«
»Ja, det skulle han jo helst,”  svarede hr. Erik Rosenkrantz  og afbrød dette ejendommelige forhør. 

De red nu ned til Ejsing. da de kom i nærheden af kirken, indhentede de en gammel kone, der gik med et mælkekrus i hånden. 
»Hvem er det?” spurgte herremanden.«
»Det er" s'men Mariane Jensder, nådige herre,« svarede den gamle og gjorde et grinagtigt kniks.
»Hvad vil det sige - ah, nat-Mariane?”
»Ja, det er ellers en titel, jeg ikke forskylder. Heller ikke står det på min dåbsseddel.«
»Sludder, kvind', du er vel slet 'ikke en gang døbt. men hvad går du og snuser efter her ved nattetider?  Det er vel ikke djævelske kunster, du har for?”
»Ak nej, nådige herre, jeg skulle kun hente lidt aftensmælk på Møgeltoft ; men køerne blev så sent malkede, fordi det varede så længe, inden pigerne kom fra hovarbejde.«
»Vrøvl! men har du ikke mærket noget til den skarnsknægt Offe Svendsen, hans kvinde og dreng samt en munk?«
»Jo - nej! hvad jeg ville sige, ville nådigherren tale med dem?«
»Er du tosset? Hvad rager det dig? Ud med sproget, eller min ridepisk skal smøre dine rygstykker.«
I det samme trillede den lille taterske ned i den tørre, men temmelig dybe vejgrøft og var i et øjeblik ovre på den anden side.
»Åh, hvor i gjorde mig forskrækket, nådigherre; jeg glemte for sanding med det samme, hvad det var, I ville mig. «
»Da skal jeg -'« Hr. Erik gjorde mine til at spore sin hest for at sætte over grøften; men i det samme havde kusken nærmet sig og hviskede: »Nadigherren må tro, hun kan let her i mørket gøre nogle grimme kunster ved hestene. Giv hende et par lybskere, så fortæller hun, hvad hun ved; men bliver hun arrig, kan ingen få et fornuftigt ord af hende.«
Skønt hr. Erik ikke troede på Nat-Marianes heksekunster, og skønt han ikke holdt af at tage råd af en tjener, så skønnede han dog, at han hurtigst fik ende på sagen på den måde, kusken foreslog, og trøstede sig med, at han altid siden kunne tage hævn over kællingen. Han tog ned i lommen, greb et par sølvmønter og sagde, idet han kastede dem over til rakkerkvinden:
»Sig os så, hvad du ved, lille Mariane.«
Tatersken havde nøje fulgt de to rytteres bevægelser og gættede halvvejs, hvad de forhandlede om. Behændig opsnappede hun mønterne i sit skørt, følte på dem og sagde: »Ser vi det, godt sølv. Jo, jeg tror næsten nu, jeg mindes, at jeg så sådanne fire, som nådigherren talte om, nede i Gjeddal, og forstod jeg dem rigtig, så var de til sinds at tage over fælen (vandet), inden månen kom op.«
»Så omkring og til Gjeddall« kommanderede hr. Erik, og bort for de, medens Nat-Mariane krøb over på vejen igen, hvor hun havde ladet sit mælkekrus stå for ikke at spilde den dejlige drik. Hun så efter rytterne og smilede skadefro.  »Lad dem nu ride med den besked. Hvorfor skulle jeg give de gode folk tilbage til den bondepiner. Vil de prøve på at ride over fælen i nat - jamen så får de enderne fugtet, så højt vandet er steget.«

Herremanden fandt det ganske naturligt, at flygtningene var taget over det grunde vand mellem Salling og Hardsyssel, og han mente, at han snart skulle få fat på dem. Han alarmerede en del bønder til at hjælpe sig og frittede dem ud; men ingen havde mærket noget til Offe eller hans familie på den kant. og da han kom ned til vandet, havde vinden rejst sig, og vandet stod så højt, at mange af de småøer, der til dagligdags livede op i dette vand, var aldeles forsvunden. Under disse forhold fandt hr. Erik det rådeligst at ride hjem igen; men han var ikke blid i sind, så meget mere som han troede at have mærket bøndernes glæde over, at han ikke fik held af sin menneskejagt.

