Uddrag af Toldstrups bog "Uden kamp ingen sejr"
Der havde trods alt i den første Halvdel af 1944 været mange Razziaer rundt omkring i Byerne, og det havde i det store og hele været den almindelige Fremgangsmaade, at vi lod Folk, som var eftersøgt, rejse til Sverige. I mange Tilfælde var dette imod de paagældendes Ønske, og en skønne Dag gik det op for os, at det var meningsløst at sende alle disse gode Folk, som kunde gøre en Indsats herhjemme, over til Lediggang i Sverige.
Dette førte til, at Sommerlejren blev oprettet. Ved Forhandling med nogle af mine Venner i Holstebro fik jeg stillet FDF's Sommerlejr paa Venø til Raadighed, og en skønne Dag mødtes cirka 20 unge Mænd fra Jyllands forskellige Byer for at »ligge i Sommerlejr« i Venøborg. Det var ikke nogen helt almindelig Sommerlejr. Underholdningen bød paa Ting som Gymnastik, Terrænsport, Sprængningsteori, Skydeteori, Kursus i security, Foredrag og forskelligt andet og var lagt tilrette paa en saadan Maade, at Mandskabet i Løbet af kort Tid var veluddannede Sabotører. Der fandtes naturligvis tilstrækkelige Mængder af Vaaben og Ammunition i Lejren til, at man i givet Fald kunde berede Gestapo en varm Modtagelse.
Ved Hjælp af det veluddannede Mandskab, som vi herved fik til Disposition, var der Mulighed for yderligere at sætte Tempoet op, hvilket ogsaa skete i de følgende Maaneder. Da der endnu paa dette Tidspunkt paa flere Steder ikke fandtes aktive Sabotører, rekvirerede vi ofte et Hold fra Lejren, som saa blev sendt ud paa den foreliggende Opgave. Det var Opgaver af enhver Art, disse Gutter kunde paatage sig, og de viste en Energi og en Opfindsomhed, som næsten altid førte til et vellykket Resultat.
Naturligvis gik det ogsaa undertiden galt, og vi havde bl. .a. den Sorg at miste Hendrik. Selv har jeg kun truffet Hendrik en enkelt Gang, men fra Kammeraterne ved jeg, at han var meget vellidt, og at det vakte den største Sorg i Lejren, da man modtog Budskabet om hans Død.
Jeg havde som ofte før rekvireret et Par Mand fra Lejren til Hjælp med Jernbanesabotage, og Hendrik og Carl blev sendt ud paa Opgaven under Ledelse af Bloch.
Da vi igennem længere Tid havde haft Uheld med vore Jernbanesprængninger, formentlig fordi vore Sprængkapsler »Taagesignaler« var fugtige, havde vi bestemt os til at forsøge en anden Metode. Det var lykkedes at faa fat i 100 Meter af en særlig Lunte, den saakaldte orange line, som var hurtigtbrændende, 2000 Meter i Sekundet. For at være sikker paa at opnaa Resultat vilde vi benytte denne Lunte til Sprængningen, idet man saa kunde antænde Lunten, i samme Qjeblik Toget var paa Sprængningsstedet.
Aktionen fandt Sted Syd for Aarhus. Sprængladningen var blevet anbragt paa Skinnerne, og Lunten førte fra denne, saa langt den kunde naa, men desværre ikke langt nok til at den, der skulde tænde, var i Dækning. Forskellige uheldige Omstændigheder bidrog til det ulykkelige Resultat. Tyskerne havde fundet ud af, at vi som oftest kun sprængte smaa Skinnestykker bort, hvorfor det fra højere Sted var beordret, at Troppetogene, kun maatte køre med meget ringe Hastiglied. Man havde saa Mulighed for at passere et Sprægningssted, uden at. Toget afsporedes eller væltede. Desuden havde man netop indført Beskyttelse af saadanne Tog derved, at der med passende Mellemrum i Togstammen var anbragt Fladvogne, hvorpaa var monteret Maskingeværer klar til Skydning. Endelig hed det sig senere, at den tyske Bataillon, der var med dette Tog, paa Aarhus Banegaard havde faaet Instruks om, at alle Soldater i Tilfælde af Sabotageforsøg straks skulde gribe til Gevær og begynde at skyde.
