En husmandsfamilies udflugt.

Dette er en beretning om en søndagsudflugt i sommeren 1925 foretaget af medlemmer af Carl Hansens familie, som boede i Himmelgårdhus ved nedkørselen til Stubbergård.
Dette er berettet af hans søn Frederik Nybo Hansen.

 

Det var sommer, det var søndag, solen stod højt på himlen, alt var lutter idyl, og hvad var mere nærliggende end at søge ud i den frie natur, en afveksling fra det daglige liv med dets slid og slæb, dets sorger og glæder. Vi besluttede at køre en tur ud på heden med hestekøretøj, det vil sige en fjedervogn med en enspænderhest som trækkraft. Jeg var kusk, min mor Nicoline og min yngste broder Carl sad på kuskesædet, bag i vognen sad min broder Peder Nybo og vel nok et par af mine søstre, såvidt jeg husker både Elisabeth og Eva, og yderligere var Harald i Gadegård med, idet han var en nær ven med min broder Peder Nybo.

Turen begyndte med høje hurra-råb, det var festligt, vi havde eftermiddagskaffen med på flaske, alle glædede sig. Vi fulgte vejen forbi Hellesø og Søgårdene, forbi Pe' Knots hus og drejede ad vejen mod Trandum, forbi Lausens villa og videre ud ad Langelinie, altså jordvejen, der ligger langs Lausens plantager. Dette var for os drenge velkendte omgivelser, steder hvor vi færdedes meget sammen med vor fader, som var skytte for ingeniør Lausen, og hvor vi ofte var med ham på jagt og ligeledes var deltagere i mange klapjagter, og mange søndage var vi på fisketure til åen ved »Sort Huset«, ja her tilbragte vi meget af vores fritid, her i den frie natur i hinandens selskab, her følte vi os lykkelige og frie som hedelærken højt mod himlen.

Langt ude for enden af Langelinie gjorde vi ophold. Vi sad i lyngen og nød den medbragte kaffe og vor mors hjemmebagte brød. Efter en god stund fortsatte vi turen, idet vi kørte ned mod Stubbergård Sø. Her havde vi været nogle gange for at besøge Anders Nielsen som boede her i et lille hus langt fra alfarvej. Vi vidste, at han og hans kone var flyttet, men vi ville se, hvad der var blevet af hans hus.

Huset fandt vi ikke, kun en tom plads, hvor det havde ligget, man kunne tydeligt se, hvor de forskellige bygninger havde ligget, så vi kørte ind på gårdspladsen, som om bygningerne lå der endnu, men pludselig stod vognen stille, jorden åbnede sig, og hesten forsvandt for vore øjne, som om den var opslugt af et jordskælv. Hvad var der dog sket? Vognen stod lige ved hullet i jorden, en gammel brønd, her var vores hest faldet ned. Alle hoppede bestyrtet ned fra vognen og så rædselsslagne hullet, hvorfra vi kunne høre det stakkels dyr vånde sig i smerter. Her måtte der skaffes hjælp. Men hvordan? Her langt fra Sevel by og beboede steder.

Jeg fandt hurtigt ud af; at jeg måtte i retning af Trandum, jeg løb som aldrig før i håb om at finde mennesker, der kunne hjælpe. Jeg har ingen fornemmelse om, hvor langt jeg løb, men omsider nåede jeg en gård, som åbenbart har haft telefon, i hvert fald blev der slået alarm til Sevel, og her blev der organiseret en ekspedition forsynet med tovværk, hejseapparat og ,en halv snes mennesker, der imellem var min far og murer Kølbæk. Andre navne husker jeg ikke.

Det varede lang tid, før de var fremme ved ulykkesstedet; jeg var forlængst nået tilbage. Vi besluttede, at min mor og de øvrige deltagere skulle gå hjem, hvilket kunne ske ved at følge stien langs Stubbergårds sø.,

Da redningsmandskabet nåede frem, blev hejseværket anbragt over brøndåbningen, og en ung mand, Drees Eskildsen, hed han, blev firet ned til hesten. Han skulle forsøge at lægge en løkke om hestens hals for på den måde at trække den op. Men det stakkels dyr slog så fortvivlet med hovedet, så det mislykkedes at få tovværket anbragt. Om der var andre nede i brønden, husker jeg ikke, men omsider kunne hesten ikke mere udstå de svære strabadser, den udåndede af udmattelse. Den havde da kæmpet for livet i flere timer.

Tak til de mænd, som gjorde, hvad de kunne for at redde det stakkels dyr. Nu blev offeret et dyr, tænk om et menneske - en enlig vandringsmand var kommet her og var forsvundet ned i brønden. Han ville aldrig være blevet fundet. Kan nogen tænke den tanke til ende? Jeg kan ikke!

Men erindringen om denne tragedie, som ramte den lykkelige husmandsfamilie en solrig sommerdag, den slipper jeg aldrig for, den er ætset ind i min hukommelse. AN.