Meget tidlig næste morgen vendte ladefogeden og Thames tilbage; de havde været i Tvis, men de havde ikke mærket spor af Offe. Herremanden hørte med mørk mine på beretningen og sagde: »I er nogle dosmere! -Jeg er sikker på, at Offe kunne gå uhindret forbi jer, når han blot havde vendt sin frakke. Men nu kan du, Klemmen Foged, gå ind og få dig noget at leve af, og så må du skyndsomst gøre dig færdig til at følge mig til Skive. Vi tager de to sorte! .Thames kan sadle dem så længe.«
»Jamen, nådigherre, jeg er meget ilde bandlet af det lange natteridt på den røde hoppe.« Han tog sig med en meget bedrøvelig mine ned i -skridtet, men hr. Erik sagde, idet ban pegede hen på træhesten, der havde sin plads ved stalddøren: »Mukker du, kan du få lov at ride en anden hest, til jeg kommer tilbage.« 
Fogeden svarede ikke, men skyndte sig ind i køkkenet, og  snart jog herremanden og hans foged ad vejen, der førte forbi »Den røde Kro" ad Skive til.

Det var ikke hver dag, der i disse tider stod et skib ud af Skive havn, så det var noget af en begivenhed, når det skete. Alligevel var der kun få folk ved havnen, da  hr. Erik Rosenkrantz og Klemmen Foged standsede deres heste netop som et bredbuget  hollandsk fartøj havde kastet landgangen for at gå til søs.
»Holdt der, skipper!« råbte herremanden, »jeg kunne ønske at snakke et par ord med ham!«
På lydefrit dansk svarede hollænderen, samtidig med, at han med øvet bånd syslede med sejlene: »Snak væk, herre; men I må skynde jer, for ret nu  står jeg ud af havnen.«
»Han er beskyldt for at have rømningsmænd om bord, så han må lægge til land, at vi kan undersøge skuden!"
Skipperen arbejdede roligt videre med sejlene, idet han svarede: ”I vil gække mig, herre, jeg ved mig fri for at have andre inden borde end dem, der hører til skibets besætning. Men hvad det angår at lægge til land nu, så kan jeg ikke tjene jer heri, da jeg alt har tøvet for længe, siden vinden er mig så gunstig.«
»Har han ingen passagerer ombord?«
»Som jeg siger, har jeg kun skibets besætning.«
»Hvor stor er den da?«
»I er svært nysgerrig, gode herre; men jeg er i godt lune denne skønne morgen, og derfor skal jeg så gerne svare jer. Der er nu først nærværende person«  - skipperen gav sig et lille dask på brystet - »kaptajn på skuden; mit døbenavn er egentlig Andreas Johansen, og jeg er i en god time født af en hovbondes hustru på Landting mark i Ejsing sogn i Hardsyssel. «
Ved denne oplysning blev hr. Erik rent balstyrig.
»Stands ham, foged! Politi! Det er jo Kær-Johans søn Andreas, der i min barndom rømte fra min fader.« Han så sig forvildet om efter hjælp; men der var ikke andre folk ved havnen end nogle gamle kontorfolk, der var ude at røre benene, inden de begyndte deres stillesiddende arbejde.
Skipperen havde nu fået sejlene sat og havde placeret sig ved roret, medens det store skrog begyndte at glide. Hans lille topmave hoppede under en undertrykt latter.
»Jeg tror, det morer jer, herre, så får jeg da blive ved. Jeg har nu lige til morgen hyret en letmatros. Nå, matros har han vist aldrig været, men let er han; det forsikrede skibspræsten i hvert fald, og han må jo vide det, for han bar ham et længere stykke vej ved et eventyr, de havde sammen  i aftes.«
Det kunne se ud, som hr. Erik lagde bånd på sig for ikke at blive alt for latterlig i sin uheldige stilling; han bøjede sig frem over hesten for bedre at kunne høre. Og den forsorne skipper fortsatte: »Så er der nævnte skibspræst. Kan godt være, han aldrig har været præst; men munk er han i hvert fald, og en from guds mand er han også.«
Skibet havde nu nået havnemolen, men skipperen vedblev: ”Så har jeg også hyret en kone til at koge maden til os på den lange sørejse! Og det var ellers ret mærkelig med samme kvinde, for da hun i aftes meldte sig for at få hyre, var hun udstafferet som et mandfolk; men jeg opdagede snart ved at se hende i ansigtet, at det var et kvindemenneske, og når jeg så har omtalt en ganske prægtig fyr af skibsdreng, ja, så har i fået listen over hele skibsmandskabet. Og så må i have farvel, hr. Erik Rosenkrantz, men jeg synes, I skulle behandle jeres bønder således, at de ikke fik lyst til at løbe fra jer!« 