Carl var placeret et Stykke oppe ad Jembanelinien og skulde give Signal, saa snart han havde konstateret, at det var det rigtige Tog, der var paa Vej, medens Bloch og Hendrik befandt sig ved Lunten klar til at tænde. Idet Lokomotivet kørte over Sprængladningen, blev der tændt, og i samme Sekund fandt Eksplosionen Sted. Bloch og Hendrik begyndte straks Tilbagetoget - Bloch forrest og Hendrik lige efter.
Der var en infernalsk Skydning fra Maskingeværer og Geværer, og Projektilerne susede dem om Ørerne. Pludselig fik Bloch en Fornemmelse af, at der var noget galt, og idet han drejede Hovedet, saa han Hendrik falde. Skydningen forsatte længe, og Bloch blev skarpt forfulgt, men det lykkedes ham som ved et Under at undslippe. Hendrik døde nogle Timer senere, efter at han liggende paa Landevejen havde været underkastet skarpt Forhør. Vi var en god Kammerat fattigere.
Da Bloch mente, at han havde rystet Forfølgerne af sig, men naturligvis stadig var i stor Fare, løb han ind i en Bondegaard. Han traf Gaardejeren, som han fortalte, at Tyskerne var i Hælene paa ham, og spurgte, om han kunde laane eller købe en Cykle. Gaardejeren svarede, at han ikke vilde rodes ind i noget. Bedre gik det ikke paa en anden Gaard, hvoi Bloch lidt efter forsøgte sig. Han maatte derfor fortsætte til Fods ad Biveje og Stier og kom først tilbage til Aarhus en halv Snes Timer senere, træt og forrevet og fuld af Sorg og Harme.
Der var ingen Glæde i Hovedkvarteret den Dag. Vi var meget bedrøvede over, at Hendrik var faldet, men vi følte ikke stort Had mod Tyskerne af den Grund. Vi var jo i Krig, og Hendrik havde været Soldat og var faldet som saadan. Det var Krigens Gang, og det var noget, vi hele Tiden maatte regne med kunde ske enhver af os.
Derimod følte vi den største Harme over for vore egne Landsmænd, naar vi tænkte paa de to Gaardejere, som paa saa sent et Tidspunkt af Krigen endnu ikke havde lært, at det forpligter at være Dansk.
Vi blev nødsaget til at flytte Sommerlejren nogle Gange, da det som Regel gav Anledning til en Del Sladder, naar vore 20 - 25 Gutter pludselig slog sig ned et Sted. Den første Flytning var til en Jagthytte i Nærheden af Flyndersø og den næste til en Teltlejr i Salling. Paa dette Tidspunkt var det imidlertid ved at blive Efteraar, og det vilde være mistænkeligt, hvis man fortsatte med en Sommerlejr, ikke mindst i Telt.
Vi fik derefter arrangeret et Højskoleophold for Lejrens Mandskab paa Hadsten Højskole, og dette skulde føre til den tragiske Afslutning paa den straalende Oplevelse, som denne Lejr havde været for de unge Mænd, og paa den Støtte det havde været for os stadig at kunne disponere over disse veluddannede Folk. Det blev ogsaa et føleligt Savn, at vi ikke mere havde et Sted at sende vore eftersøgte Folk hen, naar vi ikke paa staaende Fod var i Stand til at give dem en Opgave i en anden By.
Paa det Tidspunkt var Holdet under Ledelse af H. H., og man var netop ved at etablere sig paa Højskolen, da Uheldet skete. H. H. havde været i Aalborg et Par Dage tidligere og havde der med en af vore Ledere aftalt, at tre efterlyste Folk skulde med paa Højskolen. For at de ved Ankomsten kunde legitimere sig, havde H. H. faaet den afrevne Halvdel af Bladet fra en Lommebog, og de ankommende skulde medbringe den anden Halvdel. Takket være dygtigt Stikkerarbejde parret med nogen Uforsigtighed fra Sabotørernes Side blev de arresteret paa Randers Banegaard. Senere paa Dagen ankom der til Højskolen tre Mænd, som bad om at tale med H. H. Da han tog imod dem, viste de det afrevne Blad frem, hvorefter han bød dem Velkommen. I samme øjeblik blev han holdt op, og Gestapo kunde glæde sig, over et godt udført Stykke Arbejde, som desværre fik vidtgaaende Følger for os.. Sammen med H. H. blev flere af de brave Sommerlejrfolk arresteret, men en Del af Holdets Deltagere var heldigvis endnu ikke ankommet til Højskolen, da der var tildelt dem særlige Opgaver.