Så snart skibet var uden for havnen, kom »besætningen« op på dækket. Det blev for meget for den vrede herremand; han udslyngede en ed efter de flygtende, vendte sin hest og jog ind efter byen til, fulgt af sin foged.

Den førstefødte.

Den 11. Januar 1893 indfandt vor førstefødte sig. Det var ikke godt Vejr, Sneen føg om Skolen, og Aviserne skrev, at vi ikke havde haft Kviksølvet saa langt nede i Termometeret i 120 Aar. Jeg mindes, at inde i Soveværelset glitrede Isen paa Væggene, men baade Mor og Barn kom godt over Vinteren, og det skønt hun kun vejede 5½ Pund (?). - Da hun var saa meget lille, blev hun hjemmedøbt og fik Navnet Anna Gudrun Møller; Anna skulde være efter min Moder.

Man bliver lidt desorienteret ved et saadan lille menneskes Ankomst, skønt hun saavist ikke kom bag paa os. Dagmar havde saamænd syet Smaatøj i lange Baner det sidste halve Aars Tid, og jeg havde taget mig paa at sømme Bleer og andre Smaasager. - Men alligevel staar man, som Moses ved det røde Hav. Der indtræffer jo saa meget, som var nyt for os. Søster Jane i Skive maatte straks forlade Mand og Børn for at komme og give gode Raad. Naa, jeg tror nok, hun syntes, at her var alt let at komme over, for der var jo alt, hvad hun skulde bruge, baade til Moder og Barn.

Selv havde hun ofte manglet saa meget, naar hun havde været i Barselseng. Men vi var glade for Jane i denne Tid.

Der kom ellers nogle gode Sendinger fra Mors i den sidste Del af Raasttiden, snart var det en Riskurv fuld af Frugt og snart en stor Sending Kød. Jeg tror, Dagmar havde sit Æbletræ i Haven paa Kimsholm, og naar Pærerne blev delt om, gik hun i lige Deling med de andre derhjemme.

Lækatten.

To gange har jeg hilst paa Lækatten. Naa ja, jeg har jo ikke saa sjældent set en Lækat baade om Vinteren, naar den var hvid, og om Sommeren naar den var gulbrun, men kun to Gange har jeg haft et lidt større Komsammen med den.

Der første Gang var nede i Vonsild ved Kolding. Jeg gik fra Vejstrup til Kolding, og det maa have været om Sommeren, thi Lækatten, jeg saa, var gulbrun. Jeg saa, den løb ind i Hasselhegnet ved Siden af Vejen, og da jeg kom omtrent ud for den, saa jeg, at den lavede Sjov akkurat som en kaade Kattekilling. Den lagde sig om paa Ryggen og legede med det tørre Løv, gjorde høje Spring, snoede sig rundt med smidige Bevægelser, smed sig igen om paa Ryggen og legede med sin Hale. Men alt, hvad den gjorde, var udført med en Finhed og Smidighed, som jeg ikke har set før hos noget Dyr. Da den aabenbart syntes, at jeg blev lovlig nærgaaende, løb den et stykke længere frem i Hegnet og fortsatte der sine Udslag af Livsglæde, indtil jeg kom den for nær igen. Saa løb den lidt længere, kom ud af Hegnet for at se, om den var kommet langt nok fra mig, løb et Stykke igen og begyndte saa atter sine Kattekunster. Jeg ved ikke, hvor ofte det gentog sig, men til sidst blev den borte for mig.

Det andet Møde, jeg havde med Lækaten, gik ikke saa fredeligt af. Jeg havde lagt Mærke til, at der gik Svind i Æggene fra en Rede, som var oppe paa det private Aflukke. Og en Dag, da jeg vilde gaa ind i Tørvehuset, saa jeg en Lækat komme anstigende med et Æg i Munden. Den havde nemlig gnavet et ganske lille Hul i den ene Side, og deri holdt den saa med sine skarpe Tænder Ægget fast. Da den saa mig, slap den Ægget og smuttede ind i Tørvestablen. Den vil aabenbart snart komme igen for at hente Ægget, tænkte jeg, hængte en gammel Sæk over Glasruden i Lemmen og lukkede Døren. Jeg tog nu en Spade og gik hen og stillede mig lige ved Ægget idet jeg holdt Spaden et Kvarter over det. Jeg ventede maaske nok i fem Minutter - Tiden er jo altid lang, naar man venter-. Men saa opdagede jeg henne ved Tørvene et Par lysende øjne, og snart var Dyret lige under den løftede Spade, og dermed var dets Skæbne beseglet. Jeg lod Spaden falde ned og trykkede til, og snart var Lækatten død. Men inden den døde, maa den have udskilt et Sekret af en stærkt lugtende Vædske, modbydelig stinkende, saa jeg maatte mindes den, hver Gang jeg kom ud i Tørvehuset i de følgende 14 Dage. Den havde bevist sit Slægtskab med Skunken, det amerikanske Stinkdyr.

Børnene i Raast.

Ja, meget faa er det, jeg ved noget om fra deres senere Liv, og det jeg ved, er kun lidet. Men jeg skal berette det, jeg har faaet at vide.

Der var nu Kristen Nielsens Datter fra "æ rø Saaen" eneste Barn, godt begavet, noget forkælet. Hun blev gift med en Fiskeekspeditør i Struer, som i hvert Fald en Tid var velstaaende. De havde ingen Børn, men en Skødemoppe.

Anders Sevelsted fik vel nok Gaarden efter Faderen. Søsteren, Karen, blev gift med en Slagter i Vinderup. Hun vejede 100 Pund, da hun var 10 Aar gammel.

Mariane Davidsen blev gift med en Fisker i Struer og fik en hel Bunke Børn. Jeg tror nok, at de sad smaat i det. De havde Faderen, Niels Kr. Davidsen hos dem. (Se Side 99).

Jens Pedersen blev Smed som Faderen. Han bor vist nede i Ejsing By ved Siden af Købmanden (Lejballe).

Børnene badede en Gang imellem i Limfjorden. Jeg ledte Drengene, og Dagmar passede Pigerne.

I Thieles Folkesagn fortælles II Side 62: I Ejsing Sogn ved Skive er en Hede paa hvilken tilforn stod en Landsby ved Navn Gaderis. Men i Pestens Tid uddøde alt Folket her, og det var nær gaaet Ejsing by ligesaa.

Dog blev Byen reddet derved, at Bymændene købt et Natmandsbarn og efter en klog Mands Raad begrov det levende paa Grænseskellet. Derfor kunde pesten ikke naa over til Ejsing.

Vi var saa længe i Raast, at nogle af Træerne i Haven blev 3 a 4 m høje, men stort Udbytte havde vi ikke af dem.

'"Nu skal Degnen nok flytte:" sagde en Mand til Niels Peder Brogaard. "Ja, han skal nok ud paa noget, de kalder Skagens Rev!" svarede han.